(1)

Direktiv 2011/61/EU giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter på en række specifikke områder, navnlig regler vedrørende beregningen af tærskelværdi, gearing, vilkår for drift for forvaltere af alternative investeringsfonde (herefter benævnt »FAIF'er«), herunder risiko- og likviditetsstyring, værdiansættelse og delegering, krav vedrørende funktioner og opgaver for depositarer for alternative investeringsfonde (herefter benævnt »AIF'er«), regler om gennemsigtighed og særlige krav vedrørende tredjelande. Det er vigtigt, at alle disse supplerende regler tages i anvendelse på samme tid som direktiv 2011/61/EU, således at de nye krav til FAIF'er kan træde i kraft effektivt. Bestemmelserne i denne forordning er tæt forbundne indbyrdes, da de omhandler meddelelse af tilladelse, løbende driftsvilkår og gennemsigtighedskrav vedrørende FAIF'er, der forvalter og/eller markedsfører AIF'er i Unionen, hvilket er uløseligt forbundne aspekter, som knytter sig til det at starte og udøve formueforvaltning. For at sikre konsekvens mellem disse bestemmelser, som bør træde i kraft samtidigt, og for at de personer, som er omfattet af disse regler, lettere kan få et samlet overblik over og samlet adgang til dem, herunder investorer, der ikke er bosiddende i EU, er det hensigtsmæssigt at samle alle de i direktiv 2011/61/EU krævede delegerede retsakter i én enkelt forordning.

(2)

Det er vigtigt at sikre, at målene i direktiv 2011/61/EU opfyldes på ensartet vis i alle medlemsstater med henblik på at styrke integriteten i det indre marked og give dets deltagere retssikkerhed, herunder institutionelle investorer, kompetente myndigheder og andre interessenter, gennem vedtagelse af en forordning. En forordning sikrer en sammenhængende ramme for alle markedsaktører og er den bedst mulige garanti for lige vilkår, ensartede konkurrencevilkår og en fælles velegnet standard for investorbeskyttelse. Derudover sikres den direkte anvendelighed af detaljerede ensartede regler om FAIF'ers aktiviteter, som pr. definition anvendes umiddelbart og derfor ikke kræver gennemførelse på nationalt niveau. En forordning udgør desuden et hensigtsmæssigt middel til at undgå forsinket anvendelse af direktiv 2011/61/EU i medlemsstaterne.

(3)

Da den delegerede forordning angiver opgaverne og ansvarsområderne for »ledelsesorganet« og den »øverste ledelse«, er det vigtigt at præcisere betydningen af disse begreber, navnlig den kendsgerning, at et forvaltende organ kan være sammensat af topledere. Da denne forordning desuden indfører begrebet »tilsynsfunktion«, bør det i definitionen af ledelsesorganet præciseres, at det er dette organ, som omfatter ledelsesfunktionen, i tilfælde af at tilsyns- og ledelsesfunktionerne er adskilt fra hinanden i overensstemmelse med den nationale selskabslovgivning. I henhold til direktiv 2011/61/EU skal FAIF'er fremlægge visse oplysninger for de kompetente myndigheder, herunder den procentuelle andel af AIF'ens aktiver, som, fordi de er illikvide, er omfattet af særlige foranstaltninger. Denne forordning præciserer betydningen af særlige foranstaltninger, således at FAIF'erne præcist ved, hvilke oplysninger de skal fremlægge for de kompetente myndigheder.

(4)

Direktiv 2011/61/EU foreskriver, at der skal gælde en mere lempelig ordning for de FAIF'er, som forvalter AIF-porteføljer, hvis samlede forvaltede aktiver ikke overstiger de relevante tærskelværdier. Det er nødvendigt at angive klart, hvordan den samlede værdi af de forvaltede aktiver beregnes. I den sammenhæng er det vigtigt at fastlægge de trin, der er nødvendige for at beregne aktivernes samlede værdi, at bestemme klart, hvilke aktiver der ikke er omfattet af beregningen, at præcisere, hvordan de aktiver, der er erhvervet gennem brug af gearing, bør værdiansættes, og at fastlægge regler for håndtering af tilfælde af gensidig deltagelse blandt AIF'er, der forvaltes af en FAIF.

(5)

Den samlede værdi af de forvaltede aktiver skal mindst beregnes én gang om året og ved hjælp af ajourførte oplysninger. Værdien af aktiverne fastsættes derfor i de 12 måneder, der ligger forud for datoen for beregningen af de forvaltede aktivers samlede værdi og så tæt som muligt på denne dato.

(6)

For at sikre, at en FAIF forbliver egnet til at drage fordel af den mere lempelige ordning i henhold til direktiv 2011/61/EU, bør den fastlægge en procedure, der gør det muligt at føre løbende tilsyn med den samlede værdi af de forvaltede aktiver. FAIF'en kan vurdere de forvaltede AIF-typer og de forskellige klasser af investerede aktiver med henblik på at fastslå sandsynligheden for at overskride tærskelværdien eller behovet for en yderligere beregning.

(7)

Hvis en FAIF ikke længere opfylder betingelserne vedrørende tærskelværdierne, skal den underrette den kompetente myndighed og ansøge om en tilladelse inden for 30 kalenderdage. Hvis over- eller underskridelse af tærskelværdierne kun forekommer lejlighedsvist inden for et kalenderår, og sådanne situationer anses for at være midlertidige, er FAIF'en dog ikke forpligtet til at ansøge om en tilladelse. I disse tilfælde skal FAIF'en informere den kompetente myndighed om overskridelsen af tærskelværdien og forklare, hvorfor den vurderer, at den pågældende overskridelse er af midlertidig karakter. En situation, der varer mere end tre måneder, kan ikke anses for at være midlertidig. Ved en vurdering af sandsynligheden for, at en situation er midlertidig, bør FAIF'en tage den forventede tegnings- og indløsningsaktivitet i betragtning eller, hvis det er relevant, kapitaludbetalinger og udlodning. FAIF'en bør ikke anvende forventede markedsbevægelser som en del af denne vurdering.

(8)

Data, der anvendes af FAIF'er til at beregne den samlede værdi af de forvaltede aktiver, behøver ikke at være tilgængelige for offentligheden eller investorerne. De kompetente myndigheder skal dog kunne kontrollere, at FAIF'en beregner og overvåger den samlede værdi af de forvaltede aktiver korrekt, herunder vurderingerne af tilfælde, hvor den samlede værdi af de forvaltede aktiver midlertidigt overskrider den relevante tærskelværdi, og skal derfor have adgang til disse data på forlangende.

(9)

Det er vigtigt, at FAIF'er, som drager fordel af bestemmelserne vedrørende den lempeligere ordning i direktiv 2011/61/EU, forsyner de kompetente myndigheder med ajourførte oplysninger på registreringstidspunktet. Ikke alle typer af FAIF'er kan have opdaterede udbudsdokumenter, der afspejler den seneste udvikling i forbindelse med de forvaltede AIF'er, og disse FAIF'er finder det måske mere praktisk at angive de krævede oplysninger i et særskilt dokument, der beskriver fondens investeringsstrategi. Dette kunne være tilfældet i private equity-fonde eller venturekapitalfonde, som ofte rejser kapital gennem forhandlinger med potentielle investorer.

(10)

En AIF, der kun har kapitalandele i noterede selskaber, anses ikke for at være gearet, så længe kapitalandelene ikke erhverves ved lån. Hvis den samme AIF køber optioner på et aktieindeks, anses den for at være gearet, da den har øget AIF'ens eksponering for en given investering.

(11)

Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af FAIF'ens forpligtelser til at give et objektivt overblik over den anvendte gearing, er det nødvendigt at have to metoder til beregning af gearingen. Som det fremgår af markedsundersøgelser, opnås de bedste resultater ved at kombinere de såkaldte brutto- og forpligtelsesmetoder.

(12)

Med henblik på at modtage tilstrækkelige oplysninger til at kunne overvåge systemiske risici og få et komplet billede af FAIF'ens brug af gearing, skal der fremlægges oplysninger om en AIF's eksponering for de kompetente myndigheder og investorerne på grundlag af både en brutto- og en forpligtelsesmetode, og alle FAIF'er skal derfor beregne eksponering ved hjælp af såvel brutto- som forpligtelsesmetoden. Bruttometoden angiver AIF'ens samlede eksponering, mens forpligtelsesmetoden giver et indblik i de hedging- og nettingteknikker, som forvalteren anvender, og derfor skal begge metoder ses i sammenhæng. Mere specifikt kan graden af forskelle i den samlede eksponering mellem bruttometoden og forpligtelsesmetoden give nyttige oplysninger. Hvis det er nødvendigt for at sikre, at en stigning i AIF'ers eksponering afspejles tilstrækkeligt, kan Kommissionen vedtage yderligere delegerede retsakter vedrørende en supplerende og valgfri metode til beregning af gearingen.

(13)

Ved beregning af eksponeringen skal alle AIF-positioner medtages indledningsvis, herunder korte og lange aktiver og passiver, lån, afledte instrumenter samt enhver anden metode, der øger eksponeringen, hvor risiciene og tildelingen af aktiver og passiver påhviler AIF'en, og alle andre positioner, der udgør nettoaktivværdien.

(14)

Låneaftaler indgået af AIF'en er undtaget, hvis de har midlertidig karakter, vedrører og er fuldt ud omfattet af investorers kapitalforpligtelser. Revolverende kreditfaciliteter anses ikke for at have midlertidig karakter.

(15)

Ud over at beregne eksponeringen ved hjælp af bruttometoden skal alle FAIF'er beregne eksponeringen ved hjælp af forpligtelsesmetoden. I henhold til forpligtelsesmetoden skal afledte finansielle instrumenter konverteres til ækvivalente positioner i det underliggende aktiv. Hvis en AIF imidlertid investerer i visse derivater for at forebygge markedsrisikoen for andre aktiver, som AIF'en har investeret i, bør disse derivater under visse omstændigheder ikke konverteres til en ækvivalent position i de underliggende aktiver, da eksponeringerne i de to investeringer udligner hinanden. Det er f.eks. tilfældet, hvis en AIF-portefølje investerer i et bestemt indeks og har et afledt instrument, som swapper indeksets resultater med resultaterne for et andet indeks, hvilket svarer til at være eksponeret for det andet indeks i porteføljen, og derfor vil AIF'ens nettoaktivværdi ikke være afhængig af resultaterne for det første indeks.

(16)

Ved beregning af eksponeringen i henhold til forpligtelsesmetoden øges eksponeringen ikke af derivater, der opfylder kriterierne i forordningen. Hvis AIF'en således investerer i indeksbaserede future-kontrakter og har en kontantposition, der svarer til den samlede underliggende markedsværdi for future-kontrakter, ville dette være det samme som at foretage en direkte investering i indeksaktier, og derfor skal der ikke tages hensyn til den indeksbaserede future-kontrakt ved beregningen af AIF'ens eksponering.

(17)

Ved beregning af eksponeringen i henhold til forpligtelsesmetoden skal FAIF'er have mulighed for at medregne hedging- og nettingordninger, under forudsætning af at de opfylder kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden.

(18)

Kravet om, at nettingordninger skal vedrøre det samme underliggende aktiv, skal fortolkes strengt, således at aktiver, som FAIF'en anser for at være ens eller tæt forbundne, f.eks. forskellige klasser af kapitalandele eller obligationer udstedt af den samme udsteder, ikke betragtes som identiske med henblik på indgåelse af nettingaftaler. Definitionen af nettingordninger har til formål at sikre, at der kun tages hensyn til de transaktioner, der forebygger risiciene i forbindelse med andre transaktioner, og som ikke efterlader nogen væsentlig resterende risiko. Kombinationer af transaktioner, der har til formål at generere et afkast, også selv om det er begrænset, ved at reducere nogle risici, mens andre bevares, anses ikke for at være nettingordninger, som det gælder for investeringsstrategier for arbitragehandel med det formål at generere et afkast ved at udnytte prisforskelle mellem afledte instrumenter med det samme underliggende aktiv, men med forskellige løbetider.

(19)

En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at reducere løbetidsrisikoen ved at kombinere en investering i en obligation med lang løbetid med en renteswap eller at reducere løbetiden for en AIF-obligationsportefølje ved at tage en kort position på obligationsbaserede future-kontrakter, der er repræsentative for porteføljens renterisiko (hedging af løbetidsrisiko), bør betragtes som en hedgingordning, under forudsætning af at den opfylder hedgingkriterierne.

(20)

En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge de væsentlige risici, der er forbundet med en investering i en portefølje af kapitalandele med en høj grad af diversifikation, ved at tage en kort position på en indeksbaseret aktiemarkedsfuture, hvor sammensætningen af equity-porteføljen ligger meget tæt på sammensætningen af aktiemarkedsindekset, og hvor den korte position på den indeksbaserede aktiemarkedsfuture muliggør en ubestridelig reduktion af den generelle markedsrisiko i forbindelse med equity-porteføljen og den specifikke risiko er ubetydelig, f.eks. en beta-hedging af en equity-portefølje med en høj grad af diversifikation, hvor den specifikke risiko anses for at være ubetydelig, bør anses for at opfylde hedgingkriterierne.

(21)

En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge den risiko, der er forbundet med en investering i en obligation med fast rentesats ved at kombinere en lang position på en credit default swap med en renteswap, som swapper denne faste rentesats med en rentesats, der svarer til en relevant sats på pengemarkedet plus en spredning, bør betragtes som en hedgingordning, hvis alle hedgingkriterier i forbindelse med forpligtelsesmetoden i princippet er opfyldt.

(22)

En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge risikoen ved en given kapitalandel ved at tage en kort position via en derivatkontrakt på en kapitalandel, der er forskellig fra, men stærkt korreleret med denne første kapitalandel, bør ikke anses for at opfylde hedgingkriterierne. Selv om en sådan strategi er baseret på at tage positioner med modsat fortegn på den samme aktivklasse, afdækker det ikke den specifikke risiko, der er forbundet med investering i en bestemt kapitalandel. Den bør derfor ikke betragtes som en hedgingordning som fastlagt i kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden.

(23)

En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at fastholde alfaen i en kurv af kapitalandele (som omfatter et begrænset antal kapitalandele) ved at kombinere investeringen i kurven af kapitalandele med en beta-tilpasset kort position på en future på aktiemarkedsindekset, bør ikke anses for at opfylde hedgingkriterierne. En sådan strategi sigter ikke mod at forebygge de væsentlige risici, der er forbundet med investeringen i denne kurv af kapitalandele, men mod at forebygge betaen (markedsrisikoen) ved investeringen og fastholde alfaen. Alfakomponenten i kurven af kapitalandele kan dominere over betakomponenten og som sådan medføre tab på AIF-niveau. Derfor bør den ikke betragtes som en hedgingordning.

(24)

En strategi for fusionsarbitrage er en strategi, der kombinerer en kort position på en kapitalandel med en lang position på en anden kapitalandel. Formålet med en sådan strategi er at afdække betaen (markedsrisikoen) ved positionerne og opnå et afkast, der afhænger af de relative resultater for begge kapitalandele. På samme måde kan alfakomponenten i kurven af kapitalandele dominere over betakomponenten og som sådan medfører tab på AIF-niveau. Den bør ikke betragtes som en hedgingordning som fastlagt i kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden.

(25)

En strategi, der sigter mod at afdække en lang position i en kapitalandel eller obligation med købt kreditbeskyttelse på den samme udsteder, vedrører to forskellige aktivklasser, og bør derfor ikke betragtes som en hedgingordning.

(26)

Ved anvendelse af metoder, som øger en AIF's eksponering, skal FAIF'en overholde generelle principper såsom at vurdere transaktionens indhold ud over dens juridiske form. Særligt med hensyn til genkøbsforretninger bør FAIF'en vurdere, hvorvidt de risici og afkast, der er forbundet med de involverede aktiver, videregives eller beholdes af AIF'en. FAIF'en skal desuden gennemgå afledte instrumenter eller andre kontraktforhold i forhold til de underliggende aktiver for at bestemme de mulige fremtidige forpligtelser for AIF'en som følge af disse transaktioner.

(27)

Da forpligtelsesmetoden medfører rentesatser, hvor forskellige løbetider betragtes som forskellige underliggende aktiver, kan AIF'er, der i henhold til deres fundamentale investeringspolitik primært investerer i rentederivater, anvende særlige nettingregler for løbetid med henblik på at tage hensyn til overensstemmelsen mellem løbetidsintervallerne på rentekurven. Ved fastlæggelsen af sin investeringspolitik og risikoprofil bør en AIF kunne definere niveauet for renterisikoen og dermed sit mål for løbetiden. AIF'en bør tage højde for det foruddefinerede mål for løbetiden, når den træffer sine investeringsvalg. Når porteføljens løbetid adskiller sig fra målet for løbetiden, bør strategien ikke betragtes som en nettingordning for løbetid som fastsat i kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden.

(28)

Nettingreglerne for løbetid giver mulighed for, at lange positioner kan nettes med korte positioner, hvis underliggende aktiver er forskellige rentesatser. De løbetider, der tjener som tærskelværdier for løbetidsintervaller, er to år, syv år og 15 år. Nettingpositioner bør være tilladt inden for hvert løbetidsinterval.

(29)

Nettingpositioner mellem to forskellige løbetidsintervallet bør være delvist tilladt. Der skal anvendes reduktionsfaktorer i forbindelse med de nettede positioner for alene at muliggøre delvis netting. De bør udtrykkes i procent baseret på gennemsnitlige korrelationer mellem løbetidsintervallerne for to år, fem år, 10 år og 30 år på rentekurven. Jo større forskellen er mellem positionernes løbetider, desto mere skal deres netting være underlagt en reduktionsfaktor, og derfor skal procentsatserne stige.

(30)

Positioner, hvis ændrede løbetid er meget længere end hele porteføljens ændrede løbetid, er ikke i overensstemmelse med AIF'ens investeringsstrategi, og det bør ikke være tilladt at matche disse fuldt ud. Det bør således ikke være tilladt at matche en kort position med en løbetid på 18 måneder (fastsat i løbetidsinterval 1) med en lang position med en løbetid på 10 år (fastsat i løbetidsinterval 3), hvis AIF'ens målløbetid er ca. to år.

(31)

Ved beregning af eksponeringen kan AIF'er i første omgang identificere hedgingordningerne. De derivater, der er involveret i disse ordninger, medtages derefter ikke i den globale beregning af eksponeringen. AIF'er bør anvende en præcis beregning i forbindelse med hedgingordninger. AIF'er bør ikke anvende nettingregler for løbetid ved hedgingberegningen. Nettingreglerne for løbetid kan bruges til at konvertere de resterende rentederivater til deres ækvivalente underliggende aktivpositioner.

(32)

I henhold til direktiv 2011/61/EU skal en FAIF sikre, at det potentielle erstatningsansvar som følge af dens aktiviteter er passende dækket enten i form af ekstra egenkapital eller i form af en erhvervsansvarsforsikring. Ensartet anvendelse af denne bestemmelse kræver en fælles forståelse for de potentielle risici for erhvervsansvar, der skal dækkes. Den generelle angivelse af de risici, der opstår som følge af en FAIF's pligtforsømmelse, bør bestemme karakteristikaene i forbindelse med de relevante risici og identificere omfanget af potentielle risici for erhvervsansvar, herunder skade eller tab forårsaget af personer, der direkte udøver aktiviteter, for hvilke FAIF'en har det juridiske ansvar, f.eks. FAIF'ens direktører, ledende medarbejdere eller ansatte, og personer, der udøver aktiviteter i henhold til en delegeringsaftale. I overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2011/61/EU bør FAIF'ens ansvar ikke påvirkes af delegering eller videredelegering, og FAIF'en bør sørge for passende dækning for erhvervsrisici, for hvilke den juridisk set er debitor over for tredjemand.

(33)

For at sikre en fælles forståelse af den generelle angivelse bør en liste med eksempler tjene som benchmark for at identificere hændelser, der kan indebære potentielle risici for erhvervsansvar. Denne liste bør indeholde en lang række hændelser, der er afledt af pligtforsømmelse, fejl eller undladelser, f.eks. tab af dokumenter, der beviser adkomst til investeringer, fejlagtige oplysninger eller overtrædelse af de forskellige forpligtelser eller opgaver, som påhviler FAIF'en. Den bør også omfatte forsømmelse af — ved hjælp af relevante interne kontrolsystemer — at forebygge svigagtig adfærd inden for FAIF'ens organisation. Skade som følge af manglende tilstrækkelig fornøden omhu i forbindelse med en investering, der viste sig at være svigagtig, vil udløse FAIF'ens ansvar for erhvervsansvar og bør være dækket på passende måde. Tab opstået på grund af, at en investering har mistet værdi som følge af uønskede markedsforhold, bør ikke være dækket. Listen skal omfatte værdiansættelser, der er udført ukorrekt, hvilket skal forstås som en værdiansættelsesfejl, der er i strid med artikel 19 i direktiv 2011/61/EU og de tilsvarende delegerede retsakter.

(34)

I overensstemmelse med deres risikostyringsforpligtelser bør FAIF'er have passende interne kvalitetskontrolmekanismer for at forebygge eller mindske operationelle fejl, herunder risici for erhvervsansvar. Derfor bør en FAIF som en del af sin risikostyringspolitik have passende politikker og procedurer for operationel risikostyring, der svarer til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af dens forretninger. Sådanne procedurer og politikker bør under alle omstændigheder muliggøre en intern tabsdatabase, der opbygges med det formål at vurdere den operationelle risikoprofil.

(35)

For at sikre, at ekstra egenkapital og erhvervsansvarsforsikring dækker potentielle risici for erhvervsansvar i tilstrækkelig grad, bør der fastsættes kvantitative minimumsbenchmarks til bestemmelse af det passende dækningsniveau. Sådanne kvantitative benchmarks bør fastsættes af FAIF'en som en bestemt procentdel af porteføljeværdien for de forvaltede AIF'er beregnet som summen af den absolutte værdi af alle aktiver for alle forvaltede AIF'er, uafhængigt af hvorvidt de er erhvervet via brug af gearing eller med investorernes penge. I den sammenhæng bør afledte instrumenter værdiansættes til deres markedspris, da de vil kunne genanskaffes til den pris. Da dækning via en erhvervsansvarsforsikring er mere usikker end dækning via ekstra egenkapital, bør der benyttes forskellige procentsatser for de to forskellige instrumenter, der anvendes til dækning af risikoen for erhvervsansvar.

(36)

For at sikre, at erhvervsansvarsforsikringen er tilstrækkelig effektiv til at kunne dække opståede tab i forbindelse med forsikrede hændelser, bør den tegnes hos et forsikringsselskab, der har tilladelse til at tilbyde erhvervsansvarsforsikringer. Dette omfatter forsikringsselskaber i og uden for Unionen i det omfang, de har tilladelse til at tilbyde sådanne forsikringer i henhold til EU-lovgivningen eller national lovgivning.

(37)

For at give mulighed for en vis fleksibilitet ved udviklingen af passende erhvervsansvarsforsikringer skal det være muligt for FAIF'en og forsikringsselskabet at indgå aftale om en klausul, under forudsætning af at FAIF'en afholder et fastsat beløb som den første del af et eventuelt tab (defineret overskud). Hvis der er aftalt et sådant defineret overskud, bør FAIF'en have en egenkapital, der svarer til den fastsatte størrelse af det tab, som FAIF'en skal afholde. Denne egenkapital bør supplere FAIF'ens startkapital og den egenkapital, som FAIF'en skal have i henhold til artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/61/EU.

(38)

Rent principielt bør der foretages en kontrol af dækningens tilstrækkelighed via egenkapital eller erhvervsansvarsforsikring mindst én gang om året. FAIF'en bør imidlertid have procedurer, der sikrer løbende overvågning af den samlede værdi af de forvaltede AIF-porteføljer og løbende justeringer af dækningsbeløbet for erhvervsansvarsrisici, i tilfælde af at der identificeres væsentlige uoverensstemmelser. Derudover kan den kompetente myndighed i en FAIF's hjemland reducere eller forhøje minimumskravet til ekstra egenkapital under hensyntagen til FAIF'ens risikoprofil, dens tabshistorik og tilstrækkeligheden af dens ekstra egenkapital eller erhvervsansvarsforsikring.

(39)

I henhold til direktiv 2011/61/EU skal FAIF'er handle i AIF'ernes og AIF-investorernes interesse og tilgodese markedets integritet. FAIF'er bør derfor anvende passende politikker og procedurer, som gør det muligt for dem at forebygge uregelmæssigheder såsom markedstiming og sen handel. Markedstimere drager fordel af udløbsdatoer eller forældede priser på værdipapirporteføljer, der påvirker beregningen af AIF'ens nettoaktivværdi, eller køber og indløser andele i AIF'en inden for få dage og udnytter derved den måde, som AIF'en beregner sin nettoaktivværdi på. Sen handel involverer formidling af ordrer om at købe eller indløse andele i AIF'er efter et bestemt skæringstidspunkt, men hvor den modtagne pris er prisen på skæringstidspunktet. Begge uregelmæssigheder skader langsigtede investorers interesser, da de udvander deres forrentning og har skadelige virkninger for AIF'ens forrentning, idet de øger transaktionsomkostningerne og forstyrrer porteføljeplejen. FAIF'er bør også indføre passende procedurer for at sikre, at AIF'en forvaltes effektivt, og bør handle med henblik på at forhindre, at AIF'en og dens investorer opkræves unødvendige omkostninger.

(40)

I overensstemmelse med den metode, der finder anvendelse for UCITS-forvaltere, bør FAIF'er sikre en høj standard for omhu ved valg og overvågning af investeringer. De bør have passende erhvervserfaring og viden om de aktiver, som AIF'erne investerer i. Med henblik på at sikre, at investeringsbeslutninger foretages i overensstemmelse med investeringsstrategien og, hvis det er relevant, risikogrænserne for de forvaltede AIF'er, skal FAIF'er udarbejde og gennemføre skriftlige politikker og procedurer vedrørende fornøden omhu. Disse politikker og procedurer skal gennemgås og opdateres regelmæssigt. Når FAIF'er investerer i bestemte typer af aktiver med en lang løbetid, mindre likvide aktiver såsom fast ejendom eller interessentskabsandele, bør krav til fornøden omhu også gælde i forhandlingsfasen. De aktiviteter, som FAIF'en udfører før indgåelse af en aftale, bør være veldokumenterede for at vise, at de er i overensstemmelse med den økonomiske og finansielle plan og derfor med AIF'ens løbetid. FAIF'er bør føre referat over de relevante møder, forberedende dokumentation og den økonomiske og finansielle analyse, der foretages for at vurdere projektets egnethed og den aftalemæssige forpligtelse.

(41)

Kravet om, at FAIF'er handler med fornøden dygtighed, omhu og hurtighed, bør også gælde i de tilfælde, hvor FAIF'en udpeger en prime broker eller modpart. FAIF'en bør kun vælge og udpege de prime brokere og modparter, der er underlagt løbende tilsyn, er finansielt sunde og har den nødvendige organisatoriske struktur, der passer til de ydelser, der skal leveres til FAIF'en eller AIF'en. Med henblik på at sikre, at investorernes interesser beskyttes tilstrækkeligt, er det vigtigt at præcisere, at et af de kriterier, som den finansielle sundhed bør vurderes i forhold til, er, hvorvidt prime brokere eller modparter er underlagt relevante tilsynsregler, herunder tilstrækkelige kapitalkrav og effektiv overvågning.

(42)

I overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU, i hvilket der stilles krav om, at FAIF'er handler ærligt, rimeligt og med fornøden dygtighed, bør personer, som i praksis leder FAIF'ens forretninger, som er medlemmer af ledelsesorganet eller den øverste ledelse, i tilfælde af enheder, der ikke har en bestyrelse, have den nødvendige viden, de nødvendige færdigheder og den nødvendige sagkundskab for at kunne varetage de arbejdsopgaver, de tildeles, og navnlig at forstå de risici, der er forbundet med FAIF'ens aktiviteter. I henhold til Kommissionens grønbog om selskabsledelse i den finansielle sektor (2) bør de personer, som i praksis leder en FAIF's drift, også afsætte tilstrækkelig tid til at kunne udøve deres funktioner og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed for bl.a. i praksis at vurdere og i givet fald anfægte afgørelser truffet af den øverste ledelse.

(43)

Med henblik på at sikre, at de relevante aktiviteter udføres korrekt, bør FAIF'er ansætte medarbejdere med de nødvendige færdigheder, den nødvendige viden og den nødvendige sagkundskab for at kunne varetage de arbejdsopgaver, de tildeles.

(44)

FAIF'er, der yder service i forbindelse med individuel porteføljepleje, skal overholde de tilskyndelsesregler, der er fastsat i Kommissionens direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv (3). For at sikre konsekvens bør disse principper udstrækkes til FAIF'er, der yder en kollektiv porteføljeplejeservice, samt markedsføring. Eksistensen, arten og størrelsen af et gebyr, en provision eller en naturalieydelse eller, hvis det ikke er muligt at konstatere beløbets størrelse, hvilken metode der er anvendt til beregning heraf, bør fremgå af FAIF'ens årsrapport.

(45)

Investorer i AIF'er bør drage fordel af en beskyttelse svarende til den, der gælder for FAIF-kunder, som FAIF'er yder individuel porteføljeplejeservice til, da de i et sådant tilfælde skal overholde reglerne om »bedste udførelse« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (4) og direktiv 2006/73/EF. Der bør tages hensyn til forskellene mellem de forskellige typer af aktiver, som AIF'er investerer i, idet »bedste udførelse« ikke er relevant, f.eks. når FAIF'en investerer i fast ejendom eller interessentskabsandele, og investeringen foretages efter omfattende forhandlinger om aftalens bestemmelser. Hvis det ikke er muligt at vælge mellem forskellige handelssystemer, bør FAIF'en over for de kompetente myndigheder og revisorer kunne godtgøre, at denne mulighed ikke foreligger.

(46)

For at sikre konsekvens i forhold til de krav, der gælder for UCITS-forvaltere, bør regler om behandling af ordrer og om aggregering og allokering af handelsordrer finde anvendelse for FAIF'er, når de yder kollektiv porteføljepleje. Sådanne regler bør imidlertid ikke finde anvendelse, hvis investeringen i aktiver foretages efter omfattende forhandlinger om aftalens bestemmelser, f.eks. investering i fast ejendom, interessentskabsandele eller unoterede selskaber, da der i disse tilfælde ikke udføres nogen ordre.

(47)

Det er vigtigt at angive de situationer, hvor der sandsynligvis vil forekomme interessekonflikter, navnlig hvis der er udsigt til økonomisk vinding eller undgåelse af økonomiske tab, eller hvor der gives økonomiske eller andre incitamenter til at styre FAIF'ens adfærd i en sådan retning, at den tilgodeser særlige interesser på bekostning af andre parters interesser, f.eks. en anden AIF, dens kunder, institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) eller andre af FAIF'ens kunder.

(48)

Den politik vedrørende interessekonflikter, som FAIF'en har udarbejdet, bør identificere situationer, hvor FAIF-udførte aktiviteter vil kunne give anledning til interessekonflikter, som vil eller ikke vil medføre potentielle risici for skade på AIF'ens eller AIF-investorernes interesser. Med henblik på at identificere dem bør FAIF'en ikke alene tage hensyn til aktiviteten i den kollektive porteføljepleje, men også andre aktiviteter, som den har tilladelse til at udøve, herunder aktiviteter for dens kontrahenter, underkontrahenter, ekstern valuar eller modpart.

(49)

I overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (5) for investeringsinstitutternes administrationsselskaber og i direktiv 2004/39/EF for investeringsfirmaer, bør FAIF'er indføre procedurer og træffe foranstaltninger for at sikre, at de relevante personer, som er involveret i forskellige aktiviteter, der vil kunne indebære interessekonflikter, udøver disse aktiviteter på et uafhængigt plan, der svarer til FAIF'ens størrelse og aktiviteter.

(50)

Det er vigtigt at fastlægge en generel ramme, i henhold til hvilken interessekonflikter, hvis de forekommer, bør styres og oplyses om. De detaljerede trin og procedurer, der skal følges i sådanne situationer, bør præciseres i den politik vedrørende interessekonflikter, som FAIF'en skal udarbejde.

(51)

Et af de centrale elementer i et risikostyringssystem er en permanent risikostyringsfunktion. Af konsekvenshensyn bør opgaver og ansvarsområder svare til dem, der fastsættes i Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab (6), for den permanente risikostyringsfunktion i investeringsinstitutters administrationsselskaber. Denne funktion bør have en primær rolle ved udarbejdelsen af AIF'ens risikoprofil, risikoovervågning og risikomåling med henblik på at sikre, at risikoniveauet løbende overholder AIF'ens risikoprofil. Den permanente risikostyringsfunktion bør have den nødvendige autoritet og adgang til alle relevante oplysninger og regelmæssig kontakt med FAIF'ens øverste ledelse og ledelsesorganet med henblik på at forsyne dem med opdateringer, således at de kan træffe øjeblikkelige afhjælpende foranstaltninger, hvis det er relevant.

(52)

Risikostyringspolitikken danner en anden søjle i risikostyringssystemet. Den politik bør være passende dokumenteret og bør navnlig forklare de foranstaltninger og procedurer, der anvendes til at måle og styre risici, beskyttelsesforanstaltningerne for uafhængig udførelse af risikostyringsfunktionen, de teknikker, der anvendes for at styre risici, og de nærmere oplysninger om ansvarsfordelingen i FAIF'en i relation til risikostyring og operationelle procedurer. Med henblik på at sikre, at den er effektiv, bør risikostyringspolitikken gennemgås mindst én gang om året af den øverste ledelse.

(53)

I henhold til direktiv 2011/61/EU bør risikostyringsfunktionen være funktionsmæssigt og hierarkisk adskilt fra de operative enheder. Det bør således præciseres, at en sådan adskillelse er sikret op til FAIF'ens ledelsesorgan, og at personerne i risikostyringsfunktionen ikke bør udføre nogen modstridende opgaver eller overvåges af nogen, der er ansvarlig for modstridende funktioner.

(54)

Det er afgørende at angive, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der under alle omstændigheder skal anvendes af FAIF'en, for at sikre risikostyringsfunktionens uafhængighed, og især, at de personer, som varetager risikostyringsfunktionen, ikke bør pålægges modstridende opgaver, at de bør træffe beslutninger på grundlag af de oplysninger, som de kan vurdere på en hensigtsmæssig måde, og at beslutningsprocessen bør kunne gøres til genstand for en gennemgang.

(55)

Selv om direktiv 2011/61/EU ikke pålægger AIF'er nogen investeringsbegrænsninger, kan den pågældende AIF's risici ikke styres effektivt, hvis FAIF'erne ikke har fastsat risikogrænserne på forhånd. Risikogrænserne bør være i overensstemmelse med AIF'ens risikoprofil og oplyses til investorerne i henhold til direktiv 2011/61/EU.

(56)

Af konsekvenshensyn er krav vedrørende identifikation, måling og overvågning af risiko baseret på tilsvarende bestemmelser i direktiv 2010/43/EU. FAIF'er bør på en hensigtsmæssig måde kunne håndtere den mulige sårbarhed ved deres risikohåndteringsteknikker og -modeller ved at foretage stresstest, backtest og scenarieanalyser. Hvis stresstest og scenarieanalyser afslører en særlig sårbarhed over for bestemte omstændigheder, skal FAIF'erne øjeblikkeligt træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger.

(57)

I henhold til direktiv 2011/61/EU skal Kommissionen angive likviditetsstyringssystemer og -procedurer, der giver FAIF'en mulighed for at overvåge AIF'ens likviditetsrisiko undtagen i de tilfælde, hvor AIF'en er af den ikke-gearede lukkede type, og sikre, at likviditetsprofilen for AIF'ens investeringer stemmer overens med de underliggende forpligtelser. Derfor er det vigtigt at fastsætte nogle grundlæggende generelle krav, der er rettet til alle FAIF'er, og hvis anvendelse bør tilpasses til størrelsen, strukturen og arten af de AIF'er, som den pågældende FAIF forvalter.

(58)

FAIF'er bør over for de kompetente myndigheder kunne godtgøre, at de har indført relevante og effektive likviditetsstyringspolitikker og -procedurer. Det kræver, at der tages behørigt hensyn til AIF'ens art, herunder typen af underliggende aktiver og størrelsen af den likviditetsrisiko, som AIF'en eksponeres for, omfanget og kompleksiteten af AIF'en eller kompleksiteten af processen med at realisere eller sælge aktiver.

(59)

Likviditetsstyringssystemer og -procedurer kan gøre det muligt for FAIF'er at anvende de værktøjer og ordninger, der er nødvendige for at kunne håndtere illikvide aktiver og relaterede værdiansættelsesproblemer med henblik på at imødekomme anmodninger om indløsning. Sådanne værktøjer og ordninger kan omfatte, hvis det er tilladt i henhold til den nationale lovgivning, delvise indløsninger, midlertidige lån, opsigelsesvarsler, og puljer af likvide aktiver. »Side pockets« og andre mekanismer, hvor visse aktiver er underlagt tilsvarende ordninger mellem AIF'en og dens investorer, bør betragtes som »særlige ordninger«, da de har indvirkning på investorernes specifikke indløsningsrettigheder i AIF'en. Suspensionen af en AIF bør ikke anses for at være en særlig ordning, da dette gælder for alle AIF'ens aktiver og alle AIF'ens investorer. Brugen af værktøjer og særlige ordninger i forbindelse med likviditetsstyring bør gøres afhængig af konkrete omstændigheder og variere i henhold til AIF'ens art, omfang og investeringsstrategi.

(60)

Kravet om at overvåge likviditetsstyringen af underliggende institutter for kollektiv investering, som AIF'er investerer i, sammen med kravene om at tilvejebringe værktøjer og ordninger med henblik på at styre likviditetsrisikoen samt identificere, håndtere og overvåge interessekonflikter mellem investorer, bør ikke finde anvendelse for FAIF'er, der forvalter AIF'er af den lukkede type, uafhængigt af hvorvidt de anses for at anvende gearing. Undtagelsen fra disse indløsningsrelaterede krav til likviditetsstyringen bør afspejle forskellene i de generelle indløsningsbetingelser for investorer i en lukket AIF i forhold til dem, der investerer i en åben AIF.

(61)

Anvendelsen af minimumsgrænser for AIF'ens likviditet eller illikviditet kunne være et effektivt overvågningsværktøj for visse typer af FAIF'er. Hvis en grænse overskrides, kræver dette ikke i sig selv, at FAIF'en træffer foranstaltninger, da dette afhænger af fakta og omstændigheder samt de tolerancer, som FAIF'en har fastsat. Grænser vil således i praksis kunne anvendes ved overvågning af den gennemsnitlige daglige indløsning i forhold til fondslikviditet for så vidt angår dage i den samme periode. Dette værktøj kunne også bruges til at overvåge investorkoncentrationen med henblik på at støtte stresstestscenarier. Disse grænser vil kunne give anledning til fortsat overvågning eller afhjælpende foranstaltninger afhængigt af omstændighederne.

(62)

Stresstest bør, hvis det er relevant, simulere mangel på likviditet i aktiverne samt atypiske indløsningsanmodninger. Der bør tages højde for nylige og forventede fremtidige tegninger og indløsninger sammen med virkningen af de forventede AIF-resultater i forhold til konkurrencen inden for sådanne aktiviteter. FAIF'en bør analysere den periode, der er nødvendig for at imødekomme indløsningsanmodninger i de simulerede stressscenarier. FAIF'en bør ligeledes gennemføre stresstest af markedsfaktorer såsom valutabevægelser, der i væsentlig grad kunne påvirke FAIF'ens eller AIF'ens kreditprofil og som et resultat heraf kravene til sikkerhedsstillelse. FAIF'en bør tage højde for sensitivitet i værdiansættelsen under stressede forhold ved dens tilgang til stresstest eller scenarieanalyser.

(63)

Den hyppighed, hvormed stresstest bør gennemføres, bør afhænge af arten af AIF, investeringsstrategien, likviditetsprofilen, investortypen og AIF'ens indløsningspolitik. Det forventes imidlertid, at der gennemføres sådanne test mindst én gang årligt. Hvis stresstest antyder en likviditetsrisiko, der er væsentligt højere end forventet, bør FAIF'en handle i alle AIF-investorers interesse under hensyntagen til risikoprofilen for AIF'ens aktiver, niveauet af indløsningsanmodninger samt, hvis det er relevant, tilstrækkeligheden af likviditetsstyringspolitikkerne og -procedurerne.

(64)

I henhold til direktiv 2011/61/EU skal Kommissionen angive, hvordan investeringsstrategien, likviditetsprofilen og indløsningspolitikken skal tilpasses hinanden. Der sikres sammenhæng mellem disse tre elementer, hvis investorerne kan indløse deres investeringer i overensstemmelse med AIF'ens indløsningspolitik, hvilket bør dække betingelserne for indløsning under både normale og ekstraordinære omstændigheder på en måde, der sikrer investorerne en retfærdig behandling.

(65)

Direktiv 2011/61/EU foreskriver konsekvens på tværs af sektorerne og fjernelsen af manglende afstemning af interesserne for firmaer, der »ompakker« lån til omsættelige værdipapirer (engagementsleverende kreditinstitutter), og FAIF'er, der investerer i disse værdipapirer eller andre finansielle instrumenter på vegne af AIF'er. Med henblik på at nå dette mål er der taget hensyn til de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (7), der fastsætter de kvantitative og kvalitative krav, som skal opfyldes af investorer, der er eksponeret for kreditrisikoen ved en securitisationsposition, af engagementsleverende og organiserende kreditinstitutter. Da det er samme mål, nemlig at bringe det engagementsleverende eller organiserende kreditinstituts interesser på linje med investorernes interesser, der forfølges med denne forordning og de relevante bestemmelser i direktiv 2006/48/EF, er det vigtigt, at terminologien anvendes konsekvent i begge retsakter, og derfor anvendes definitionerne i direktiv 2006/48/EF som reference. Da Det Europæiske Banktilsynsudvalg, forgængeren for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, har fastlagt detaljerede retningslinjer for fortolkningen af de relevante bestemmelser i direktiv 2006/48/EF (8), kræves det for at opnå sammenhæng på tværs af sektorerne, at de nuværende bestemmelser sigter mod en tilpasning af de engagementsleverende kreditinstitutters, de organiserende kreditinstitutters og FAIF'ernes interesser til hinanden, således at de kan fortolkes i lyset af disse retningslinjer.

(66)

Det er vigtigt, at transaktioner, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer, ikke struktureres på en måde, hvorved de unddrager sig anvendelsen af kravene vedrørende investeringer i securitisationspositioner. Derfor bør henvisningen til en investering i omsættelige værdipapirer eller andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån ikke fortolkes snævert som en retsgyldig og bindende overdragelse af ejendomsret for så vidt angår sådanne instrumenter, men som en investering foretaget i en væsentlig økonomisk henseende, således at eventuelle andre former for syntetiske investeringer bør være dækket og underlagt de specifikke krav. For at undgå misforståelser og tilpasse sproget til det, der anvendes i banklovgivningen, bør begrebet »antagelse om eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation« anvendes i stedet for »investering i omsættelige værdipapirer eller andre finansielle instrumenter baseret på ompakkede lån«.

(67)

De krav, der skal overholdes af institutter, der optræder som engagementsleverende kreditinstitutter, organiserende kreditinstitutter eller oprindelige långivere af en securitisation, er direkte blevet dem pålagt i henhold til direktiv 2006/48/EF. Det er derfor vigtigt at fastsætte de tilsvarende opgaver for en FAIF under antagelse af eksponering for securitisationer. Som følge heraf bør FAIF'en kun antage eksponering for securitisationer, hvis det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver har givet et udtrykkeligt tilsagn til FAIF'en om bibeholdelse af en væsentlig økonomisk interesse i det underliggende aktiv, kendt som tilbageholdelseskravet. Derudover bør FAIF'en sikre, at de forskellige kvalitative krav, der pålægges det organiserende og det engagementsleverende kreditinstitut i henhold til direktiv 2006/48/EF, overholdes. Desuden bør FAIF'en selv overholde de kvalitative krav med henblik på at have en omfattende og indgående forståelse af securitisationsinvesteringen og dens underliggende eksponering. For at opnå dette bør FAIF'er først træffe en investeringsbeslutning, når de har udvist fornøden omhu og forsigtighed, hvorved de bør have fået tilstrækkelige oplysninger og viden om de pågældende securitisationer.

(68)

Der er omstændigheder, hvor enheder svarer til definitionen af engagementsleverende eller organiserende kreditinstitut eller opfylder rollen som oprindelig långiver; en anden enhed, som hverken svarer til definitionen af det organiserende eller engagementsleverende kreditinstitut eller opfylder rollen som oprindelig långiver — men hvis interesser er mest optimalt tilpasset til investorernes — kan imidlertid søge at opfylde tilbageholdelseskravet. Af hensyn til retssikkerheden bør det ikke kræves, at denne anden enhed opfylder tilbageholdelseskravet, hvis tilbageholdelseskravet opfyldes af det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver.

(69)

I tilfælde af overtrædelse af tilbageholdelseskravet eller de kvalitative krav bør FAIF'en overveje at træffe nogle korrigerende foranstaltninger, f.eks. hedging, salg eller reduktion af eksponeringen, eller at kontakte den part, der har overtrådt tilbageholdelseskravet, med henblik på at genskabe compliance. Sådanne korrigerende foranstaltninger bør altid være i investorernes interesse og ikke involvere nogen direkte forpligtelse til at sælge aktiverne, straks efter at overtrædelsen har vist sig, således at man undgår et »brandsalg«. FAIF'en bør tage hensyn til overtrædelsen, når den overvejer at foretage en anden investering i en anden transaktion, som involverer den part, der har overtrådt kravet.

(70)

Med henblik på at overholde kravene i direktiv 2011/61/EU om at præcisere de interne procedurer og organisatoriske foranstaltninger, som hver enkelt FAIF bør anvende, bør FAIF'erne etablere en veldokumenteret organisatorisk struktur, der klart tildeler ansvarsområder, fastlægger kontrolmetoder og sikrer en god informationsstrøm mellem alle involverede parter. FAIF'erne bør også indføre systemer for at beskytte oplysninger og sikre forretningskontinuitet. Ved indførelsen af disse procedurer og strukturer bør FAIF'erne også tage hensyn til proportionalitetsprincippet, som giver mulighed for at tilpasse procedurer, metoder og den organisatoriske struktur til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af deres forretninger og arten og omfanget af aktiviteterne i forbindelse med deres forretninger.

(71)

Afgivelse af oplysninger til investorer er af vital betydning for at beskytte disse investorer, og derfor bør FAIF'erne gennemføre passende politikker og procedurer til at sikre, at AIF'ens indløsningspolitik oplyses til investorerne tilstrækkeligt detaljeret og med passende vægt, inden de investerer, og i tilfælde af væsentlige ændringer. Dette kunne omfatte oplysninger om opsigelsesperioder i forbindelse med indløsninger, detaljer om lock-up-perioder, angivelse af omstændigheder, hvor normale indløsningsmekanismer eventuelt ikke finder anvendelse eller kan suspenderes, og detaljer om eventuelle foranstaltninger, der kan overvejes af ledelsesorganet, f.eks. »gates« og »side pockets«, da de har indvirkning på investorernes specifikke indløsningsrettigheder i den pågældende AIF.

(72)

For at sikre, at de relevante aktiviteter udøves korrekt, bør FAIF'er i særdeleshed anvende passende elektroniske systemer med henblik på at opfylde registreringskravene vedrørende porteføljetransaktioner eller tegnings- og indløsningsordrer og indføre, gennemføre og til enhver tid anvende regnskabsmetoder og -procedurer for at sikre, at nettoaktivværdien beregnes korrekt som krævet i direktiv 2011/61/EU og denne forordning.

(73)

Med henblik på at sikre sammenhæng med kravene til UCITS-forvaltere i henhold til direktiv 2009/65/EF bør ledelsesorganet, den øverste ledelse, eller, hvis det er relevant, FAIF'ens tilsynsfunktion overdrages lignende typer af opgaver, hvortil der tildeles passende ansvarsområder. En sådan tildeling af ansvarsområder bør dog være i overensstemmelse med den rolle og de ansvarsområder, som ledelsesorganet, den øverste ledelse og tilsynsfunktionen har i henhold til den gældende nationale lovgivning. Den øverste ledelse kan bestå af nogle eller alle medlemmer af ledelsesorganet.

(74)

Kravet om at etablere en permanent og effektiv compliancefunktion bør altid være opfyldt af FAIF'en, uafhængigt af størrelsen og kompleksitetsgraden af dens forretninger. Compliancefunktionens tekniske og personalemæssige struktur bør imidlertid tilpasses til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af FAIF'ens virksomhed og arten og omfanget af servicen og aktiviteterne. Der bør ikke være krav om, at FAIF'en opretter en uafhængig complianceenhed, hvis et sådant krav ville være uforholdsmæssigt i lyset af FAIF'ens størrelse eller arten, omfanget og kompleksitetsgraden af dens forretninger.

(75)

Værdiansættelsesstandarder er forskellige på tværs af jurisdiktioner og aktivklasser. Denne forordning supplerer de fælles generelle regler og fastsætter benchmarks for FAIF'er ved udvikling og gennemførelse af passende og konsekvente metoder og procedurer for korrekt og uafhængig værdiansættelse af AIF'ers aktiver. Metoderne og procedurerne bør beskrive de forpligtelser, roller og ansvarsområder, der vedrører alle de parter, som deltager i værdiansættelsen, herunder eksterne valuarer.

(76)

Aktivernes værdi kan bestemmes på forskellige måder, f.eks. under henvisning til observerede priser på et aktivt marked eller med et skøn ved brug af andre værdiansættelsesmetoder i henhold til national lovgivning, AIF'ens regler eller vedtægter. Da værdien af individuelle aktiver og passive kan fastsættes ved hjælp af forskellige metoder og kan tages fra forskellige kilder, bør FAIF'en fastlægge og beskrive de anvendte værdiansættelsesmetoder.

(77)

Hvis der anvendes en model til værdiansættelse af aktiver, bør værdiansættelsesprocedurerne og -metoderne angive de vigtigste træk ved modellen. Før anvendelse af modellen bør den underkastes en valideringsprocedure, som udføres af en intern eller ekstern person, der ikke har været involveret i processen med at udarbejde modellen. En given person bør anses for at være kvalificeret til at gennemføre en værdiansættelsesprocedure i forbindelse med den model, der anvendes til at værdiansætte aktiverne, hvis han er i besiddelse af tilstrækkelig kompetence til og erfaring med værdiansættelse af aktiver ved hjælp af sådanne modeller. Denne person kunne være en revisor.

(78)

Da AIF'er opererer i et dynamisk miljø, hvor investeringsstrategier kan ændre sig over tid, bør værdiansættelsesmetoder og -procedurer gennemgås mindst én gang årligt, og under alle omstændigheder inden AIF'er anlægger en ny investeringsstrategi eller erhverver en ny type aktiver. Enhver ændring i værdiansættelsesmetoder og -procedurer, herunder værdiansættelsesmetoder, bør følge en forud fastsat procedure.

(79)

FAIF'en skal sikre, at AIF'ens individuelle aktiver er blevet værdiansat korrekt i overensstemmelse med værdiansættelsesmetoderne og -procedurerne. For nogle aktiver, især komplekse og illikvide finansielle instrumenter, er der en højere risiko for uhensigtsmæssig værdiansættelse. Med henblik på at tackle denne type situationer bør FAIF'en indføre passende kontroller for at sikre, at der kan knyttes en tilstrækkelig grad af objektivitet til værdien af AIF'ens aktiver.

(80)

Beregning af nettoaktivværdien pr. andel er underlagt national lovgivning og/eller fondsbestemmelser eller vedtægter. Denne forordning indeholder kun proceduren for beregning og ikke metoden for beregning. FAIF'en kan selv foretage beregningen af nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel som en del af de forvaltningsfunktioner, som den udfører for AIF'en. Alternativt kan der udpeges en tredjepart til at udføre forvaltningsopgaver, herunder beregning af nettoaktivværdien. En tredjepart, der udfører beregningen af nettoaktivværdien for en AIF, bør ikke betragtes som en ekstern valuar i henhold til direktiv 2011/61/EU, så længe der ikke foretages værdiansættelser af individuelle aktiver, herunder dem, der kræver en subjektiv vurdering, men som inkorporerer værdier i beregningsproceduren, der er indhentet fra FAIF'en, prisfastsættelseskilder eller en ekstern valuar.

(81)

Der er værdiansættelsesprocedurer, som kan udføres dagligt, eksempelvis værdiansættelse af finansielle instrumenter, men der er også værdiansættelsesprocedurer, der ikke kan udføres med den samme hyppighed, som udstedelser, tegninger, indløsninger og mortifikationer finder sted, f.eks. værdiansættelsen af fast ejendom. Hyppigheden af værdiansættelse af åbne AIF'ers aktiver bør fastlægges under hensyntagen til forskellene i værdiansættelsesprocedurerne for så vidt angår typerne af AIF'ens aktiver.

(82)

De strenge krav og begrænsninger, der skal overholdes, når en FAIF har til hensigt at delegere udførelsen af opgaver, er fastsat i direktiv 2011/61/EU. FAIF'en forbliver til enhver tid fuldt ud ansvarlig for den korrekte udførelse af de delegerede opgaver og deres overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU og dets gennemførelsesforanstaltninger. FAIF'en bør derfor sikre, at den, der har fået overdraget ansvaret, anvender de kvalitetsstandarder, som FAIF'en selv ville anvende. Hvis det desuden er nødvendigt for at sikre, at de delegerede funktioner udføres på et konsekvent højt niveau, skal FAIF'en kunne inddrage delegeringen, og delegeringsaftalen bør således give FAIF'en fleksible opsigelsesrettigheder. Delegeringsbegrænsninger og -krav bør finde anvendelse på de forvaltningsfunktioner, der er fastsat i bilag I til direktiv 2011/61/EU, mens støtteopgaver såsom administrative eller tekniske funktioner, der understøtter forvaltningsopgaverne, f.eks. logistisk støtte i form af rengøring, catering og indkøb af basisydelser eller -produkter, ikke bør betragtes som delegering af FAIF-funktioner. Andre eksempler på tekniske eller administrative funktioner er indkøb af standardhyldesoftware og aftaler med softwareleverandører om at yde ad hoc-driftssupport i forbindelse med hyldesystemer eller supportere personalefunktionen i forbindelse med udvælgelse af midlertidigt ansatte eller udarbejdelse af lønregnskaber.

(83)

For at sikre et højt niveau af investorbeskyttelse ud over den øgede effektivitet i FAIF'ens forretningsadfærd bør hele delegeringen være begrundet i objektive forhold. Ved vurderingen af disse forhold bør de kompetente myndigheder overveje strukturen i delegeringen og dens indvirkning på FAIF'ens struktur samt vekselvirkningen mellem de delegerede aktiviteter og de aktiviteter, der forbliver hos FAIF'en.

(84)

Med henblik på at vurdere, hvorvidt den person, som rent faktisk udfører opgaverne for den, der får overdraget ansvaret, er i besiddelse af et tilstrækkeligt godt omdømme, bør denne persons forretningsadfærd undersøges, og det bør kontrolleres, hvorvidt han har begået strafbare handlinger i relation til finansielle aktiviteter. Alle andre relevante oplysninger vedrørende personlige kvaliteter, der måske kan påvirke personens udførelse af opgaverne i negativ retning, f.eks. tvivl om dennes hæderlighed og integritet, bør tages i betragtning ved vurderingen af kravet om et tilstrækkeligt godt omdømme.

(85)

Investeringsselskaber, der har erhvervet tilladelse i henhold til direktiv 2009/65/EF, anses ikke for at være virksomheder, der er bemyndiget eller registreret med henblik på forvaltning af aktiver, og de er underlagt tilsyn, fordi de ikke må udøve andre aktiviteter end kollektiv porteføljepleje i henhold til nævnte direktiv. På samme måde bør en internt forvaltet AIF ikke anses for at være klassificeret som en sådan virksomhed, idet den ikke må udøve andre aktiviteter end intern forvaltning af AIF'en.

(86)

Hvis delegeringen omfatter porteføljepleje eller risikostyring, hvilket er FAIF'ens kerneområde, og som derfor er yderst relevant for så vidt angår investorbeskyttelse og systemiske risici, bør den kompetente myndighed i FAIF'ens hjemland og tilsynsmyndigheden for tredjelandsvirksomheden ud over kravene i artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2011/61/EU have indgået en skriftlig samarbejdsaftale. Aftalen bør være indgået inden delegeringen. Aftalens nærmere indhold bør fastlægges inden for rammerne af internationale standarder.

(87)

Skriftlige aftaler bør give de kompetente myndigheder ret til at foretage kontrol på stedet, herunder hvis de anmoder tilsynsmyndigheden i det tredjeland, hvori virksomheden med uddelegerede funktioner er beliggende, og hvor de anmoder om tilladelse fra tredjelandets tilsynsmyndighed til selv at foretage kontrol, eller ledsage personale fra tredjelandets tilsynsmyndighed for at hjælpe dem med at foretage kontrol på stedet.

(88)

På grundlag af forpligtelserne i direktiv 2011/61/EU bør FAIF'er altid handle i AIF'ernes eller investorernes interesse med hensyn til de AIF'er, som de forvalter. Derfor kan delegering kun komme i betragtning, hvis den ikke forhindrer FAIF'en i at handle i eller forvalte AIF'en i investorernes interesse.

(89)

For at opretholde en høj standard for investorbeskyttelse skal der tages højde for mulige interessekonflikter ved enhver delegering af funktioner. Flere kriterier bør lægges til grund for benchmarks med henblik på identifikation af situationer, som vil kunne afføde væsentlige interessekonflikter. Disse kriterier bør forstås som ikke-udtømmende og på den måde, at ikke-væsentlige interessekonflikter også er relevante i henhold til direktiv 2011/61/EU. Udførelsen af compliance- eller revisionsfunktioner bør dermed anses for at være i konflikt med opgaver i relation til porteføljeplejen, mens prisstillingsaktiviteter og afsætningsgaranti bør forstås som værende i konflikt med porteføljepleje eller risikostyring. Denne forpligtelse gælder dog med forbehold af den forpligtelse, som den person, der har fået overdraget ansvaret, har til at adskille opgaverne i forbindelse med porteføljeplejen og risikostyringen funktionsmæssigt og hierarkisk fra hinanden i henhold til bestemmelserne i artikel 15 i direktiv 2011/61/EU.

(90)

De krav, der finder anvendelse på delegering af udførelsen af opgaver på vegne af FAIF'en, bør finde tilsvarende anvendelse, hvis den, der har fået overdraget ansvaret, videredelegerer nogle af de delegerede funktioner, og også i tilfælde af en eventuel yderligere videredelegering.

(91)

Med henblik på at sikre, at FAIF'en under alle omstændigheder udfører investeringsforvaltningsfunktioner, bør FAIF'en ikke delegere sine funktioner i et sådant omfang, at denne reelt ikke kan anses for at være forvalter af AIF'en eller i en sådan udstrækning, at FAIF'en blot fungerer som et tomt selskab. FAIF'en bør til enhver tid have tilstrækkelige ressourcer til at kunne føre effektivt tilsyn med de delegerede funktioner. FAIF'en skal selv varetage funktioner i relation til investeringsforvaltningen, have den nødvendige ekspertise og de nødvendige ressourcer til at kunne træffe beslutninger, som hører ind under den øverste ledelses ansvarsområde, og til at varetage funktioner i relation til den øverste ledelse, hvilket kunne indbefatte gennemførelsen af den generelle investeringspolitik og investeringsstrategier.

(92)

Vurderingen af en delegeringsstruktur er en vanskelig opgave, der må baseres på en række kriterier, hvis de kompetente myndigheder skal kunne nå frem til en holdning. Denne kombination er nødvendig, for at der kan tages højde for det brede spektrum af fondsstrukturer og investeringsstrategier i Unionen. ESMA kan udarbejde retningslinjer for at sikre en konsekvent vurdering af delegeringsstrukturer i hele Unionen.

(93)

Kommissionen skal overvåge, hvordan kriterierne anvendes, og hvilke konsekvenser de har for markederne. Kommissionen skal foretage en vurdering af situationen efter to år og om nødvendigt træffe passende foranstaltninger til yderligere at præcisere, under hvilke omstændigheder en FAIF må anses for at have delegeret sine funktioner i et sådant omfang, at den bliver et tomt selskab og ikke længere kan betragtes som forvalter af AIF'en.

(94)

Direktiv 2011/61/EU fastsætter en lang række krav vedrørende en AIF's depositar med henblik på at sikre en høj standard for investorbeskyttelse. De respektive konkrete rettigheder og forpligtelser for depositaren, FAIF'en og/eller AIF'en og tredjemand bør derfor fastlægges klart. Den skriftlige aftale bør omfatte alle de detaljer, der er nødvendige for en passende opbevaring af alle AIF'ens aktiver hos depositaren eller en tredjepart, som får overdraget opbevaringsfunktioner i henhold til direktiv 2011/61/EU, og for depositaren med henblik på at kunne opfylde sine tilsyns- og kontrolfunktioner. For at depositaren har mulighed for at vurdere og overvåge depotrisikoen, bør aftalen give tilstrækkelige oplysninger om de kategorier af aktiver, som AIF'en kan investere i, og omfatte de geografiske regioner, hvor AIF'en planlægger at investere. Aftalen bør også indeholde oplysninger om en eskaleringsprocedure. Depositaren bør således advare FAIF'en om enhver væsentlig risiko, som identificeres i et bestemt markeds afregningssystem. For så vidt angår ophævelse af aftalen, bør den afspejle den kendsgerning, at ophævelsen af aftalen er depositarens sidste udvej, hvis det ikke godtgøres, at aktiverne er tilstrækkeligt beskyttet. Den bør også forebygge moralsk hasard, hvor FAIF'en træffer investeringsbeslutningen uafhængigt af depotrisici, på baggrund af at depositaren ville være ansvarlig i de fleste tilfælde. Med henblik på at opretholde en høj standard for investorbeskyttelse bør kravet om oplysninger med hensyn til overvågning af tredjemand anvendes i relation til hele opbevaringskæden.

(95)

En depositar, der er etableret i et tredjeland, bør være underlagt offentlig tilsynsregulering og tilsyn udført af en tilsynsmyndighed, der er kompetent til at føre løbende tilsyn, foretage undersøgelser og pålægge sanktioner. Hvis dette tilsyn med depositaren involverer flere tilsynsmyndigheder, bør én tilsynsmyndighed fungere som kontaktpunkt i henhold til direktiv 2011/61/EU og alle delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i henhold hertil.

(96)

Vurderingen af tredjelandets lovgivning i henhold til artikel 21, stk. 6, sidste afsnit, i direktiv 2011/61/EU bør foretages af Europa-Kommissionen ved at sammenligne tilladelseskriterierne og de aktuelle driftsvilkår, der gælder for depositaren i tredjelandet, med de tilsvarende krav i henhold til EU-lovgivningen for kreditinstitutter og/eller for investeringsfirmaer i forbindelse med adgang til depositarens forretninger og udøvelsen af depositarfunktioner med henblik på at fastslå, hvorvidt de lokale kriterier har den samme effekt som dem, der er oprettet i henhold til EU-lovgivningen. En depositar, der er underlagt tilsyn og har tilladelse i tredjelandet under en lokal kategori andet end et kreditinstitut eller et investeringsfirma, kan vurderes af Europa-Kommissionen med det formål at undersøge, hvorvidt de relevante bestemmelser i tredjelandets lovgivning har den samme effekt som dem, der er oprettet i henhold til EU-lovgivningen for kreditinstitutter og/eller for investeringsfirmaer.

(97)

For at depositaren har et klart overblik over alle AIF'ens ind- og udgående cash flows i alle tilfælde, bør FAIF'en sikre, at depositaren uden unødig forsinkelse modtager nøjagtige oplysninger om alle cash flows, herunder fra enhver tredjepart, hvor der oprettes en AIF-kontantkonto.

(98)

For at AIF'ens cash flows kan overvåges korrekt, består depositarens forpligtelse i at sikre, at der er effektivt gennemførte procedurer til rådighed, for i passende grad at kunne overvåge AIF'ens cash flows, og at der foretages en periodisk gennemgang af disse procedurer. Depositaren bør navnlig undersøge afstemningsproceduren for at sikre, at proceduren er egnet til AIF'en og udføres med passende intervaller under hensyntagen til AIF'ens art, omfang og kompleksitet. Denne procedure bør eksempelvis sammenligne hver enkelt cash flow, der figurerer på kontoudtogene, med de cash flows, der registreres på AIF'ens konti. Hvis der foretages afstemning dagligt, som det er tilfældet for de fleste åbne AIF'er, bør depositaren også gennemføre sin afstemning dagligt. Depositaren bør navnlig overvåge de forskelle, der fremhæves i forbindelse med afstemningsprocedurerne, og de korrigerende foranstaltninger, der træffes for uden unødig forsinkelse at underrette FAIF'en om enhver uregelmæssighed, der ikke er afhjulpet, og at gennemføre en fuld gennemgang af afstemningsprocedurerne. En sådan gennemgang bør foretages mindst én gang årligt. Depositaren bør også rettidigt identificere væsentlige cash flows og især dem, som kan være uforenelige med AIF'ens drift, f.eks. ændringer i positioner i AIF'ens aktiver eller tegninger og indløsninger, og han bør med jævne mellemrum modtage kontoudtog og kontrollere sammenhængen i sine egne registreringer af likvide positioner med FAIF'ens. Depositaren skal sørge for, at registrene er ajourførte i overensstemmelse med artikel 21, stk. 8, litra b), i direktiv 2011/61/EU.

(99)

Depositaren skal sikre, at alle betalinger, som foretages af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af kapitalandele eller andele i en AIF, er modtaget og bogført på en eller flere kontantkonti i henhold til direktiv 2011/61/EU. FAIF'en bør derfor sørge for, at depositaren får de relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne overvåge modtagelsen af investorernes betalinger korrekt. FAIF'en skal sikre, at depositaren modtager disse oplysninger uden unødig forsinkelse, når tredjeparten modtager en ordre om at indløse eller udstede kapitalandele eller andele i en AIF. Oplysningerne bør derfor overføres ved afslutningen af hver bankdag fra den enhed, der er ansvarlig for tegning og indløsning af kapitalandele eller andele i en AIF, til depositaren med henblik på at undgå forkert anvendelse af investorernes betalinger.

(100)

Afhængigt af den type aktiver, der skal opbevares, skal aktiver enten opbevares, som det er tilfældet med finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, eller som fysisk kan leveres til depositaren i overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU, eller være underlagt kontrol af ejendomsret og registrering. Depositaren bør opbevare alle finansielle instrumenter for AIF'en eller for den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, der kan registreres eller opbevares på en konto direkte eller indirekte i depositarens navn eller i en tredjeparts navn, som får overdraget opbevaringsfunktioner, navnlig på værdipapircentralniveau. Ud over disse situationer skal de finansielle instrumenter opbevares i et depot, der udelukkende er registreret hos udstederen eller dennes agent i depositarens navn eller i den tredjeparts navn, som har fået overdraget opbevaringsfunktioner. Disse finansielle instrumenter, som i henhold til den nationale lovgivning udelukkende er registreret i AIF'ens navn hos udstederen eller dennes agent, f.eks. private equity-fondes eller venturekapitalfondes investeringer i unoterede selskaber, bør ikke opbevares i depot. Alle finansielle instrumenter, der kan leveres fysisk til depositaren, bør opbevares i depot. Under forudsætning af at betingelserne for opbevaringen af de finansielle instrumenter er opfyldt, skal finansielle instrumenter, der stilles som sikkerhed til en tredjepart eller tilvejebringes af en tredjepart til fordel for AIF'en, også opbevares af depositaren selv eller af en tredjepart, som har fået overdraget opbevaringsfunktioner, så længe de er ejet af AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en. Desuden gælder, at finansielle instrumenter, der ejes af AIF'en eller af FAIF'en på vegne af AIF'en, for hvilken AIF'en eller FAIF'en på vegne af AIF'en har givet sit samtykke til depositarens genanvendelse heraf, skal opbevares, så længe retten til genanvendelse ikke er blevet udøvet.

(101)

I forbindelse med finansielle instrumenter, der opbevares, bør der til enhver tid udvises fornøden omhu og beskyttelse. Med henblik på at vurdere opbevaringsrisikoen korrekt ved udvisningen af fornøden omhu bør depositaren især vide, hvilke tredjeparter der indgår i opbevaringskæden, sikre, at forpligtelsen til at udvise fornøden omhu og forpligtelsen til adskillelse er bevaret gennem hele opbevaringskæden, sikre, at denne har en passende adgangsret til regnskaber og registre hos tredjeparter, som har fået overdraget opbevaringsfunktioner, sikre overholdelsen af disse krav, dokumentere alle disse opgaver og gøre disse dokumenter tilgængelige for samt rapportere til FAIF'en.

(102)

Med henblik på at forhindre omgåelse af kravene i direktiv 2011/61/EU bør depositaren anvende opbevaringsopgaverne i forhold til de underliggende aktiver i finansielle strukturer og/eller retlige strukturer, der direkte eller indirekte kontrolleres af AIF'en eller af den FAIF, der handler på vegne af AIF'en. Look-through-bestemmelsen bør ikke finde anvendelse på midler i fonde eller master-feeder-strukturer, under forudsætning af at de har en depositar, der opbevarer fondens aktiver hensigtsmæssigt.

(103)

Depositaren bør til enhver tid have et komplet overblik over alle aktiver, som ikke er finansielle instrumenter, der skal opbevares. Disse aktiver vil være underlagt forpligtelsen vedrørende kontrol af ejerskabet og registrering i henhold til direktiv 2011/61/EU. Eksempler på sådanne aktiver er fysiske aktiver, der ikke anses for finansielle instrumenter i henhold til direktiv 2011/61/EU eller ikke kunne leveres til depositaren, samt finansielle kontrakter såsom derivater, kontante deposita eller investeringer i unoterede selskaber og andele i interessentskaber.

(104)

For at opnå en tilstrækkelig grad af sikkerhed for, at AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, rent faktisk er ejeren af aktiverne, bør depositaren sørge for at få alle de oplysninger, som han anser for nødvendige til at godtgøre, at AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, har ejendomsretten til aktiverne. Disse oplysninger kan være en kopi af et officielt dokument, som godtgør, at AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, er ejeren af aktivet, eller enhver formel og pålidelig dokumentation, som depositaren finder relevant. Om nødvendigt bør depositaren anmode om yderligere dokumentation fra AIF'en eller FAIF'en og/eller fra en tredjepart.

(105)

Depositaren bør registrere alle aktiver, for hvilke det er godtgjort, at AIF'en har ejendomsretten. Denne kan indføre en procedure for modtagelse af oplysninger fra tredjeparter, hvor procedurer, der sikrer, at aktiverne ikke kan overføres, uden at depositaren eller den tredjepart, som har fået overdraget opbevaringsfunktioner, er blevet informeret om sådanne transaktioner, kan være mulige i tilfælde af AIF'er med uregelmæssige transaktioner og/eller transaktioner, der er underlagt en ordning om forudgående afregning. Kravet om at have adgang til dokumentation for hver transaktion fra en tredjepart kan være hensigtsmæssigt for AIF'er med mere hyppig porteføljehandel, f.eks. investeringer i børsnoterede derivater.

(106)

Med henblik på at sikre, at depositaren kan udføre sine opgaver, er det nødvendigt at præcisere de opgaver, der foreskrives i artikel 21, stk. 9, i direktiv 2011/61/EU, og især kontrollerne i »andet lag«, der skal foretages af depositaren. Sådanne opgaver bør ikke forhindre depositaren i at foretage forhåndskontroller, hvor denne anser det for relevant og efter aftale med FAIF'en. Med henblik på at sikre, at depositaren kan udføre sine opgaver, kan denne fastlægge sin egen eskaleringsprocedure for at tackle situationer, hvor der er konstateret uregelmæssigheder. Denne procedure skal sikre, at de kompetente myndigheder underrettes om eventuelle væsentlige overtrædelser. Depositarens tilsynsansvar i forhold til tredjeparter som fastsat i denne forordning berører ikke de ansvarsområder, der påhviler FAIF'en i henhold til direktiv 2011/61/EU.

(107)

Depositaren bør kontrollere sammenhængen mellem antallet af udstedte andele eller kapitalandele og det modtagne tegningsprovenu. For at sikre, at betalinger fra investorer i forbindelse med tegning er modtaget, bør depositaren også sikre, at der foretages en anden afstemning mellem tegningsordrerne og tegningsprovenuet. Der bør udføres den samme afstemning for så vidt angår indløsningsordrer. Depositaren bør også kontrollere, at antallet af andele eller kapitalandele på AIF'ens konti svarer til antallet af cirkulerende andele eller kapitalandele i AIF'ens register. Depositaren bør tilpasse sine procedurer i overensstemmelse hermed under hensyntagen til hyppigheden af tegninger og indløsninger.

(108)

Depositaren bør træffe alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at de relevante værdiansættelsesmetoder og -procedurer i relation til AIF'ens aktiver gennemføres effektivt ved hjælp af stikprøvekontroller eller ved at sammenligne sammenhængen mellem ændringen i beregningen af nettoaktivværdien over tid med en given referenceværdi. Ved fastlæggelsen af sine procedurer bør depositaren have en klar forståelse for de værdiansættelsesmetoder, som FAIF'en eller den eksterne valuar anvender, for at kunne værdiansætte AIF'ens aktiver. Hyppigheden af disse kontroller bør svare til hyppigheden af AIF'ens aktivværdiansættelse.

(109)

Som følge af sin tilsynsforpligtelse i henhold til direktiv 2011/61/EU bør depositaren indføre en procedure for på ex post-grundlag at kontrollere AIF'ens overholdelse af gældende love og administrative bestemmelser og dens bestemmelser og vedtægter. Dette omfatter områder såsom kontrol af, hvorvidt AIF'ens investeringer er i overensstemmelse med dens investeringsstrategier som beskrevet i AIF'ens bestemmelser og udbudsdokumenter, og sikre, at AIF'en ikke overtræder sine investeringsbegrænsninger, hvis det er relevant. Depositaren bør overvåge AIF'ens transaktioner og undersøge eventuelle usædvanlige transaktioner. Hvis der sker overskridelse af de grænser eller begrænsninger, der er fastsat i de gældende nationale love og bestemmelser eller i AIF'ens regler og vedtægter, bør depositaren eksempelvis få anvisninger fra FAIF'en om at tilbageføre den pågældende transaktion. Denne forordning forhindrer ikke depositaren i at anvende en ex ante-tilgang, hvor denne anser det for relevant og efter aftale med FAIF'en.

(110)

Depositaren bør sikre, at indtægterne beregnes nøjagtigt i henhold til direktiv 2011/61/EU. Med henblik herpå skal depositaren sikre, at indtægtsfordelingen er passende og, hvis den konstaterer en fejl, at FAIF'en træffer hensigtsmæssige afhjælpende foranstaltninger. Når depositaren har sørget for dette, bør denne kontrollere fuldstændigheden og nøjagtigheden af indtægtsfordelingen og navnlig af udbyttebetalingerne.

(111)

Ved delegering af opbevaringsfunktioner, der har relation til andre aktiver i henhold til direktiv 2011/61/EU, vil delegeringen i de fleste tilfælde sandsynligvis vedrøre administrative funktioner. Hvis depositaren delegerer registreringsfunktioner, vil denne skulle gennemføre og anvende en hensigtsmæssig og dokumenteret procedure for at sikre, at delegeringen til enhver tid overholder kravene i artikel 21, stk. 11, litra d), i direktiv 2011/61/EU. For at sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for aktiverne er det nødvendigt at fastsætte en række principper, der bør anvendes i forbindelse med delegering af opbevaringsfunktioner. Ved delegering af opbevaringsopgaver er det vigtigt at fastsætte nogle hovedprincipper, som skal anvendes effektivt gennem hele delegeringsprocessen. Disse principper bør ikke betragtes som udtømmende, hverken med hensyn til fastlæggelsen af alle detaljer om depositarens udvisning af fornøden dygtighed, omhu og hurtighed, eller med hensyn til fastlæggelsen af de foranstaltninger, som en depositar bør træffe i forbindelse med selve disse principper. Forpligtelsen til løbende at overvåge den tredjepart, som har fået overdraget opbevaringsfunktioner, bør bestå i at kontrollere, at denne tredjepart udfører alle delegerede funktioner korrekt og overholder delegeringsaftalen. Tredjeparten bør handle ærligt og i god tro med henblik på at varetage AIF'ens og dens investorers interesser i overensstemmelse med lov- og tilsynskrav og udvise den omhu og dygtighed, som normalt forventes af en yderst påpasselig erhvervsdrivende i den pågældende finansielle branche under sammenlignelige omstændigheder. Depositaren bør bl.a. gennemgå elementer vurderet i løbet af udvælgelses- og udpegningsprocessen og sætte disse elementer i perspektiv ved at sammenligne dem med markedsudviklingen. Formen af den regelmæssige gennemgang bør afspejle omstændighederne, således at depositaren er i stand til på passende måde at vurdere de risici, der er forbundet med at delegere opbevaringen af aktiver til tredjemand. Hyppigheden af gennemgangen bør tilpasses, således at den altid er i overensstemmelse med markedsvilkårene og dertil knyttede risici. Med henblik på at sikre, at depositaren kan reagere effektivt på tredjepartens eventuelle konkurs, bør denne udarbejde nødplaner, herunder udfærdigelse af alternative strategier og den mulige udvælgelse af alternative leverandører, hvis det er relevant. Mens sådanne foranstaltninger kan mindske depositarens risiko i forbindelse med opbevaringen, ændrer de ikke ved forpligtelsen til at erstatte de finansielle instrumenter eller betale det tilsvarende beløb, hvis de skulle gå tabt, hvilket afhænger af, hvorvidt kravene i artikel 21, stk. 12, i direktiv 2011/61/EU er opfyldt eller ej.

(112)

Ved delegering af opbevaringsfunktioner bør depositaren sikre, at kravene i artikel 21, stk. 11, litra d), nr. iii), i direktiv 2011/61/EU er opfyldt, og at AIF'ens kunders aktiver holdes korrekt adskilt fra depositarens aktiver. Denne forpligtelse bør navnlig sikre, at AIF'ens aktiver ikke går tabt på grund af konkurs hos den tredjepart, som fik overdraget opbevaringsfunktioner. Med henblik på at minimere risikoen i lande, hvor virkningerne af adskillelse ikke anerkendes i konkursloven, bør depositaren træffe yderligere foranstaltninger. Depositaren kan videreformidle oplysninger til AIF'en og den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, således at der i rimeligt omfang tages hensyn til disse aspekter af opbevaringsrisikoen ved investeringsbeslutningen, eller der så vidt muligt træffes sådanne foranstaltninger i de lokale jurisdiktioner for at gøre aktiverne så konkurssikre som muligt i henhold til den lokale lovgivning. Desuden kan depositaren forbyde en forbigående manko i kundeaktiver, gøre brug af buffere eller indføre ordninger, der forbyder anvendelsen af en debetbalance for en kunde til at udligne en kreditbalance for en anden. Mens sådanne foranstaltninger kan mindske depositarens risiko i forbindelse med delegering af opbevaringsfunktioner, ændrer de ikke ved forpligtelsen til at erstatte de finansielle instrumenter eller betale det tilsvarende beløb, hvis de skulle gå tabt, hvilket afhænger af, om kravene i direktiv 2011/61/EU er opfyldt eller ej.

(113)

Depositarens ansvar i henhold til artikel 21, stk. 12, andet afsnit, i direktiv 2011/61/EU udløses i tilfælde af tab af et finansielt instrument, der opbevares af depositaren selv eller af en tredjepart, som har fået overdraget opbevaringen, forudsat at depositaren ikke kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler. Der bør skelnes mellem dette tab og et investeringstab for investorer, som skyldes et fald i værdien af aktiverne på grund af en investeringsbeslutning.

(114)

For at få dette fastslået, er det vigtigt, at tabet er definitivt, og at der ikke er nogen udsigt til at kunne tilvejebringe det finansielle aktiv. Situationer, hvor et finansielt instrument kun er midlertidigt utilgængeligt eller indefrosset, bør således ikke tælle som tab i henhold til artikel 21, stk. 12, i direktiv 2011/61/EU. I modsætning hertil kan der identificeres tre typer af situationer, hvor tabet bør anses for definitivt: hvis det finansielle instrument ikke længere findes eller aldrig har eksisteret, hvis det finansielle instrument eksisterer, men AIF'en endeligt har mistet ejendomsretten over det, og hvis AIF'en har ejendomsretten, men ikke længere kan overdrage ejendomsretten over eller skabe begrænsede ejendomsrettigheder vedrørende det finansielle instrument på et permanent grundlag.

(115)

Et finansielt instrument anses for ikke længere at eksistere, hvis det f.eks. er forsvundet som følge af en regnskabsfejl, der ikke kan korrigeres, eller hvis det aldrig har eksisteret, eller hvis AIF'ers ejerskab blev registreret på basis af forfalskede dokumenter. Situationer, hvor tabet af finansielle instrumenter forårsages af svigagtig adfærd, bør betragtes som tab.

(116)

Der kan ikke fastslås et tab, hvis det finansielle instrument er blevet udskiftet med eller konverteret til et andet finansielt instrument, f.eks. i situationer, hvor kapitalandele er annulleret og erstattet med udstedelsen af nye kapitalandele i forbindelse med en omstrukturering af selskabet. En AIF bør ikke anses for at være permanent frataget sin ejendomsret over det finansielle instrument, hvis AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, har overdraget ejendomsretten lovligt til en tredjepart. Hvis der sondres mellem det juridiske ejerskab og det egentlige ejerskab af aktiverne, bør definitionen af tab henvise til tab af den egentlige ejendomsret.

(117)

Kun i tilfælde af en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler, kan depositaren undgå at blive holdt ansvarlig i henhold til artikel 21, stk. 12, i direktiv 2011/61/EU. Den kumulative opfyldelse af disse betingelser bør godtgøres af depositaren for at blive frigjort for ansvar.

(118)

Det bør først bestemmes, hvorvidt det var en ekstern hændelse, der medførte tabet. Depositarens ansvar bør ikke blive påvirket af delegering, og derfor bør en hændelse anses for ekstern, hvis den ikke forekommer som et resultat af en handling eller undladelse fra depositaren eller den tredjepart, som har fået overdraget opbevaringen af finansielle instrumenter. Der bør således foretages en vurdering af, om hændelsen ligger uden for rimelig kontrol, ved at undersøge, om en depositar under iagttagelse af forsigtighedsprincippet med rimelighed kunne have truffet forholdsregler og dermed have undgået hændelsen. I forbindelse hermed kan både naturlige hændelser og offentlige myndigheders handlinger anses for at være eksterne hændelser, der ligger uden for rimelig kontrol. I tilfælde af konkurs for en tredjepart, som har fået overdraget opbevaring, anses lovgivningen i det land, hvor instrumenterne opbevares, og som ikke anerkender virkningen af en hensigtsmæssig gennemført adskillelse, for at være en ekstern hændelse, der ligger uden for rimelig kontrol. Til forskel herfra kan et tab forårsaget af manglende anvendelse af adskillelseskravene i artikel 21, stk. 11, litra d), nr. iii), i direktiv 2011/61/EU eller tabet af aktivet som følge af en afbrydelse i tredjepartens aktiviteter i forbindelse med dennes konkurs ikke anses for at være eksterne hændelser, der ligger uden for rimelig kontrol.

(119)

Endelig bør depositaren bevise, at tabet var uundgåeligt, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler. I den sammenhæng bør depositaren informere FAIF'en og træffe relevante foranstaltninger afhængigt af omstændighederne. I en situation, hvor depositaren eksempelvis mener, at den eneste hensigtsmæssige foranstaltning er at afhænde de finansielle instrumenter, bør depositaren på behørig vis informere FAIF'en herom, som derefter giver depositaren skriftlig besked om, hvorvidt denne skal beholde de finansielle instrumenter eller afhænde dem. Enhver besked til depositaren om at beholde aktiverne bør rapporteres til AIF'ens investorer. FAIF'en eller AIF'en bør tage behørigt hensyn til depositarens anbefalinger. Hvis depositaren stadig er bekymret over, at standarden for investorbeskyttelse ikke er tilstrækkelig til trods for gentagne advarsler, bør den afhængigt af omstændighederne overveje eventuelle foranstaltninger, f.eks. annullering af kontrakten, under forudsætning af at AIF'en får tid til at finde en anden depositar i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

(120)

For at sikre den samme standard for investorbeskyttelse bør der gælde de samme betragtninger for den person, som en depositar kontraktmæssigt har overdraget sit ansvar til. Med henblik på at blive frigjort for ansvar i henhold til artikel 21, stk. 12, i direktiv 2011/61/EU skal denne person bevise, at han kumulativt opfylder de samme betingelser.

(121)

En depositar har under visse omstændigheder mulighed for at blive frigjort for ansvaret for tab af finansielle instrumenter, der opbevares i depot af en tredjepart, som har fået overdraget opbevaringen. Hvis en sådan ansvarsfrigørelse skal være tilladt, skal der være en objektiv grund til at aftale frigørelsen, som accepteres af både depositaren og AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en. Der bør angives en objektiv grund for hver ansvarsfrigørelse under hensyntagen til de konkrete omstændigheder, hvorunder opbevaringen blev delegeret.

(122)

Ved vurderingen af den objektive grund bør den rette balance findes for at sikre, at den kontraktmæssige frigørelse effektivt kan påberåbes, hvis det er nødvendigt, og at der indføres passende sikkerhedsregler for at undgå en eventuel forkert anvendelse af den kontraktmæssige ansvarsfrigørelse fra depositarens side. Den kontraktmæssige ansvarsfrigørelse bør under ingen omstændigheder anvendes til at omgå kravene vedrørende depositarens ansvarsfrigørelse i henhold til direktiv 2011/61/EU. Depositaren bør godtgøre, at han var nødsaget til at delegere opbevaringen til en tredjepart på grund af de særlige omstændigheder. Indgåelse af en aftale om ansvarsfrigørelse bør altid være i AIF'ens eller dens investorers interesse, og AIF'en eller den FAIF, der handler på vegne af AIF'en, bør udtrykkeligt fastslå, at de handler i denne interesse. Eksempler på scenarier bør angive de situationer, hvor en depositar kan anses for ikke at have andre muligheder end at delegere opbevaringen til en tredjepart.

(123)

Det er vigtigt for de kompetente myndigheder at få relevante og tilstrækkelige oplysninger med henblik på at føre tilsyn med FAIF'ens aktiviteter og de risici, der er forbundet hermed, på passende og konsekvent vis. Da FAIF'ens aktiviteter også kan have virkninger på tværs af grænserne og på de finansielle markeder, bør de kompetente myndigheder nøje overvåge FAIF'er og AIF'er for at kunne træffe relevante foranstaltninger for at forhindre opbygning af systemiske risici. Den øgede gennemsigtighed og logiske sammenhæng gennem bestemmelser om rapportering og offentliggørelse af relevante oplysninger som angivet i gennemførelsesbestemmelserne bør gøre det muligt for de kompetente myndigheder at opdage og reagere på risici på de finansielle markeder.

(124)

Det er essentielt for investorer at få de mindsteoplysninger, som er nødvendige med hensyn til FAIF'er og AIF'er og deres struktur for at kunne tage den rigtige investeringsbeslutning, der er skræddersyet til deres behov og risikoparathed. Disse oplysninger bør være tydelige, pålidelige, letforståelige og fremlægges klart, mens anvendeligheden af oplysningerne forbedres, når de er sammenlignelige fra FAIF til FAIF og AIF til AIF og fra en periode til den næste. En FAIF bør ikke udøve aktiviteter, der kan være skadelige for den objektive forståelse og praktiske brug af oplysningerne til investorer, forud for videregivelsen heraf, f.eks. »window dressing«.

(125)

Det er nødvendigt at fastlægge en ramme, der giver minimumsstandarder for så vidt angår rapporteringskrav, herunder nøgleelementer og en ikke-udtømmende liste over poster. Væsentlige ændringer som omhandlet i artikel 22, stk. 2, litra d), i direktiv 2011/61/EU bør oplyses i årsrapporten i forbindelse med årsregnskabet. Ud over den ikke-udtømmende liste over underliggende poster kan yderligere poster, overskrifter og subtotaler medtages, hvis præsentationen af disse poster er relevant for forståelsen af AIF'ens samlede finansielle stilling eller resultater. Poster af en anden art eller med en anden funktion vil kunne samles, under forudsætning af at de hver for sig er uvæsentlige. Disse poster vil kunne samles under kategorien »andre« såsom »andre aktiver« eller »andre passiver«. Hvis poster overhovedet ikke finder anvendelse for en bestemt AIF, skal de ikke præsenteres. Uanset hvilke regnskabsstandarder der er fulgt i overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU, bør alle aktiver værdiansættes mindst én gang årligt. Balancen eller formueopgørelsen i henhold til direktiv 2011/61/EU bør bl.a. omfatte kassebeholdning og likvide midler. Likvide midler bør således betragtes som særdeles likvide investeringer med det formål at beregne en AIF's eksponering.

(126)

For så vidt angår indholdet og formatet af rapporten om aktiviteter for regnskabsåret, som skal indgå i årsrapporten i henhold til direktiv 2011/61/EU, bør rapporten inkludere en retvisende og afbalanceret gennemgang af AIF'ens aktiviteter med en beskrivelse af de grundlæggende risici og investeringer eller økonomiske usikkerheder, som den står over for. Disse oplysninger bør ikke resultere i videregivelsen af fortrolig viden om AIF'en, som ville være skadelig for AIF'en og dens investorer. Hvis videregivelse af fortrolige oplysninger ville have en sådan virkning, vil de kunne samles til et niveau, som ville forhindre den skadelige virkning og ikke behøvede at inkorporere eksempelvis resultaterne eller statistikkerne i forbindelse med et individuelt porteføljeselskab eller en individuel investering, som kunne medføre videregivelsen af AIF'ens fortrolige oplysninger. Disse oplysninger bør indgå i ledelsesrapporten, hvis den normalt præsenteres sammen med årsregnskabet.

(127)

Med hensyn til indholdet i formatet for oplysning om aflønningspolitikken, hvor oplysninger præsenteres på FAIF-niveau, bør der tilvejebringes yderligere oplysninger ved offentliggørelse af en allokering eller opdeling af den samlede løn, da den vedrører den relevante AIF. Det vil kunne opnås gennem offentliggørelse af de samlede aflønningsdata for FAIF'en opdelt i faste og variable elementer, en erklæring om, at disse data vedrører hele FAIF'en og ikke AIF'en, antallet af AIF'er og UCITS-fonde, som FAIF'en forvalter, og de samlede forvaltede aktiver for disse AIF'er og UCITS-fonde med en oversigt over aflønningspolitikker og en henvisning til, at FAIF'ens fuldstændige aflønningspolitik kan stilles til rådighed for investorerne efter anmodning herom. Yderligere oplysninger kan gives ved offentliggørelse af det samlede variable vederlag, som finansieres af AIF'en gennem betaling af resultatbetingede honorarer og/eller påløbne renter. Ud over aflønningsoplysninger kan det være hensigtsmæssigt for FAIF'er at give oplysninger vedrørende de finansielle og ikke-finansielle kriterier for aflønningspolitikker og -praksisser for relevante medarbejderkategorier for at gøre det muligt for investorer at vurdere de skabte incitamenter.

(128)

Hvis AIF'en udsteder andele, bør der beregnes overdragelse af aktiver til »side pockets« på overdragelsestidspunktet på basis af antallet af andele, der tildeles ved overdragelse af aktiver, multipliceret med prisen pr. andel. Værdiansættelsesgrundlaget bør under alle omstændigheder klart oplyses, og det bør omfatte gennemførelsesdatoen for værdiansættelsen.

(129)

Med henblik på at styre likviditeten bør FAIF'er kunne indgå låneaftaler på vegne af de AIF'er, som de forvalter. Disse aftaler kan være kortvarige eller mere permanente. I sidstnævnte tilfælde er det mere sandsynligt, at en sådan aftale ville være en særaftale med det formål at forvalte illikvide aktiver.

(130)

I overensstemmelse med princippet om differentiering og anerkendelse af de mange forskellige typer af AIF'er bør det krav om oplysninger til investorer, der stilles til en FAIF, variere i henhold til AIF-typen og afhænge af andre faktorer såsom investeringsstrategi og porteføljesammensætning.

(131)

I henhold til direktiv 2011/61/EU skal FAIF'er give bestemte oplysninger regelmæssigt til den kompetente myndighed i deres medlemsstat for hver EU-AIF, de forvalter, og for hver af de AIF'er, som de markedsfører i Unionen. Det er derfor vigtigt yderligere at specificere disse oplysninger og rapporteringshyppigheden, som afhænger af værdien af de forvaltede aktiver i AIF-porteføljer, som forvaltes af en given FAIF. Der bør stilles rapporteringsformularer til rådighed for og udfyldes af FAIF'en for de AIF'er, som den forvalter. Hvis en enhed er i besiddelse af en tilladelse til som FAIF at markedsføre AIF'er, der forvaltes af andre FAIF'er, handler den ikke som forvalter af disse AIF'er, men som mellemmand som ethvert andet firma, der er omfattet af direktiv 2004/39/EF. Denne behøver således ikke foretage rapportering i forbindelse med disse AIF'er, da dette ville betyde dobbelt- eller multirapportering. Rapporteringskravet bør ikke desto mindre gælde for ikke-EU-FAIF'er, der forvalter AIF'er, som markedsføres i Unionen.

(132)

Den tærskel, der er fastsat i denne forordning, udløser kun rapporteringskrav i henhold til artikel 24, stk. 4, i direktiv 2011/61/EU. En AIF med en gearingsgrad, der er beregnet i overensstemmelse med forpligtelsesmetoden, på mindre end tre gange dens nettoaktivværdi anses ikke for at anvende gearing på et væsentligt grundlag. De kompetente myndigheder kan imidlertid anmode om yderligere oplysninger, hvis det er relevant for den effektive overvågning af systemiske risici. Fastsættelsen af en rapporteringstærskel sikrer også, at oplysninger vedrørende opbygningen af systemiske risici indsamles i hele EU på en konsekvent måde, og at FAIF'er opnår en vis sikkerhed.

(133)

En kompetent myndigheds tilsynsbeføjelser i henhold til artikel 25, stk. 3, i direktiv 2011/61/EU udøves i forbindelse med det nye tilsynssystem som en del af de kompetente myndigheders og de europæiske tilsynsmyndigheders løbende proces med at føre tilsyn med og foretage systemiske risikovurderinger af FAIF'er under henvisning til stabiliteten og integriteten i det finansielle system. De kompetente myndigheder bør gøre passende brug af de oplysninger, som de modtager, og indføre grænser for den gearing, som anvendes af en FAIF, eller andre begrænsninger for forvaltningen af AIF'en for så vidt angår de forvaltede AIF'er, hvor de anser dette for nødvendigt med henblik på at sikre stabiliteten og integriteten i det finansielle system. Vurderingen af systemiske risici vil sandsynligvis variere afhængigt af det økonomiske klima, i hvilken forbindelse enhver FAIF for så vidt angår de AIF'er, som den forvalter, har potentialet til at være systemisk relevant. Det er således et grundlæggende krav, at de kompetente myndigheder får alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere disse situationer ordentligt og med henblik på at forebygge opbygningen af systemiske risici. De kompetente myndigheder bør derefter vurdere oplysningerne grundigt og træffe relevante foranstaltninger.

(134)

For at tillade EU-FAIF'er at forvalte og markedsføre ikke-EU-AIF'er og ikke-EU-FAIF'er at forvalte og markedsføre AIF'er i Unionen kræver direktiv 2011/61/EU indgåelse af relevante samarbejdsaftaler med de relevante tilsynsmyndigheder i tredjelandet, hvor ikke-EU-AIF'en og/eller ikke-EU-FAIF'en er etableret. Sådanne samarbejdsaftaler bør som minimum sikre en effektiv udveksling af oplysninger, der gør det muligt for de kompetente EU-myndigheder at udføre deres opgaver i overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU.

(135)

Samarbejdsaftaler bør gøre det muligt for de kompetente myndigheder at udføre deres tilsyns- og kontrolopgaver i forbindelse med tredjelandsenheder. Samarbejdsaftaler bør derfor fastlægge en klar, konkret ramme for adgang til oplysninger, udførelse af inspektioner på stedet og for den hjælp, som tredjelandsmyndighederne skal yde. Samarbejdsaftalerne bør sikre, at de modtagne oplysninger kan deles med andre relevante kompetente myndigheder samt med ESMA og ESRB.

(136)

For at give de kompetente myndigheder, FAIF'er og depositarer mulighed for at tilpasse sig de nye krav i forordningen, således at de kan anvendes på en effektiv og hensigtsmæssig måde, bør startdatoen for anvendelsen af forordningen justeres i forhold til gennemførelsesdatoen for direktiv 2011/61/EU —