19.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/10


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2015/2400

af 8. december 2015

om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 115, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra b), og artikel 218, stk. 8, andet afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2015/860 (1) blev ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, undertegnet den 27. maj 2015 med forbehold af dens senere indgåelse.

(2)

Teksten til ændringsprotokollen, der er resultatet af forhandlingerne, afspejler på behørig vis Rådets forhandlingsdirektiver, idet den tilpasser aftalen til den seneste udvikling på internationalt plan vedrørende automatisk udveksling af oplysninger, nemlig den globale standard for automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti på skatteområdet, som er udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). Unionen, dens medlemsstater og Det Schweiziske Forbund har deltaget aktivt i arbejdet i OECD. Teksten til aftalen, som ændret ved ændringsprotokollen, er retsgrundlaget for gennemførelsen af den globale standard i forbindelserne mellem Unionen og Det Schweiziske Forbund.

(3)

Ændringsprotokollen bør godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, godkendes herved på Unionens vegne.

Teksten til ændringsprotokollen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

1.   Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i ændringsprotokollens artikel 2, stk. 1 (2).

2.   Kommissionen informerer Det Schweiziske Forbund og medlemsstaterne om de notifikationer, der er afgivet i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, litra d), i aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti til forbedring af efterrettelighed vedrørende international beskatning, som følge af ændringsprotokollen.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. december 2015.

På Rådets vegne

P. GRAMEGNA

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2015/860 af 26. maj 2015 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (EUT L 136 af 3.6.2015, s. 5).

(2)  Datoen for ændringsprotokollens ikrafttrædelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.