24.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/115


RÅDETS FORORDNING (EU) 2016/795

af 11. april 2016

om ændring af forordning (EU) nr. 1370/2013 om foranstaltninger til fastsættelse af støtte og restitutioner i forbindelse med den fælles markedsordning for landbrugsprodukter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Traktatens artikel 43, stk. 3, foreskriver, at Rådet på forslag af Kommissionen vedtager foranstaltninger vedrørende fastsættelse af støtte.

(2)

Artikel 5 og 6 i Rådets forordning (EU) nr. 1370/2013 (1) fastsætter størrelsen af EU-støtten til skolefrugt- og grøntsagsordningen og skolemælksordningen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (2), fastlægger visse regler for støttens omfang og dens tildeling til medlemsstaterne til skolefrugt- og grøntsagsordningen samt fastsætter den maksimale mængde produkter, der er berettiget til støtte i forbindelse med skolemælksordningen.

(3)

I del II, afsnit I, kapitel II, afdeling 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/791 (3) fastsættes en ny fælles ramme for EU-støtten til uddeling af frugter og grøntsager, forarbejdede frugter og grøntsager og friske produkter fra banansektoren (»skolefrugt- og grøntsager«) og af mælk og mejeriprodukter (»skolemælk«) til børn i uddannelsesinstitutioner (»skoleordningen«).

(4)

I forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsættes bestemmelser om EU-støtte til pædagogiske ledsageforanstaltninger til støtte for levering og uddeling af skolefrugt- og grøntsager og skolemælk samt bestemmelser om EU-støtte til dækning af visse omkostninger til levering og uddeling. For at sikre en forsvarlig budgetforvaltning bør der fastsættes en maksimal EU-støtte til finansiering af disse pædagogiske ledsageforanstaltninger og dermed forbundne omkostninger.

(5)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter bestemmelser om EU-støtte til levering og uddeling af konsummælk og laktosefri versioner heraf til børn i uddannelsesinstitutioner og tillader medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser om uddeling af visse mejeriprodukter bortset fra konsummælk samt produkter anført i bilag V til nævnte forordning. Selv om forordning (EU) nr. 1308/2013 ikke fastsætter en maksimal EU-støtte til landbrugsprodukter, begrænser den EU-støtte til mælkekomponenten i de ikkelandbrugsprodukter, der er opført i bilag V til nævnte forordning. For at sikre, at støtten fungerer korrekt, og for at sikre en fleksibel administration af skoleordningen bør den maksimale EU-støtte til den pågældende mælkekomponent fastsættes.

(6)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter den samlede årlige EU-støtte til Unionen som helhed og opstiller objektive kriterier for fordeling af dette samlede beløb mellem medlemsstaterne. Årlige vejledende fordelinger bør derfor fastsættes for hver medlemsstat. For at medlemsstater med en begrænset befolkningsstørrelse kan gennemføre en omkostningseffektiv ordning, bør der fastsættes et mindstebeløb for den EU-støtte, som medlemsstaterne er berettiget til. Eftersom Kroatien tiltrådte Unionen den 1. juli 2013, bør kriteriet om den hidtidige anvendelse af EU-støtte til uddeling af mælk og mejeriprodukter til børn ikke finde anvendelse før den 1. august 2023.

(7)

For at sikre, at EU-midlerne anvendes effektivt og målrettet, bør der inden for de i forordning (EU) nr. 1308/2013 omhandlede begrænsninger fastsættes bestemmelser om enten hel eller delvis omfordeling til andre medlemsstater af vejledende fordelinger, som medlemsstaterne ikke har ansøgt om, uden at overskride den samlede årlige grænse for EU-støtte, jf. forordning (EU) nr. 1308/2013.

(8)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser vedrørende: fastsættelse af den maksimale EU-støtte pr. kategori af relaterede udgifter; fastsættelse efter en seksårig overgangsperiode af vejledende tildeling af EU-støtte til hver medlemsstat; fastsættelse om nødvendigt og efter vurdering af nye vejledende tildelinger; de fornødne foranstaltninger for omfordelingen af de vejledende tildelinger mellem medlemsstaterne; og fastsættelsen af endelige tildelinger til hver medlemsstat. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4).

(9)

Forordning (EU) nr. 1370/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. Under hensyntagen til hvornår skoleåret begynder, bør de nye regler anvendes fra den 1. august 2017 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer af forordning (EU) nr. 1370/2013

Forordning (EU) nr. 1370/2013 ændres således:

1)

Artikel 5 og 6 affattes således:

»Artikel 5

Støtte til uddeling af skolefrugt og -grøntsager og skolemælk, pædagogiske ledsageforanstaltninger og dermed forbundne omkostninger

1.   EU-støtte til finansiering af pædagogiske ledsageforanstaltninger som omhandlet i artikel 23, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 1308/2013 må ikke overstige 15 % af medlemsstaternes årlige endelige tildelinger, jf. denne artikels stk. 6.

2.   EU-støtte til dermed forbundne omkostninger som omhandlet i artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1308/2013 må i alt ikke overstige 10 % af medlemsstaternes årlige endelige tildelinger, jf. denne artikels stk. 6.

Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, som fastsætter den maksimale EU-støtte pr. kategori af sådanne omkostninger som en procentdel af medlemsstaternes årlige endelige tildelinger eller som en procentdel af omkostningerne til de berørte produkter.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i denne forordnings artikel 15, stk. 2.

3.   EU-støtten til mælkekomponenten i produkterne omhandlet i artikel 23, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1308/2013 må ikke overstige 27 EUR pr. 100 kg.

4.   Støtten omhandlet i artikel 23, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal tildeles hver medlemsstat i overensstemmelse med dette stykke og under hensyntagen til kriterierne fastsat i artikel 23a, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

Fra den 1. august 2017 indtil den 31. juli 2023 bør de vejledende tildelinger af støtten, jf. artikel 23a, stk. 1, andet afsnit, litra a) og b), i forordning (EU) nr. 1308/2013, for hver medlemsstat fastsættes i bilag I. I den pågældende periode finder artikel 23a, stk. 2, første afsnit, litra c), i forordning (EU) nr. 1308/2013 ikke anvendelse på Kroatien.

Fra den 1. august 2023 skal Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, som på grundlag af kriterierne i artikel 23a, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter de vejledende tildelinger til hver medlemsstat af støtten omhandlet i artikel 23a, stk. 1, andet afsnit, litra a) og b), i nævnte forordning. Medlemsstaterne skal dog hver modtage mindst 290 000 EUR i EU-støtte til uddeling af skolefrugt og -grøntsager og mindst 193 000 EUR i EU-støtte til uddeling af skolemælk som fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

Kommissionen skal efterfølgende mindst hvert tredje år vurdere, om disse vejledende tildelinger fortsat stemmer overens med kriterierne i artikel 23a, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013. Kommissionen vedtager om nødvendigt gennemførelsesretsakter, der fastsætter nye vejledende tildelinger.

De i dette stykke omhandlede gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2, i denne forordning.

5.   Hvis en medlemsstat for et givent år ikke har indgivet en ansøgning om EU-støtte i overensstemmelse med artikel 23a, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013, eller kun har ansøgt om en del af dens vejledende tildeling, jf. denne artikels stk. 4, skal Kommissionen omfordele den vejledende tildeling eller den del, som der ikke er ansøgt om, til de medlemsstater, som har meddelt den, at de er villige til at anvende mere end deres vejledende tildeling.

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter de fornødne foranstaltninger for at foretage en sådan omfordeling, som skal baseres på kriteriet i artikel 23a, stk. 2, første afsnit, litra a), i forordning (EU) nr. 1308/2013 og begrænses i henhold til anvendelsen af den endelige tildeling af EU-støtte, jf. stk. 6 i denne artikel, i den pågældende medlemsstat for det skoleår, som afsluttedes forud for den årlige ansøgning om EU-støtte.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2, i denne forordning.

6.   Efter ansøgningerne indgivet af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 23a, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013 vedtager Kommissionen hvert år gennemførelsesretsakter, som fastsætter den endelige tildeling af støtte til skolefrugt og -grøntsager og skolemælk mellem de deltagende medlemsstater inden for de grænser, der er fastsat i artikel 23a, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013, under hensyntagen til overførslerne omhandlet i artikel 23a, stk. 4, i nævnte forordning.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2, i denne forordning.«

(2)

Følgende bilag indsættes:

»BILAG I

VEJLEDENDE FORDELINGER

for perioden den 1. august 2017 til den 31. juli 2023

(som omhandlet i artikel 5, stk. 4, andet afsnit)

Medlemsstaterne

Vejledende tildelinger til skolefrugt og -grøntsager

Vejledende tildelinger til skolemælk

Belgien

3 367 930

1 650 729

Bulgarien

2 093 779

1 020 451

Tjekkiet

3 123 230

1 600 707

Danmark

1 807 661

1 460 645

Tyskland

19 696 932

9 404 154

Estland

439 163

700 309

Irland

1 757 779

900 398

Grækenland

3 218 885

1 550 685

Spanien

12 932 647

6 302 784

Frankrig

22 488 086

12 625 577

Kroatien

1 360 232

800 354

Italien

16 711 302

8 003 535

Cypern

290 000

500 221

Letland

633 672

700 309

Litauen

900 888

1 032 456

Luxembourg

290 000

193 000

Ungarn

3 029 587

1 756 776

Malta

290 000

193 000

Nederlandene

5 431 641

2 401 061

Østrig

2 238 064

1 100 486

Polen

11 639 985

10 204 507

Portugal

3 283 397

2 220 981

Rumænien

6 866 848

10 399 594

Slovenien

554 020

320 141

Slovakiet

1 708 720

900 398

Finland

1 599 047

3 824 689

Sverige

2 854 972

8 427 723

Det Forenede Kongerige

19 391 534

9 804 331

I alt

150 000 000

100 000 000 «

3)

Bilaget angives som »Bilag II«.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. august 2017.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 11. april 2016.

På Rådets vegne

M.H.P. VAN DAM

Formand


(1)  Rådets forordning (EU) nr. 1370/2013 af 16. december 2013 om foranstaltninger til fastsættelse af støtte og restitutioner i forbindelse med den fælles markedsordning for landbrugsprodukter (EUT L 346 af 20.12.2013, s. 12).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/791 af 11. maj 2016 om ændring af forordning (EU) nr. 1308/2013 og (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår støtteordningen for uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i uddannelsesinstitutioner (se side 1 i denne EUT).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).