1.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 144/21


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/861

af 18. februar 2016

om berigtigelse af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 528/2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende andre risici end deltarisiko ved optioner i den standardiserede markedsrisikometode og om berigtigelse af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kvalitative og passende kvantitative kriterier til identifikation af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutters risikoprofil

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (1), særlig artikel 94, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (2), særlig artikel 329, stk. 3, tredje afsnit, artikel 352, stk. 6, tredje afsnit, og artikel 358, stk. 4, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 329, stk. 3, artikel 352, stk. 6, tredje afsnit, og artikel 358, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013 skal Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) udarbejde en række metoder til i kapitalgrundlagskravene til institutter at afspejle andre risici end deltarisikoen på en måde, der står i et rimeligt forhold til omfanget og kompleksiteten af institutternes aktiviteter i optioner og warrants. EBA udarbejdede således udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder herom, som Kommissionen godkendte og vedtog ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 528/2014 (3).

(2)

Det kræves i de rammer for tilsyn, som er fastlagt ved direktiv 2013/36/EU, at alle institutter skal identificere de medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutternes risikoprofil. EBA udarbejdede i henhold til artikel 94, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder herom, som Kommissionen godkendte og vedtog ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 (4).

(3)

I delegeret forordning (EU) nr. 528/2014 og delegeret forordning (EU) nr. 604/2014 er der nogle fejl, som det er nødvendigt at berigtige.

(4)

Den forenklede metode i henhold til delegeret forordning (EU) nr. 528/2014 bør kun gælde for institutter, der udelukkende køber optioner og warrants, men de bør ikke være forpligtet til at anvende denne metode. Derfor bør artikel 2 i delegeret forordning (EU) nr. 528/2014 berigtiges, idet den i den engelske sprogudgave forpligter sådanne institutter til at anvende den forenklede metode og ikke afholder andre institutter fra også at anvende metoden.

(5)

Artikel 4, stk. 1, litra c), i delegeret forordning (EU) nr. 604/2014 bør ændres, så medarbejdere, hvis samlede aflønning placerer dem i samme aflønningsinterval som medlemmer af den daglige ledelse og risikotagere, anses for »væsentlige risikotagere«, dvs. at deres arbejde har væsentlig indflydelse på instituttets risikoprofil.

(6)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som EBA har forelagt Kommissionen.

(7)

EBA afholdt åbne offentlige høringer om det oprindelige udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning berigtiger, analyserede de potentielle omkostninger og fordele samt indhentede en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (5).

(8)

For at sikre, at de reguleringsmæssige tekniske standarder kan finde korrekt anvendelse hurtigst muligt, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Berigtigelse af delegeret forordning (EU) nr. 528/2014

Artikel 2 i delegeret forordning (EU) nr. 528/2014 affattes således:

»Artikel 2

»Kun institutter, som udelukkende køber optioner og warrants, må benytte den forenklede metode.«

Artikel 2

Berigtigelse af delegeret forordning (EU) nr. 604/2014

Artikel 4, stk. 1, litra c), i delegeret forordning (EU) nr. 604/2014 affattes således:

»c)

medarbejderen blev i det foregående regnskabsår tildelt en samlet aflønning, der er lig med eller højere end den laveste samlede aflønning, der blev tildelt i det pågældende regnskabsår til et medlem af den daglige ledelse eller til en medarbejder, som opfylder et af kriterierne i artikel 3, nr. 1), 5), 6), 8), 11), 12), 13) eller 14).«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.

(2)  EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 528/2014 af 12. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende andre risici end deltarisiko ved optioner i den standardiserede markedsrisikometode (EUT L 148 af 20.5.2014, s. 29).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 af 4. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kvalitative og passende kvantitative kriterier til identifikation af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutters risikoprofil (EUT L 167 af 6.6.2014, s. 30).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).