15.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 152/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/870

af 14. juni 2018

om gennemførelse af artikel 21, stk. 1, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (1), særlig artikel 21, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 18. januar 2016 forordning (EU) 2016/44.

(2)

Den 7. juni 2018 føjede den komité under De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, der er nedsat i henhold til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1970 (2011), seks personer til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(3)

Bilag II til forordning (EU) 2016/44 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EU) 2016/44 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. juni 2018.

På Rådets vegne

E. ZAHARIEVA

Formand


(1)  EUT L 12 af 19.1.2016, s. 1.


BILAG

Følgende personer tilføjes til listen i bilag II til forordning (EU) 2016/44:

21.

Navn: 1: Ermias 2: Ghermay 3: ikke oplyst 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Leder af et tværnationalt smuglernetværk Fødselsdato: Omkring (35-45 år gammel) Fødested: (muligvis Asmara, Eritrea) Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: a) Ermies Ghermay b) Ermias Ghirmay Nationalitet: Eritrea Pasnummer: ikke oplyst Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: (Kendt adresse: Tripoli, Tarig sure nr. 51, flyttede sandsynligvis til Sabratha i 2015.) Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Der foreligger omfattende dokumentation om Ermias Ghermay fra adskillige pålidelige kilder, herunder strafferetlige efterforskninger, der identificerer ham som en af de vigtigste aktører syd for Sahara, der er involveret i ulovlig handel med migranter i Libyen. Ermias Ghermay er leder af et tværnationalt netværk, der er ansvarligt for handel med og smugling af titusinder af migranter, hovedsageligt fra Afrikas Horn til Libyens kyst og videre til bestemmelseslande i Europa og USA. Han har bevæbnede mænd til sin rådighed samt lagerbygninger og tilbageholdelseslejre, hvor der angiveligt begås grove menneskerettighedskrænkelser af migranter. Han arbejder tæt sammen med libyske smuglernetværk såsom Mus'ab Abu-Qarins netværk, og han anses for at være deres »østlige forsyningskæde«. Hans netværk strækker sig fra Sudan til Libyens kyst og til Europa (Italien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Sverige, Det Forenede Kongerige) og USA. Ermias Ghermay kontrollerer private tilbageholdelseslejre omkring Libyens nordvestlige kyst, hvor migranter tilbageholdes, og hvor der begås alvorlige overgreb mod migranter. Fra disse lejre transporteres migranterne til Sabratha eller Zawiya. I de senere år har Ermias Ghermay arrangeret utallige farefyldte rejser over havet, hvor migranter (herunder adskillige mindreårige) er blevet bragt i livsfare. Retten i Palermo (Italien) udstedte arrestordrer i 2015 på Ermias Ghermay i forbindelse med smuglingen af tusinder af migranter under umenneskelige forhold, herunder skibbruddet den 13. oktober 2013 tæt ved Lampedusa, hvor 266 mennesker omkom.

22.

Navn: 1: Fitiwi 2: Abdelrazak 3: ikke oplyst 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Leder af et tværnationalt smuglernetværk Fødselsdato: Omkring (30-35 år gammel) Fødested: Massaua, Eritrea Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: Fitwi Esmail Abdelrazak Nationalitet: Eritrea Pasnummer: ikke oplyst Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: ikke oplyst Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Fitiwi Abdelrazak er leder af et tværnationalt netværk, der er ansvarligt for handel med og smugling af titusinder af migranter, hovedsageligt fra Afrikas Horn til Libyens kyst og videre til bestemmelseslande i Europa og USA. Fitiwi Abdelrazak er blevet identificeret i åbne kilder og i flere strafferetlige efterforskninger som en af de højtstående aktører, der er ansvarlig for udnyttelse og krænkelser af et stort antal migranter i Libyen. Fitiwi Abdelrazak har omfattende kontakter blandt de libyske smuglernetværk og har samlet sig enorme formuer ved gennem ulovlig handel med migranter. Han har bevæbnede mænd til sin rådighed samt lagerbygninger og tilbageholdelseslejre, hvor der begås grove menneskerettighedskrænkelser. Hans netværk består af celler, der rækker fra Sudan, Libyen, Italien og videre til bestemmelseslandene for migranter. Migranterne i hans lejre købes også fra andre parter, f.eks. andre lokale tilbageholdelsesfaciliteter. Fra disse lejre transporteres migranterne til Libyens kyst. Fitiwi Abdelrazak har arrangeret utallige farefyldte rejser over havet, som udsætter migranter (herunder mindreårige) for livsfare. Fitiwi Abdelrazak forbindes til mindst to forliser med fatale konsekvenser mellem april 2014 og juli 2014.

23.

Navn: 1: Ahmad 2: Oumar 3: Al-Dabbashi 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Øverstbefalende for militsen Anas al-Dabbashi, leder af et tværnationalt smuglernetværk Fødselsdato: Ca. (30 år) Fødested: (muligvis Sabratha, kvarteret Talil) Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: a) Al-Dabachi b) Al Ammu c) Onklen d) Al-Ahwal Nationalitet: Libysk Pasnummer: ikke oplyst Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: a) Garabulli, Libyen b) Zawiya, Libyen Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Ahmad al-Dabbashi er øverstbefalende for militsen Anas al-Dabbashi, der tidligere opererede i kystområdet mellem Sabratha og Melita. Ahmad al-Dabbashi har en stor ledende rolle i ulovlige aktiviteter vedrørende handel med migranter. Ahmad al-Dabbashi-klanen og militsen opdyrker også forbindelser til terror- og ekstremistgrupper. Ahmad al-Dabbashi er på nuværende tidspunkt aktiv omkring Zawiya, efter der brød voldelige sammenstød ud med andre militser og rivaliserende smuglerorganisationer omkring kystområdet i oktober 2017, som medførte over 30 døde, inklusive civile. Som reaktion på at han blev fortrængt, svor Ahmad al-Dabbashi offentligt den 4. december 2017, at han ville vende tilbage til Sabratha med våben og magt. Der er omfattende dokumentation for, at Ahmad al-Dabbashis milits har været direkte involveret i ulovlig handel med og smugling af migranter, og at hans milits kontrollerer transitområder for migranter, lejre, »safe houses« og både. Der foreligger oplysninger, der underbygger konklusionen, at Ahmad al-Dabbashi har udsat migranter (herunder mindreårige) for brutale og nogen gange dødelige forhold på land og til søs. Efter voldelige sammenstød mellem al-Dabbashi-militsen og andre militser i Sabratha, blev tusinder af migranter fundet (mange i en alvorlig tilstand), mange af dem tilbageholdt i Anas al-Dabbashi-martyrernes brigades og al-Ghul-militsens centre. Al-Dabbashi-klanen og den tilknyttede milits Anas al-Dabbashi har mangeårige forbindelser til Den Islamiske Stat i Levanten (ISIL) og dens tilknyttede enheder. Flere ISIL-medlemmer har hørt til dem, herunder Abdallah al-Dabbashi, »ISIL-kaliffen« fra Sabratha. Angiveligt var Ahmad al-Dabbashi også involveret i planlægningen af mordet på Sami Khalifa al-Gharabli, der var udnævnt af byrådet i Sabratha til at bekæmpe smugling af migranter i juli 2017. Ahmad al-Dabbashis aktiviteter bidrager i vid udstrækning til den stigende vold og usikkerhed i det vestlige Libyen og truer fred og stabilitet i Libyen og nabolandene.

24.

Navn: 1: MUS'AB 2: ABU-QARIN 3: ikke oplyst 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Leder af et tværnationalt smuglernetværk Fødselsdato:19. januar 1983Fødested: Sabratha, Libyen Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: a) ABU-AL QASSIM OMAR Musab Boukrin b) Doktoren c) Al-Grein Nationalitet: Libysk pasnummer: a) 782633, udstedt 31. maj 2005b) 540794, udstedt 12. januar 2008Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: ikke oplyst Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Mus'ab Abu-Qarin betragtes som en central aktør inden for menneskehandel og migrantsmugling i området omkring Sabratha, men han arbejder også fra Zawiya og Garibulli. Hans tværnationale netværk omfatter Libyen, europæiske destinationer, lande syd for Sahara for så vidt angår rekruttering af migranter og arabiske lande for så vidt angår den finansielle sektor. Pålidelige kilder har dokumenteret hans ulovlige aftale i forbindelse med menneskehandel og menneskesmugling med Ermias Ghermay, der tager sig af den »østlige forsyningskæde« på vegne af Mus'ab Abu-Qarin. Der er dokumentation for, at Mus'ab Abu-Qarin har opdyrket forbindelser til andre aktører inden for smugling, navnlig Mohammed Kachlaf (fætter og leder af al-Nasr-brigaden, som også er foreslået til opførelse på listen) i Zawiya. En tidligere medsammensvoren med Mus'ab Abu-Qarin, der nu samarbejder med de libyske myndigheder, hævder, at Mus'ab Abu-Qarin har arrangeret rejser over havet for 45 000 personer alene i 2015, hvorved migranter (herunder mindreårige) udsættes for livsfare. Mus'ab Abu-Qarin var arrangør af en rejse den 18. april 2015, der endte med et skibbrud i Den Sicilianske Kanal, som kostede 800 mennesker livet. Dokumentation, herunder fra FN's ekspertpanel, viser, at han er ansvarlig for tilbageholdelse af migranter under yderst barske vilkår, herunder i Tripoli i nærheden af al-Wadi-området og i badebyer nær Sabratha, hvor der tilbageholdes migranter. Mus'ab Abu-Qarin siges at have haft tætte forbindelser til al-Dabbashi-klanen i Sabratha, før der udbrød en konflikt om »beskyttelsespenge«. Kilder siger, at Mus'ab Abu-Qarin har betalt personer, der står voldelige ekstremister i Sabratha nær, penge til gengæld for tilladelse til at smugle migranter på vegne af voldelige ekstremistkredse, som drager økonomisk fordel af udnyttelse af ulovlig indvandring. Mus'ab Abu-Qarin står i ledtog med et netværk af smuglere, der består af salafistiske væbnede grupper i Tripoli, Sebha og Kufra.

25.

Navn: 1: Mohammed 2: Kachlaf 3: ikke oplyst 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Leder af Shuhada al-Nasr-brigaden, leder af vagtkorpset på raffinaderiet i Zawiya Fødselsdato: ikke oplyst Fødested: Zawiya, Libyen Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: a) Kashlaf b) Koshlaf c) Keslaf d) al-Qasab Nationalitet: Libysk Pasnummer: ikke oplyst Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: Zawiya, Libyen Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Mohammed Kachlaf er leder af Shuhada al Nasr-brigaden i Zawiya i det vestlige Libyen. Hans milits kontrollerer raffinaderiet i Zawiya, et centralt knudepunkt for migrantsmuglingsoperationer. Mohammed Kachlaf kontrollerer også detentionscentre, herunder Nasr-detentionscentret — formelt under kontrol af DCIM. Som dokumenteret af forskellige kilder er Mohammed Kachlafs netværk et af de førende inden for smugling og udnyttelse af migranter i Libyen. Mohammed Kachlaf har tætte forbindelser til lederen af kystvagtens lokale enhed i Zawiya, Abd al-Rahman al-Milad, der opsnapper både med migranter, ofte i konkurrence med rivaliserende migrantsmuglingsnetværk. Migranter bringes derefter til detentionsfaciliteter under kontrol af Al Nasr-militsen, hvor de angiveligt tilbageholdes under kritiske vilkår. Ekspertpanelet vedrørende Libyen har indsamlet beviser for, at migranter ofte bliver slået, mens andre, navnlig kvinder fra lande syd for Sahara og fra Marokko, bliver solgt på det lokale marked som »sexslaver«. Panelet har også konstateret, at Mohammed Kachlaf samarbejder med andre væbnede grupper og har været involveret i flere voldelige sammenstød i 2016 og 2017.

26.

Navn: 1: Abd 2: Al-Rahman 3: Al-Milad 4: ikke oplyst

Titel: ikke oplyst Stilling: Leder af kystvagten i Zawiya Fødselsdato: Ca. (29 år gammel) Fødested: Tripoli, Libyen Alias af god kvalitet: ikke oplyst Alias af mindre god kvalitet: a) Rahman Salim Milad b) Al-Bija Nationalitet: Libyen Pasnummer: ikke oplyst Nationalt identitetsnummer: ikke oplyst Adresse: Zawiya, Libyen Opført på listen den:7. juni 2018Yderligere oplysninger: Opført på listen i henhold til punkt 15 og 17 i resolution 1970 (rejseforbud, indefrysning af aktiver)

Opført på listen i henhold til punkt 22, litra a), i resolution 1970 (2011); punkt 4, litra a), i resolution 2174 (2014); punkt 11, litra a), i resolution 2213 (2015).

Supplerende oplysninger

Abd al-Rahman al-Milad er leder af kystvagtens regionale enhed i Zawiya, der regelmæssigt sættes i forbindelse med vold mod migranter og andre menneskesmuglere. FN's ekspertpanel hævder, at Abd al-Rahman al-Milad og andre medlemmer af kystvagten er direkte involveret i sænkning af migrantbåde under anvendelse af skydevåben. Abd al-Rahman al-Milad samarbejder med andre menneskesmuglere som f.eks. Mohammed Kachlaf (også foreslået til opførelse på listen), som kilder antyder yder ham beskyttelse til at udføre ulovlige aktiviteter knyttet til menneskehandel og smugling af migranter. Flere vidner i strafferetlige efterforskninger har angivet, at de er blevet opsamlet på havet af bevæbnede mænd fra et kystvagtsskib ved navn Tallil (som anvendes af Abd Al Rahman Milad) og taget med til al-Nasr-detentionscentret, hvor de angiveligt tilbageholdes under særdeles barske forhold og udsættes for prygl.