29.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 166/32


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1147

af 28. juni 2017

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 om fastlæggelse af en liste over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning (EU) nr. 596/2014 (1), særlig artikel 20, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Benchmarks spiller en væsentlig rolle i forbindelse med prisfastsættelsen for mange finansielle instrumenter og finansielle kontrakter og målingen af mange investeringsfondes økonomiske resultater. Bidrag til og administration af benchmarks er i mange tilfælde sårbare over for manipulation, og de involverede personer står ofte over for interessekonflikter.

(2)

For at benchmarks kan udfylde deres økonomiske rolle, kræves det, at de er repræsentative for den underliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet, som de afspejler. Såfremt et benchmark ikke længere er repræsentativt for et underliggende marked, eksempelvis interbankrenter, er der risiko for negative virkninger for bl.a. markedets integritet og finansieringen af husholdninger (lån, herunder realkreditlån) og virksomheder i Unionen.

(3)

Risikoen for brugere, markeder og økonomien i Unionen er generelt højere, hvis den samlede værdi af de finansielle instrumenter, finansielle kontrakter og investeringsfonde, som benytter et bestemt benchmark som reference, er høj. Ved forordning (EU) 2016/1011 fastlægges der derfor forskellige kategorier af benchmarks samt supplerende krav, som sikrer integriteten og robustheden af visse benchmarks, som anses for at være kritiske, herunder de kompetente myndigheders beføjelser til på visse betingelser at pålægge bidrag til eller administration af et kritisk benchmark.

(4)

De supplerende forpligtelser og beføjelser for kompetente myndigheder for administratorer af kritiske benchmarks nødvendiggør en formel procedure i forbindelse med fastlæggelsen af kritiske benchmarks. I overensstemmelse med artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011 anses et benchmark for at være et kritisk benchmark, hvis det anvendes direkte eller indirekte i en kombination af benchmarks som reference for finansielle instrumenter eller finansielle kontrakter eller til måling af resultaterne i investeringsfonde, som har en samlet værdi på mindst 500 mia. EUR, på grundlag af de forskellige løbetider for alle benchmarks, hvor det er relevant.

(5)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 (2) blev der fastlagt en liste over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til forordning (EU) 2016/1011. Dataanalyse og bidrag fra Den Europæiske Centralbank har vist, at værdien af de finansielle instrumenter og finansielle kontrakter, der anvender EONIA (Euro OverNight Index Average) i Unionen, overstiger tærsklen på 500 mia. EUR, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011.

(6)

EONIA er et gennemsnit af det usikrede dag-til-dagudlån fra et panel af banker på interbankmarkedet i Unionen og i EFTA. Det er referencerenten for renteswaps i euro. Det er derfor af afgørende betydning for swapmarkedet i euro og den finansielle stabilitet i Unionen.

(7)

Baseret på Den Europæiske Centralbanks beregninger, der stammer fra de daglige rapporter fra de 52 største europæiske banker, der er omfattet af statistisk rapportering vedrørende pengemarkedet, kan de udestående beløb for de omfattede pengemarkedsinstrumenter på de usikrede og sikrede markeder, som anvender EONIA, anslås til ca. 450 mia. EUR og 400 mia. EUR alene for dette udsnit af banker. Derudover anslås det, at langt størstedelen af transaktionerne i euro på OIS-markedet (Overnight Index Swap) med nominel værdi på ca. 5,2 bio. EUR er knyttet til EONIA. EONIA anvendes derfor direkte eller indirekte i en kombination af benchmarks som reference for finansielle instrumenter eller finansielle kontrakter eller til måling af resultaterne i investeringsfonde, som har en samlet værdi på mindst 500 mia. EUR, på grundlag af alle de forskellige løbetider.

(8)

EONIA fastlægges af den samme benchmarkadministrator som EURIBOR og panelet af banker, der bidrager med inputdata til EURIBOR, er reelt en undergruppe af det panel af banker, der bidrager med inputdata til EONIA. Mens EURIBOR afspejler långivning med længere løbetid, dækker EONIA dag-til-dagudlån. Det er derfor af afgørende betydning for stabiliteten på de finansielle markeder, at EONIA også udpeges som et kritisk benchmark.

(9)

Listen over kritiske benchmarks, der er fastlagt ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368, bør derfor ændres ved at tilføje EONIA.

(10)

Som følge af EONIA's helt afgørende betydning for interbankmarkedet, herunder det høje antal af derivater i Unionen, som anvender det, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juni 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 171 af 29.6.2016, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 af 11. august 2016 om fastlæggelse af en liste over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (EUT L 217 af 12.8.2016, s. 1).


BILAG

»

BILAG

Liste over kritiske benchmarks i henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011

Nr.

Benchmark

Administrator

Sted

1

Euro Interbank Offered Rate (EURIBOR ®)

European Money Markets Institute (EMMI)

Bruxelles, Belgien

2

Euro OverNight Index Average (EONIA®)

European Money Markets Institute (EMMI)

Bruxelles, Belgien

«