24.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 18/42


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2017/110

af 23. januar 2017

om ændring af bilag IV og X til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1), særlig artikel 23, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier (i det følgende benævnt »TSE'er«) hos dyr. Forordningen gælder for produktion og markedsføring af levende dyr og animalske produkter og i visse særlige tilfælde for eksport heraf.

(2)

I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 999/2001 er anvendelse af protein fra dyr i foder til drøvtyggere forbudt, og ved kapitel I i bilag IV til samme forordning udvides dette forbud. I kapitel II i nævnte bilag er der fastsat et antal undtagelser fra forbuddet. I henhold til kapitel II, litra b), nr. ii), i bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 gælder forbuddet ikke for fodring af andre opdrættede dyr end drøvtyggere med fiskemel og foderblandinger indeholdende fiskemel, som fremstilles, markedsføres og anvendes i overensstemmelse med kapitel III i bilag IV og de særlige betingelser i kapitel IV, afsnit A, i samme bilag. I henhold til kapitel II, litra d), i bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 gælder forbuddet desuden ikke for fodring af drøvtyggere, der ikke er fravænnede, med mælkeerstatninger, der indeholder fiskemel, og som fremstilles, markedsføres og anvendes i overensstemmelse med de særlige betingelser i kapitel IV, afsnit E, i samme bilag.

(3)

I henhold til kapitel IV, afsnit A, litra a), i bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 skal fiskemelet fremstilles i forarbejdningsanlæg, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af produkter af vanddyr, bortset fra havpattedyr. I henhold til afsnit E, litra a) i nævnte kapitel skal det fiskemel, der anvendes i mælkeerstatninger til fodring af drøvtyggere, der ikke er fravænnede, fremstilles i forarbejdningsanlæg, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af produkter fremstillet af vanddyr, og det skal opfylde de almindelige betingelser i kapitel III.

(4)

I punkt 1, litra e), nr. ii), i bilag I til forordning (EF) nr. 999/2001 defineres »vanddyr« ved henvisning til den definition, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra e), i Rådets direktiv 2006/88/EF (2) som i) fisk, der tilhører overklassen Agnatha og klasserne Chondrichthyes og Osteichthyes, ii) bløddyr, der tilhører rækken Mollusca, og iii) krebsdyr, der tilhører underrækken Crustacea.

(5)

Da definitionen af »vanddyr«, jf. bilag I til forordning (EF) nr. 999/2001, ikke omfatter andre hvirvelløse dyr end bløddyr og krebsdyr, tillader kravene i kapitel IV, afsnit A, litra a), og i kapitel IV, afsnit E, litra a), i bilag IV til samme forordning derfor ikke anvendelse af vildtlevende søstjerner og andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end bløddyr og krebsdyr til fremstilling af fiskemel. Da anvendelse af mel fremstillet af vildtlevende søstjerner og andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end bløddyr og krebsdyr i foder til andre dyr end drøvtyggere ikke udgør en højere risiko for overførsel af TSE'er end anvendelse af fiskemel i sådant foder, bør kravene i kapitel IV, afsnit A, litra a), og i kapitel IV, afsnit E, litra a), i bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 ændres med henblik på at tilføje muligheden for at anvende søstjerner og andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end bløddyr og krebsdyr til fremstilling af fiskemel.

(6)

Med henblik på at beskytte miljøet bør anvendelsen af vildtlevende søstjerner begrænses til tilfælde, hvor søstjerner formerer sig kraftigt og udgør en trussel for et akvakulturproduktionsområde. Kravene i kapitel IV, afsnit A, litra a), og i kapitel IV, afsnit E, litra a), i bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor kun omfatte søstjerner, der er høstet i et område, hvor der produceres bløddyr.

(7)

Bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres.

(8)

I kapitel C, punkt 4, i bilag X til forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastlagt lister over hurtige test, der er godkendt til overvågning af TSE'er hos kvæg, får og geder. Den 8. april 2016 meddelte Prionics group Kommissionen, at virksomheden fra den 15. april 2016 ikke længere ville fremstille diagnosticeringskittet Prionics Check PrioSTRIP SR. Diagnosticeringskittet bør derfor udgå af listen over hurtige test til får og geder. Bilag X, kapitel C, punkt 4, andet afsnit, fjerde led, bør derfor udgå.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag IV og X til forordning (EF) nr. 999/2001 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1.

(2)  Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr (EUT L 328 af 24.11.2006, s. 14).


BILAG

I bilag IV og X til forordning (EF) nr. 999/2001 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag IV, kapitel IV, foretages følgende ændringer:

a)

Afsnit A, litra a), affattes således:

»a)

Fiskemelet skal fremstilles i forarbejdningsanlæg, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af produkter fra:

i)

vanddyr, bortset fra havpattedyr

ii)

andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end dem, der er omfattet af definitionen af »vanddyr« i artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/88/EF, eller

iii)

søstjerner af arten Asterias rubens, der er høstet i et produktionsområde som defineret i punkt 2.5 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004 og klassificeret i overensstemmelse hermed.«

b)

Afsnit E, litra a), affattes således:

»a)

Fiskemelet, der anvendes i mælkeerstatninger, skal fremstilles i forarbejdningsanlæg, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af produkter fra:

i)

vanddyr, bortset fra havpattedyr

ii)

andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end dem, der er omfattet af definitionen af »vanddyr« i artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/88/EF, eller

iii)

søstjerner af arten Asterias rubens, der er høstet i et produktionsområde som defineret i punkt 2.5 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004 og klassificeret i overensstemmelse hermed.

Fiskemelet, der anvendes i mælkeerstatninger, skal opfylde de almindelige betingelser i kapitel III.«

2)

I bilag X udgår kapitel C, punkt 4, andet afsnit, fjerde led.