28.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 279/28


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/1962

af 9. august 2017

om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 611/2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 om programmer til støtte for sektoren for olivenolie- og spiseoliven

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 30, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På baggrund af erfaringerne med gennemførelsen af de treårige arbejdsprogrammer, der påbegyndtes den 1. april 2015, bør visse bestemmelser i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 611/2014 (2) forenkles eller præciseres. Samtidig bør den administrative byrde for de erhvervsdrivende og de nationale forvaltninger mindskes yderligere.

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) nr. 611/2014 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende indsættes som artikel 2a:

»Artikel 2a

Forbud mod dobbeltfinansiering

Medlemsstaterne fastsætter klare afgrænsningskriterier for at sikre, at der ikke ydes støtte i henhold til artikel 29 i forordning (EU) nr. 1308/2013 for foranstaltninger eller aktioner, der modtager støtte inden for rammerne af andre EU-instrumenter.«

2)

I artikel 3, stk. 4, affattes indledningen således:

»4.   Der kan gives tilladelse til udlicitering af en producentorganisations eller en sammenslutning af producentorganisationers foranstaltninger i henhold til artikel 155 i forordning (EU) nr. 1308/2013 for de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, på følgende betingelser:«.

3)

Artikel 4, stk. 1, litra a), udgår.

4)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Fordeling af EU-finansieringen

Medlemsstaterne fastsætter, hvor stor en del af det EU-finansieringsbeløb, der er til rådighed i henhold til artikel 29 i forordning (EU) nr. 1308/2013, der som et minimum tildeles de specifikke områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i nærværende forordning. Denne minimumstildeling finder anvendelse på alle arbejdsprogrammer, der skal godkendes i henhold til nærværende forordning i den pågældende medlemsstat.«

5)

Artikel 6, stk. 1, litra g), affattes således:

»g)

evaluering af programmer, som modtagerorganisationerne kan have gennemført tidligere inden for rammerne af Kommissionens forordning (EF) nr. 1334/2002 (*1), Kommissionens forordning (EF) nr. 2080/2005 (*2), forordning (EF) nr. 867/2008 eller denne forordning.

(*1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1334/2002 af 23. juli 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1638/98 for så vidt angår aktivitetsprogrammer for erhvervsorganisationer inden for olivensektoren for produktionsårene 2002/03, 2003/04 og 2004/05 (EFT L 195 af 24.7.2002, s. 16)."

(*2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2080/2005 af 19. december 2005 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 865/2004, for så vidt angår erhvervsorganisationer i olivensektoren og deres arbejdsprogrammer og finansiering (EUT L 333 af 20.12.2005, s. 8).«"

6)

Artikel 7, stk. 3, ændres således:

a)

Litra h) udgår.

b)

Som andet afsnit indsættes:

»Med henblik på første afsnit, litra d), kan medlemsstaterne beslutte, hvorvidt generalomkostninger er støtteberettigede på grundlag af en fast sats eller på grundlag af faktiske omkostninger som fastsat på grundlag af støttedokumenter, der skal indgives af støttemodtagerne.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse på arbejdsprogrammer, der starter fra den 1. april 2018, og på godkendelsesprocedurerne herfor.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. august 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 611/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 om programmer til støtte for sektoren for olivenolie- og spiseoliven (EUT L 168 af 7.6.2014, s. 55).