15.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 45/29


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 13. februar 2014

om foranstaltninger mod spredning inden for Unionen af Xylella fastidiosa (Well et Raju)

(meddelt under nummer C(2014) 726)

(2014/87/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 16, stk. 3, tredje punktum, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Xylella fastidiosa (Well et Raju) (i det følgende benævnt »skadegøreren«) er opført i bilag I, del A, kapitel I, i direktiv 2000/29/EF som en skadegører, der ikke vides at forekomme i Unionen, og som det er forbudt at slæbe ind og sprede i samtlige medlemsstater.

(2)

Den 21. oktober 2013 oplyste Italien de andre medlemsstater og Kommissionen om skadegørerens forekomst i Italien på to særskilte områder i provinsen Lecce i regionen Apulia. Siden er der blevet identificeret to yderligere særskilte udbrud i samme provins. Forekomsten af skadegøreren blev bekræftet for en række plantearter, herunder Olea europaea L., Prunus amygdalus Batsch, Nerium oleander L. og Quercus sp. L., der viste bladsvidning og tegn på hurtigt forfald. Det er første gang, at forekomsten af skadegøreren i Unionen er blevet bekræftet. For så vidt angår andre plantearter foreligger der endnu ingen konklusion om skadegørerens forekomst. Vektoren for skadegøreren i Apulia er ved at blive identificeret.

(3)

Den 29. oktober 2013 iværksatte regionen Apulia hasteforanstaltninger med henblik på at forebygge og udrydde skadegøreren (2) i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF.

(4)

Italien meddelte, at undersøgelserne ikke havde vist, at skadegøreren forekom i de tilgrænsende provinser Brindisi og Taranto.

(5)

På Kommissionens anmodning vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»EFSA«) den 25. november 2013 en erklæring (3), der indeholder de følgende konklusioner. Skadegøreren har sandsynligvis en lang række værtsplanter, herunder mange dyrkede og selvsåede planter, der er almindelige i Europa.

(6)

Skadegøreren indslæbes primært i forbindelse med flytning af planter til plantning, undtagen frø. Hvordan skadegørerens smitsomme vektorer, der transporteres på plantesendinger, indslæbes, er også væsentlig. Muligheden for, at de kan indslæbes på frugt og træ, er begrænset, hvorfor sandsynligheden for indslæbning ad denne vej er ubetydelig. Muligheden for, at de kan indslæbes på frø samt afskårne blomster og blade, er begrænset, hvorfor sandsynligheden for indslæbning ad denne vej er lille. Flytning af inficerede planter til plantning er den mest effektive metode til at sprede skadegøreren over lange distancer.

(7)

Set i lyset af skadegørerens art spredes den sandsynligvis hurtigt og vidt. For at sikre at skadegøreren ikke spredes til resten af Unionen, skal der straks iværksættes foranstaltninger. Indtil der foreligger mere specifikke oplysninger om værtsspektrum, vektorer, indslæbningsveje og muligheder for risikobegrænsning, bør flytning fra områder, hvor der muligvis findes inficerede planter, forbydes.

(8)

Idet der tages hensyn til de steder, hvor skadegøreren forekommer, den administrative provins Lecces særlige geografiske beliggenhed og usikkerheden vedrørende afgrænsningskriterierne, bør hele provinsen omfattes af forbuddet, for at det kan gennemføres hurtigt og effektivt.

(9)

Forbuddet bør gælde for planter til plantning, undtagen frø, da skadegøreren primært indslæbes via disse planter. Omfattende prøveudtagninger og undersøgelser i provinsen Lecce har dog vist, at skadegøreren ikke har inficeret de planter til plantning, som tilhører visse slægter og arter, og som har oprindelse i inficerede dele af Lecce. På baggrund af disse beviser bør forbuddet ikke omfatte de partier af planteslægter og -arter til plantning, som der er udtaget prøver fra, og som er blevet undersøgt for forekomsten af skadegøreren. Endvidere bør planter til plantning, som er blevet dyrket på steder, der har en fuldstændig fysisk beskyttelse mod indslæbning af skadegøreren, og som tilhører slægter og arter omfattet af et certificeringsordning, der kræver, at de underkastes officielle prøver for skadegøreren, og som er fundet fri for denne skadegører, også fritages fra forbuddet.

(10)

På grund af de begrænsede oplysninger om skadegørerens mulige forekomst i resten af Unionen bør medlemsstaterne gennemføre årlige undersøgelser af skadegørerens forekomst på deres områder. Set i lyset af den brede vifte af potentielle værtsplanter, bør disse undersøgelser tilpasses de særlige forhold for hvert område, værtsplante og planteprodukter og de potentielle vektorers karakteristika.

(11)

For at indsamle så mange oplysninger om skadegøreren og dens forekomst som muligt bør medlemsstaterne sikre, at de meddeles alle relevante oplysninger.

(12)

Medlemsstaterne bør straks underrette Kommissionen om de foranstaltninger, som de har iværksat i henhold til denne afgørelse, for at sikre et effektivt overblik over denne afgørelses gennemførelse.

(13)

Foranstaltningerne bør tages op til revision senest den 30. april 2014, for at der kan tages hensyn til de mere præcise videnskabelige og tekniske oplysninger, der vil komme frem, og til resultaterne af de løbende undersøgelser og prøver, som de italienske myndigheder gennemfører.

(14)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Flytning af planter til plantning

Flytning af planter til plantning ud af provinsen Lecce i regionen Apulia i Italien forbydes.

Forbuddet gælder ikke for:

a)

frø

b)

partier af de i bilag I opførte planteslægter og -arter til plantning, som der er udtaget prøver fra, og som er blevet undersøgt for forekomsten af Xylella fastidiosa (Well et Raju) (i det følgende benævnt »skadegøreren«) og fundet fri for denne skadegører

c)

de i bilag II opførte planteslægter og -arter til plantning, som er blevet dyrket på steder, der har en fuldstændig fysisk beskyttelse mod indslæbning af skadegøreren, og som er omfattet af et certificeringsordning, der kræver, at de underkastes officielle prøver for skadegøreren, og som er fundet fri for denne skadegører.

Artikel 2

Undersøgelser

1.   Medlemsstaterne gennemfører årlige undersøgelser af skadegørerens forekomst på planter og planteprodukter på den pågældende medlemsstats område. Disse undersøgelser gennemføres, efter omstændighederne, under hensyntagen til de undersøgte planters biologi, vækstbetingelser og vækstperioder, de klimatiske forhold, skadegørerens biologi og de potentielle vektorers karakteristika.

2.   Resultaterne af de i stk. 1 omhandlede undersøgelser meddeles Kommissionen og de andre medlemsstater senest den 31. oktober hvert år, og undersøgelsen gennemføres over en etårig periode og slutter den 30. september samme år. Resultaterne af den første undersøgelse meddeles senest den 31. oktober 2014, og undersøgelsen gennemføres i perioden fra 1. februar 2014 til 30. september 2014.

Artikel 3

Meddelelse om forekomst

1.   Medlemsstaterne sikrer, at hvis en person får kendskab til skadegørerens forekomst eller har begrundet mistanke om en sådan forekomst, skal den pågældende underrette den kompetente myndighed inden for 10 kalenderdage.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at den person, der omhandles i stk. 1, på anmodning fra den kompetente myndighed meddeler myndigheden de oplysninger om forekomsten, som den pågældende er i besiddelse af.

Artikel 4

Efterkommelse af denne afgørelse

Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om de foranstaltninger, de træffer for at efterkomme denne afgørelse.

Artikel 5

Revision

Denne afgørelse tages op til revision senest den 30. april 2014.

Artikel 6

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. februar 2014.

På Kommissionens vegne

Tonio BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

(2)  Deliberazione della Giunta Regionale, Regione Puglia, N.2023 del 29.10.2013 (Misure di emergenza per la prevenzione, il controllo e la eradicazione del batterio da quarantena Xylella fastidiosa associato al »Complesso del disseccamento rapido dell'olivo«).

(3)  Statement of EFSA on host plants, entry and spread pathways and risk reduction options for Xylella fastidiosa Wells et al. EFSA Journal 2013: 11(11):3468, 50 pp. doi:10.2903/j.efsa.2013.3468.


BILAG I

Liste over de slægter og arter, der omhandles i artikel 1, stk. 2, litra b)

 

Abelia R. Br.

 

Acacia dealbata Link

 

Acca sellowiana (O. Berg) Burret

 

Arbutus unedo L.

 

Begonia L.

 

Boronia crenulata Sm.

 

Brachychiton discolor F. Muell.

 

Buxus sempervirens L.

 

Callistemon citrinus (Curtis) Skeels

 

Camellia L.

 

Ceratonia siliqua L.

 

Cercis siliquastrum L.

 

Chamelaucium uncinatum Schauer

 

Cinnamomun camphora (L.) J.Presl.

 

Citrus L.

 

Crataegus Tourn. ex L.

 

Cyclamen L.

 

Diosma L.

 

Eriobotrya japonica (Thunb.) Lindl.

 

Euphorbia pulcherrima Willd. ex Klotzsch

 

Ficus L.

 

Grevillea R.Br. ex Knight

 

Ilex aquifolium L.

 

Jasminum L.

 

Laurus nobilis L.

 

Lavandula angustifolia Mill.

 

Ligustrum vulgare L.

 

Magnolia grandiflora L.

 

Mandevilla sanderi (Hemsl.) Woodson

 

Metrosideros Banks ex Gaertn.

 

Morus alba L.

 

Myrtus communis L.

 

Nandina domestica Thunb.

 

Polygala myrtifolia L.

 

Punica granatum L.

 

Rosa L.

 

Salvia officinalis L.

 

Schinus molle L.

 

Trachelospermum jasminoides (Lindl.) Lem.

 

Viburnum tinus L.

 

Viola L.

 

Vitis L.

 

Weigela florida (Bunge) A. DC.


BILAG II

Liste over de slægter og arter, der omhandles i artikel 1, stk. 2, litra c)

 

Apium graveolens L.

 

Brassica L.

 

Capsicum annuum L.

 

Citrullus lanatus (Thunb.) Matsum. & Nakai

 

Cucumis melo L.

 

Cucurbita pepo L.

 

Foeniculum vulgare Mill.

 

Lactuca L.

 

Petroselinum Hill

 

Solanum lycopersicum L.

 

Solanum melongena L.