3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 322/42


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 29. november 2013

om ændring af bilag I til beslutning 2009/177/EF for så vidt angår status som sygdomsfri for Danmark med hensyn til egtvedsyge samt for Irland og Nordirland, Det Forenede Kongerige, med hensyn til koiherpesvirussygdom

(meddelt under nummer C(2013) 8385)

(EØS-relevant tekst)

(2013/706/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr (1), særlig artikel 44, stk. 1, første afsnit, artikel 44, stk. 2, første afsnit, artikel 49, stk. 1, og artikel 50, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2009/177/EF (2) er der fastlagt en liste over medlemsstater, zoner og segmenter, der er omfattet af godkendte overvågnings- og udryddelsesprogrammer med hensyn til en eller flere af de ikke-eksotiske sygdomme, der er opført i del II i bilag IV til direktiv 2006/88/EF. Beslutning 2009/177/EF indeholder ligeledes en liste over medlemsstater, zoner og segmenter, der er erklæret sygdomsfrie med hensyn til en eller flere af de pågældende sygdomme.

(2)

Danmark har forelagt Kommissionen et flerårigt program for udryddelse af egtvedsyge (VHS) i henhold til Rådets beslutning 90/424/EØF (3) for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2013. De zoner, der er omfattet af programmet, er indsat i del B i listen i bilag I til beslutning 2009/177/EF.

(3)

Danmark har sendt Kommissionen en erklæring om, at et flerårigt program for udryddelse af egtvedsyge (VHS) er tilendebragt, og at det er lykkedes at udrydde sygdommen i alle indlandsområder i Danmark. Erklæringen opfylder kravene til en erklæring om sygdomsfrihed i direktiv 2006/88/EF. Hele det danske indlandsområde bør derfor erklæres frit for egtvedsyge (VHS).

(4)

Irland forelagde i december 2009 Kommissionen et flerårigt overvågningsprogram vedrørende koiherpesvirussygdom (KHV) for hele Irland. Det område, der er omfattet af programmet, er indsat i del A i listen i bilag I til beslutning 2009/177/EF.

(5)

Irland har sendt Kommissionen en erklæring om, at landet er frit for koiherpesvirussygdom (KHV). Erklæringen opfylder kravene til en erklæring om sygdomsfrihed i direktiv 2006/88/EF. Hele Irlands område bør derfor erklæres frit for koiherpesvirussygdom (KHV).

(6)

Det Forenede Kongerige forelagde i januar 2010 Kommissionen et flerårigt overvågningsprogram vedrørende koiherpesvirussygdom (KHV) i Nordirland.

(7)

Det Forenede Kongerige sendte i februar 2013 Kommissionen en erklæring om, at Nordirland er frit for koiherpesvirussygdom (KHV). Erklæringen opfylder kravene til en erklæring om sygdomsfrihed i direktiv 2006/88/EF. Nordirland, Det Forenede Kongerige, bør derfor erklæres frit for koiherpesvirussygdom (KHV).

(8)

Del A, B og C i bilag I til beslutning 2009/177/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag I til beslutning 2009/177/EF ændres som angivet i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 2013.

På Kommissionens vegne

Tonio BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 328 af 24.11.2006, s. 14.

(2)  Kommissionens beslutning 2009/177/EF af 31. oktober 2008 om gennemførelse af Rådets direktiv 2006/88/EF for så vidt angår overvågnings- og udryddelsesprogrammer og status som sygdomsfri for medlemsstater, zoner og segmenter (EUT L 63 af 7.3.2009, s. 15).

(3)  Rådets beslutning 90/424/EF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (EUT L 224 af 18.6.2009, s. 19).


BILAG

I bilag I til beslutning 2009/177/EF foretages følgende ændringer:

1)   Del A

Rækken for Irland vedrørende koiherpesvirussygdom (KHV) udgår.

2)   Del B

Rækken for Danmark vedrørende egtvedsyge (VHS) udgår.

3)   Del C

a)

Rækken for Danmark vedrørende egtvedsyge (VHS) affattes således:

»Danmark

DK

Alle indlandsområder i Danmark«

b)

Følgende række indsættes for Irland vedrørende koiherpesvirussygdom (KHV):

»Irland

IE

Hele landet«

c)

Følgende række indsættes for Det Forenede Kongerige vedrørende koiherpesvirussygdom (KHV):

»Det Forenede Kongerige

UK

Nordirlands område«