21.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 286/32


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/1867

af 20. oktober 2016

om ændring af bilaget til forordning (EF) nr. 3199/93 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (1), særlig artikel 27, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 27, stk. 1, litra a), i direktiv 92/83/EØF skal medlemsstaterne punktafgiftsfritage alkohol, der er blevet fuldstændig denatureret i overensstemmelse med en medlemsstats forskrifter, når sådanne forskrifter er behørigt anmeldt og godkendt i overensstemmelse med stk. 3 og 4 i nævnte artikel.

(2)

Denatureringsmidler, som agtes anvendt i den enkelte medlemsstat med henblik på fuldstændig denaturering af alkohol i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, litra a), i direktiv 92/83/EØF er beskrevet i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 3199/93 (2).

(3)

Med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 162/2013 (3) blev der indført en fælles fremgangsmåde til fuldstændig denaturering af alkohol. Den fælles fremgangsmåde omfatter anvendelsen pr. hektoliter absolut ethanol af tre liter isopropylalkohol (IPA), tre liter methylethylketon (MEK) og ét gram denatoniumbenzoat. Formålet med den fælles fremgangsmåde var at erstatte adskillige nationale fremgangsmåder for denaturering med henblik på at forhindre svig, unddragelse og misbrug.

(4)

Selv om det anerkendes, at den fælles fremgangsmåde for denaturering er driftssikker og effektiv til at bekæmpe svindel, alt imens den forebygger utilsigtet eller forsætligt indtag, er den ikke blevet anvendt i langt de fleste industrielle sammenhænge, primært på grund af denne fremgangsmådens højere omkostninger sammenlignet med nationale fremgangsmåder for denaturering. Det store antal nationale fremgangsmåder for denaturering svækker mulighederne for at føre effektivt tilsyn og muliggør svindel.

(5)

Gennem drøftelser med de kompetente myndigheder og under hensyntagen til branchens synspunkter er der opnået enighed om én fælles fremgangsmåde for denaturering. Denne fremgangsmåde medfører lavere omkostninger, eftersom den reducerer den krævede mængde af isopropylalkohol (IPA), methylethylketon (MEK) og denatoniumbenzoat pr. hektoliter absolut ethanol, samtidig med at den garanterer et tilstrækkeligt forebyggelsesniveau.

(6)

Følgelig bør alle nationale fremgangsmåder for denaturering udgå af bilaget til forordning (EF) nr. 3199/93. Ved fortsat benyttelse af nationale fremgangsmåder for denaturering er medlemsstaterne underlagt betingelserne i artikel 27, stk. 1, litra b), i direktiv 92/83/EØF, som fastsætter en undtagelse fra harmoniserede punktafgifter for denatureret alkohol, som anvendes til fremstilling af produkter, der ikke er bestemt til konsum.

(7)

Kommissionen har underrettet de øvrige medlemsstater om alle meddelelser, jf. artikel 27, stk. 3, i direktiv 92/83/EØS.

(8)

Der er ikke rejst indsigelse, jf. artikel 27, stk. 4, i direktiv 92/83/EØF, i forbindelse med de meddelte forskrifter.

(9)

Der bør indrømmes branchen en rimelig frist til at tilpasse sig den nye fælles fremgangsmåde for denaturering og til at opfylde sine kontraktlige forpligtelser.

(10)

Forordning (EF) nr. 3199/93 bør derfor ændres.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget om Punktafgifter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EF) nr. 3199/93 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. august 2017.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. oktober 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 316 af 31.10.1992, s. 21.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 3199/93 af 22. november 1993 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift (EFT L 288 af 23.11.1993, s. 12).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 162/2013 af 21. februar 2013 om ændring af bilaget til forordning (EF) nr. 3199/93 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift (EUT L 49 af 22.2.2013, s. 55).


BILAG

»BILAG

1.

Liste over produkter med deres Chemical Abstracts Service (CAS) registreringsnummer, som er godkendt til fuldstændig denaturering af alkohol.

Denatoniumbenzoat

CAS: 3734-33-6

Isopropylalkohol (IPA)

CAS: 67-63-0

Methylethylketon (butanon) (MEK)

CAS: 78-93-3

2.

Der findes synonymer for de godkendte produkter på forskellige officielle EU-sprog i databasen ECICS (den europæiske toldfortegnelse over kemiske stoffer).

3.

Udtrykket »absolut ethanol« anvendes i bilaget i overensstemmelse med den terminologi, der anvendes af Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi (IUPAC).

4.

Den fælles fremgangsmåde for denaturering, som anvendes i alle medlemsstater for fuldstændig denatureret alkohol:

Pr. hektoliter absolut ethanol tilsættes følgende stoffer:

1,0 liter isopropylalkohol (IPA)

1,0 liter methylethylketon (MEK)

1,0 gram denatoniumbenzoat.

5.

Den denaturerede alkohol kan tilsættes et farvestof for at give den en karakteristisk farve, hvilket gør den umiddelbart identificerbar.«