17.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 266/19


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/1870

af 16. oktober 2017

om offentliggørelse af henvisningen til den europæiske standard for elektronisk fakturering og listen over syntakser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud (1), særlig artikel 3,2, og artikel 11,2, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Direktiv 2014/55/EU har til formål at fremme indførelsen af elektronisk fakturering inden for offentlige udbud ved at sikre en semantisk interoperabilitet og forbedre retssikkerheden. Fordelene ved elektronisk fakturering maksimeres, når genereringen, afsendelsen, transmissionen, modtagelsen og behandlingen af en faktura kan automatiseres fuldstændigt. Anvendelsen af en fælles europæisk standard for elektronisk fakturering og identificering af en begrænset liste over syntakser er en garanti for, at disse fordele opnås i forbindelse med det indre marked.

(2)

Kommissionen anmodede i henhold til artikel 3 i direktiv 2014/55/EU de europæiske standardiseringsorganer om at udarbejde den europæiske standard for elektronisk fakturering og leverancer i tilknytning hertil, hvoraf den vigtigste er listen over syntakser, baseret på standardiseringsanmodningen af 10. december 2014, C(2014) 7912 final (2).

(3)

Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) udstedte den 28. juni 2017 den europæiske standard EN 16931-1:2017, Elektronisk fakturering — Del 1: Semantisk datamodel for grundelementerne i en elektronisk faktura og liste over syntakser CEN/TS 16931-2:2017, Elektronisk fakturering — Del 2: Liste over syntakser, der opfylder EN 16931-1, i henhold til CEN-systemet for klassificering.

(4)

De tilknyttede leverancer, der er udviklet af CEN og tilsigter at støtte gennemførelsen af den europæiske standard om elektronisk fakturering, er tilgængelige på Den Europæiske Standardiseringsorganisations hjemmeside.

(5)

Kommissionen har foretaget en test af den praktiske anvendelse for en slutbruger af den europæiske standard om elektronisk fakturering i overensstemmelse med artikel 3,1, femte afsnit, i direktiv 2014/55/EU. Testen viste, at den europæiske standard EN 16931-1:2017 er egnet til formålet og opfylder kriterierne i artikel 3,1, andet afsnit, i direktiv 2014/55/EU og særlig kriterierne for anvendelighed, brugervenlighed og de mulige implementeringsomkostninger. Rapporten over resultatet af testen blev indgivet til Europa-Parlamentet og Rådet den 11. oktober 2017.

(6)

For at sikre, at elektroniske fakturaer modtages og behandles i overensstemmelse med den europæiske standard for elektronisk fakturering og dertil knyttede syntakser så hurtigt som muligt, bør denne afgørelse træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(7)

Henvisningen til standard EN 16931-1:2017, Elektronisk fakturering — Del 1: Semantisk datamodel for grundelementerne i en elektronisk faktura og liste over syntakser CEN/TS 16931-2:2017, Elektronisk fakturering — Del 2 bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Henvisningen til den europæiske standard om elektronisk fakturering EN 16931-1:2017, Elektronisk fakturering — Del 1: Semantisk datamodel for grundelementerne i en elektronisk faktura og liste over syntakser med reference »CEN/TS 16931-2:2017, Elektronisk fakturering — Del 2: Liste over syntakser, der opfylder EN 16931-1«, som fastsat i bilaget til denne afgørelse, offentliggøres hermed.

Artikel 2

18. april 2019 er fristen for at iværksætte de tiltag, der henvises til i artikel 11,2, første afsnit, i direktiv 2014/55/EU.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. oktober 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 133 af 6.5.2014, s. 1.

(2)  Commission Implementing Decision C(2014) 7912 final of 10. December 2014 on a standardisation request to the European standardisation organisations as regards a European standard on electronic invoicing and a set of ancillary standardisation deliverables pursuant to Regulation (EU) No 1025/2012 of the European Parliament and of the Council (M/528).


BILAG

LISTE OVER SYNTAKSER

Listen over syntakser, der er nævnt i artikel 3,2, i direktiv 2014/55/EU, er udarbejdet af CEN i bestemmelse 7 i CEN/TS 16931-2:2017 og offentliggjort den 28. juni 2017.

De to syntakser er:

1.

UN/CEFACT Cross Industry Invoice XML-meddelelse som angivet i XML-skemaer 16B (SCRDM — CII) (1).

2.

UBL-faktura og kreditnotameddelelser som angivet i ISO/IEC 19845:2015 (2).


(1)  Disse dokumenter stilles til rådighed af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (United Nations Economic Commission for Europe (UNECE)) på http://www.unece.org/cefact/xml_schemas/index

(2)  Disse dokumenter stilles til rådighed af Oasis UBL (Universal Business Language) på http://docs.oasis-open.org/ubl/cs1-UBL-2.1/UBL-2.1.pdf