20.11.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/36


DOMSTOLENS AFGØRELSE

af 16. oktober 2018

om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia

DOMSTOLEN HAR —

under henvisning til procesreglementet og navnlig artikel 48, stk. 4, og artikel 57, stk. 8,

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at tage hensyn til den kommunikationsteknologiske udvikling er der udviklet en it-applikation, som muliggør elektronisk indlevering og forkyndelse af procesdokumenter.

(2)

Applikationen, der hviler på en elektronisk autentifikationsmekanisme, som kombinerer indtastning af et personligt bruger-id og en personlig adgangskode, imødekommer kravene om de udvekslede dokumenters ægthed, integritet og fortrolighed.

(3)

Henset til den succes, som applikationen har, og de fordele, som den frembyder i form af bl.a. hurtige udvekslinger foretaget ad denne vej, bør kredsen af personer, der kan benytte sig heraf, udvides, og retterne i medlemsstaterne bør gives mulighed for at indlevere eller modtage procesdokumenter ad denne vej i forbindelse med Domstolens behandling af anmodninger om præjudiciel afgørelse.

(4)

Af retsplejemæssige hensyn — og udelukkende i forbindelse med behandlingen af præjudicielle sager — bør den samme mulighed gives de personer, der uden at være befuldmægtigede eller advokater ikke desto mindre er bemyndiget i medfør af de nationale procesregler til at repræsentere en part for retterne i deres stat —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definition

En it-applikation benævnt »e-Curia«, der er fælles for de retsinstanser, som Den Europæiske Unions Domstol består af, muliggør elektronisk indlevering og forkyndelse af procesdokumenter på de i denne afgørelse fastsatte betingelser.

Artikel 2

Adgang til applikationen

Anvendelsen af denne applikation forudsætter oprettelse af en adgangskonto og kræver indtastning af et personligt bruger-id og en personlig adgangskode.

Artikel 3

Indlevering af et procesdokument

Et procesdokument indleveret via e-Curia anses for at være det originale eksemplar af dette dokument som omhandlet i procesreglementets artikel 57, stk. 1, når det personlige bruger-id og den personlige adgangskode for repræsentanten for en part eller for en person, der handler på vegne af en ret i en medlemsstat, har været anvendt til at foretage indleveringen. Anvendelsen af dette bruger-id og denne adgangskode har samme gyldighed som at underskrive det omhandlede dokument.

Artikel 4

Bilag og genparter

Procesdokumenter indleveret via e-Curia skal vedlægges de deri nævnte bilag samt en fortegnelse over disse bilag.

Indlevering af bekræftede genparter af det dokument og af de eventuelle bilag hertil, som er indleveret via e-Curia, er ikke påkrævet.

Artikel 5

Dato og klokkeslæt for indleveringen

Et procesdokument anses for indleveret i henhold til procesreglementets artikel 57, stk. 7, på det tidspunkt, hvor repræsentanten for en part eller den person, der handler på vegne af den pågældende ret, har valideret indleveringen af dokumentet.

Det afgørende klokkeslæt er lokaltid i Storhertugdømmet Luxembourg.

Artikel 6

Forkyndelse af procesdokumenter

Procesdokumenter, herunder domme og kendelser, forkyndes via e-Curia til de indehavere af en e-Curia konto, som i en sag repræsenterer en part eller handler på vegne af en ret i en medlemsstat, og til deres eventuelle assistenter.

Procesdokumenter forkyndes ligeledes via e-Curia til medlemsstaterne, til andre stater, der er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, som har accepteret denne forkyndelsesmåde.

Procesdokumenter kan ligeledes forkyndes i henhold til de øvrige fremsendelsesformer, som er fastsat i procesreglementet, såfremt det er påkrævet på grund af dokumentets omfang eller karakter, eller når det viser sig, at det er teknisk umuligt at anvende e-Curia.

Artikel 7

Dato og klokkeslæt for forkyndelsen

De forkyndelsesmodtagere, som er omhandlet i foregående artikel, underrettes pr. e-mail om enhver forkyndelse, som sendes til dem via e-Curia.

Et procesdokument er forkyndt på det tidspunkt, hvor modtageren anmoder om adgang til dokumentet. Anmodes der ikke om adgang, anses dokumentet for forkyndt syv dage efter fremsendelsen af e-mailen med underretning herom.

Når en part er repræsenteret af flere personer, eller når flere personer er bemyndiget til at handle på vegne af en ret i en medlemsstat, regnes fristerne fra det tidspunkt, hvor der første gang foretages en anmodning om adgang.

Det afgørende klokkeslæt er lokaltid i Storhertugdømmet Luxembourg.

Artikel 8

Betingelser for anvendelse af applikationen

Justitssekretæren opstiller betingelserne for anvendelsen af e-Curia og overvåger, at de overholdes. Anvendes e-Curia ikke i overensstemmelse med disse betingelser, kan det medføre, at den pågældende adgangskonto deaktiveres.

Domstolen træffer de nødvendige forholdsregler for at beskytte e-Curia mod enhver form for misbrug eller chikanøs anvendelse.

Brugeren underrettes pr. e-mail om foranstaltninger, der er iværksat på grundlag af denne artikel, og som hindrer anvendelsen af vedkommendes adgangskonto.

Artikel 9

Ophævelse

Denne afgørelse ophæver og erstatter Domstolens afgørelse af 13. september 2011 om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia (1).

Artikel 10

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. oktober 2018.

A. CALOT ESCOBAR

Justitssekretær

K. LENAERTS

Præsident


(1)  EUT C 289 af 1.10.2011, s. 7.