5.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/30

(1)

Den 23. marts 2006 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 553/2006 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse former for fodtøj med overdel af læder (»fodtøj«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Vietnam (»forordningen om midlertidig told«) (2).

(2)

Ved forordning (EF) nr. 1472/2006 (3) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på mellem 9,7 % og 16,5 % på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og Kina i en periode på to år (»forordning (EF) nr. 1472/2006« eller »den anfægtede forordning«).

(3)

Ved forordning (EF) nr. 388/2008 (4) udvidede Rådet de endelige antidumpingforanstaltninger på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina til også at omfatte import afsendt fra Det Særlige Administrative Område (»SAR«) Macao, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej.

(4)

Efter en udløbsundersøgelse, som indledtes den 3. oktober 2008 (5), forlængede Rådet yderligere antidumpingforanstaltningerne med 15 måneder ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 (6), indtil 31. marts 2011, hvor foranstaltningerne udløb (»gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009«).

(5)

Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd og Risen Footwear (HK) Co Ltd samt Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd (»ansøgerne«) bestred den anfægtede forordning i Retten i Første Instans (nu: Retten). Ved dom af 4. marts 2010 i sag T-401/06, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, og af 4. marts 2010 i de forenede sager T-407/06 og T-408/06, Zhejiang Aokang Shoes og Wenzhou Taima Shoes mod Rådet, afviste Retten disse anfægtelser.

(6)

Ansøgerne appellerede disse domme. Ved dom af 2. februar 2012 i sag C-249/10 P, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, og af 15. november 2012 i sag C-247/10 P, Zhejiang Aokang Shoes mod Rådet (»Brosmann- og Aokang-dommene«), ophævede Domstolen disse domme. Domstolen fastslog, at Retten begik en retlig fejl, for såvidt som den fandt, at Kommissionen ikke var forpligtet til at undersøge anmodninger om markedsøkonomisk behandling på grundlag af artikel 2, stk. 7, litra b) og c), i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«) fra operatører, der ikke indgik i stikprøven (præmis 36 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 29 og 32 i dommen i sag C-247/10 P).

(7)

Domstolen afsagde derefter selv dom i sagen. Den fandt, at »Kommissionen burde have undersøgt de velbegrundede krav, som appellanterne havde indgivet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), med henblik på at opnå markedsøkonomisk behandling inden for rammerne af den antidumpingprocedure, [der er] omhandlet i den anfægtede forordning. Det skal herefter fastslås, at det ikke er udelukket, at en sådan undersøgelse i forhold til appellanterne ville have ført til pålæggelse af en endelig antidumpingtold, som var forskellig fra den told på 16,5 %, som de blev pålagt i henhold til den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 3. Det fremgår således af denne bestemmelse, at den eneste kinesiske operatør, som indgik i stikprøven, og som opnåede markedsøkonomisk behandling, blev pålagt en endelig antidumpingtold på 9,7 %. Hvis Kommissionen havde konstateret, at de markedsøkonomiske principper ligeledes var fremherskende for appellanterne, ville de, som det fremgår af denne doms præmis 38, når beregningen af en individuel dumpingmargen ikke var mulig, ligeledes have draget fordel af denne sats« (præmis 42 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 36 i dommen i sag C-247/10 P).

(8)

Som følge heraf annullerede Domstolen den anfægtede forordning, for så vidt som den vedrører de pågældende ansøgere.

(9)

I oktober 2013 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (7) om, at den havde besluttet at genoptage antidumpingproceduren netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, og undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske vilkår for ansøgerne i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005. I denne meddelelse blev alle interesserede parter opfordret til give sig til kende.

(10)

I marts 2014 forkastede Rådet ved gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU (8) et forslag fra Kommissionen om at vedtage Rådets gennemførelsesforordning om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd, Risen Footwear (HK) Co Ltd og Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd og afsluttede proceduren vedrørende disse producenter. Rådet var af den opfattelse, at importører, der havde købt sko af disse eksporterende producenter, og til hvem de relevante nationale myndigheder havde ydet toldgodtgørelse på grundlag af artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (9) (»EF-toldkodeksen«), havde opnået berettigede forventninger på grundlag af artikel 1, stk. 4, i den anfægtede forordning, hvoraf det følger, at bestemmelserne i EF-toldkodeksen, særlig artikel 221, finder anvendelse på opkrævningen af tolden.

(11)

Tre importører af den pågældende vare, C&J Clark International Ltd. (»Clark«), Puma SE (»Puma«) og Timberland Europe B.V. (»Timberland«) (»de pågældende importører«), anfægtede antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer af fodtøj fra Kina og Vietnam og påberåbte sig den praksis, der er omhandlet i betragtning 5-7, ved deres nationale domstole, som forelagde spørgsmålene for Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse.

(12)

I de forenede sager C-659/13, C&J Clark International Limited, og C-34/14, Puma SE (10), erklærede Domstolen den 4. februar 2016 forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 ugyldige, for så vidt som Europa-Kommissionen ikke undersøgte de anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, som var indsendt af eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven (»dommene«), hvilket er i strid med kravene i artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (11).

(13)

For så vidt angår sag C-571/14, Timberland Europe, besluttede Domstolen den 11. april 2016 at slette sagen af registret efter anmodning fra den forelæggende nationale ret.

(14)

I henhold til artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) skal institutionerne træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Domstolens domme. Når en retsakt, der er vedtaget af institutionerne som led i en administrativ procedure som f.eks. en antidumpingprocedure, annulleres, består gennemførelsen af Domstolens dom i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Domstolen havde påpeget, ikke indgår (12).

(15)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at lade den annullerede retsakt afløse genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (13). Dette betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter såsom indledningen af antidumpingproceduren. I en situation, hvor en forordning om indførelse af endelig antidumpingtold annulleres, betyder dette, at antidumpingproceduren efter annullationen stadig pågår, fordi den retsakt, der afsluttede antidumpingproceduren, ikke længere indgår i EU's retsorden (14), medmindre ulovligheden indtrådte i forbindelse med indledningen af proceduren.

(16)

Bortset fra at institutionerne ikke undersøgte anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven, er alle øvrige konklusioner i forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 fortsat gyldige.

(17)

I den foreliggende sag indtrådte ulovligheden efter indledningen af proceduren. Kommissionen besluttede derfor at genoptage den antidumpingprocedure, der stadig pågik efter dommene, på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, og at undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske forhold for de pågældende eksporterende producenter i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005, som udgjorde undersøgelsesperioden (»undersøgelsesperioden«). Kommissionen undersøgte også, hvor det var relevant, om de pågældende eksporterende producenter havde krav på individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (15) (»grundforordningen før dens ændring«) (16).

(18)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 (17) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på importen foretaget af Clark og Puma af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina og produceret af 13 kinesiske eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

(19)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 (18) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på Clarks, Pumas og Timberlands import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og produceret af visse vietnamesiske eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

(20)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1731 (19) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på Pumas og Timberlands import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af en vietnamesisk eksporterende producent og to kinesiske eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

(21)

Gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647 og (EU) 2016/1731 er blevet anfægtet ved Retten af Puma og Timberland i sag T-781/16, Puma m.fl. mod Kommissionen, og sag T-782/16, Timberland Europe mod Kommissionen. Gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 er desuden også blevet anfægtet ved Retten af Clark i sag T-790/16, C&J Clark International mod Kommissionen, og i sag T-861/16, C&J Clark International mod Kommissionen.

(22)

Med henblik på at gennemføre dommen i de forenede sager C-659/13, C&J Clark International Limited, og C-34/14, Puma SE, der er omhandlet i betragtning 12, vedtog Kommissionen den 17. februar 2016 gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 om fastlæggelse af en procedure for vurdering af en række anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra eksporterende producenter i Kina og Vietnam og om gennemførelse af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 (20). I nævnte forordnings artikel 1 pålagde Kommissionen de nationale toldmyndigheder at fremsende alle anmodninger om godtgørelse af den endelige antidumpingtold, der er betalt på importen af fodtøj med oprindelse i Kina og Vietnam, som importørerne havde fremsat på grundlag af EF-toldkodeksens artikel 236 og baseret på, at en eksporterende producent, som ikke indgik i stikprøven, havde anmodet om markedsøkonomisk eller individuel behandling i den undersøgelse, der førte til indførelsen af de endelige foranstaltninger ved forordning (EF) nr. 1472/2006 (»den oprindelige undersøgelse«). Kommissionen skal vurdere de relevante anmodninger om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling og genindføre en passende told. På dette grundlag bør de nationale toldmyndigheder derefter træffe afgørelse om anmodningen om tilbagebetaling af og fritagelse for antidumpingtold.

(23)

Efter en anmeldelse fra de franske toldmyndigheder i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 udpegede Kommissionen to kinesiske eksporterende producenter, der havde fremsat anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven. Der blev identificeret en anden eksporterende producent, som var leverandør for Deichmann, en tysk importør, der gjorde indsigelse mod betaling af tolden. Derfor analyserede Kommissionen anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra disse tre kinesiske eksporterende producenter.

(24)

Som følge af ovenstående genindførte Kommissionen ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/2257 (21) en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af tre eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

(25)

I overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 anmeldte toldmyndighederne i Det Forenede Kongerige, Belgien og Sverige en række anmodninger om godtgørelse fra importører til Kommissionen henholdsvis den 12. juli 2016, den 13. juli 2016 og den 26. juli 2016. Som følge af disse anmeldelser analyserede Kommissionen anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra 19 eksporterende producenter og genindførte ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 (22) en endelig antidumpingtold og foretog en endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina og Vietnam og produceret af disse 19 eksporterende producenter.

(26)

I forbindelse med ovennævnte undersøgelse blev der gennem bemærkninger fra flere interesserede parter efter fremlæggelsen af oplysninger udpeget yderligere fem virksomheder/virksomhedsgrupper, der enten selv eller via en forretningsmæssigt forbunden kinesisk eller vietnamesisk eksporterende producent havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven, og som heller ikke var blevet vurderet i forbindelse med en tidligere gennemførelsesøvelse. Disse virksomheder var opført i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 og indgik i fire virksomhedsgrupper.

(27)

På dette grundlag udpegede Kommissionen fire virksomhedsgrupper, der tilsammen omfatter syv individuelle virksomheder, som var kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og vurderede de anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, som disse virksomheder havde indgivet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Som følge heraf genindførte Kommissionen ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/1982 (23) en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af disse eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke var blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

(28)

Desuden suspenderede Kommissionen i artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 midlertidigt vurderingen af situationen for de virksomheder, der er opført i bilag III til nævnte gennemførelsesforordning, indtil den importør, der anmoder om godtgørelse fra de nationale toldmyndigheder, har underrettet Kommissionen om navne og adresser på de pågældende eksporterende producenter, fra hvilke forhandlerne har købt fodtøj. Kommissionen er af den opfattelse, at bevisbyrden for at identificere de relevante eksporterende producenter i Kina og/eller Vietnam påhviler de importører, der anmoder om tilbagebetaling af antidumpingtold, som er betalt, men anerkender også, at det ikke er alle de importører, der købte fodtøj hos forhandlere, som var klar over, at de skulle underrette Kommissionen om navnene på de eksporterende producenter, som disse forhandlere havde købt deres fodtøj af. Derfor kontaktede Kommissionen eksplicit alle de importører, der er berørt af de britiske, belgiske og svenske anmeldelser, og opfordrede dem til at fremlægge de nødvendige oplysninger, nemlig navne og adresser på de eksporterende producenter i Kina eller Vietnam, inden for en nærmere fastsat frist.

(29)

Som følge heraf var der tre importører, Pentland Brands Ltd, Puma UK Ltd og Deichmann Shoes UK Ltd, som fremlagde navne og adresser på deres respektive leverandører i Kina og/eller Vietnam henholdsvis den 18. april 2017 (Puma UK Ltd), den 27. april 2017 (Pentland Brands Ltd) og den 15. maj 2017 (Deichmann Shoes UK Ltd).

(30)

Den 7. april 2017 anmeldte toldmyndighederne i Tyskland i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 en række anmodninger om godtgørelse fra importører i Unionen til Kommissionen og fremlagde dokumentation herfor. Den 20. juni 2017 sendte de tyske toldmyndigheder et addendum til deres oprindelige anmeldelse og underrettede Kommissionen om yderligere anmodninger fra importører.

(31)

Den 23. maj 2017 anmeldte toldmyndighederne i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 en række anmodninger om godtgørelse fra importører i Unionen til Kommissionen og fremlagde dokumentation herfor. Den 21. juli 2017 sendte de nederlandske toldmyndigheder et addendum til deres oprindelige anmeldelse og underrettede Kommissionen om yderligere anmodninger fra importører.

(32)

Som følge heraf modtog Kommissionen navne og adresser på i alt 600 virksomheder, der blev indberettet som leverandører af fodtøj i Kina og Vietnam.

(33)

Kommissionen havde ikke registreret, at 431 af disse virksomheder (opført i bilag III til denne forordning) havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Disse virksomheder var heller ikke i stand til at påvise, at de var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, som havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(34)

Af de resterende virksomheder var 19 eksporterende producenter allerede blevet vurderet individuelt eller som del af en virksomhedsgruppe, der var blevet udtaget til stikprøven af kinesiske eller vietnamesiske eksportende producenter som led i den oprindelige undersøgelse (opført i bilag IV til denne forordning). Da ingen af disse virksomheder blev pålagt en individuel toldsats, anvendes toldsatsen for Kina på 16,5 % eller toldsatsen for Vietnam på 10 % på importen af fodtøj fra disse virksomheder. Disse satser blev ikke berørt af den dom, der er omhandlet i betragtning 12.

(35)

Af de resterende virksomheder var 72 eksporterende producenter (opført i bilag V til denne forordning) allerede blevet vurderet enten individuelt eller som del af en virksomhedsgruppe som led i gennemførelsen af den dom, der er omhandlet i betragtning 12: nemlig i henholdsvis gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU eller gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731, (EU) 2016/2257 og (EU) 2017/1982.

(36)

For de virksomheder eller virksomhedsgrupper, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, blev der ikke genindført nogen antidumpingtold som omhandlet i betragtning 10, fordi godtgørelsen af told til disse virksomheder allerede havde fundet sted og dermed skabte berettigede forventninger hos dem om, at en sådan genindførelse ikke ville finde sted. EU-importørers anmodninger om godtgørelse i forbindelse med virksomheder eller virksomhedsgrupper, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731, (EU) 2016/2257 og (EU) 2017/1982, bør på den anden side ikke imødekommes. Det skyldes, at disse importører befinder sig i en anden juridisk situation end dem, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, og som netop ikke havde opbygget berettigede forventninger.

(37)

De resterende 70 virksomheder (opført i bilag II til denne forordning) var kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, der ikke blev udtaget til at indgå i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og som havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk/individuel behandling. Kommissionen gennemgik derfor anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra disse virksomheder.

(38)

I forbindelse med denne forordning gennemgik Kommissionen anmodninger om markedsøkonomisk/individuel behandling fra: Aiminer Leather Products Co., Ltd, Best Health Ltd., Best Run Worldwide Co. Ltd, Bright Ease Shoe Factory, Cambinh Shoes Company, Dong Anh Footwear Joint Stock Company, Dong Guan Bor Jiann Footwear Co., Ltd, Dongguan Hongguo Shoes Co. Ltd., Freetrend Industrial Ltd, Freeview Company Ltd, Dongguan Hopecome Footwear Co Ltd, Dongguan Houjie Baihou Hua Jian Footwear Factory, Dongguan Qun Yao Shoe Co., Ltd, Dongyi Shoes Co., Ltd, Doozer (Fujian) Shoes Co., Ltd, Emperor (VN) Co., Ltd, Everlasting Industry Co., Ltd, Fu Jian Ching Luh Shoes Co., Ltd, Fu Jian Lion Score Sport Products Co., Ltd, Fujian Footwear & Headgear Import & Export (Holdings) Co., Ltd, Fujian Jinjiang Guohui Footwear & Garment Co., Ltd, Gan Zhou Hua Jian International Footwear Co., Ltd, Golden Springs Shoe Co., Ltd, Haiduong Shoes Stock Company, Hangzhou Forever Shoes Factory, Hua Jian Industrial Holding Co., Ltd, Huu Nghi Danang Company, Hwa Seung Vina Co., Ltd, Jason Rubber Works Ltd, Jinjiang Hengdali Footwear Co., Ltd, Jinjiang Xiangcheng Footwear and Plastics Co., Ltd, JinJiang Zhenxing Shoes & Plastic Co., Ltd, Juyi Group Co., Ltd, K Star Footwear Co., Ltd, Kangnai Group Wenzhou Lucky Shoes and Leather Co., Ltd, Khai Hoan Footwear Co., Ltd, Lian Jiang Ching Luh Shoes Co., Ltd, Li-Kai Shoes Manufacturing Co., Ltd, New Star Shoes Factory, Ngoc Ha Shoe Company, Nhi Hiep Transportation Construction Company Limited, Ophelia Shoe Co., Ltd, Ormazed Shoes (Zhao Qing City) Ltd, Ormazed Shoes Ltd (Dong Guan) Ltd, Pacific Joint-Venture Company, Phuc Yen Shoes Factory, Phuha Footwear Enterprise, Phuhai Footwear Enterprise, Phulam Footwear Joint Stock Company, Putian Dajili Footwear Co., Ltd, Right Rich Development VN Co., Ltd, Saigon Jim Brother Corporation, Shenzhen Harson Shoes Ltd, Shunde Sunrise (II) Footwear Co., Ltd, Splendour Enterprise Co., Ltd, Stellar Footwear Co., Ltd, Sung Hyun Vina Co., Ltd, Synco Footwear Ltd, Thai Binh Shoes Joint Stock Company, Thang Long Shoes Company, Thanh Hung Co, Ltd, Thuy Khue Shoes Company Ltd, Truong Loi Shoes Company Limited, Wenzhou Chali Shoes Co, Ltd, Wenzhou Dibang Shoes Co., Ltd, Wenzhou Gold Emperor Shoes Co., Ltd, Xiamen Sunchoose Import & Export Co., Ltd, Xingtaiy Footwear Industry & Commerce Co., Ltd, Zhuhai Shi Tai Footwear Company Limited og Zhuhai Shun Tai Footwear Company Limited.

(39)

Kommissionen har mulighed for at afhjælpe de aspekter af den anfægtede forordning, som førte til annullationen heraf, og samtidig lade de dele af vurderingen, som ikke påvirkes af dommen (24), forblive uændrede.

(40)

Nærværende forordning søger at korrigere de aspekter af den anfægtede forordning, som blev fundet i strid med grundforordningen, og som således førte til ugyldighedserklæringen, for så vidt angår de eksporterende producenter, der er omhandlet i betragtning 30.

(41)

Alle andre konklusioner i den anfægtede forordning og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, som ikke blev erklæret ugyldige af Domstolen, er fortsat gyldige og indarbejdes hermed i nærværende forordning.

(42)

Følgende betragtninger er derfor begrænset til den nye vurdering, der var nødvendig for at efterkomme Domstolens domme.

(43)

Kommissionen har undersøgt, om kriterierne for markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling gjorde sig gældende for de pågældende eksporterende producenter, der er omhandlet i betragtning 38, og som indgav anmodninger om markedsøkonomisk/individuel behandling for undersøgelsesperioden. Formålet med dette er at fastslå, i hvilket omfang de pågældende importører har ret til godtgørelse af den betalte antidumpingtold, for så vidt angår den antidumpingtold, som er betalt for eksport fra disse leverandører.

(44)

Hvis det af analysen fremgår, at der skulle indrømmes markedsøkonomisk behandling til de pågældende eksporterende producenter, hvis eksport var pålagt den antidumpingtold, som blev betalt af de pågældende importører, vil der skulle tildeles en individuel toldsats til den pågældende eksporterende producent, og tilbagebetalingen af tolden ville blive begrænset til et beløb svarende til forskellen mellem den betalte told og den individuelle toldsats, ved import fra Kina er det forskellen mellem 16,5 % og den told, der blev pålagt den eneste eksporterende virksomhed i stikprøven, som opnåede markedsøkonomisk behandling, nemlig 9,7 %, og ved import fra Vietnam er det forskellen mellem 10 % og den eventuelle individuelle toldsats, der blev beregnet for den pågældende eksporterende producent.

(45)

Hvis det fremgår af analysen, at der skulle indrømmes individuel behandling til en eksporterende producent, som blev nægtet markedsøkonomisk behandling, måtte man lade den pågældende eksporterende producent være omfattet af en individuel toldsats, og udbetalingen af toldgodtgørelse ville blive begrænset til et beløb svarende til forskellen mellem den betalte told, 16,5 % ved import fra Kina og 10 % ved import fra Vietnam, og den eventuelle individuelle toldsats, der blev beregnet for den pågældende eksporterende producent.

(46)

Skulle analysen af disse anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling derimod vise, at der hverken bør indrømmes markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling, kan der ikke tilbagebetales antidumpingtold.

(47)

Som forklaret i betragtning 12 annullerede Domstolen den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, for så vidt angår eksport af visse typer fodtøj fra visse kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, idet Kommissionen ikke undersøgte anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra disse eksporterende producenter.

(48)

Kommissionen har derfor gennemgået anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de pågældende eksporterende producenter for at fastlægge, hvilken toldsats der finder anvendelse på deres eksport. Vurderingen viste, at de fremlagte oplysninger ikke påviste, at de pågældende eksporterende producenter drev virksomhed på markedsøkonomiske vilkår, eller at de havde krav på individuel behandling (en nærmere redegørelse findes i betragtning 49 ff.).

(49)

Det skal bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). I den forbindelse fremgår det af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents anmodning skal indeholde tilstrækkelige beviser, som fastlagt i nævnte bestemmelse, for, at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. Det påhviler derfor ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, for at indrømme denne markedsøkonomisk behandling er opfyldt, og det påhviler Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (præmis 32 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 24 i dommen i sag C-247/10 P).

(50)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal alle fem kriterier i nævnte artikel være opfyldt, for at en eksporterende producent kan indrømmes markedsøkonomisk behandling. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om markedsøkonomisk behandling.

(51)

Ingen af de pågældende eksporterende producenter kunne påvise, at de opfyldte kriterium 1 (virksomhedernes beslutninger). Mere specifikt fastslog Kommissionen, at virksomhed 34, 36, 37, 38, 39, 42, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 53, 54, 58, 65, 66, 67, 69, 72, 77, 79, 80, 82, 84, 85, 88, 89, 92, 93, 94, 96, 97, 98, 99, 100, 101og 102 (25) ikke frit kunne fastsætte deres salgsmængder på hjemmemarkedet og eksportmarkedet. I den forbindelsefastslog Kommissionen, at der var begrænsninger i produktionen og/eller en begrænsning af salgsmængderne på specifikke markeder (hjemme- og eksportmarkederne). Virksomhed 33, 35, 39, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 66, 67, 68, 69, 70, 72, 73, 74, 75, 77, 81, 83, 84, 85, 86, 87, 91, 96, 97, 101 og 102 fremlagde ikke tilstrækkelige oplysninger om deres ejerforhold, aktionærer, bestyrelse eller udvælgelse af bestyrelsesmedlemmer til påvisning af, at deres virksomhedsbeslutninger blev taget i overensstemmelse med markedssignalerne uden nogen omfattende statslig indgriben. Dertil kommer, at visse virksomheder ikke fremlagde en erhvervslicens eller en oversættelse heraf til engelsk (virksomhed 33, 35, 59, 60, 62, 81 og 87) eller ikke fremlagde vedtægterne eller en oversættelse heraf til engelsk (virksomhed 34, 40, 41, 51, 59, 63, 64, 95, 101 og 102). Desuden fremlagde visse virksomheder ikke tilstrækkelige oplysninger om deres leverandører (virksomhed 42, 43, 44, 46, 49, 51, 57, 60, 64, 65, 69, 74, 76 og 95) eller var ikke i stand til at påvise, at udvælgelsen af arbejdskraft var tilstrækkelig uafhængig af de lokale myndigheder (virksomhed 38, 39, 42, 45 og 46), og fremlagde derfor ikke tilstrækkelige beviser for, at virksomhedsbeslutninger blev truffet uden nogen omfattende statslig indgriben.

(52)

Desuden var virksomhed 33, 34, 35, 40, 41, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 49, 50, 51, 57, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 72, 73, 74, 75, 76, 79, 80, 81, 82, 84, 85, 86, 87, 88, 91, 93, 94, 95, 96, 97, 100, 101 og 102 ikke i stand til at påvise, at de opfyldte kriterium 2 (regnskaber). Nærmere bestemt kunne virksomhed 33, 43, 45, 46, 47, 48, 49, 50, 51, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68, 73, 74, 75, 76, 79, 80, 81, 82, 84, 85, 86, 87, 88, 91, 93, 94, 96, 97, 101 og 102 ikke påvise, at de benyttede ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i henhold til internationale regnskabsstandarder. Vurderingerne af markedsøkonomisk behandling viste navnlig, at disse virksomheder enten undlod at fremsende en udtalelse/beretning fra en uafhængig revisor til Kommissionen, eller at virksomhedernes regnskaber ikke blev revideret eller manglede forklarende noter om flere poster på balancen og resultatopgørelsen. Der var andre virksomheder, som ikke fremlagde en engelsk oversættelse heraf (virksomhed 34, 35, 40, 41, 51, 57, 69, 70, 95 og 100). Desuden konstateredes det, at de reviderede regnskaber for virksomhed 43, 44, 45, 57, 65 og 72 indeholdt betydelige uoverensstemmelser, bl.a. i de data, der indberettes for forskellige år, forskelle mellem den oprindelige version og den engelske oversættelse, tvivl om rigtigheden af nedskrivningsmetode, lagerbeholdning og status eller problemer påpeget i revisorernes beretning, som ikke blev korrigeret efterfølgende. Derfor opfyldte disse virksomheder ikke kriterium 2.

(53)

For så vidt angår kriterium 3 (aktiver og overførsel), var der en række virksomheder, som ikke kunne påvise, at der ikke er overført fordrejninger fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system. Navnlig fremlagde virksomhed 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 42, 43, 44, 47, 48, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 70, 72, 74, 75, 76, 77, 80, 81, 83, 84, 85, 86, 87, 88, 91, 94, 95, 96, 97, 101 og 102 ikke væsentlige og fuldstændige oplysninger om vilkårene for og værdien af brugsrettigheder til jord. Endvidere kunne virksomhed 34, 35, 37, 38, 39, 42, 43, 45, 46, 52, 53, 54, 57, 60, 63, 65, 66, 72, 77, 79, 84, 85, 87, 93, 94, 95 og 98 ikke fremlægge oplysninger om afvigelser fra standardtoldsatsen eller sporing af betalingen af denne told, mens virksomhed 37, 42, 43, 44, 57, 84, 87 og 94 undlod at afgive oplysninger om deres elforsyning eller -pris. Virksomhed 40 og 41 fremlagde ikke en engelsk oversættelse af væsentlige oplysninger om deres aktiver.

(54)

For så vidt angår kriterium 4 (retlig ramme), kunne virksomhed 76, 101 og 102 ikke påvise, at de var omfattet af konkurs- og ejendomslovgivningen, som sikrer stabilitet og retlig sikkerhed.

(55)

Virksomhed 70 kunne ikke påvise, at den opfyldte kriterium 5 (valutaomregning), eftersom virksomheden i henhold til noterne til regnskabet anvendte en fast vekselkurs for valutatransaktioner, hvilket ikke er i overensstemmelse med kriterium 5, der foreskriver, at valutaomregninger skal finde sted til markedskurs.

(56)

Desuden undlod virksomhed 56, 71, 78 og 90 at fremlægge dokumentation for produktionen af den pågældende vare, ejerskab af de vigtigste råmaterialer, ejerskab af den pågældende vare og kontrol over prisfastsættelsen. Deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling blev derfor ikke underkastet en detaljeret analyse.

(57)

Kommissionen underrettede de pågældende eksporterende producenter om, at ingen af dem ville blive indrømmet markedsøkonomisk behandling, og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger.

(58)

Derfor opfyldte ingen af de halvfjerds pågældende eksporterende producenter alle betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og som følge deraf indrømmes ingen af dem markedsøkonomisk behandling.

(59)

Ifølge artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring skal der imidlertid anføres en individuel told for de eksportører, som kan påvise, at de opfylder alle kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, såfremt artikel 2, stk. 7, litra a), i nævnte forordning finder anvendelse.

(60)

Som nævnt i betragtning 49 skal det bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring. I den forbindelse fremgår det af artikel 9, stk. 5, første afsnit, i grundforordningen før dens ændring, at anmodningen skal være behørigt dokumenteret. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at eksportøren ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende eksportør angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring med henblik på at indrømme individuel behandling er opfyldt.

(61)

I henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring bør eksportører på grundlag af en behørigt begrundet anmodning kunne påvise, at alle fem kriterier i nævnte artikel er opfyldt, så de kan indrømmes individuel behandling. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om individuel behandling.

(62)

Det drejer sig om at opfylde følgende fem kriterier:

(63)

Alle de 70 pågældende eksporterende producenter, som anmodede om markedsøkonomisk behandling, anmodede også om individuel behandling, såfremt de ikke skulle blive indrømmet markedsøkonomisk behandling. Derfor vurderede Kommissionen også anmodningerne om individuel behandling fra hver af de pågældende eksporterende producenter, efter at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling var blevet afvist, jf. betragtning 49-57.

(64)

For så vidt angår kriterium 1 (tilbageførsel af kapital og fortjeneste), kunne virksomhed 69, 77, 86 og 95 ikke påvise, at de frit kunne tilbageføre kapital og fortjeneste, og de påviste således ikke, at dette kriterium var opfyldt.

(65)

For så vidt angår kriterium 2 (eksportsalg og -priser fastsættes frit) kunne virksomhed 33, 34, 35, 36, 37, 40, 41, 43, 44, 45, 46, 47, 48, 52, 53, 54, 58, 59, 60, 62, 64, 66, 67, 69, 72, 74, 75, 79, 80, 82, 84, 85, 88, 89, 92, 93, 94, 95, 96, 97, 98, 99 og 100 ikke påvise, at virksomhedsbeslutninger såsom eksportpriser og -mængder og salgsbetingelser fastsattes frit som svar på markedssignalerne, eftersom de undersøgte beviser som f.eks. vedtægter eller erhvervslicenser viste en begrænsning i produktionen og/eller salgsmængderne af fodtøj på bestemte markeder.

(66)

For så vidt angår kriterium 3 (virksomhedens vigtigste ledende stillinger og aktier er tilstrækkeligt uafhængige af statslig indgriben) undlod virksomhed 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 57, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 72, 73, 74, 75, 76, 77, 80, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 91, 93, 94, 95, 96, 97, 98, 101 og 102 at påvise, at virksomhedsbeslutningerne blev truffet tilstrækkelig uafhængigt af statslig indgriben. Der blev bl.a. givet utilstrækkelige eller slet ingen oplysninger om virksomhedens ejerstruktur, og om hvordan virksomhedens beslutninger blev truffet. Desuden fremlagde virksomhed 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 42, 43, 44, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 70, 72, 74, 75, 76, 77, 80, 81, 83, 84, 85, 86, 87, 91, 94, 95, 96, 97, 101 og 102 ikke tilstrækkelige oplysninger om, hvordan brugsrettighederne til jordvar blevet overført til disse virksomheder og på hvilke vilkår og betingelser. Virksomhed 33, 34, 35, 40, 41, 51, 59, 62, 81 og 95 undlod at fremlægge en engelsk oversættelse af de relevante dokumenter.

(67)

Endelig undlod virksomhed 70 at påvise, at valutaomregningerne blev foretaget til markedskurs. Derfor opfyldte den ikke kravene i kriterium 4 (markedsbaseret valutakurs).

(68)

Desuden kunne virksomhed 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43, 44, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 57, 58, 59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 72, 73, 74, 75, 76, 77, 80, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 91, 93, 94, 95, 96, 97, 98, 101 og 102 heller ikke påvise, at de opfyldte kravene i kriterium 5 (omgåelse), eftersom der ikke blev fremlagt oplysninger om, hvordan virksomhedens beslutninger blev truffet, og hvorvidt staten udøvede en betydelig indflydelse på virksomhedernes beslutninger.

(69)

Desuden undlod virksomhed 56, 71, 78 og 90 at fremlægge dokumentation for produktionen af den pågældende vare, ejerskab af de vigtigste råmaterialer, ejerskab af den pågældende vare og kontrol over prisfastsættelsen. Deres anmodninger om individuel behandling blev derfor ikke underkastet en detaljeret analyse.

(70)

I lyset af ovenstående opfyldte ingen af de halvfjerds pågældende eksporterende producenter betingelserne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, og derfor blev ingen af dem indrømmet individuel behandling. Kommissionen underrettede de pågældende eksporterende producenter herom og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger.

(71)

Restantidumpingtolden for Kina og Vietnam på henholdsvis 16,5 % og 10 % bør derfor pålægges eksporten fra disse 70 pågældende eksporterende producenter i anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006. Anvendelsesperioden for nævnte forordning var oprindeligt fra 7. oktober 2006 til 7. oktober 2008. Efter indledningen af en udløbsundersøgelse blev forordningen den 30. december 2009 forlænget til 31. marts 2011. Den ulovlighed, der blev identificeret i dommene, består i, at EU-institutionerne ikke fastslog, om varer produceret af de pågældende eksporterende producenter skulle pålægges resttolden eller en individuel told. På baggrund af den ulovlighed, som Domstolen identificerede, er der intet lovgrundlag for helt at fritage de pågældende eksporterende producenter af den pågældende vare for en eventuel antidumpingtold. En ny retsakt, der afhjælper den ulovlighed, som Domstolen konstaterede, skal derfor kun indeholde en ny vurdering af den gældende antidumpingtoldsats og ikke af selve foranstaltningerne.

(72)

Da Kommissionen konkluderede, at resttolden for henholdsvis Kina og Vietnam bør genindføres, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter, med den samme sats, som oprindeligt indførtes ved den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, er det ikke nødvendigt at ændre forordning (EF) nr. 388/2008. Sidstnævnte forordning er fortsat gyldig.

(73)

Efter fremlæggelsen af oplysninger modtog Kommissionen bemærkninger på vegne af i) FESI og Footwear Coalition (26), der repræsenterede EU-importører af fodtøj, ii) C&J Clark International, Cortina, Deichmann and Wortmann (»Clarks et al«), EU-importører af fodtøj, iii) Sino Pro Trading og iv) Schuhhaus SIEMES Einkaufs & Beteiligungs GmBH (»SIEMES«), begge importører af fodtøj fra Kina og Vietnam.

(74)

FESI og Footwear Coalition hævdede, at ifølge Kommissionens åbne dossier indsendte en virksomhed ved navn Fortune Footwear Co. Ltd en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling for undersøgelsesperioden og burde derfor ikke være opført på listen i bilag III til denne forordning. Der er imidlertid ikke registreret nogen anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra denne virksomhed, og FESI og Footwear Coalition fremlagde ingen yderligere dokumentation for, at denne virksomhed rent faktisk indgav en sådan anmodning. Derfor afvises denne påstand.

(75)

FESI og Footwear Coalition hævdede også, at en virksomhed ved navn Foshan Nanhai Shyang Yuu/Hu Footwear fejlagtigt var opført i bilag III, da denne virksomhed angiveligt havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Der er imidlertid ingen virksomhed ved navn Foshan Nanhai Shyang Yuu/Hu Footwear, som er opført i bilag III eller i noget andet bilag til denne forordning. Der er en virksomhed med et lignende navn (Nanhai Shyang Ho Footwear Co. Ltd), som er opført i bilag III, men FESI ogFootwear Coalition fremlagde ingen beviser for, at det er den samme virksomhed som Foshan Nanhai Shyang Yuu/Hu Footwear. Derfor afvises denne påstand. For fuldstændighedens skyld skal det også bemærkes, at en virksomhed med et lignende navn, Foshan Nanhai Shyang Yuu Footwear Ltd, blev vurderet i gennemførelsesforordning (EU) 2016/2257. Der er imidlertid heller ikke nogen dokumentation for, at sidstnævnte er den samme virksomhed som Foshan Nanhai Shyang Yuu/Hu Footwear.

(76)

FESI og Footwear Coalition hævdede endvidere, at Guangzhou Panyu Xintaiy Footwear Industry Commerce Co., Ltd indsendte en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og at denne anmodning burde være blevet vurderet af Kommissionen. Det præciseres, at anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra denne virksomhed faktisk blev vurderet. Virksomheden opfyldte ikke kriterierne for markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, og dens anmodning blev derfor afvist. Den endelige told bør derfor genindføres for virksomheden, og virksomheden er derfor opført i bilag II til denne forordning. Derfor afvises påstanden fra FESI og Footwear Coalition i denne henseende.

(77)

FESI og Footwear Coalition hævdede desuden, at en virksomhed ved navn Mega Power Union Co. Ltd indsendte en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Kommissionen har imidlertid ikke registreret denne anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og FESI og Footwear Coalition fremlagde ingen dokumentation for, at denne virksomhed rent faktisk indgav en sådan anmodning. Derfor afvises påstanden fra FESI og Footwear Coalition i denne henseende.

(78)

Endelig hævdede FESI og Footwear Coalition, at en gruppe ved navn »the Evervan group« indgav en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og at virksomhedsgruppen derfor fejlagtigt var opført på listen i bilag III. Der er seks virksomheder, som er opført i bilag III, og i hvis navn »Evervan« indgår (Evervan, Evervan Deyang Footwear Co., Ltd, Evervan Golf, Evervan Qingyuan Footwear Co., Ltd, Evervan Qingyuan Vulcanized, Evervan Vietnam), men FESI og Footwear Coalition fremlagde imidlertid ingen dokumentation for, at de indgik i en gruppe. FESI og Footwear Coalition undlod også at fremlægge dokumentation for, at denne gruppe som helhed faktisk indgav en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Derfor afvises denne påstand. Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at en virksomhed ved navn »Guangzhou Evervan Footwear Co., Ltd« indsendte en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, som blev vurderet og forkastet i gennemførelsesforordning (EU) 2017/1982. Der er ingen dokumentation, som gør det muligt at etablere en forbindelse til de øvrige virksomheder, i hvis navn »Evervan« indgår, og som er opført i bilag III.

(79)

FESI og Footwear Coalition hævdede, at bevisbyrden ved vurderingen af anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling påhviler Kommissionen, eftersom de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter havde løftet bevisbyrden ved at indgive anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. FESI og Footwear Coalition hævdede også, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, burde have haft samme proceduremæssige rettigheder som dem, de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse fik. FESI og Footwear Coalition hævdede navnlig, at der kun blev foretaget en skrivebordsanalyse og ikke noget kontrolbesøg på stedet, og at de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter ikke havde fået mulighed for at underbygge deres ansøgningsformularer om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling gennem mangelskrivelser.

(80)

FESI og Footwear Coalition hævdede endvidere, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, ikke fik samme proceduremæssige garantier som dem, der anvendes i standardantidumpingundersøgelser, men at der blev anvendt strengere standarder. FESI og Footwear Coalition hævdede, at Kommissionen ikke tog højde for tidsforskydningen mellem indgivelsen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse og vurderingen af disse anmodninger. Desuden fik de eksporterende producenter i forbindelse med den oprindelige undersøgelse kun 15 dage til at udfylde anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling, i stedet for de sædvanlige 21 dage.

(81)

På dette grundlag hævdede FESI og Footwear Coalition, at det grundlæggende retsprincip om at give interesserede parter mulighed for fuldt ud at udøve deres ret til forsvar, som er fastlagt i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, ikke blev overholdt. På dette grundlag blev det hævdet, at Kommissionen ved ikke at give de eksporterende producenter mulighed for at udfylde manglende oplysninger misbrugte sine beføjelser og faktisk vendte bevisbyrden under gennemførelsen.

(82)

Endelig hævdede FESI og Footwear Coalition også, at denne tilgang ville være diskriminerende over for de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, der blev udtaget til at indgå i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men også over for andre eksporterende producenter i lande uden markedsøkonomi, som var genstand for en antidumpingundersøgelse, og som indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med nævnte undersøgelse. De kinesiske og vietnamesiske virksomheder, der er berørt af den nuværende gennemførelse, bør derfor ikke være underlagt samme tærskel for informationsformidling som den, der anvendes i en normal 15-månedersundersøgelse, og bør ikke være underlagt strengere proceduremæssige standarder.

(83)

FESI og Footwear Coalition hævdede også, at Kommissionen rent faktisk anvendte de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 1, hvorimod Kommissionen tilsidesatte procedurereglerne i grundforordningens artikel 18, stk. 4.

(84)

Kommissionen minder om, at bevisbyrden ifølge retspraksis påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). I den forbindelse fremgår det af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents anmodning skal indeholde tilstrækkelige beviser, som fastlagt i nævnte bestemmelse, for, at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. I henhold til Brosmann- og Aokang-dommene påhviler det således ikke institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det Kommissionen at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, med henblik på at indrømme producenten markedsøkonomisk/individuel behandling er opfyldt (jf. betragtning 49). Det skal i den forbindelse erindres, at Kommissionen hverken ifølge grundforordningen eller retspraksis er forpligtet til at give den eksporterende producent mulighed for at supplere anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling med de manglende faktuelle oplysninger. Kommissionen kan basere sin vurdering på de oplysninger, som den eksporterende producent har indgivet.

(85)

For så vidt angår argumentet om, at der kun blev foretaget en skrivebordsanalyse, bemærker Kommissionen, at en skrivebordsanalyse er en procedure, hvori anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling analyseres på grundlag af de dokumenter, som er indsendt af den eksporterende producent. Kommissionen foretager en skrivebordsanalyse af alle anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Derudover kan Kommissionen beslutte at foretage kontrolbesøg på stedet. Kontrolbesøg på stedet er dog ikke påkrævet, og de foretages heller ikke ved hver ansøgning om markedsøkonomisk/individuel behandling. Når kontrolbesøg på stedet gennemføres, har de normalt til formål at bekræfte en vis foreløbig vurdering foretaget af institutionerne og/eller at kontrollere rigtigheden af oplysningerne fra den pågældende eksporterende producent. Med andre ord vil der normalt ikke blive taget et yderligere og frivilligt skridt til kontrolbesøg på stedet, hvis den dokumentation, der fremsendes af den eksporterende producent, tydeligt viser, at det ikke er berettiget at indrømme markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Det er ligeledes op til Kommissionen at vurdere, om det er nødvendigt med et kontrolbesøg (27). Det er op til denne institution at beslutte, hvordan oplysningerne i en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling verificeres. Så når Kommissionen som i den nuværende sag beslutter — på grundlag af en skrivebordsanalyse — at den var i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at træffe afgørelse om en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, er det ikke nødvendigt med et kontrolbesøg, og et sådant kan ikke kræves.

(86)

For så vidt angår påstanden om, at retten til forsvar ikke blev behørigt respekteret gennem Kommissionens afgørelse om ikke at sende mangelskrivelser, skal det for det første bemærkes, at retten til forsvar er en individuel rettighed, og at FESI og Footwear Coalition ikke kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en individuel ret hos andre virksomheder. For det andet anfægter Kommissionen den påstand, at det er Kommissionens praksis at foretage en omfattende udveksling af oplysninger og en detaljeret færdiggørelse af proceduren vedrørende mangler, når der kun anvendes en skrivebordsanalyse, i modsætning til, når en skrivebordsanalyse suppleres af et kontrolbesøg på stedet. FESI og Footwear Coalition har ikke været i stand til at fremlægge bevis på det modsatte.

(87)

Bemærkningerne fra FESI og Footwear Coalition vedrørende forskelsbehandling forkastes ligeledes som værende ubegrundede. Der mindes om, at ligebehandlingsprincippet er overtrådt, når EU-institutionerne behandler sammenlignelige tilfælde forskelligt og dermed stiller visse forhandlere dårligere end andre, uden at denne forskellige behandling berettiges af væsentlige objektive forskelle (28). Men dette er netop, hvad Kommissionen ikke gør: Ved at kræve, at de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, indsender anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling til fornyet vurdering, agter Kommissionen at ligestille disse eksporterende producenter, der førhen ikke indgik i stikprøven, med dem, der indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse. Der er ikke fastsat en minimumsfrist i denne henseende i grundforordningen, og når blot tidsrammen til dette formål er rimelig og giver parterne tilstrækkelig mulighed for at indsamle (eller genindsamle) de nødvendige oplysninger, samtidig med at deres ret til forsvar beskyttes, foregår der desuden ikke nogen forskelsbehandling.

(88)

For så vidt angår argumenterne vedrørende grundforordningens artikel 18, stk. 1, ønsker Kommissionen at bemærke, at den i det foreliggende tilfælde ikke anvendte grundforordningens artikel 18. Den accepterede rent faktisk de oplysninger, som de pågældende eksporterende producenter fremlagde, afviste ikke oplysningerne, ogden baserede sin vurdering på dem. Der var derfor ikke behov for at anvende proceduren i grundforordningens artikel 18, stk. 4. Proceduren i grundforordningens artikel 18, stk. 4, anvendes i tilfælde, hvor Kommissionen agter at afvise visse oplysninger fra den interesserede part og i stedet anvende de foreliggende faktiske oplysninger.

(89)

Der var en anden importør, Sino Pro Trading Limited, som hævdede, at Kommissionen ikke kunne have haft tilstrækkelig tid til at gennemgå anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra 600 virksomheder i en periode på kun få måneder, og gjorde gældende, at den undersøgelse, som Kommissionen foretog, derfor ikke kunne have givet solide resultater. Denne part hævdede endvidere, at resultatet af denne undersøgelse, nemlig at alle de anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, der blev vurderet, også blev afvist, tydede på, at Kommissionens undersøgelse var partisk. På den anden side hævdede denne part også, at det var et utilstrækkeligt antal anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, der blev undersøgt, nemlig kun 70 ud af de oprindelige 600. Samme importør hævdede endvidere, at da virksomhedernes vurderinger i betragtning 49-72 var anonyme, var de interesserede parter forhindret i at knytte resultaterne sammen med en bestemt virksomhed. Samme importør hævdede endelig, at dennes leverandør, skønt opført i bilag II til denne forordning, ikke var blevet undersøgt, men at der kun var blevet sendt et spørgeskema til leverandøren med en utilstrækkelig svarfrist.

(90)

For så vidt angår ovenstående påstande, præciserede Kommissionen først og fremmest, at den var blevet forsynet med navne på 600 virksomheder af de tyske eller nederlandske toldmyndigheder eller af de tre importører, der er omhandlet i betragtning 29 som leverandører af fodtøj fra Kina og Vietnam. Som forklaret i betragtning 33 havde Kommissionen for de fleste af disse virksomheder ikke registreret, at de havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Kommissionen havde allerede vurderet anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra et betydeligt antal af de resterende virksomheder i forbindelse med tidligere gennemførelsesøvelser. Denne procedure er nærmere beskrevet i betragtning 34-36, og de relevante virksomheder samt de relevante retsakter er opført i bilag IV-VI til denne forordning. Argumentet om, at Kommissionen angiveligt undersøgte 600 virksomheder i forbindelse med den nuværende øvelse, er ukorrekt og bør derfor afvises.

(91)

Kommissionen præciserede endvidere, at som omhandlet i betragtning 17 genoptog Kommissionen nærværende antidumpingprocedure netop på det punkt, hvor ulovligheden indtraf, og undersøgte derfor, om der gjaldt markedsøkonomiske forhold for de pågældende eksporterende producenter i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005, dvs. i løbet af undersøgelsesperioden for den undersøgelse, som førte til indførelsen af den endelige antidumpingtold i 2006. Kommissionen indsamlede derfor heller ikke nye oplysninger, men baserede sin vurdering på anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra den relevante eksporterende producent i denne undersøgelse. Konklusionerne af disse vurderinger blev fremlagt for de relevante eksporterende producenter, som fik en frist til at fremsætte bemærkninger. Som anført i betragtning 70 var der ingen af de pågældende eksportører, herunder leverandøren til Sino Pro Trading Ltd, som fremsatte bemærkninger til denne fremlæggelse af oplysninger.

(92)

Endelig skal det fremhæves, at de oplysninger, som de eksporterende producenter fremlagde i deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, betragtes som fortrolige, jf. grundforordningens artikel 19. Derfor er virksomhedernes navne af fortrolighedshensyn erstattet af tal.

(93)

Alle ovennævnte påstande måtte derfor afvises.

(94)

FESI og Footwear Coalition fremførte, at Kommissionen ville handle i strid med artikel 266 i TEUF, idet denne artikel ikke giver Kommissionen hjemmel til at genåbne undersøgelsen med hensyn til en udløbet foranstaltning. FESI og Footwear Coalition gentog også, at artikel 266 i TEUF ikke giver mulighed for at indføre antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, og henviste til Domstolens afgørelse i sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet (29).

(95)

I den forbindelse fremførte FESI og Footwear Coalition, at antidumpingproceduren vedrørende importen af fodtøj fra Kina og Vietnam var blevet afsluttet den 31. marts 2011 med udløbet af foranstaltningerne. I den forbindelse havde Kommissionen udsendt en meddelelse den 16. marts 2011 (30) i Den Europæiske Unions Tidende om toldens udløb (»meddelelse om udløb«), og EU-erhvervsgrenen havde ikke hævdet, at udløbet ville medføre fortsat dumping, og Domstolens dom havde heller ikke erklæret meddelelsen om udløb ugyldig.

(96)

Endvidere fremførte de samme parter, at der heller ikke var nogen beføjelser i grundforordningen, som gjorde det muligt for Kommissionen at genåbne antidumpingundersøgelsen.

(97)

I denne forbindelse fremførte FESI og Footwear Coalition desuden, at genoptagelsen af undersøgelsen og vurderingen af de anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, der blev indgivet af de pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, er i strid med det universelle princip om forældelsesfrister. Dette princip er fastsat i WTO-aftalen og i grundforordningen, hvori der fastsættes en tidsmæssig begrænsning på fem år for varigheden af foranstaltninger, samt i artikel 236, stk. 1, og artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen, hvori der fastsættes en treårig periode, inden for hvilken importørerne kan kræve tilbagebetaling af antidumpingtold på den ene side, og de nationale toldmyndigheder kan opkræve importtold og antidumpingtold på den anden side (31). Artikel 266 i TEUF giver ikke mulighed for at fravige dette princip.

(98)

Det blev derudover også hævdet, at Kommissionen ikke har fremlagt nogen begrundelse eller tidligere retspraksis til støtte for anvendelsen af artikel 266 i TEUF som retsgrundlag for genåbning af proceduren.

(99)

For så vidt angår et manglende retsgrundlag for at genåbne undersøgelsen, minder Kommissionen om den i betragtning 15 nævnte retspraksis, i henhold til hvilken den kan genoptage undersøgelsen netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte. Som generaladvokaten for nylig mindede om, har Kommissionen under alle omstændigheder på den ene side beføjelse til at handle på en sådan måde, at der sker en lovliggørelse i overensstemmelse med udtalelserne i dommen om ugyldighed, og er på den anden side i henhold til artikel 266 i TEUF forpligtet til at tilpasse sine handlinger til indholdet af denne dom (32). Sagen Kommissionen mod McBride m.fl. (33), som FESI og Footwear Coalition baserer sig på, finder ikke anvendelse i denne forbindelse, da de regler, der tillægger beføjelser til at vedtage en retsakt (i stedet for den annullerede), i det tilfælde ikke længere var indeholdt i EU-retten, hvorimod retsgrundlaget i det foreliggende tilfælde ikke er forsvundet, og den eneste ændring er, at Kommissionen er tillagt beføjelser (34).

(100)

For så vidt angår berettigede forventninger, bør man huske på, at lovligheden af en antidumpingforordning skal vurderes i lyset af de objektive regler i EU-retten og ikke på baggrund af en beslutningspraksis, også selv om en sådan praksis eksisterer (hvilket ikke er tilfældet her). Derfor kan Kommissionens tidligere praksis — en sådan eksisterer dog ikke i dette tilfælde — ikke skabe berettigede forventninger: I henhold til Domstolens faste praksis kan berettigede forventninger kun opstå, når institutionerne har afgivet præcise forsikringer, der kunne berettige en interesseret part til lovligt at udlede, at EU-institutionerne ville handle på en bestemt måde (35). Hverken FESI eller Footwear Coalition har forsøgt at påvise, at sådanne forsikringer blev afgivet i den nuværende sag. Dette gælder så meget desto mere, fordi den tidligere omhandlede praksis ikke svarer til den faktiske og retlige situation i den nuværende sag, og forskellene kan forklares med faktiske og retlige forskelle i forhold til den nuværende sag.

(101)

Forskellene er som følger: Den ulovlighed, som Domstolen har konstateret, vedrører ikke konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser og dermed princippet om indførelse af told, men kun den præcise toldsats. De tidligere annullationer, som de interesserede parter tog udgangspunkt i, vedrørte derimod konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser. Det er derfor tilladt for institutionerne at genberegne den præcise toldsats for de pågældende eksporterende producenter.

(102)

Navnlig var det i den nuværende sag ikke nødvendigt at indhente yderligere oplysninger fra interesserede parter. Derimod skulle Kommissionen vurdere oplysninger, som var blevet modtaget, men ikke vurderet før vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1472/2006. Under alle omstændigheder, jf. betragtning 99, udgør tidligere praksis i andre sager ikke nogen præcis og betingelsesløs sikkerhed i forbindelse med den nuværende sag.

(103)

Endelig er alle parter, som proceduren er rettet mod, dvs. de pågældende eksporterende producenter samt parterne i retssagerne og den sammenslutning, der repræsenterer en af disse parter, gennem fremlæggelsen af oplysninger blevet underrettet om de relevante faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Kommissionen agter at vedtage den nuværende vurdering af markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Dermed er deres ret til forsvar sikret. I den forbindelse bemærkes det navnlig, at ikke forretningsmæssigt forbundne importører ikke kan påberåbe sig ret til forsvar i en antidumpingprocedure, eftersom proceduren ikke er rettet mod dem.

(104)

For så vidt angår påstanden om, at de pågældende foranstaltninger udløb den 31. marts 2011, forstår Kommissionen ikke, hvorfor foranstaltningernes udløb skulle være relevant for Kommissionens mulighed for at vedtage en ny retsakt til at afløse den annullerede retsakt som følge af en dom, der annullerede den oprindelige retsakt. I henhold til den retspraksis, der er omhandlet i betragtning 15, genoptages den administrative procedure netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte. Kommissionen genoptog undersøgelsen netop på dette punkt for at vurdere, om der burde være indrømmet markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med anmodninger, som ikke var blevet vurderet, og derudover muligvis være betalt en lavere toldsats (hvilket igen ville have gjort det muligt for disse berørte virksomheder at anmode om tilbagebetaling af for meget betalt told via deres kompetente toldmyndighed sammen med renter) (36). En meddelelse om udløb afslutter officielt proceduren, men kan ikke bevirke, at nævnte virksomheder nægtes retten til at få deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling taget op til fornyet overvejelse — en ret, som trods alt var rimelig i forbindelse med undersøgelsen, som anerkendt af Domstolen i C&J Clark (37). Undersøgelsen blev derfor genoptaget den 17. marts 2016 og vil blive afsluttet ved denne forordning i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4.

(105)

FESI og Footwear Coalition fremførte også, at den valgte procedure til at genåbne undersøgelsen og indføre tolden med tilbagevirkende kraft udgør magtmisbrug fra Kommissionens side og er i strid med TEUF. FESI og Footwear Coalition hævder i denne forbindelse, at Kommissionen ikke har beføjelse til at gribe ind i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1, ved at forhindre tilbagebetaling af antidumpingtold. De fremførte, at det var op til de nationale toldmyndigheder at drage konsekvenserne af annulleringen af en retsakt om indførelse af told, og at de også ville være forpligtet til at godtgøre den antidumpingtold, der var blevet erklæret ugyldig af Domstolen.

(106)

I denne forbindelse fremførte FESI og Footwear Coalition, at grundforordningens artikel 14, stk. 3, ikke bemyndiger Kommissionen til at fravige EF-toldkodeksens artikel 236, da begge lovgivninger er af samme retsorden, og grundforordningen ikke kan betragtes som en lex specialis i forhold til EF-toldkodeksen.

(107)

Samme parter fremførte endvidere, at grundforordningens artikel 14, stk. 3, ikke henviser til artikel 236 i EF-toldkodeksen og kun nævner, at særlige bestemmelser kan vedtages af Kommissionen, men ikke undtagelser til EF-toldkodeksen.

(108)

Som svar på dette er det vigtigt at understrege, at grundforordningens artikel 14, stk. 1, ikke automatisk bevirker, at reglerne for EU's toldlovgivning finder anvendelse på indførelsen af individuel antidumpingtold (38). Derimod giver grundforordningens artikel 14, stk. 3, EU's institutioner ret til — hvor det er nødvendigt og nyttigt — at gennemføre og gøre reglerne for Unionens toldlovgivning gældende (39).

(109)

Denne gennemførelse kræver ikke en fuld anvendelse af alle bestemmelserne i EU's toldlovgivning. Grundforordningens artikel 14, stk. 3, fastsætter udtrykkeligt særlige bestemmelser vedrørende den fælles definition af begrebet oprindelse og er et godt eksempel på fravigelse af bestemmelserne i EU's toldlovgivning. På dette grundlag gjorde Kommissionen brug af sine beføjelser i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 3, og krævede, at de nationale toldmyndigheder midlertidigt afholdt sig fra godtgørelser af nogen art. Dette anfægter ikke de nationale toldmyndigheders enekompetence, for så vidt angår tvister om toldskyld: Beføjelsen til at træffe beslutninger forbliver hos toldmyndighederne i medlemsstaterne. Medlemsstaternes toldmyndigheder beslutter stadig på grundlag af de konklusioner, som Kommissionen har draget med hensyn til anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, om der bør indrømmes godtgørelser eller ej.

(110)

Selv om det er korrekt, at EU's toldlovgivning ikke tillader, at der indføres forhindringer for godtgørelse af fejlagtigt betalt told, kan der ikke fremsættes samme påstand i forbindelse med godtgørelse af antidumpingtold. I overensstemmelse hermed og ud fra den generelle nødvendighed af at beskytte Unionens egne indtægter frauberettigede anmodninger om godtgørelse og de dermed forbundne vanskeligheder, dette ville medføre ved en efterfølgende indsats for at opkræve uberettigede tilbagebetalinger, var Kommissionen nødt til midlertidigt at fravige Unionens toldlovgivning ved at gøre brug af sine beføjelser i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 3.

(111)

FESI og Footwear Coalition fremførte også, at Kommissionen i strid med artikel 296 i TEUF havde undladt at give en tilstrækkelig begrundelse herfor og angive, på hvilket retsgrundlag tolden blev genindført med tilbagevirkende kraft, og de importører, som er berørt af den nuværende gennemførelse, derfor blev nægtet godtgørelse af told. FESI og Footwear Coalition hævdede i overensstemmelse hermed, at Kommissionen havde tilsidesat retten til effektiv retsbeskyttelse af de interesserede parter.

(112)

SIEMES, en af de importører, som fremsatte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, hævdede også, at Kommissionens gennemførelsesforordning mangler en passende begrundelse, hvilket er i strid med artikel 296 i TEUF, uden dog at forklare denne påstand nærmere. Til støtte for sin påstand henviste denne part til dommen i T-310/12, Yuanping Changyuan Chemicals mod Rådet (40).

(113)

Kommissionen er af den opfattelse, at den omfattende retlige begrundelse, der er indeholdt i dokumentet med fremlæggelsen af oplysninger og i denne forordning, herunder henvisningen til retsgrundlaget for denne forordning, behørigt motiverer sidstnævnte.

(114)

FESI og Footwear Coalition gjorde endvidere gældende, at korrektion af foranstaltninger, der er udløbet, med tilbagevirkende kraft er i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger. FESI fremførte for det første, at parterne, inklusive importørerne, havde modtaget sikkerhed for, at foranstaltningerne udløb den 31. marts 2011, og at parterne i betragtning af den tid, der var gået siden den oprindelige undersøgelse, kunne have berettigede forventninger om, at den oprindelige undersøgelse ikke ville blive genoptaget eller genåbnet. På samme måde havde de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter ret til at have berettigede forventninger om, at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i den oprindelige undersøgelse ikke længere ville blive efterprøvet af Kommissionen ud fra den omstændighed, at disse anmodninger ikke blev vurderet inden for den tremånedersperiode, der gælder i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(115)

For så vidt angår interesserede parters berettigede forventninger om, at antidumpingforanstaltningerne udløb, og at undersøgelsen ikke ville blive genåbnet, henvises der til betragtning 104, hvor disse anmodninger var blevet behandlet i detaljer.

(116)

Med hensyn til de berettigede forventninger hos kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter om, at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling ikke efterprøves, henvises der til betragtning 99, hvor dette ligeledes er blevet behandlet på baggrund af Domstolens praksis på dette område.

(117)

FESI og Footwear Coalition fremførte, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger med tilbagevirkende kraft udgør i) en forskelsbehandling af de importører, der er berørt af den nuværende gennemførelse, i forhold til de importører, der er berørt af gennemførelsen af Brosmann- og Aokang-dommene, jf. betragtning 6, og som fik godtgjort told betalt på importen af fodtøj fra de fem eksporterende producenter, der var berørt af disse domme, samt ii) en forskelsbehandling af de eksporterende producenter, som er berørt af den nuværende gennemførelse, i forhold til de fem eksporterende producenter, der er berørt af Brosmann- og Aokang-dommene, og som ikke var omfattet af told som følge af gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU.

(118)

For så vidt angår påstanden om forskelsbehandling, minder Kommissionen først og fremmest om forudsætningerne for forskelsbehandling, jf. betragtning 87.

(119)

Dernæst skal det bemærkes, at forskellen mellem de importører, der er berørt af den nuværende gennemførelse, og dem, der er berørt af gennemførelsen af Brosmann- og Aokang-dommene, er, at sidstnævnte besluttede at anfægte forordning (EF) nr. 1472/2006 ved Retten i modsætning til førstnævnte.

(120)

En afgørelse vedtaget af en EU-institution, som ikke er blevet anfægtet af sin adressat inden udløbet af fristen i henhold til artikel 263, stk. 6, i TEUF, bliver endelig i forhold til denne. Denne regel bygger navnlig på den betragtning, at søgsmålsfristerne skal værne om retssikkerheden, således at det undgås, at EU-foranstaltninger, der har retsvirkninger, kan anfægtes på ubegrænset tid (41).

(121)

Dette proceduremæssige princip i EU-retten skaber uomgåeligt to grupper: dem, der anfægtede en EU-foranstaltning, og som kan have opnået en gunstig position som følge heraf (f.eks. Brosmann og de fire øvrige eksporterende producenter), og dem, der ikke gjorde. Men det betyder ikke, at Kommissionen har forskelsbehandlet de to parter i strid med princippet om ligebehandling. En anerkendelse af, at en part falder ind under sidstnævnte kategori som følge af en bevidst beslutning om ikke at anfægte en EU-foranstaltning, udgør ikke en forskelsbehandling af denne gruppe.

(122)

Så alle interesserede parter nød hele tiden godt af retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser.

(123)

For så vidt angår den påståede forskelsbehandling af de eksporterende producenter, som er berørt af denne gennemførelse, og som ikke var omfattet af nogen told som følge af gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, bør det bemærkes, at Rådets afgørelse om ikke at genindføre told tydeligvis blev truffet med henvisning til de særlige omstændigheder i den specifikke situation, der eksisterede på det tidspunkt, hvor Kommissionen fremsatte sit forslag om genindførelse af denne told, og navnlig fordi den pågældende antidumpingtold allerede var blevet godtgjort, og i det omfang den oprindelige meddelelse om gælden til den pågældende debitor var blevet trukket tilbage efter Brosmann- og Aokang-dommene. Ifølge Rådet havde denne godtgørelse skabt berettigede forventninger hos de pågældende importører. Da der ikke blev ydet en sammenlignelig godtgørelse til andre importører, befinder disse sig ikke i en situation, som kan sammenlignes med de importørers, der er omfattet af Rådets afgørelse.

(124)

Under alle omstændigheder kan det faktum, at Rådet vælger at handle på en bestemt måde i betragtning af de særlige omstændigheder i den pågældende sag, ikke forpligte Kommissionen til at gennemføre en anden dom på nøjagtig samme måde.

(125)

Desuden hævdede FESI og Footwear Coalition, at Kommissionen ikke har beføjelse til at vedtage forordningen om indførelse af en antidumpingtold med tilbagevirkende kraft i den nuværende gennemførelsesøvelse, og at denne kompetence under alle omstændigheder ville ligge hos Rådet. Påstanden var baseret på det argument, at hvis undersøgelsen genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, burde de samme regler være gældende som på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse, hvor der blev vedtaget endelige foranstaltninger af Rådet. Disse parter fremførte, at i overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 af 15. januar 2014 om ændring af visse forordninger vedrørende den fælles handelspolitik for så vidt angår procedurerne for vedtagelse af visse foranstaltninger (også kaldet »omnibus I-forordningen«) (42) finder den nye beslutningsprocedure inden for den fælles handelspolitik ikke anvendelse i den nuværende sag, i) da Kommissionen allerede havde vedtaget en retsakt (den midlertidige forordning), ii) da de høringer, der var påkrævet i henhold til forordning (EF) nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, var indledt og afsluttet, og iii) da Kommissionen allerede havde vedtaget et forslag til Rådets forordning om vedtagelse af endelige foranstaltninger inden ikrafttrædelsen af omnibus I-forordningen. På dette grundlag konkluderede disse parter, at beslutningsprocedurerne forud for ikrafttrædelsen af omnibus I-forordningen bør finde anvendelse.

(126)

Denne påstand fokuserer imidlertid på datoen for indledningen af undersøgelsen (hvilket netop er relevant i forhold til de andre indholdsmæssige ændringer, der blev foretaget i grundforordningen), men undlader at bemærke, at forordning (EU) nr. 37/2014 anvender et andet kriterium (nemlig indledningen af proceduren for vedtagelse af foranstaltninger). Holdningen hos FESI og Footwear Coalition bygger derfor på en fejlagtig fortolkning af overgangsbestemmelserne i forordning (EU) nr. 37/2014.

(127)

I betragtning af henvisningen i artikel 3 i forordning (EU) nr. 37/2014 til »de procedurer, som er indledt med henblik på vedtagelse af foranstaltninger«, som fastsætter overgangsbestemmelser for ændringerne af beslutningsprocedurer for vedtagelse af antidumpingforanstaltninger, og i betragtning af betydningen af ordet »procedure« i grundforordningen for en undersøgelse, der blev indledt før ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 37/2014, men hvor Kommissionen ikke havde indledt høringen af det relevante udvalg med henblik på at vedtage foranstaltninger forud for dennes ikrafttrædelse, finder de nye regler for proceduren for vedtagelse af nævnte antidumpingforanstaltninger anvendelse. Det samme er gældende for procedurer, hvor foranstaltninger var blevet indført på grundlag af de gamle regler og skal revideres, eller for foranstaltninger, hvor der var blevet indført midlertidig told på grundlag af de gamle regler, men hvor proceduren for vedtagelse af endelige foranstaltninger endnu ikke var blevet iværksat, da forordning (EU) nr. 37/2014 trådte i kraft. Med andre ord finder forordning (EU) nr. 37/2014 anvendelse på en specifik »procedure for vedtagelse« og ikke for hele perioden for en given undersøgelse eller sag.

(128)

Den anfægtede forordning blev vedtaget i 2006. Den relevante lovgivning, der finder anvendelse i denne sag, er forordning (EU) 2016/1036. Derfor afvises denne påstand.

(129)

For så vidt angår Clarks et al, blev det først påstået, at Kommissionen ikke havde retsgrundlag for at undersøge anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra eksporterende producenter i den oprindelige undersøgelse. Clarks et al hævdede, at den procedure, som blev afsluttet ved foranstaltningernes udløb den 31. marts 2011, ikke blev ugyldiggjort ved dommen i de forenede sager C-659/13 og C-34/14, og at den derfor ikke kan genåbnes.

(130)

Som svar på denne bemærkning henviser Kommissionen til forklaringen i betragtning 99-104.

(131)

Dernæst hævdede Clarks et al, at den nuværende procedure er i strid med princippet om ikke-tilbagevirkende kraft og retssikkerhedsprincippet, der er knæsat i grundforordningens artikel 10. Desuden hævdede SIEMES, en anden importør af fodtøj, ligeledes, at der ikke var noget retsgrundlag for indførelse af antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, og henviste til retspraksis, nemlig sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet (43), og til Kommissionens tidligere praksis i denne henseende.

(132)

For så vidt angår kravet om tilbagevirkende kraft på grundlag af grundforordningens artikel 10 og artikel 10 i WTO's antidumpingaftale, hedder det i grundforordningens artikel 10, stk. 1, som overtager teksten fra artikel 10.1 i WTO's antidumpingaftale, at midlertidige foranstaltninger og endelig antidumpingtold kun finder anvendelse på varer, der overgår til fri omsætning efter det tidspunkt, hvor afgørelsen i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 1, eller artikel 9, stk. 4, alt efter omstændighederne, træder i kraft. I den nuværende sag anvendes den pågældende antidumpingtold kun på varer, der overgik til fri omsætning, efter at den midlertidige og den anfægtede (endelige) forordning, som blev vedtaget i henhold til henholdsvis grundforordningens artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, var trådt i kraft. Tilbagevirkende kraft i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 1, vedrører imidlertid kun en situation, hvor varerne overgik til fri omsætning, inden der blev indført foranstaltninger, som det fremgår af selve ordlyden i denne bestemmelse og af undtagelsen i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 4.

(133)

Kommissionen bemærker også, at der hverken foreligger en overtrædelse af princippet om tilbagevirkende kraft eller en krænkelse af retssikkerheden og de berettigede forventninger i forbindelse med den nuværende sag.

(134)

For så vidt angår tilbagevirkende kraft, sondrer Domstolens praksis ved afgørelsen af, om en foranstaltning anvendes med tilbagevirkende kraft, mellem anvendelsen af en ny regel i en situation, der er blevet endelig (også omtalt som en eksisterende eller endeligt etableret retlig situation), og en situation, der startede før den nye regels ikrafttrædelse, men som endnu ikke er endelig (også omtalt som en midlertidig situation).

(135)

I den nuværende sag er situationen med import af den pågældende vare, som startede i løbet af anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006, endnu ikke blevet endelig, fordi den gældende antidumpingtold for disse varer endnu ikke er endeligt fastlagt som følge af annullationen af den anfægtede forordning. Samtidig blev importørerne af fodtøj ved offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen og forordningen om midlertidig told advaret om, at en sådan told kunne blive indført. Det er almindelig praksis ved EU's domstole, at operatører ikke kan erhverve berettigede forventninger, før institutionerne har vedtaget en retsakt, der afslutter den administrative procedure, som er blevet endelig.

(136)

Denne forordning medfører øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en aktuel situation, nemlig den told på fodtøj, der er blevet opkrævet af de nationale toldmyndigheder. Som følge af, at der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om anmodningerne om godtgørelse, udgør tolden en aktuel situation. I denne forordning fastsættes den toldsats, der skal gælde for importen, og dermed regulerer den de fremtidige virkninger af den aktuelle situation.

(137)

Selv hvis der var tale om tilbagevirkende kraft i EU-retlig forstand, hvilket ikke er tilfældet, ville en sådan tilbagevirkende kraft under alle omstændigheder være berettiget af følgende grund:

(138)

EU-rettens materielle regler kan anvendes på situationer, der eksisterede før deres ikrafttrædelse, for så vidt at det klart fremgår af betingelserne, målsætningerne eller de generelle mål, at de får en sådan virkning. Navnlig blev det i sag C-337/88, Società agricola fattoria alimentare (SAFA), fastslået, at: »Selv om retssikkerhedsprincippeti almindelighed er til hinder for, at en fællesskabsretsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette rent undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt« (44).

(139)

I den nuværende sag er målet at efterkomme Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 266 i TEUF. Da Domstolen i de domme, der er omhandlet i betragtning 12, kun konstaterede en ulovlighed vedrørende fastlæggelsen af den gældende told og ikke vedrørende indførelsen af selve foranstaltningerne (dvs. vedrørende konklusionerne om dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser), kunne de pågældende eksporterende producenter ikke have haft en berettiget forventning om, at der ikke ville blive indført endelige antidumpingforanstaltninger. Det kan således ikke antages, at denne indførelse af told, selv hvis den havde tilbagevirkende kraft — hvilket den ikke havde — var et brud på de berettigede forventninger.

(140)

For det tredje hævdede Clarks et al, at det ville være forskelsbehandling og brud på artikel 266 i TEUF at genindføre en antidumpingtold for de 70 pågældende eksporterende producenter, i betragtning af at der ikke blev genindført antidumpingtold efter Brosmann- og Aokang-dommene.

(141)

Denne påstand er ubegrundet. Importører, der har importeret fra Brosmann og de fire øvrige eksporterende producenter, der er berørt af dommene i sag C-247/10 P og C-249/10 P, befinder sig i en anden faktisk og retlig situation, fordi deres eksporterende producenter besluttede at bestride den anfægtede forordning, og fordi de fik tilbagebetalt deres told, således at de er beskyttet af artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen. En sådan anfægtelse og en sådan tilbagebetaling har ikke fundet sted for andre. Se i denne forbindelse også betragtning 118-122.

(142)

For det fjerde hævdede Clarks et al, at der opstod en række proceduremæssige uregelmæssigheder i forbindelse med denne undersøgelse. Først og fremmest fremførte virksomheden, at de pågældende eksporterende producenter ikke længere med sikkerhed befinder sig i en situation, hvor de kan indsende relevante bemærkninger eller tilføje yderligere beviser til støtte for de anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, som de indsendte for flere år siden. Eksempelvis eksisterer virksomhederne måske ikke længere, eller de relevante dokumenter foreligger måske heller ikke længere.

(143)

Desuden fremførte Clarks et al, at Kommissionens foranstaltninger i modsætning til i den oprindelige undersøgelse retligt og faktisk kun påvirker importører, som imidlertid ikke har mulighed for at fremlægge relevante bemærkninger og ikke kan pålægge deres leverandører at samarbejde med Kommissionen.

(144)

Kommissionen bemærker, at der i grundforordningen ikke er noget krav til Kommissionen om at give eksporterende virksomheder, der anmoder om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, mulighed for at tilvejebringe manglende faktuelle oplysninger. Bevisbyrden påhviler nemlig, jf. betragtning 88, den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Retten til at blive hørt vedrører vurderingen af disse faktuelle oplysninger, men omfatter ikke retten til at afhjælpe mangelfulde oplysninger. Ellers ville den eksporterende producent kunne forlænge vurderingen på ubestemt tid ved at fremlægge oplysningerne lidt efter lidt.

(145)

Det skal i den forbindelse erindres, at Kommissionen ikke er forpligtet til at anmode den eksporterende producent om at supplere anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Som nævnt i betragtning 84 kan Kommissionen basere sin vurdering på de oplysninger, som den eksporterende producent har indgivet. Under alle omstændigheder har de pågældende eksporterende producenter ikke anfægtet Kommissionens vurdering af deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og de har ikke meddelt, hvilke dokumenter eller medarbejdere de ikke længere råder over. Påstanden er derfor så abstrakt, at institutionerne ikke kan tage hensyn til disse vanskeligheder i forbindelse med vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling. Da denne påstand er baseret på formodninger og ikke understøttes af nøjagtige angivelser af, hvilke dokumenter og medarbejdere man ikke længere råder over, og af relevansen af disse dokumenter og medarbejdere for vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, afvises denne påstand.

(146)

For så vidt angår påstanden om, at en importør ikke ville have mulighed for at fremlægge relevante oplysninger, bemærker Kommissionen følgende: For det første er importører ikke omfattet af retten til forsvar, da antidumpingforanstaltningen ikke er rettet mod dem, men mod de eksporterende producenter. For det andet havde importørerne mulighed for at fremsætte bemærkninger herom allerede i den administrative procedure forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning. Hvis importørerne for det tredje mente, at der var tale om en uregelmæssighed i denne forbindelse, måtte de træffe de nødvendige kontraktmæssige aftaler med deres leverandører for at sikre sig, at de rådede over den nødvendige dokumentation. Påstanden må derfor afvises.

(147)

For det femte hævdede Clarks et al, at Kommissionen undlod at undersøge, om indførelse af antidumpingtold ville være i Unionens interesse, og fremførte, at foranstaltningerne ville være i strid med Unionens interesser, fordi i) foranstaltningerne allerede havde deres ønskede virkning, da de blev indført i første omgang, ii) foranstaltningerne ikke ville udgøre en yderligere fordel for EU-erhvervsgrenen, iii) foranstaltningerne ikke ville have nogen indvirkning på de eksporterende producenter, og iv) fordi foranstaltningerne ville pålægge importørerne i Unionen en betydelig omkostning.

(148)

Den foreliggende sag vedrører kun anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, fordi dette er det eneste punkt, hvor EU's retsinstanser har identificeret en retlig fejl. For så vidt angår Unionens interesser, er vurderingen i forordning (EF) nr. 1472/2006 stadig fuldt ud gyldig. Desuden er den nuværende foranstaltning berettiget for at beskytte Unionens finansielle interesser.

(149)

For det sjette hævdede Clarks et al, at antidumpingtolden, hvis den blev genindført, ikke længere kunne opkræves, fordi forældelsesfristen i artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen (nu artikel 103, stk. 1, i EU-toldkodeksen) var overskredet. Ifølge Clarks et al udgjorde denne situation et misbrug af beføjelser fra Kommissionens side.

(150)

Kommissionen minder om, at forældelsesfristen, jf. artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen/artikel 103, stk. 1, i EU-toldkodeksen, ikke finder anvendelse, når der er indgivet en klage i henhold til artikel 243 i EF-toldkodeksen/artikel 44, stk. 2, i EU-toldkodeksen, hvilket er tilfældet i alle de nuværende sager, som vedrører klager på grundlag af artikel 236 i EF-toldkodeksen/artikel 119 i EU-toldkodeksen. En klage i henhold til artikel 103, stk. 3, i EU-toldkodeksen, jf. præciseringen i artikel 44, stk. 2, i samme forordning, strækker sig fra den oprindelige anfægtelse af afgørelsen fra de nationale toldmyndigheder om indførelse af told og frem til den endelige dom afsagt af den nationale ret, herunder, hvis det er nødvendigt, en anmodning om en præjudiciel afgørelse. Perioden på tre år er derfor udsat fra datoen for anfægtelsen.

(151)

Endelig hævdede Clarks et al, at efter udløbet af afsnit 15, litra a), nr. ii), i Kinas protokol for tiltrædelse af WTO den 11. december 2016 kan Kommissionen ikke længere benytte sig af den metode, der blev anvendt til at fastsætte den normale værdi for kinesiske eksportører i den oprindelige undersøgelse (dvs. referencelandsmetoden i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a)).

(152)

Den anfægtede forordning blev vedtaget i 2006. Den relevante lovgivning, der finder anvendelse i denne sag, er forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union. Derfor afvises denne påstand.

(153)

SIEMES gjorde desuden gældende, at procedurens varighed, for så vidt angår dens indgivne anmodning om godtgørelse af antidumpingtold til de tyske toldmyndigheder, er i strid med retten til god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union. For det første bemærker Kommissionen, at beslutninger om tilbagebetaling af antidumpingtold falder ind under medlemsstaternes nationale toldmyndigheders beføjelse. For det andet forstod Kommissionen ud fra de oplysninger, den modtog, at SIEMES' anmodning om tilbagebetaling af 19. marts 2012 blev afvist, fordi den dom, i henhold til hvilken den indgav sin anmodning om tilbagebetaling, var begrænset til Brosmann og Aokang. Dommen havde ingen virkning over for andre eksporterende producenter i Kina og Vietnam. Den 4. februar 2016 erklærede Domstolen i de forenede sager C-659/13 C & J Clark International Limited, og C-34/14, Puma SE, den anfægtede forordning ugyldig, for så vidt som den vedrørte alle de eksporterende producenter af den pågældende vare (se betragtning 12). Det var først på det punkt, at SIEMES var berørt af en dom afsagt af Domstolen, som det behørigt blev meddelt den af de tyske toldmyndigheder i deres brev af 7. september 2016. Kommissionen implementerede dommen over for en række eksporterende producenter som beskrevet i betragtning 18-38 samt over for de importører, som havde indgivet anmodninger om tilbagebetaling hos de tyske toldmyndigheder. Navnlig for så vidt angår import, der er genstand for anmodninger om tilbagebetaling anmeldt til Kommissionen af de tyske toldmyndigheder i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 (der henvises til betragtning 30), overholdt Kommissionen fuldt ud den ottemånedersfrist for gennemførelsen, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 1, stk. 2. Kommissionen var i overensstemmelse hermed uenig i argumentet om, at denne procedure tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik. Denne påstand måtte derfor afvises.

(154)

Kommissionen tog hensyn til de modtagne bemærkninger og analysen heraf og konkluderede, at restantidumpingtolden for Kina og Vietnam på henholdsvis 16,5 % og 10 % bør genindføres i anvendelsesperioden for den anfægtede forordning.

(155)

Som nævnt i betragtning 28 suspenderede Kommissionen vurderingen af de virksomheder, der er opført i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2017/423, indtil den importør, der anmoder om godtgørelse fra de nationale toldmyndigheder, har underrettet Kommissionen om navne og adresser på den eller de eksporterende producenter, fra hvilke de pågældende forhandlere har købt fodtøj, eller, hvis der ikke er modtaget noget svar inden for denne frist, indtil udløbet af Kommissionens fastsatte frist for at give denne underretning.

(156)

I artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 pålagde Kommissionen også de relevante nationale toldmyndigheder ikke at godtgøre den opkrævede told, før Kommissionen har afsluttet vurderingen af de relevante anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling.

(157)

Som følge heraf, jf. betragtning 29, gav Pentland Brands Ltd, Puma UK Ltd og Deichmann Shoes UK Ltd sig til kende og identificerede deres leverandører. Kommissionen analyserede anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra de leverandører, der blev identificeret i den nuværende forordning. Det følger heraf, at Kommissionen færdiggjorde vurderingen af situationen for de virksomheder, der er opført i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2017/423. Derfor registrerede Kommissionen ikke, at virksomheder opført i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Importørernes relevante anmodninger om tilbagebetaling bør derfor ikke imødekommes, fordi den anfægtede forordning ikke er blevet annulleret for deres vedkommende. Kommissionen har til orientering gengivet bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2017/423 som bilag VI til nærværende forordning.

(158)

De pågældende eksporterende producenter, de importører, som blev anmeldt af de tyske og de nederlandske myndigheder, de importører, der gav sig til kende og fremlagde navne og adresser på deres respektive leverandører in Kina og/eller Vietnam, samt alle andre parter, der gav sig til kende, blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at anbefale genindførelsen af den endelige antidumpingtold på eksporten fra de 70 pågældende eksporterende producenter. De blev indrømmet en periode, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger.

(159)

Nærværende forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —