29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/41

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der sigter mod at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at sådanne børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt fjernede eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som der regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for EU-medlemsstaterne og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

San Marino deponerede den 14. december 2006 sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for San Marino den 1. marts 2007.

(11)

Med undtagelse af Kroatien, Danmark, Nederlandene, Portugal og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i San Marino blevet konkluderet, at Kroatien, Nederlandene, Portugal og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Kroatien, Nederlandene, Portugal og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige EU-medlemsstater, som allerede har accepteret San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —