24.1.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 21/1


RÅDETS AFGØRELSE

af 10. maj 2012

om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao om visse aspekter af lufttrafik

(2014/35/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet bemyndigede ved sin afgørelse af 5. juni 2003 Kommissionen til at indlede forhandlinger med tredjelande om en aftale på EU-niveau, som skulle træde i stedet for visse bestemmelser i eksisterende bilaterale aftaler.

(2)

Kommissionen har på Unionens vegne ført forhandlinger om en aftale med regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao om visse aspekter af lufttrafik (»aftalen«) i overensstemmelse med mekanismerne og direktiverne i bilaget til Rådets afgørelse af 5. juni 2003.

(3)

Aftalen bør undertegnes og anvendes midlertidigt indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved på Unionens vegne bemyndigelse til undertegnelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao om visse aspekter af lufttrafik med forbehold af indgåelse af aftalen.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

Artikel 3

1.   I afventning af nærværende aftales ikrafttræden, anvendes den midlertidigt, i overensstemmelse med aftalens artikel 8, stk. 2, fra den første dag i måneden efter den dato, hvor parterne har givet hinanden notifikation om afslutningen af de procedurer, der er nødvendige i så henseende (1).

2.   Formanden for Rådet bemyndiges herved til at foretage den i aftalens artikel 8, stk. 2, omhandlede notifikation.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. maj 2012.

På Rådets vegne

U. ELBÆK

Formand


(1)  Datoen, fra hvilken aftalen finder midlertidig anvendelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Rådets Generalsekretariat.