21.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 174/3


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 10. maj 2019

om ændring af afgørelse 2012/C 198/06 om oprettelse af et tværfagligt og uafhængigt ekspertpanel, som skal rådgive om effektive investeringer i sundhed

(2019/C 174/04)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 168, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samordner medlemsstaterne indbyrdes og i kontakt med Kommissionen deres politikker og programmer på de i nævnte artikel, stk. 1 omhandlede områder. Kommissionen kan i nær kontakt med medlemsstaterne tage ethvert passende initiativ for at fremme denne samordning, navnlig initiativer, der tager sigte på at opstille retningslinjer og indikatorer, tilrettelægge udveksling af bedste praksis og udarbejde de nødvendige elementer til periodisk overvågning og evaluering.

(2)

Ved Kommissionens afgørelse 2012/C 198/06 (1) blev der nedsat en ekspertgruppe om effektive investeringer i sundhed (»panelet«) med henblik på at yde Kommissionen uafhængig og tværfaglig rådgivning om effektive investeringer i sundhed.

(3)

Oprindeligt var det hensigten, at afgørelse 2012/C 198/06 skulle finde anvendelse indtil den 1. oktober 2015. Ved Kommissionens afgørelse 2015/6719 (2) blev anvendelsen af afgørelse 2012/C 198/06 forlænget med fire år indtil den 1. oktober 2019.

(4)

Panelet er stadig bedst placeret til at fungere som en mekanisme til videreudvikling af tværnational viden og ekspertise om sundhedssystemer, som kan præge politikker på nationalt plan og på EU-plan og yde rådgivning og dermed bidrage til effektive, tilgængelige og fleksible sundhedssystemer.

(5)

Det er således af afgørende betydning, at panelet fortsat rådgiver om effektive investeringer i sundhed, idet det drager fordel af erfaringer i og uden for Unionen, som panelet måtte skønne det nødvendigt.

(6)

Anvendelsesperioden for afgørelse 2012/C 198/06 bør forlænges med 3 år indtil den 31. december 2022, så panelet kan fungere i den næste udnævnelsesperiode.

(7)

Afgørelse 2012/C 198/06 bør derfor ændres —

BESTEMT FØLGENDE:

Eneste artikel

Artikel 6 i afgørelse 2012/C 198/06 affattes således:

»Artikel 6

Anvendelse

Denne afgørelse anvendes indtil den 31. december 2022.«

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. maj 2019.

På Kommissionens vegne

Jyrki KATAINEN

Næstformand


(1)  Kommissionens afgørelse 2012/C 198/06 af 5. juli 2012 om oprettelse af et tværfagligt og uafhængigt ekspertpanel, som skal rådgive om effektive investeringer i sundhed (EUT C 198 af 6.7.2012, s. 7).

(2)  Kommissionens afgørelse 2015/6719 af 30. september 2015 om ændring af afgørelse 2012/C 198/06 om oprettelse af et tværfagligt og uafhængigt ekspertpanel, som skal rådgive om effektive investeringer i sundhed (C(2015) 6719 final).