28.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 198/24


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/1370

af 4. juli 2017

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 om ensartet udformning af visa

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 (2) indførtes en ensartet udformning af visa.

(2)

Den fælles udformning af visummærkatet, der har været i omløb i 20 år, betragtes som kompromitteret i lyset af alvorlige tilfælde af efterligning og forfalskning.

(3)

Der bør derfor fastsættes en ny fælles udformning med mere moderne sikkerhedselementer for at gøre visummærkaten mere sikker og forhindre forfalskning.

(4)

Efter anmodning fra Irland eller Det Forenede Kongerige bør Kommissionen indgå passende ordninger med den anmodende medlemsstat for at udveksle tekniske oplysninger med denne medlemsstat, der er relevante for denne medlemsstats udstedelse af nationale visa.

(5)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(6)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (3); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(7)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(8)

Denne forordning udgør en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2011.

(9)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(10)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(11)

For så vidt angår Liechtenstein, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(12)

Forordning (EF) nr. 1683/95 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1683/95 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 7 tilføjes følgende stykker:

»Efter anmodning fra Irland eller Det Forenede Kongerige bør Kommissionen indgå passende ordninger med den anmodende medlemsstat for at udveksle de i artikel 2 omhandlede tekniske oplysninger med henblik på den anmodende medlemsstats udstedelse af nationale visa.

Omkostninger, som Irland og Det Forenede Kongerige ikke bidrager til at afholde i overensstemmelse med artikel 5 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, bæres af henholdsvis Irland og Det Forenede Kongerige, hvis de foretager en sådan anmodning.«

2)

Bilaget erstattes af billedet og teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Visummærkater, der er i overensstemmelse med de specifikationer, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 1683/95, og som gælder indtil den dato, der er nævnt i nærværende forordnings artikel 3, stk. 2, kan anvendes til visa, der udstedes i en periode på seks måneder efter denne dato.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Medlemsstaterne anvender denne forordning senest 15 måneder efter vedtagelsen af de yderligere tekniske specifikationer, der er omhandlet i artikel 2 i forordning (EF) nr. 1683/95.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 4. juli 2017.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

M. MAASIKAS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 1.6.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.6.2017.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa (EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43).

(4)  Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).

(5)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(6)  Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengenreglerne (EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31).

(7)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(8)  Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1).

(9)  EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21.

(10)  Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19).


BILAG

Bilaget til forordning (EF) nr. 1683/95 affattes således:

»

BILAG

Image

Sikkerhedselementer

1.

Et integreret farvefotografi af indehaveren, der skal fremstilles efter høje sikkerhedsstandarder.

2.

På dette sted skal der være et diffraktivt optisk variabelt mærke (»Kinegram« eller lignende). Afhængig af synsvinklen kommer bogstaverne »EU« og »EUE« og guillochelinjer med kinematisk effekt til syne i forskellige størrelser og farver.

3.

Denne rubrik indeholder de tre bogstaver for den udstedende medlemsstats landekode som fastsat i ICAO-dokument 9303 om maskinlæsbare rejsedokumenter eller akronymet BNL, hvis udstederen er Belgien, Luxembourg eller Nederlandene, i optisk variable farver. De fremtræder i forskellige farver afhængig af synsvinklen.

4.

Her skal fremgå følgende med blokbogstaver:

a)

ordet »VISA«. Den udstedende medlemsstat kan inkludere den tilsvarende betegnelse på et andet af Unionens institutioners officielle sprog

b)

den udstedende medlemsstats navn på engelsk, fransk og et andet af Unionens institutioners officielle sprog

c)

de tre bogstaver for den udstedende medlemsstats landekode som fastsat i ICAO-dokument 9303.

5.

Denne rubrik indeholder det vandret placerede ni-cifrede nationale nummer på visummærkaten, som skal fortrykkes med sort. Der anvendes en særlig skrifttype.

6.

Denne rubrik indeholder det lodret placerede ni-cifrede nationale nummer på visummærkaten, som skal fortrykkes med rødt. Der anvendes en særlig skrifttype, som er forskellig fra den, der benyttes i rubrik 5. »Nummeret på visummærkaten« er landekoden på tre bogstaver som fastsat i ICAO-dokument 9303 og det nationale nummer i rubrik 5 og 6.

7.

Denne rubrik indeholder bogstaverne »EU« med »kipeffekt«. Disse bogstaver fremtræder mørke, når de vendes væk fra den, der ser på teksten, og lyse, når de drejes 90o.

8.

Denne rubrik indeholder koden i rubrik 3 med »kipeffekt«. Denne kode fremtræder mørk, når den vendes væk fra den, der ser på teksten, og lys, når den drejes 90o.

Rubrikker, der skal udfyldes

Rubrikkernes angivelser anføres på engelsk og fransk. Den udstedende medlemsstat kan tilføje en version på et andet af Unionens institutioners officielle sprog.

9.

Denne rubrik begynder med ordene »gyldigt til«. Den udstedende myndighed angiver her det eller de områder, hvor visummet er gyldigt.

10.

Denne rubrik begynder med ordet »fra«, og ordet »til« fremgår længere henne på linjen. Her angiver den udstedende myndighed den periode, hvor visummet gælder. Længere henne på linjen fremgår ordene »opholdets varighed« (dvs., hvor længe ansøgeren agter at blive) og længere henne igen »dage«.

11.

Denne rubrik begynder med ordet »visumtype«. Den udstedende myndighed anfører visumkategorien. Længere henne på linjen forekommer ordene »pasnummer« og »antal indrejser«.

12.

Denne rubrik begynder med ordene »udstedt i« og anvendes til at angive, hvor den udstedende myndighed er beliggende. Længere henne på linjen forekommer ordet »den« (hvorefter den udstedende myndighed anfører udstedelsesdagen).

13.

Denne rubrik begynder med ordene »Efternavn, fornavn«.

14.

Denne rubrik begynder med ordet »bemærkninger«. Området under ordet »bemærkninger« skal benyttes af den udstedende myndighed til angivelse af eventuelle andre oplysninger.

15.

Denne rubrik indeholder de relevante maskinlæsbare oplysninger, der skal lette kontrollen ved de ydre grænser. Det maskinlæsbare felt indeholder en fortrykt tekst med synligt bundtryk med ordene »Den Europæiske Union« på alle EU-institutionernes officielle sprog. Denne tekst må ikke påvirke de tekniske specifikationer for det maskinlæsbare felt eller muligheden for at aflæse det.

16.

Denne rubrik forbeholdes den eventuelle tilføjelse af en fælles 2D-stregkode.

«