20.3.2015 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 76/42 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/463
af 19. marts 2015
om ændring af bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår polyvinylalkohol (E 1203)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 14,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2), særlig artikel 7, stk. 5, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (3) er der fastlagt specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer, der er opført i bilag II og III til forordning (EF) nr. 1333/2008. |
(2) |
Disse specifikationer kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008, enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning. |
(3) |
Der blev den 7. september 2011 indgivet en ansøgning om ændring af specifikationerne vedrørende fødevaretilsætningsstoffet polyvinylalkohol (E 1203). Ansøgningen er blevet forelagt medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008. |
(4) |
Den nuværende specifikation vedrørende opløselighed for fødevaretilsætningsstoffet polyvinylalkohol (E 1203) hedder: »Opløseligt i vand; svagt opløseligt i ethanol«. Institut for Sundheds- og Forbrugerbeskyttelse (IHCP) under Kommissionens Fælles Forskningscenter har gennemført undersøgelser (4) af polyvinylalkohols opløselighed med henblik på ajourføring af oplysningerne om opløselighed i de eksisterende EU-specifikationer for så vidt angår stoffets opløselighed i ethanol. |
(5) |
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) har evalueret resultaterne af opløselighedstesten med polyvinylalkohol udført af IHCP samt oplysningerne fra ansøgeren (5). Efter autoritetens opfattelse har ændringen af specifikationen for opløseligheden af polyvinylalkohol i ethanol ikke nogen virkninger for sikkerheden ved anvendelse af polyvinylalkohol som fødevaretilsætningsstof. |
(6) |
Under hensyntagen til den indsendte ansøgning, undersøgelserne gennemført af IHCP og den evaluering, der er foretaget af autoriteten, bør beskrivelsen af opløseligheden af fødevaretilsætningsstoffet polyvinylalkohol (E 1203) i ethanol (≥ 99,8 %) ændres til »praktisk taget uopløseligt eller uopløseligt«. |
(7) |
Forordning (EU) nr. 231/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(8) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2015.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.
(2) EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.
(3) Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 af 9. marts 2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (EUT L 83 af 22.3.2012, s. 1).
(4) João F. A. Lopes and Catherine Simoneau, 2014. Solubility of Polyvinyl Alcohol in Ethanol. EFSA supporting publication 2014:EN-660, 20 s.
(5) EFSA Journal 2014;12(9):3820.
BILAG
I oplysningerne i bilaget til forordning (EU) nr. 2318/2012 vedrørende polyvinylalkohol (E 1203) affattes specifikationen for opløselighed således:
»Opløselighed |
Opløseligt i vand; praktisk taget uopløseligt eller uopløseligt i ethanol (≥ 99,8 %)« |