21.12.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/8


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/2034

af 18. oktober 2018

om fastsættelse af en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i de nordvestlige farvande for perioden 2019-2021

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (1), særlig artikel 15, stk. 6, og artikel 18, stk. 1 og 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at eliminere udsmid i alt EU-fiskeri, ved at der indføres en forpligtelse til at lande fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Med henblik på gennemførelsen af landingsforpligtelsen tillægges Kommissionen ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 beføjelser til ved delegerede retsakter at vedtage udsmidsplaner for en indledende periode på højst tre år, der kan fornys for en yderligere samlet periode på tre år, på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(3)

Der er ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2438 (2) fastsat en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i de nordvestlige farvande for perioden 2016-2018 på grundlag af en fælles henstilling, som blev forelagt for Kommissionen af Belgien, Spanien, Frankrig, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige. Forordningen blev ophævet og erstattet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/2375 (3).

(4)

Der er ved delegeret forordning (EU) 2016/2375 fastsat en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i de nordvestlige farvande for perioden 2017-2018 som foreslået i en ny fælles henstilling, som blev indgivet af Belgien, Spanien, Frankrig, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige. Forordningen blev ophævet og erstattet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/46 (4).

(5)

Der er ved delegeret forordning (EU) 2018/46 fastsat en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i de nordvestlige farvande for 2018 på grundlag af en fælles henstilling, som blev indgivet af Belgien, Spanien, Frankrig, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

(6)

Belgien, Spanien, Frankrig, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige har en direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i de nordvestlige farvande. Den 31. maj 2018 forelagde disse medlemsstater efter høring af Det Rådgivende Råd for De Nordvestlige Farvande og Det Rådgivende Råd for Pelagiske Bestande en ny fælles henstilling for Kommissionen vedrørende en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i de nordvestlige farvande for perioden 2019-2021. Der blev foretaget visse ændringer i en fælles henstilling den 30. august 2018.

(7)

Der er indhentet videnskabelige bidrag fra relevante videnskabelige organer, og disse er gennemgået af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) (5). Den 11. september 2018 fandt der et ekspertgruppemøde sted med deltagelse af repræsentanter fra alle 28 medlemsstater og Kommissionen og med repræsentanter for Europa-Parlamentet som observatør, hvor de pågældende foranstaltninger blev drøftet. For nogle bestande, som f.eks. rødspætte, har STECF påpeget, at overlevelsesraten for de enkelte individer ikke er så god som for andre arter. Kommissionen havde imidlertid overvejet undtagelsens relative indvirkning på den samlede bestand sammenholdt med de enkelte individer og afvejet den mod behovet for at fortsætte fiskeriet for at kunne indsamle de data, der skal bruges til at følge op på STECF's bemærkninger. I tilfælde, hvor den relative mængde af døde fisk, der smides ud, er forholdsvis begrænset, mener Kommissionen, at det er en pragmatisk og fornuftig tilgang til fiskeriforvaltning at indrømme undtagelserne midlertidigt, idet manglende indrømmelse af undtagelserne vil være til hinder for indsamlingen af de data, der er nødvendige for en korrekt og kvalificeret forvaltning af udsmid med henblik på landingsforpligtelsens fuldstændige ikrafttrædelse.

(8)

Delegeret forordning (EU) 2018/46 indeholder en undtagelse fra landingsforpligtelsen begrundet i høje overlevelsesrater, jf. artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, for fangster af jomfruhummer taget med tejner, fælder og kurve i ICES-underområde 6 og 7, idet undtagelsen er understøttet af videnskabelig dokumentation for de høje overlevelsesrater. Denne dokumentation er blevet vurderet i tidligere år, og STECF har konkluderet (6), at undtagelsen er berettiget. I den nye fælles henstilling foreslås det, at denne undtagelse videreføres. Eftersom omstændighederne ikke har ændret sig, bør nævnte undtagelse derfor videreføres i udsmidsplanen for 2019-2021.

(9)

Delegeret forordning (EU) 2018/46 indeholder en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for almindelig tunge under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, der tages med skovltrawl med en maskestørrelse på 80-99 mm i ICES-afsnit 7d inden for 6 sømil fra kysten og uden for fastlagte yngleområder, idet undtagelsen er baseret på videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater hos fisk, der smides ud. Denne dokumentation er blevet vurderet i tidligere år, og STECF har konkluderet (7), at dokumentationen var fyldestgørende. I den nye fælles henstilling foreslås det, at denne undtagelse fortsat anvendes. STECF har påpeget, at der ikke er fremlagt nye oplysninger om ynglepladsernes beliggenhed (8). Eftersom der på nuværende tidspunkt ikke er udpeget ynglepladser, kan undtagelsen indgå i den nye udsmidsplan for 2019-2021, men medlemsstaterne skal fremsende de relevante oplysninger, så snart sådanne områder er udpeget.

(10)

I den nye fælles henstilling foreslås der en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for jomfruhummer, der fanges med bundtrawl med en maskestørrelse på 100 mm og derover, og for jomfruhummer, der fanges med bundtrawl med en maskestørrelse på 70-99 mm, der anvendes sammen med selektive anordninger (TRI- og TR2-fiskeri), i ICES-underområde 7. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraten ved udsmid af jomfruhummer i nævnte fiskeri. Dokumentationen er blevet forelagt for STECF, som har konkluderet, at undersøgelsen af overlevelsesraten, som blev foretaget med Seltra-trawl, har givet tilstrækkelige data, men at det fortsat er vanskeligt at vurdere den samlede virkning på det omfattende fiskeri efter jomfruhummer med andre redskaber. STECF bemærkede, at hvis det antages, at overlevelsesraten er relativt høj for alle redskaber, er det underforstået, at omfanget af udsmid er relativt lav i nævnte fiskeri. Nævnte undtagelse bør derfor medtages i den nye udsmidsplan for perioden 2019-2021.

(11)

I den nye fælles henstilling foreslås der en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for jomfruhummer, der fanges i ICES-afsnit 6a inden for 12 sømil fra kysten med skovltrawl med en maskestørrelse på 80-110 mm, der anvendes sammen med selektive anordninger. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraten ved udsmid af jomfruhummer i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt for STECF, som konkluderede, at undersøgelsen af overlevelsesraterne er pålidelig og viser en relativt høj overlevelsesrate. Nævnte undtagelse bør derfor medtages i den nye udsmidsplan for perioden 2019-2021.

(12)

For rokker, der fanges med et hvilket som helst redskab i ICES-underområde 6 og 7, foreligger der ingen detaljeret videnskabelig dokumentation for overlevelsesraterne for nogen af fartøjskategorierne eller de kombinationer heraf, som nyder godt af undtagelsen. Med få undtagelser anses overlevelsesraterne generelt for at være gode, om end der kræves yderligere oplysninger. Hvis det skal være muligt at indsamle disse data, skal fiskeriet fortsætte, og Kommissionen mener derfor, at undtagelsen bør indrømmes på betingelse af, at medlemsstaterne indsender de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. Medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse bør tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, fremsende følgende: a) en plan, der beskriver, hvordan overlevelsesraten kan forbedres, og som kan bidrage til at udfylde de huller, som STECF har identificeret; planen skal evalueres årligt af STECF, b) årlige rapporter om de fremskridt, der er gjort, og de ændringer eller justeringer af overlevelsesprogrammerne, der er foretaget.

(13)

Det blev ved undersøgelsen af overlevelsesraterne for rokker konstateret, at pletrokker (Leucoraja naevus) har en væsentligt lavere overlevelsesrate end andre arter, og at den videnskabelige viden ikke er fyldestgørende. Hvis undtagelsen ikke omfatter denne art, vil det imidlertid være til hinder for fiskeriet og betyde, at der ikke fortsat kan indsamles nøjagtige data. Kommissionen mener derfor, at denne undtagelse kun bør indrømmes for ét år, og at der hurtigst muligt bør foretages nye undersøgelser og træffes mere effektive foranstaltninger til at øge overlevelsesraten, som kan forelægges for STECF til vurdering hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019.

(14)

I den nye fælles henstilling foreslås der undtagelser begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte, der fanges med toggergarn eller skovltrawl i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f og 7g. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation for overlevelsesraterne for rødspætte i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt for STECF, som konkluderede, at undersøgelsen af overlevelsesraterne er pålidelige og viser en relativt høj overlevelsesrate. Nævnte undtagelse bør derfor medtages i den nye udsmidsplan for perioden 2019-2021.

(15)

I den nye fælles henstilling foreslås der undtagelser begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte, der fanges i ICES-afsnit 7a-k af fartøjer, der anvender bomtrawl og har en maksimal maskineffekt på 221 kW, en maksimal længde på 24 meter, og som fisker inden for 12 sømil, idet hvert træk højst på vare 1 time og 30 minutter, og af fartøjer med en maskineffekt på over 221 kW, der anvender bomtrawl udstyret med flip-op-rup eller benthos exit-paneler (»benthos release panel«). Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation for overlevelsesraterne for rødspætte i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt for STECF, som konkluderede, at de videnskabelige data er pålidelige. STECT har imidlertid påpeget, at dataene ikke dækker alle de berørte medlemsstater, og at overlevelsesraterne i det pågældende fiskeri er påvirket af mange faktorer og varierer meget. STECF bemærkede desuden, at det som følge af disse varierende overlevelsesrater ikke er muligt at nå frem til en pålidelig vurdering af, hvilken indvirkning undtagelsen kan forventes at få. Under disse omstændigheder bør undtagelsen begrænses til ét år med henblik på indsamling af data, og medlemsstaterne bør være forpligtet til at fremlægge de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. Undtagelsen kan derfor indgå i udsmidsplanen indtil den 31. december 2019, og de berørte medlemsstater bør foretage yderligere forsøg og indsende oplysninger hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019, med henblik på, at STECF kan vurdere dem.

(16)

I den nye fælles henstilling foreslås der en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for arter, der fanges med tejner, fælder og kurve i de nordvestlige farvande (ICES-underområde 5, 6 og 7). Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation for overlevelsesraterne for de arter, der fanges i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt for STECF, som har konkluderet, at overlevelsesraterne for arter, der smides ud i fiskeriet med fælder og tejner, sandsynligvis er høje. Nævnte undtagelse kan derfor medtages i den nye udsmidsplan for perioden 2019-2021.

(17)

Delegeret forordning (EU) 2018/46 omfatter de minimis-undtagelser fra landingsforpligtelsen i visse former for fiskeri. STECF (9) har gennemgået den dokumentation, som medlemsstaterne har forelagt, og konkluderet, at nævnte dokumentation indeholdt velbegrundede argumenter for, at yderligere forbedringer i selektiviteten er vanskelige at opnå, og/eller at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af uønskede fangster, hvilket i nogle tilfælde er underbygget med en kvalitativ vurdering af omkostningerne. I lyset af ovenstående og eftersom omstændighederne ikke har ændret sig, bør de minimis-undtagelserne videreføres i overensstemmelse med de procentsatser, der er foreslået i den nye fælles henstilling, for følgende arter:

hvilling, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl og vod med en maskestørrelse på mindst 80 mm (OTB, OTT, OT, PTB, PT, SSC, SDN, SPR, SX, SV, TBN, TBS, TB, TX), pelagiske trawl (OTM, PTM) og bomtrawl (BT2) med en maskestørrelse på 80-119 mm i ICES-afsnit 7d

hvilling, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl og vod med en maskestørrelse på mindst 80 mm (OTB, OTT, OT, PTB, PT, SSC, SDN, SPR, SX, SV, TBN, TBS, TB, TX), pelagiske trawl (OTM, PTM) og bomtrawl (BT2) med en maskestørrelse på 80-119 mm i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k

almindelig tunge, der fanges af fartøjer, der anvender bomtrawl (TBB) med en maskestørrelse på 80-119 mm og med øget selektivitet i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f, 7g og 7h

almindelig tunge, der fanges af fartøjer, der anvender toggergarn og garn til fiskeri efter almindelig tunge i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f, og 7g.

(18)

I den nye fælles henstilling foreslås der de minimis-undtagelser fra landingsforpligtelsen for følgende arter:

kuller, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl, vod og bomtrawl med en maskestørrelse på mindst 80 mm i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k

torsk, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl, vod og bomtrawl med en maskestørrelse på mindst 80 mm i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k

hestemakrel, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl, vod og bomtrawl i ICES-underområde 6 og ICES-afsnit 7b-k

makrel, der fanges af fartøjer, der anvender bundtrawl, vod og bomtrawl i ICES-underområde 6 og ICES-afsnit 7b-k.

(19)

STECF har gennemgået den dokumentation, som medlemsstaterne har fremlagt til støtte for de nye de minimis-undtagelser for kuller, torsk, hestemakrel og makrel, der fanges af fartøjer med bundtrawl, vod og bomtrawl, og har konkluderet (10), at der er behov for yderligere oplysninger. Eftersom det er nødvendigt at fortsætte fiskeriet og dataindsamlingen for at kunne fremlægge disse oplysninger, bør undtagelserne for de enkelte arter begrænses til 1 år, og medlemsstaterne bør være forpligtet til at fremlægge relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. De berørte medlemsstater bør foretage de yderligere forsøg og indsende oplysninger hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019, med henblik på, at STECF kan vurdere dem. Undtagelserne bør derfor anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019.

(20)

For at sikre pålidelige skøn over niveauet for udsmid med henblik på fastsættelsen af de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) bør medlemsstaterne — i de tilfælde, hvor de minimis-undtagelsen er baseret på ekstrapolering af ufuldstændige oplysninger om situationer og flåder — sørge for, at der indsendes nøjagtige og kontrollerbare data for hele den flåde, der er omfattet af de minimis-bestemmelsen.

(21)

Udsmidsplaner kan i henhold til artikel 15, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1380/2013 også omfatte tekniske foranstaltninger vedrørende fiskeri og arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen. For at øge redskabernes selektive egenskaber og reducere uønskede fangster i Det Keltiske Hav og Det Irske Hav bør der inkluderes en række foranstaltninger vedrørende selektivitet i fiskeriet efter demersale arter. STECF har på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne har forelagt, konkluderet, at de foreslåede ændringer, der tager sigte på at øge selektiviteten i de nordvestlige farvande, er et af de meget få forsøg, som de regionale grupper har gjort for at afhjælpe problemet med uønskede fangster. De tekniske foranstaltninger bør derfor medtages i den nye udsmidsplan for perioden 2019-2021.

(22)

De foranstaltninger, der foreslås i den nye fælles henstilling, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, artikel 15, stk. 5, litra c), og artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013 og kan derfor indgå i nærværende forordning.

(23)

Kommissionen har i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 taget hensyn til både STECF's vurdering og til kravet om, at medlemsstaterne sikrer fuld gennemførelse af landingsforpligtelsen den 1. januar 2019. Undtagelserne kræver i flere tilfælde, at fiskeriet og indsamlingen af data fortsættes, således at der kan følges op på bemærkningerne fra STECF. I forbindelse med nævnte tilfælde mener Kommissionen, at det vil være en pragmatisk og fornuftig tilgang til fiskeriforvaltning at indrømme undtagelserne midlertidigt, idet manglende indrømmelse af undtagelserne vil være til hinder for indsamlingen af de data, der er nødvendige for en korrekt og kvalificeret forvaltning af udsmid med henblik på landingsforpligtelsens fuldstændige ikrafttrædelse.

(24)

Som følge af den nye fælles henstilling bør delegeret forordning (EU) 2018/46 ophæves.

(25)

Eftersom foranstaltningerne i nærværende forordning har direkte indvirkning på planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson og de dertil knyttede økonomiske aktiviteter, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. Den bør anvendes fra den 1. januar 2019 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Gennemførelse af landingsforpligtelsen

I ICES-underområde 5 (dog ikke afsnit 5a og kun EU-farvande i 5b), 6 og 7 finder landingsforpligtelsen i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 i perioden 2019-2021 anvendelse på demersale arter i overensstemmelse med nærværende forordning.

Artikel 2

Definitioner

1.   »Flamsk panel« (Flemish panel): den sidste koniske netsektion på et bomtrawl, hvoraf den bageste del er direkte fastgjort til fangstposen. De øvre og nedre netsektioner af panelet skal have en maskestørrelse på mindst 120 mm målt mellem knuderne, og panelets udstrakte længde skal være på mindst 3 m.

2.   »Seltra-panel«: en selektionsanordning, der:

a)

består af et overpanel med en maskestørrelse på mindst 270 mm (diamantmasker) placeret i en sektion med fire paneler og monteret således, at der for hver maske på 270 mm er tre masker på 90 mm, eller af et overpanel med en maskestørrelse på mindst 140 mm (kvadratmasket)

b)

er mindst 3 m lang

c)

er placeret højst 4 m fra bindestrikken og

d)

er lige så bred som trawlets overvinge (dvs. fra sømline til sømline).

3.   »Netgrid-sorteringsrist«: en selektionsanordning, der består af en sektion med fire paneler placeret i et trawl med to paneler med et skråt diamantmasket panel med en maskestørrelse på mindst 200 mm, der fører til et flugthul øverst i trawlet.

4.   »CEFAS Netgrid«: en Netgrid-sorteringsrist, der er udviklet af »The Centre for Environment, Fisheries and Aquaculture Science for catches of Nephrops in the Irish Sea«.

5.   »Flip-flap-trawl«: et trawl, der er udstyret med en netrist, der er udformet således, at den reducerer fangster af torsk, kuller og hvilling i fiskeriet efter jomfruhummer.

6.   »Flip-op-rup«: en konstruktionsændring af demersale bomtrawl med det formål at bidrage til, at trawlet ikke opsamler sten og rullesten, som beskadiger både redskaber og fangster.

7.   »Benthos exit-panel«: et panel med større masker eller kvadratmasker, der er placeret i trawlets underpanel, sædvanligvis et bomtrawl, og som har til formål at lade bentiske organismer og havbundsmateriale slippe ud, før det når ned i fangstposen.

8.   »Beskyttelsesområde i Det Keltiske Hav«: farvandene i ICES-afsnit 7f, 7g og den del af 7j, der ligger nord for 50°N og øst for 11°V.

Artikel 3

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for jomfruhummer

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er fastsat i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på:

a)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus), der fanges i ICES-underområde 6 og 7 med tejner, fælder eller kurve (redskabskoder (11): FPO og FIX)

b)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus), der fanges i ICES-underområde 7 med bundtrawl med en maskestørrelse på mindst 100 mm

c)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus), der fanges i ICES-underområde 7 med bundtrawl med en maskestørrelse på 70-99 mm, der anvendes sammen med meget selektive anordninger, jf. artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i denne forordning

d)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus), der fanges i ICES-afsnit 6a inden for 12 sømil fra kysten med skovltrawl med en maskestørrelse på 80-110 mm, der anvendes sammen med meget selektive anordninger, jf. artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i denne forordning.

2.   Ved udsmid af jomfruhummer, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes individerne straks i hel tilstand i det område, hvori de er fanget.

Artikel 4

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for almindelig tunge

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er fastsat i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på fangster af almindelig tunge (Solea solea) under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, der tages i ICES-afsnit 7d inden for seks sømil fra kysten, men uden for udpegede yngleområder, med skovltrawl (redskabskoder: OTT, OTB, TBS, TBN, TB, PTB, OT, PT, TX) med en fangstpose med en maskestørrelse på 80-99 mm, der tages af fartøjer:

a)

som har en længde på højst 10 meter og en maksimal maskineffekt på 221 kW

b)

som fisker på indtil 30 meters dybde, idet hvert træk højst må vare 1 time og 30 minutter.

2.   Ved udsmid af almindelig tunge, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks.

Artikel 5

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rokker

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er fastsat i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på de samlede tillade fangster af rokker (Rajiformes), der tages med et hvilket som helst redskab i de nordvestlige farvande (ICES-underområde 6 og 7).

2.   Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen i stk. 1. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august hvert år.

3.   Undtagelsen i stk. 1 finder anvendelse på pletrokker indtil den 31. december 2019. Medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse bør snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, fremsende yderligere videnskabelige oplysninger til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019.

4.   Ved udsmid af rokker, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks under havets overflade.

Artikel 6

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er fastsat i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på:

a)

rødspætte (Pleuronectes platessa), der fanges i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f og 7g med toggergarn

b)

rødspætte (Pleuronectes platessa), der fanges i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f og 7g med skovltrawl

c)

rødspætte (Pleuronectes platessa), der fanges i ICES-afsnit 7a-k af fartøjer med en maksimal maskineffekt på over 221 kW, og som anvender bomtrawl (BT2), der er udstyret med en flip-op-rup eller et benthos exit-panel

d)

rødspætte (Pleuronectes platessa), der fanges i ICES-afsnit 7a-7k af fartøjer, der anvender bomtrawl (BT2) og har en maksimal maskineffekt på 221 kW eller en maksimal længde på 24 m, og som er bygget til at fiske inden for 12 sømil fra kysten og hvis træk i gennemsnit højst varer 1 time og 30 minutter.

2.   Undtagelserne i stk. 1, litra c) og d), anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse bør snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, fremsende yderligere videnskabelige oplysninger til støtte for undtagelserne. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri vurderer oplysningerne inden den 1. august 2019.

3.   Ved udsmid af rødspætte, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks under havets overflade.

Artikel 7

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for arter, der fanges med tejner, fælder og kurve

1.   I ICES-underområde 5 (dog ikke afsnit 5a og kun EU-farvande i 5b), 6 og 7 finder den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, anvendelse på arter, der fanges med tejner, fælder og kurve.

2.   Fisk, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes straks.

Artikel 8

De minimis-undtagelser

1.   Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det tilladt at smide følgende mængder ud, jf. artikel 15, stk. 5, litra c), i nævnte forordning:

a)

for hvilling (Merlangius merlangus), op til højst 6 % i 2019 og op til højst 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-afsnit 7d med bundtrawl og vod med en maskestørrelse på mindst 80 mm (OTB, OTT, OT, PTB, PT, SSC, SDN, SPR, SX, SV, TBN, TBS, TB, TX), pelagiske trawl (OTM, PTM) og bomtrawl (BT2) med en maskestørrelse på 80-119 mm

b)

for hvilling (Merlangius merlangus), op til højst 6 % i 2019 og op til højst 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k med bundtrawl og vod med en maskestørrelse på mindst 80 mm (OTB, OTT, OT, PTB, PT, SSC, SDN, SPR, SX, SV, TBN, TBS, TB, TX), pelagiske trawl (OTM, PTM) og bomtrawl (BT2) med en maskestørrelse på 80-119 mm

c)

for almindelig tunge (Solea solea), op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker efter almindelig tunge i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f og 7g med toggergarn og garn

d)

for almindelig tunge (Solea solea), op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker efter almindelig tunge i ICES-afsnit 7d, 7e, 7f, 7g og 7h med bomtrawl (TBB), der har en maskestørrelse på 80-119 mm og er udstyret med flamsk panel

e)

for kuller (Melanogrammus aeglefinus), op til højst 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k med bundtrawl, vod og bomtrawl med en maskestørrelse på mindst 80 mm

f)

for torsk (Gadus morhua), op til højst 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-afsnit 7b og c og 7e-k med bundtrawl, vod og bomtrawl med en maskestørrelse på mindst 80 mm

g)

for hestemakrel (Trachurus spp.) op til højst 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-underområde 6 og ICES-afsnit 7b-k med bundtrawl, vod og bomtrawl

h)

hestemakrel (Scomber scombrus) op til højst 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af denne art fra fartøjer, der fisker i ICES-underområde 6 og ICES-afsnit 7b-k med bundtrawl, vod og bomtrawl.

2.   De minimis-undtagelserne i stk. 1, litra e)-h), anvendes indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelserne. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019.

Artikel 9

Tekniske foranstaltninger i beskyttelsesområdet i Det Keltiske Hav

1.   Fra den 1. juli 2019 skal fiskerfartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod i beskyttelsesområdet i Det Keltiske Hav, anvende en af følgende redskabsmuligheder:

a)

en fangstpose med en maskestørrelse på 110 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 120 mm (12)

b)

en T90-fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm

c)

en fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 160 mm.

2.   Uanset stk. 1 skal fartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod, og hvis fangster består af over 5 % jomfruhummer, anvende en af følgende redskabsmuligheder:

a)

et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 300 mm fartøjer med en længde overalt på under 12 meter kan anvende et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 200 mm

b)

et Seltra-panel

c)

en sorteringsrist med 35 mm mellem tremmerne som defineret i bilag XIVa til Rådets forordning (EF) nr. 850/98 (13) eller en lignende Netgrid-sorteringsrist

d)

en fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 100 mm.

3.   Uanset stk. 1 skal fartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod, og hvis fangster består af over 55 % hvilling eller 55 % havtaske, kulmule eller glashvarre tilsammen, anvende en af følgende redskabsmuligheder:

a)

en fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 100 mm

b)

en T90-fangstpose og et forlængelsesstykke med en maskestørrelse på 90 mm

c)

en fangstpose med en maskestørrelse på 80 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 160 mm

d)

en fangstpose med en maskestørrelse på 80 mm med en kvadratmasket cylinder på 2 m gange 100 mm.

4.   Uanset stk. 1 skal fartøjer, der fisker i ICES-afsnit 7f øst for 5° vest med bundtrawl eller vod, og hvis fangster består af under 10 % torskefisk (Gadidae), anvende en fangstpose med en maskestørrelse på 80 mm, hvori der er indsat et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 120 mm.

5.   Det er som alternativ til ovennævnte redskab tilladt at anvende et selektivt redskab eller en selektiv anordning, som ifølge STECF's vurdering har de samme eller bedre selektive egenskaber, når det gælder torsk, kuller og hvilling.

Artikel 10

Særlige tekniske foranstaltninger i Det Irske Hav

1.   Fra den 1. januar 2019 skal fiskerfartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod i ICES-afsnit 7a (Det Irske Hav), overholde de tekniske foranstaltninger, der er fastsat i stk. 2, 3 og 4.

2.   Fartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod med en fangstpose med en maskestørrelse på mindst 70 mm og mindre end 100 mm, og hvis fangster består af over 5 % jomfruhummer, skal anvende en af følgende redskabsmuligheder:

a)

et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 300 mm fartøjer med en længde overalt på under 12 meter kan anvende et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 200 mm

b)

et Seltra-panel

c)

en sorteringsrist med 35 mm mellem tremmerne som defineret i bilag XIVa til forordning (EF) nr. 850/98

d)

en CEFAS Netgrid

e)

et flip-flap-trawl.

3.   Fartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod, og hvis fangster består af over 10 % kuller, torsk og rokker tilsammen, skal anvende en af følgende redskabsmuligheder:

a)

en fangstpose med en maskestørrelse på 120 mm

b)

et eliminator-trawl med paneler med en maskestørrelse på 600 mm og en fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm.

4.   Fartøjer, der fisker med bundtrawl eller vod, og hvis fangster består af under 10 % kuller, torsk og rokker tilsammen, skal anvende en fangstpose med en maskestørrelse på 100 mm med et kvadratmasket panel med en maskestørrelse på 100 mm. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på fartøjer, hvis fangster består af over 30 % jomfruhummer.

5.   Det er som alternativ til ovennævnte redskab tilladt at anvende et selektivt redskab eller en selektiv anordning, som ifølge STECF's vurdering har de samme eller bedre selektive egenskaber, når det gælder torsk, kuller og hvilling.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2438 af 12. oktober 2015 om fastsættelse af en udsmidsplan for visse fiskerier efter demersale arter i de nordvestlige farvande (EUT L 336 af 23.12.2015, s. 29).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/2375 af 12. oktober 2016 om fastsættelse af en udsmidsplan for visse fiskerier efter demersale arter i de nordvestlige farvande (EUT L 352 af 23.12.2016, s. 39).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/46 af 20. oktober 2017 om fastsættelse af en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter og dybhavsarter i de nordvestlige farvande for 2018 (EUT L 7 af 12.1.2018, s. 13).

(5)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf.

(6)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf.

(7)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf.

(8)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf.

(9)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf.

(10)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf.

(11)  Redskabskoderne i denne forordning henviser til koderne i bilag XI til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1). For fartøjer med en længde overalt på mindre end 10 m henviser redskabskoderne i dette skema til koderne i FAO-klassificeringen af redskaber.

(12)  De kvadratmaskede paneler indsættes i overensstemmelse med artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1).

(13)  Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1).