(1)

I henhold til direktiv 2014/59/EU skal medlemsstaterne etablere afviklingsfinansieringsordninger for at sikre, at afviklingsmyndigheden på effektiv vis kan anvende afviklingsværktøjer og -beføjelser. Sådanne afviklingsfinansieringsordninger bør have tilstrækkelige finansielle ressourcer til, at afviklingsrammerne kan fungere effektivt, og har derfor beføjelse til at opkræve ex ante-bidrag hos de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område, herunder EU-filialer (»institutter«).

(2)

Medlemsstaterne er forpligtet til at opkræve ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger ikke alene hos institutter, men også hos EU-filialer, jf. nævnte direktivs artikel 103, stk. 1. EU-filialer er også omfattet af Kommissionens beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, jf. nævnte direktivs artikel 103, stk. 7 og 8. I henhold til artikel 47 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (2) falder tilsynskravene for og den tilsynsmæssige behandling af EU-filialer dog ind under medlemsstaternes ansvarsområde, og derfor bør mange af risikojusteringsparametrene i denne delegerede forordning ikke anvendes direkte på EU-filialerne. Selv om EU-filialer ikke falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, kan de gøres til genstand for en særlig ordning, som Kommissionen indfører ved en fremtidig delegeret retsakt.

(3)

I henhold til artikel 6, 15, 16, 95 og 96 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (3) er visse investeringsselskaber, som kun har fået meddelt tilladelse til at levere begrænsede tjenester og udøve begrænsede aktiviteter, ikke omfattet af visse kapital- og likviditetskrav eller kan fritages for dem. Derfor finder mange af de risikojusteringsparametre, der bør fastlægges, ikke anvendelse på dem. Selv om medlemsstaterne er forpligtet til at opkræve ex ante-bidrag hos disse investeringsselskaber, jf. artikel 103, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, bør beføjelsen til at træffe nærmere bestemmelser om risikojusteringen overlades til medlemsstaterne for ikke at pålægge disse selskaber en uforholdsmæssig stor byrde. Nævnte investeringsselskaber bør derfor ikke falde ind under denne forordnings anvendelsesområde.

(4)

I henhold til artikel 102, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU bør medlemsstaterne sikre, at deres finansieringsordninger i løbet af en periode at regne fra direktivets ikrafttræden og indtil den 31. december 2024 når op på at råde over finansielle midler svarende til mindst 1 % af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område. I nævnte periode bør bidragene til finansieringsordningerne fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil målniveauet er nået, med behørig hensyntagen til konjunkturfasen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på de bidragydende institutters finansielle stilling.

(5)

I henhold til artikel 103, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU skal der opkræves bidrag mindst én gang om året for at nå det målniveau, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 102. I henhold til artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU bør det årlige bidrag afspejle et instituts størrelse, idet bidraget bør baseres på et fast beløb, der er bestemt på grundlag af nævnte instituts passiver (»årligt basisbidrag«); derefter afspejler bidraget risikoniveauet for et givet instituts relevante aktiviteter, idet det årlige basisbidrag bør afpasses forholdsmæssigt efter nævnte instituts risikoprofil (»supplerende risikojustering«). En første indikator for den risiko, som et givet institut indebærer, er instituttets størrelse. Jo større et givet institut er, desto mere sandsynligt er det, at afviklingsmyndigheden i en stresssituation ud fra almene hensyn vil anse det for nødvendigt at afvikle instituttet og at anvende afviklingsfinansieringsordningen til at sikre, at afviklingsværktøjerne anvendes på effektiv vis.

(6)

For at fastsætte, hvordan afviklingsmyndighederne bør afpasse bidragene forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil, er det nødvendigt at præcisere de risikosøjler og -indikatorer, som bør anvendes til at bestemme institutternes risikoprofil, mekanismen for anvendelse af risikojusteringen på det årlige basisbidrag og det årlige basisbidrag som udgangspunktet for risikojusteringen. Sådanne elementer, som skal supplere de risikokriterier, der er omhandlet i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, bør etableres således, at medlemsstaterne forbliver ligestillede og det indre marked solidt, hvilket skal ske ved at undgå forskelle mellem medlemsstaternes tilgang til beregning af bidragene til deres respektive afviklingsfinansieringsordninger. På den måde bliver de bidrag, som institutterne betaler til afviklingsfinansieringsordningerne, sammenlignelige og forudsigelige for alle banktyper, hvilket er af stor betydning for lige vilkår i det indre marked.

(7)

I henhold til artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (4) anses Den Fælles Afviklingsinstans (»Afviklingsinstansen«), oprettet ved nævnte forordnings artikel 42, stk. 1, ved anvendelsen af nævnte forordning og direktiv 2014/59/EU for at være den relevante nationale afviklingsmyndighed, hvis den udfører opgaver eller udøver beføjelser, som i henhold til nævnte direktiv skal udføres eller varetages af den nationale afviklingsmyndighed. Ved artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014 tillægges Afviklingsinstansen beføjelse til at beregne institutternes bidrag til Den Fælles Afviklingsfond, der ved anvendelse af nærværende forordning, baseret på artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, skal erstatte finansieringsordningerne i de medlemsstater, som deltager i Den Fælles Afviklingsmekanisme, fra den 1. januar 2016, og derfor bør begrebet afviklingsmyndighed i nærværende forordning også omfatte Afviklingsinstansen.

(8)

Beregning af bidrag på individuelt niveau ville, i forbindelse med koncerner, ved fastsættelsen af de forskellige koncernenheders årlige basisbidrag føre til dobbelttælling af visse passiver, idet de passiver, der er tilknyttet de aftaler, som enhederne i samme koncern indgår med hinanden, udgør en del af passiver i alt, som skal tages i betragtning ved fastsættelsen af de enkelte koncernenheders basisbidrag. Derfor bør fastsættelsen af det årlige basisbidrag præciseres nærmere i forbindelse med koncerner for at afspejle koncernenhedernes indbyrdes forbundethed og undgå dobbelttælling af koncerninterne eksponeringer. For at sikre lige vilkår for enheder, som er en del af en koncern, og institutter, som er medlemmer af den samme institutsikringsordning eller er permanent tilknyttet det samme centrale organ, bør sidstnævnte behandles på samme måde.

(9)

Ved beregning af en koncernenheds årlige basisbidrag bør passiver i alt, der skal tages i betragtning, ikke omfatte passiver, der er tilknyttet aftaler, som den pågældende koncernenhed har indgået med andre enheder, som er en del af samme koncern. En sådan udelukkelse bør dog kun være mulig, hvis den enkelte koncernenhed er etableret i Unionen, i fuldt omfang er underlagt den samme konsolidering, er omfattet af passende centraliserede procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol, og hvis der ikke er nuværende eller forudsete væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for umiddelbar tilbagebetaling af de relevante passiver, når de forfalder. Dette burde forhindre, at passiver udelukkes fra bidragenes beregningsgrundlag, hvis der ikke er garanti for, at koncerninterne udlånseksponeringer er dækket, i tilfælde af at koncernens finansielle situation forværres. For at undgå, at udelukkelse af koncerninterne passiver begunstiger koncernenheder, som er omfattet af denne udelukkelse, bør en sådan udelukkelse heller ikke gøre det muligt for de berørte institutter at drage fordel af den forenklede bidragsordning for små institutter, hvis et givet institut efter udelukkelse af koncerninterne passiver ville have adgang til den forenklede ordning. For at sikre lige vilkår for enheder, som er en del af en koncern, og institutter, som er medlemmer af samme institutsikringsordning eller er permanent tilknyttet samme centrale organ, bør sidstnævnte behandles på samme måde.

(10)

Uanset reglen om, at bidrag bør beregnes på individuelt niveau, bør reglerne om ex ante-bidrag i forbindelse med et centralt organ, hvis tilknyttede kreditinstitutter helt eller delvist er undtaget fra tilsynskrav i henhold til national lovgivning, jf. artikel 10 i forordning (EU) nr. 575/2013, kun finde anvendelse på det centrale organ og de tilknyttede kreditinstitutter som en helhed på konsolideret grundlag, idet det centrale organs og alle de tilknyttede institutters solvens og likviditet overvåges som en helhed på grundlag af institutternes konsoliderede regnskaber.

(11)

Fastsættelsen af det årlige basisbidrag bør også præciseres nærmere i forbindelse med finansielle markedsinfrastrukturer (»FMI'er«). Visse FMI'er, f.eks. centrale modparter (»CCP'er«) eller værdipapircentraler (»CSD'er«), meddeles også tilladelse som kreditinstitutter. Visse CSD'er leverer navnlig banklignende tjenesteydelser, som er accessoriske i forhold til deres aktiviteter som markedsinfrastrukturer. I modsætning til kreditinstitutter har CSD'er ikke dækkede indskud, men snarere intradagmidler eller dag-til-dag-indeståender, som hidrører fra afviklingen af de værdipapirtransaktioner, de leverer til finansielle institutioner eller centralbanker. Disse resulterer generelt ikke i kontantbeholdninger, som kan sidestilles med finansiering, der tilvejebringes med henblik på at udføre bankaktiviteter. Da de banklignende tjenesteydelser, som FMI'er yder, er accessoriske i forhold til FMI'ernes hovedaktiviteter, som er clearing eller afvikling, i forbindelse med hvilke nævnte enheder er underlagt strenge tilsynskrav i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (5) og (EU) nr. 909/2014 (6) samt de relevante bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, og da FMI'ernes forretningsmodel ikke indebærer risici, som kan sammenlignes med et kreditinstituts risici, bør der kun tages hensyn til de passiver, der er forbundet med enheders banklignende aktiviteter, ved fastsættelsen af deres passiver i alt med henblik på beregning af deres årlige basisbidrag.

(12)

Den regnskabsmæssige behandling af derivater er ikke harmoniseret i Unionen i forhold til individuelle regnskaber, hvilket derfor kunne få indflydelse på omfanget af de passiver, som skal tages i betragtning ved beregningen af de enkelte bankers bidrag. Den metode til beregning af gearingsgraden, som er omhandlet i artikel 429, stk. 6 og 7, i forordning (EU) nr. 575/2013, finder anvendelse på alle banker og sikrer, at samme derivataftale, og navnlig nettingen mellem derivataftaler, betragtes på samme måde, uanset hvilke regnskabsmæssige bestemmelser den pågældende bank er undergivet. For at sikre harmoniseret behandling af derivater ved fastsættelsen af det årlige basisbidrag bør derivater derfor, idet der tages højde for sammenligneligheden af deres værdiansættelse institutterne imellem og for lige vilkår i hele Unionen, værdiansættes i overensstemmelse med artikel 429, stk. 6 og 7, i forordning (EU) nr. 575/2013. For at sikre en forudsigelig værdiansættelse af derivater i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 bør det dog sikres, at en sådan værdiansættelse ikke kan føre til en værdi, som udgør mindre end 75 % af de berørte derivaters værdi i henhold til de relevante regnskabsmæssige bestemmelser.

(13)

Visse kreditinstitutter er støttebanker, som har til formål at fremme de samfundsmæssige målsætninger for centralregeringen eller en regional eller lokal myndighed i en medlemsstat hovedsagelig ved at yde støttelån på ikkekonkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje. De lån, som sådanne institutter yder, er direkte eller indirekte delvist garanteret af centralregeringen eller den regionale eller lokale myndighed. Støttelån ydes på ikkekonkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje med henblik på at fremme samfundsmæssige målsætninger for Unionen eller centralregeringen eller en regional myndighed i en medlemsstat. Støttelån ydes til tider gennem et andet institut som formidler (pass through-lån). I sådanne tilfælde modtager det formidlende kreditinstitut støttelån fra en multilateral udviklingsbank eller enhed i den offentlige sektor og yder dem til andre kreditinstitutter, som yder dem til slutkunderne. Da de formidlende kreditinstitutter videregiver den likviditet, der er forbundet med disse lån fra den oprindelige støttebank, til et udlånsinstitut eller et andet formidlende institut, bør sådanne passiver ikke medregnes i passiver alt, som skal tages i betragtning med henblik på beregning af det årlige basisbidrag.

(14)

I henhold til artikel 103, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU skal alle institutter bidrage til afviklingsfinansieringsordningerne. Der skal dog findes en forholdsmæssig og rimelig balance mellem ethvert instituts forpligtelse til at bidrage til en afviklingsfinansieringsordning og dets størrelse, risikoprofil, omfanget og kompleksiteten af dets aktiviteter, dets indbyrdes forbundethed med andre institutter eller med det finansielle system generelt, indvirkningen af dets sammenbrud på de finansielle markeder, på andre institutter, på finansieringsvilkårene eller på økonomien i almindelighed og den deraf følgende sandsynlighed for, at et institut indleder afvikling og gør brug af finansieringsordningen. Sådanne forhold tages i betragtning af afviklingsmyndighederne, jf. artikel 4 i direktiv 2014/59/EU, når de afgør, om visse institutter bør være omfattet af forenklede forpligtelser i forhold til kravene om at udarbejde genopretnings- og afviklingsplaner. Der bør endvidere tages hensyn til den administrative byrde, som visse institutter og afviklingsmyndigheder pålægges ved beregning af de årlige bidrag, når det vurderes, om der er den rette balance mellem opfyldelse af kravene i direktiv 2014/59/EU og de særlige karakteristika ved de forskellige institutter, som omfattet af nævnte direktiv.

(15)

Små institutter har generelt ikke en høj risikoprofil, indebærer ofte en mindre systemisk risiko i sammenligning med store institutter, og har ofte i tilfælde af sammenbrud mindre indvirkning end store institutter på økonomien i almindelighed. Samtidig kan en eventuel indvirkning af små institutters sammenbrud på den finansielle stabilitet ikke udelukkes, idet selv små institutter kan skabe systemiske risici grundet deres rolle i banksystemet i almindelighed, de kumulative konsekvenser af deres netværk eller den afsmitningsvirkning, de kan skabe ved tab af tillid til banksystemet.

(16)

I de fleste tilfælde indebærer små institutter ikke systemiske risici, og der er mindre sandsynlighed for, at de bringes under afvikling, hvilket følgelig gør det mindre sandsynligt, at de i sammenligning med store institutter bliver omfattet af afviklingsfinansieringsordningerne, og derfor bør metoden til beregning af deres årlige bidrag til afviklingsfinansieringsordningerne forenkles. Små institutters årlige bidrag bør bestå af et fast beløb, der udelukkende er baseret på deres årlige basisbidrag, afpasset forholdsmæssigt efter deres størrelse. I en sådan metode bør indgå et forholdsmæssigt system af årlige bidrag, idet afviklingsmyndigheden skal overholde et årligt målniveau for finansieringsordningen, når de enkelte institutters årlige bidrag fastsættes. Et fast beløb er derfor udtryk for, at små institutter i mange tilfælde indebærer en mindre risiko, og det muliggør en bredere afpasning af bidraget fra større institutter, som generelt er mere systemiske, i forhold til deres risikoprofil.

(17)

Der bør for at beslutte, hvilke institutter der betragtes som små, anvendes en dobbelttærskel, hvor den første tærskel, baseret på passiver i alt (eksklusive kapitalgrundlag) minus dækkede indskud, bør svare til højst 300 mio. EUR, og den anden tærskel, baseret på de samlede aktiver, ikke bør overstige 1 mia. EUR. Sidstnævnte bør forhindre, at større institutter, som når den første tærskel for passiver, bliver omfattet af den forenklede ordning.

(18)

Der bør foretages en skelnen inden for kategorien af små institutter, idet nogle er meget små, mens andre befinder sig tæt på de maksimumstærskler, som giver dem mulighed for at drage fordel af den forenklede ordning. Under et system med et fælles fast beløb ville de årlige bidrag fra meget små institutter blive uforholdsmæssigt større end dem fra de små institutter, som er tæt på at nå maksimumstærsklerne. Samtidig bør det undgås, at den forenklede ordning fører til en uforholdsmæssig stor forskel mellem de årlige bidrag fra de største af de små institutter og de institutter, som ikke har adgang til den forenklede ordning, idet de befinder sig lige over tærsklerne. For at undgå sådanne uønskede virkninger bør der derfor indføres et system med flere kategorier af små institutter, hvis årlige bidrag bør bestå af forskellige faste beløb. Det burde give mulighed for en progressiv stigning i bidragene inden for den forenklede ordning og mellem det højeste faste beløb og det laveste bidrag efter den metode, hvor det årlige basisbidrag afpasses efter instituttets risikoprofil.

(19)

Hvis afviklingsmyndigheden bestemmer, at små institutter har en særlig høj risikoprofil, bør afviklingsmyndigheden have mulighed for at beslutte, at de berørte institutter ikke længere bør være omfattet af den forenklede ordning, og at deres bidrag i stedet bør beregnes efter den metode, hvor det årlige basisbidrag afpasses efter andre risikofaktorer end instituttets størrelse.

(20)

Institutter som omhandlet i artikel 45, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU rekapitaliseres ikke ved anvendelse af afviklingsfinansieringsordningerne, jf. artikel 44 og 101 i direktiv 2014/59/EU, idet de afvikles ved hjælp af nationale insolvensprocedurer eller andre former for procedurer, som gennemføres i overensstemmelse med artikel 38, 40 eller 42 i direktiv 2014/59/EU, og ophører med deres aktiviteter. Disse procedurer sikrer, at nævnte institutters kreditorer, herunder i givet fald indehavere af dækkede obligationer, dækker tabet på en måde, som realiserer afviklingens mål. Deres bidrag til afviklingsfinansieringsordningerne bør derfor afspejle disse særlige karakteristika. Afviklingsfinansieringsordningerne kan dog anvendes til andre formål, jf. artikel 101 i direktiv 2014/59/EU. Hvis et sådant institut anvender afviklingsfinansieringsordningen til sådanne formål, bør afviklingsmyndigheden kunne sammenligne risikoprofilen for alle andre institutter, som er omfattet af artikel 45, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU, med risikoprofilen for det institut, som har anvendt afviklingsfinansieringsordningen, og anvende den metode, der er omhandlet i denne delegerede retsakt, på de institutter, som har en risikoprofil, der svarer til eller er højere end risikoprofilen for de institutter, som har anvendt afviklingsfinansieringsordningen. Der bør også udarbejdes en oversigt over elementer, som afviklingsmyndigheden bør tage i betragtning, når den sammenligner risikoprofiler.

(21)

For at sikre afviklingsmyndighederne i medlemsstaterne en fælles fortolkning af kriterierne i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, således at risikoindikatoren for institutter med henblik på beregning af de individuelle bidrag til afviklingsfinansieringsordningerne fastsættes på samme måde i hele Unionen, bør der indføres bestemmelser om en række risikosøjler, og tilsvarende risikoindikatorer for hver af disse risikosøjler, som afviklingsmyndighederne skal tage i betragtning, når de vurderer institutternes risikoprofil. For at sikre en konsekvent tilsynspraksis bør risikoindikatorerne bestå af gældende reguleringsmæssige benchmarks, som allerede findes eller er ved at blive etableret.

(22)

Hvis den relevante lovgivning indeholder bestemmelser om undtagelser, som fritager institutter for at fastsætte nogle af risikoindikatorerne på det enkelte instituts niveau, og forudsat at de kompetente myndigheder i givet fald tillader, at sådanne undtagelser anvendes, bør afviklingsmyndighederne vurdere de relevante indikatorer på konsolideret, eller i givet fald delkonsolideret, niveau for at sikre dels en konsekvent tilsynspraksis, dels at koncerner, som anvender sådanne undtagelser, ikke straffes unødigt.

(23)

For at gøre det muligt for afviklingsmyndighederne at anvende en konsekvent tilgang til de risikosøjler og -indikatorer, som de bør tage i betragtning med henblik på at bestemme institutternes risikoprofil, bør de enkelte risikosøjlers og -indikatorers relative vægt også bestemmes ved denne forordning. Det er dog vigtigt at sikre afviklingsmyndighederne tilstrækkelig fleksibilitet, når de vurderer institutternes risikoprofil, således at de kan afpasse anvendelsen af risikosøjler og -indikatorer efter de enkelte institutters særlige karakteristika. Da dette ikke udelukkende kan opnås ved at indføre bestemmelser om vurdering af risikoprofiler inden for et interval, men kræver en vis skønsmargin til fastsættelse af visse risikoindikatorers betydning fra sag til sag, bør visse risikoindikatorers vægt kun være vejledende, eller der bør fastsættes et interval for dem med henblik på at give afviklingsmyndighederne mulighed for at bestemme nævnte indikatorers relevans i et givet tilfælde.

(24)

Når betydningen af de forskellige indikatorer svarende til en given søjle bestemmes, bør sammenlægningen inden for søjlerne foretages ved hjælp af et aritmetisk vægtet gennemsnit af de individuelle indikatorer. For så vidt angår beregningen af den endelige sammensatte risikoindikator svarende til det enkelte institut, bør en sådan beregning for at undgå kompensationsvirkninger søjlerne imellem, hvor et institut, som klarer sig rimeligt godt under flere søjler og meget dårligt under en anden, normalt ville få et middelresultat i henhold til et aritmetisk gennemsnit af forskellige søjler, baseres på det geometrisk vægtede gennemsnit af de individuelle søjler.

(25)

Intervallet til vurdering af den risikograd, som et givet institut indebærer, bør give mulighed for tilstrækkelig afpasning af institutternes risikoprofil i henhold til de forskellige risikosøjler og -indikatorer i denne forordning og samtidig tilvejebringe tilstrækkelig sikkerhed og forudsigelighed i forhold til de årlige beløb, som institutterne skal bidrage med i henhold til direktiv 2014/59/EU og denne forordning.

(26)

For at sikre, at bidragene rent faktisk betales, er det nødvendigt at præcisere betalingsbetingelserne og -midlerne. For bidrag, som ikke betales kontant, men i uigenkaldelige betalingsforpligtelser, jf. artikel 103 i direktiv 2014/59/EU, er det navnlig nødvendigt at præcisere, hvilken andel af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser de enkelte institutter kan anvende, og den form for sikkerhedsstillelse, som accepteres til dækning af disse uigenkaldelige betalingsforpligtelser, således at afviklingsmyndigheden kan sikre den faktiske betaling, når den uigenkaldelige betalingsforpligtelse gennemføres, hvis afviklingsmyndigheden støder på vanskeligheder ved gennemførelsen af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse. For at sikre, at de årlige bidrag rent faktisk betales, er det nødvendigt at sikre afviklingsmyndighederne særlige beføjelser til at anvende administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger over for institutter, som ikke opfylder kravene i denne forordning om beregning og afpasning af bidragene, f.eks. kravet om at tilvejebringe de oplysninger, som afviklingsmyndigheden anmoder om. Afviklingsmyndigheden bør også have beføjelse til at pålægge et institut dagbøder, hvis det berørte institut kun delvist betaler det årlige bidrag, som er forfaldent til betaling, eller hvis det ikke indbetaler bidraget, eller hvis nævnte institut ikke opfylder kravene i afviklingsmyndighedens meddelelse. Det er endvidere nødvendigt at indføre et særligt krav om informationsudveksling mellem kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder.

(27)

For at sikre, at risikojusteringen fortsat afspejler udviklingen i banksektoren og derfor til stadighed opfylder kravene i direktiv 2014/59/EU, tager Kommissionen på grundlag af erfaringerne med dets anvendelse risikojusteringen med henblik på beregning af de årlige bidrag, og navnlig hensigtsmæssigheden af risikojusteringsmultiplikatoren i denne forordning og behovet for en eventuel forhøjelse af risikojusteringsmultiplikatorens øverste grænse, op til fornyet overvejelse inden den 1. juni 2016.

(28)

I henhold til artikel 130, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, finder medlemsstaternes forpligtelse til at opkræve årlige bidrag af institutter, som er meddelt tilladelse på deres område, anvendelse fra den 1. januar 2015, og derfor bør denne forordning også finde anvendelse fra den 1. januar 2015 —