13.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 57/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 6. februar 2019

om offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende af det enhedsdokument, der er omhandlet i artikel 94, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013, og af henvisningen til offentliggørelsen af produktspecifikationen for en betegnelse i vinsektoren

(Vallegarcía (BOB))

(2019/C 57/09)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 97, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Spanien har ansøgt om beskyttelse af betegnelsen “Vallegarcía” i henhold til del II, afsnit II, kapitel I, afdeling 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

(2)

I henhold til artikel 97, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 har Kommissionen behandlet ansøgningen og fundet, at betingelserne i artikel 93-96, artikel 97, stk. 1, og artikel 100, 101 og 102 i nævnte forordning er opfyldt.

(3)

For at gøre det muligt at indgive indsigelser efter artikel 98 i forordning (EU) nr. 1308/2013 bør det enhedsdokument, der er omhandlet i artikel 94, stk. 1, litra d), i nævnte forordning, og den henvisning til offentliggørelsen af produktspecifikationen, der fandt sted i forbindelse med den indledende nationale procedure for behandling af ansøgningen om beskyttelse af betegnelsen »Vallegarcía«, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende

BESTEMT FØLGENDE:

Eneste artikel

Det enhedsdokument, der er udarbejdet efter artikel 94, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013, og henvisningen til offentliggørelsen af varespecifikationen for betegnelsen »Vallegarcía« (BOB) findes i bilaget til denne afgørelse.

I henhold til artikel 98 i forordning (EU) nr. 1308/2013 giver offentliggørelsen af denne afgørelse ret til at gøre indsigelse mod beskyttelsen af den betegnelse, der er anført i nærværende artikel, stk. 1, inden for to måneder fra datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. februar 2019.

På Kommissionens vegne

Phil HOGAN

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.


BILAG

ENHEDSDOKUMENT

»VALLEGARCÍA«

PDO-ES-02085

Ansøgningsdato: 13.4.2015

1.   Betegnelse, der skal registreres

Vallegarcía

2.   Type geografisk betegnelse

BOB — beskyttet oprindelsesbetegnelse

3.   Kategorier af vinavlsprodukter

1.

Vin

4.   Beskrivelse af vinen/vinene

Hvidvin

Hvidvin med en intens gul farve og aromaer af stenfrugter, tropiske frugter og hvid blomst af mellemhøj intensitet. Aromaer af aromatiske krydderurter — lavendel og rosmarin — i baggrunden samt afrundende ristede aromaer. Blød i begyndelsen, fyldig, uden kanter, frisk og rund. Behagelig smag med aromaer af stenfrugter og en ristet og lidt bitter eftersmag.

Det maksimale totale alkoholindhold ligger i overensstemmelse med gældende EU-ret inden for de lovlige grænseværdier.

Generelle analytiske karakteristika

Totalt alkoholindhold, maksimum (i % vol.)

 

Virkeligt alkoholindhold, minimum (i % vol.)

12,5

Totalt syreindhold, minimum

4,1 g/l udtrykt i vinsyre

Maksimalt indhold af flygtig syre (i milliækvivalenter/l)

12,5

Maksimalt indhold af svovldioxid (i mg/l)

160

Rødvin

Rødvin med en intens rød farve og en granatrød eller rubinrød kant, god farve. Mellemhøj intensitet, røde frugter, aromaer af Middelhavskrat og mineraler eller med balsamiske anstrøg af lavendel og aromaer af ristet træ. Rund og smidig i begyndelsen, afbalanceret, let tanninstruktur.

Det maksimale totale alkoholindhold ligger i overensstemmelse med gældende EU-ret inden for de lovlige grænseværdier.

Generelle analytiske karakteristika

Totalt alkoholindhold, maksimum (i % vol.)

 

Virkeligt alkoholindhold, minimum (i % vol.)

12

Totalt syreindhold, minimum

4,2 g/l udtrykt i vinsyre

Maksimalt indhold af flygtig syre (i milliækvivalenter/l)

20

Maksimalt indhold af svovldioxid (i mg/l)

150

5.   Vinfremstillingsmetoder

a)    Væsentlige ønologiske fremgangsmåder

Dyrkningsmetoder

Druerne høstes udelukkende manuelt og anbringes i tremmekasser. Druerne sorteres først på vinmarkerne, når klaserne er skåret af, og anden gang på sorterebåndet i det område på vingården, hvor druerne kommer ind.

Relevante begrænsninger for vinfremstillingen

Tanken fyldes med druer lige over tankens øverste åbning, så rørledningerne ikke udsættes for pres, og druerne udsættes derved for en mindre aggressiv behandling.

Under påfyldningen i tanken ledes frugtkødet gennem en rørformet varmeveksler, hvor temperaturen sænkes. Således holdes tanken kold i en periode, hvis varighed om nødvendigt kan variere alt efter ønologernes skøn. Ved denne udblødning forud for gæringen er det muligt at trække alle de aromaer, der er i druerne, ud i en vandig opløsning og gøre farven mere stabil.

Efter den kolde udblødning presses de hvide druer, hvorefter den most, som opnås, hviler, indtil der er opnået en passende uklarhed på 400-800 NTU. Så snart gæringen er begyndt, overføres en variabel mængde af mosten til ubrugte franske egetræsfade, hvori den gæres og modnes på bærmen i 4-6 måneder. Ved alkoholgæringen af hvid- og rødvinene anvendes både naturlig gær og udvalgt gær. Hvidvinene gæres ved lave temperaturer på mindst 15 °C og højst 26 °C. Mængden af den most, der gæres på tønde, tages også i betragtning. Rødvinene gæres ved en temperatur på mindst 15 °C og højst 30 °C. Tiden i tankene og udblødningstiden er forskellig alt efter ønologernes tekniske vurderinger, men strækker sig fra 7 til 28 dage.

Fadene med rødvin tømmes manuelt. Presseresterne overføres uden pumpe og ved hjælp af tyngdekraften til en pneumatisk presse og fyldes derefter på brugte tønder indtil smagningen. Når alle typer vin, både ikkepresset og presset vin, er fremstillet, og den malolaktiske gæring er færdig, smages alle vinene af et udvalg af ønologer, og forskellige blandinger tilberedes. Derefter modnes de i franske egetræstønder.

Vinene modnes på flaske i perioder af forskellig længde, inden de markedsføres.

b)    Maksimumsudbytter

Druesorten Viognier

11 500 kg druer pr. hektar

75 hektoliter pr. hektar

Druesorten Syrah

9 250 kg druer pr. hektar

60 hektoliter pr. hektar

Druesorten Merlot

8 500 kg druer pr. hektar

55 hektoliter pr. hektar

Druesorten Cabernet Sauvignon

8 500 kg druer pr. hektar

55 hektoliter pr. hektar

Druesorten Cabernet Franc

11 500 kg druer pr. hektar

75 hektoliter pr. hektar

Druesorten Petit Verdot

14 600 kg druer pr. hektar

95 hektoliter pr. hektar

6.   Afgrænset geografisk område

Det geografiske område udgør matrikulær parcel 448 i zone 9 i kommunen Retuerta del Bullaque, der ligger i provinsen Ciudad Real. Det dækker 1 521 hektarer.

7.   Vigtigste druesort(er)

 

Cabernet Sauvignon

 

Syrah

 

Viognier

8.   Tilknytning til det geografiske område

Miljø (naturlige og menneskelige faktorer):

a)

Vallegarcía er navnet på en dal med en særlig geologisk undergrund, Raña del Fresno, der er kendetegnet ved en særlig jordbundsdannelse. De druer, der dyrkes i området, besidder derfor en række enestående egenskaber (høj intensitet, aromatisk kvalitet og lang eftersmag). Desuden er den høje surhedsgrad og den lave pH-værdi i Vallegarcías jorde usædvanlige i forhold til lignende klimaområder. De vinstokke, der anvendes til Vallegarcía, er plantet på jorde, hvis beskaffenhed er enestående sammenlignet med andre vinmarker i Castilla-La Mancha. I et forskningsprojekt ved Universidad de Castilla-La Mancha (UCLM) med titlen »Wine-growing soils in Castile-La Mancha: influence on the composition of the grape« blev de profiler, der blev undersøgt i Vallegarcía, klassificeret som Typic Palexerult i henhold til Soil Taxonomy (Soil Survey Staff, 2006), og kategorien Ultisol som en typisk Raña-jordbund (Vidal et al., 2004). Af de vindyrkningsjordbunde, der blev undersøgt i forskningsprojektet, tilhører kun tre af Vallegarcía-profilerne denne kategori. Ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations klassifikationssystem (2007) blev P1, P2 og P3 — de tre profiler, der blev analyseret i UCLM's rapport — klassificeret som henholdsvis Cutanic Alisol (Ferric, Chromic), Cutanic Alisol (Ferric, Skeletic) og Cutanic Alisol (Ferric, Skeletic).

Herudover afspejles jordbundenes høje surhedsgrad i vinenes pH-værdi og deres afbalancerede smag.

Det lave calciumindhold og det høje silica-, jern- og aluminiumindhold er helt ukarakteristiske for vindyrkningsjordbundene i Castilla-La Mancha. Det er interessant at sammenligne disse niveauer med niveauerne i områdets kalkholdige jordbunde, som normalt anvendes til at dyrke vin. Ifølge data fra Amorós et al. (2012b) afviger calciumindholdet i Vallegarcías jordbund meget fra de niveauer, som findes i kalkholdige jordbundes øverste jordlag (10,4 g·kg-1 versus 230 g·kg-1). Derimod er indholdet af silica (345,9 g·kg-1) og jern (26,5 g·kg-1) væsentligt højere i jordbundene i det afgrænsede område sammenlignet med de kalkholdige vindyrkningsjordbunde i Castilla-La Mancha (henholdsvis 127,5 og 16,65 g·kg-1). Aluminiumindholdet i den kalkholdige jordbunds øverste jordlag ligger på omkring 33,4 g·kg-1, mens det i jordbunden i Vallegarcía ligger på 57,8 g·kg-1. Det lave calciumindhold i jordbunden præger Vallegarcía-vinene og gør dem anderledes end andre vine fra Castilla-La Mancha.

Den store gennemsnitlige mængde grundstoffer, der er klassificeret som sjældne jordarter (cerium, lanthan og neodym), i Vallegarcías jordbund (henholdsvis 83,5, 44,5 og 36,5 mg·kg-1) i forhold til de gennemsnitlige mængder på regionalt plan (henholdsvis 57,7, 23,5 og 21,6 mg·kg-1) og på verdensplan (henholdsvis 55, 35,5 og 30,5 mg·kg-1) er værd at bemærke. Generelt er indholdet af disse grundstoffer højere i sur jord end i kalkholdig jord (Amorós et al., 2012a).

b)

Indvirkningen fra Bullaque-floden og dennes bifloder, der omgiver det afgrænsede område, samt dalenes friskhed og bjergenes beskyttelse mod de nordlige vinde skaber et mikroklima for vinmarken, som mildner de ekstreme forhold både om vinteren og om sommeren. Dette skaber gunstige betingelser for en korrekt og fuldstændig modning af druerne.

c)

De store temperaturforskelle mellem dag og nat, der skyldes Vallegarcías høje beliggenhed over havets overflade, kombineret med de store nedbørsmængder i området i forhold til andre dele af regionen er med til at give vinene en fremragende tanninstruktur, som gør vinene mere egnede til at modnes på tønde og flaske.

Beskrivelse af vinen:

Vallegarcía-vinene er kendetegnet ved at være runde og uden kanter. De har også en fremragende tanninstruktur, der giver dem en særlig evne til at udvikle og bevare sig over tid. De kan nå op på en polyphenolværdi på over 50 milliækvivalenter/l og en farveintensitet på mere end 12 AU.

Vinenes intensitet og aromatiske kvalitet er defineret ved kraftigt Middelhavskrat (soløje, hedelyng) og balsamiske aromaer (timian, rosmarin, lavendel) samt et højt mineralindhold (sort skifer, kvartsit). De efterlader en bitter eftersmag bagerst i svælget, hvilket forlænger vinens smag.

Tilknytning:

Det høje syreindhold og den lave pH-værdi i jordene i det afgrænsede område er også usædvanlige. Denne kombination gør, at vinen efterlader en bitter eftersmag bagerst i svælget, hvilket forlænger vinens smag.

Dalenes friskhed og bjergenes beskyttelse mod de nordlige vinde har en mildnende indvirkning og medvirker til at gøre vinene runde og uden kanter. De store temperaturforskelle mellem dag og nat, som skyldes det afgrænsede områdes høje beliggenhed over havets overflade, kombineret med de store nedbørsmængder er med til at give druerne en fremragende tanninstruktur, der gør, at vinene kan nå op på en polyphenolværdi på over 50 milliækvivalenter/l og en farveintensitet på mere end 12 AU.

Selv om det afgrænsede område er omgivet af området for Castilla (BGB), afviger dets kendetegn væsentligt fra det tilstødende afgrænsede område af følgende årsager:

Naturlige faktorer:

Raña'ens geologiske undergrund er kendetegnet ved en høj surhedsgrad og en lav pH-værdi og ved dalenes friskhed, de store nedbørsmængder og bjergenes beskyttelse mod de nordlige vinde, der skaber et mikroklima, som afviger meget fra det tilstødende område.

Den store forskel mellem pH-værdien i de øverste og nederste jordlag, herunder en maksimal forskel på 4,1 point i profil 2 (pH = 8,9 i Ap og pH = 4,8 i Btg1), samt det lave kalciumindhold, det høje silica-, jern- og aluminiumindhold og forekomsten af store mængder sjældne jordarter adskiller Vallegarcía fra resten af Castilla-La Mancha.

Menneskelige faktorer:

De mest oplagte forskelle mellem fremstillingsmetoderne for vine med betegnelsen Vallegarcía og vine fra de tilstødende områder, der er omfattet af betegnelsen Castilla (BGB), er følgende:

 

Castilla (BGB)

Vallegarcía

Forskelle

Hvidvin

≥9 % vol.

≥12 % vol.

Højere alkoholindhold

Rødvin

≥10 % vol.

≥12 % vol.

Højere alkoholindhold

Rødvin

≤18 milliækvivalenter/l

≤20 milliækvivalenter/l

Højere syreindhold

Hvidvin

≤16 000 kg/ha

≤11 500 kg/ha

Lavere produktion pr. hektar

Rødvin

≤16 000 kg/ha

≤14 600 kg/ha

Lavere produktion pr. hektar

 

 

>50 milliækvivalenter/l

Flere polyphenoler

 

 

>12 AU

Mere farve

Området blev afgrænset på basis af dets naturlige miljø (Raña'ens geologiske undergrund med en høj surhedsgrad og en lav pH-værdi samt den beskyttelse, som bjergene giver). Der er kun én vingård, der fremstiller vin i området, og den ejes af ansøgeren.

Det bør bemærkes, at det afgrænsede område udgør 1 521 hektarer, og at der ikke er plantet andre vinstokke eller anlagt andre vingårde end dem, der tilhører ansøgeren.

Desuden kan andre producenter anvende den registrerede betegnelse, hvis de skulle etablere sig inden for det afgrænsede geografiske område i fremtiden, forudsat at de opfylder de i produktspecifikationen fastsatte betingelser. Dette scenario er fuldt ud muligt, da det afgrænsede område dækker 1 521 hektarer og derfor har plads til flere vingårde.

9.   Vigtige yderligere betingelser

Retlig ramme:

National lovgivning

Type yderligere betingelse:

Emballering i det afgrænsede geografiske område

Beskrivelse af betingelsen:

Vinene tappes på flaske i produktionsområdet, idet fremstillingsprocessen under alle omstændigheder afsluttes med en anden modning på flaske. I denne periode sker der en reduktionsproces, som øger vinenes kvalitet og afrunder smagen. De er klar til indtagelse, når de har opnået de organoleptiske egenskaber, der er fastsat for hver type vin i produktspecifikationen.

Link til produktspecifikationen

http://pagina.jccm.es/agricul/paginas/comercial-industrial/consejos_new/pliegos/Pliego_Condiciones_Vallegarcia_20180719.pdf.