9.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 299/38


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 7. november 2013

om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til skylletoiletter og urinaler

(meddelt under nummer C(2013) 7317)

(EØS-relevant tekst)

(2013/641/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), særlig artikel 8, stk. 2,

efter høring af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 66/2010 kan produkter, hvis miljøbelastning er nedbragt gennem hele deres livscyklus, få tildelt EU-miljømærket.

(2)

Forordning (EF) nr. 66/2010 foreskriver, at der fastsættes specifikke miljømærkekriterier for hver produktgruppe.

(3)

Da forbruget af vand i væsentlig grad bidrager til bolig- og erhvervsbygningers samlede miljøbelastning, bør der fastlægges kriterier for tildeling af EU-miljømærket for produktgruppen »skylletoiletter og urinaler«. Kriterierne bør især fremme vandeffektive produkter, der bidrager til at reducere vandforbruget og giver andre relaterede fordele såsom en reduktion af energiforbruget.

(4)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 16 i forordning (EF) nr. 66/2010 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Produktgruppen »skylletoiletter og urinaler« omfatter: udstyr til skylletoiletter og urinaler som defineret i artikel 2. Produktgruppen omfatter produkter til husholdningsbrug og ikke-husholdningsbrug.

2.   Følgende produkter er ikke omfattet af produktgruppen »skylletoiletter og urinaler«:

a)

toiletsæder og toiletlåg, men kun når de sælges eller markedsføres uafhængigt af et skylletoilet eller et urinal

b)

toiletudstyr, der ikke bruger vand, bruger kemikalier og vand til at skylle, og toiletter, der kræver energi til skylning.

Artikel 2

I denne afgørelse forstås ved:

1)   »udstyr til skylletoiletter«: et toilet, en toiletkumme eller et skyllesystem til toiletter

2)   »toilet«: et sanitetsapparat, der i én funktionel enhed kombinerer et skyllesystem og en toiletkumme til opsamling og udskylning af human urin og afføring til et afløbssystem

3)   »toiletkumme«: et sanitetsapparat til opsamling og udskylning af human urin og afføring til et afløbssystem

4)   »udstyr til urinaler«: et skylleurinal, en urinalkumme, et vandfrit urinal eller et skyllesystem til urinaler

5)   »udstyr til skylleurinaler«: et skylleurinal, en urinalkumme eller et skyllesystem til urinaler

6)   »skylleurinal«: et sanitetsapparat, der i én funktionel enhed kombinerer et skyllesystem og en urinalkumme til opsamling og udskylning af human urin til et afløbssystem

7)   »urinalkumme«: et sanitetsapparat, der opsamler urin og udskylningsvand og fører det til et afløbssystem

8)   »standurinal med separat gulvafløbsrende«: et sanitetsapparat med eller uden skyllesystem bestående af et gulvafløb og en plade, der opsamler urin og udskylningsvand, og som fører det til et afløbssystem

9)   »vandfrit urinal«: et sanitetsapparat, der opsamler og fører urin til et afløbssystem, og som fungerer uden brug af vand

10)   »skyllesystem«: for såvel skylletoiletter som udstyr til skylleurinaler, enten en cisterne med integreret overløb eller en anordning, der skønnes at være mindst lige så effektiv, og indløbs/udløbsanordninger eller en skylleventil

11)   vandsparer«: en skylleanordning, der gør det muligt at frigive en del af den fulde skyllemængde ved hjælp af enten dobbeltvirkende mekanismer (afbrydelige) eller dobbeltkontrolmekanismer (dobbeltskyl)

12)   »fuld skyllemængde«: den samlede mængde vand, der afgives fra skyllesystemet under en udskylning

13)   »reduceret skyllemængde«: den del af den fulde skyllemængde af vand, der afgives af en vandsparer under en udskylning, og som ikke er større end to tredjedele af den fulde skyllemængde

14)   »gennemsnitlig skyllemængde«: det aritmetiske gennemsnit af én fuld skyllemængde og tre reducerede skyllemængder beregnet ved hjælp af metoden i tillæg 1 til bilaget

15)   »skylleudløser«: en skylleanordning på et sanitetsapparat, der betjenes enten manuelt af brugeren ved hjælp af et håndtag, et greb, en knap, en fodpedal eller en anden lignende udløsningsmekanisme eller ved hjælp af en sensor, der registrerer brugen af sanitetsapparatet

16)   »justeringsanordning«: en anordning, der gør det muligt at justere den fulde skyllemængde og i givet fald den reducerede skyllemængde i et skyllesystem;

Artikel 3

Et produkt kan kun få tildelt EU-miljømærket i medfør af forordning (EF) nr. 66/2010, hvis det tilhører produktgruppen »skylletoiletter og urinaler« som defineret i artikel 1 og opfylder kriterierne og de dertil hørende vurderings- og verifikationskrav i bilaget.

Artikel 4

Kriterierne og de dertil hørende vurderings- og verifikationskrav i bilaget gælder i en periode på fire år fra den 7. november 2013.

Artikel 5

Til administrative formål er kodenummeret for produktgruppen »skylletoiletter og urinaler« 41.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2013.

På Kommissionens vegne

Janez POTOČNIK

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1.


BILAG

EU-MILJØMÆRKEKRITERIER OG VURDERINGS- OG VERIFIKATIONSKRAV

Kriterier for tildeling af EU-miljømærket til udstyr til skylletoiletter og urinaler:

1.

Vandeffektivitet

2.

Produktegenskaber

3.

Stoffer og blandinger, der er forbudte eller kun må anvendes i begrænset omfang

4.

Bæredygtigt dyrket træ som råmateriale

5.

Produktlevetid

6.

Reduceret miljøbelastning ved bortskaffelse

7.

Installationsvejledning og brugeroplysninger

8.

Oplysninger på EU-miljømærket.

Tabel 1 viser anvendelsen af de forskellige kriterier på hver kategori af udstyr til skylletoiletter og urinaler.

De specifikke krav, som anvendes ved vurdering og verifikation, er angivet for hvert kriterium.

Når ansøgeren skal fremlægge erklæringer, dokumentation, analyser, prøvningsrapporter eller andet belæg for, at kriterierne er opfyldt, kan dette materiale stamme fra ansøgeren og/eller dennes leverandører.

Prøvning skal så vidt muligt udføres af laboratorier, som opfylder de generelle krav i den europæiske standard EN ISO 17025 eller en tilsvarende standard.

Der kan eventuelt anvendes andre prøvningsmetoder end dem, der er anført for de enkelte kriterier, hvis det ansvarlige organ, der skal vurdere ansøgningen, accepterer dem som ligeværdige.

De ansvarlige organer kan om nødvendigt kræve supplerende dokumentation og foretage uafhængig verifikation.

Ansøgeren skal afgive erklæring om produktets overholdelse af lovkravene i det land (de lande), hvor det påtænkes markedsført.

I prøvningsstandarder skelnes der mellem toiletter, toiletkummer, urinalkummer og skyllesystemer efter klasse og/eller type. Den eller de relevante klasser eller typer af produktet skal deklareres til det ansvarlige organ, der vurderer ansøgningen, og alle prøvninger, der skal udføres, skal udføres for hver klasse og/eller type, som ansøgeren har angivet, i henhold til den relevante standard.

Tabel 1

Anvendelsen af de forskellige kriterier på hver kategori af udstyr til skylletoiletter og urinaler

Udstyr til skylletoiletter og urinaler

Kriterier

Toiletter

Toiletkummer

Skyllesystemer til toiletter

Skylleurinaler

Urinalkummer

Vandfrie urinaler

Skyllesystemer til urinaler

1 a)

— Fuld skyllemængde

x

x

x

x

x

 

x

1 b)

— Vandbesparelse

x

x

x

x

x

 

x

1 c)

— Gennemsnitlig skyllemængde

x

x

x

 

 

 

 

1 d)

— Justering af skyllemængde

x

 

x

x

 

 

x

2 a)

— Krav til skyllesystemer

x

 

x

x

 

 

x

2 b)

— Skylleevne

x

x

 

x

x

 

 

2 c)

— Krav til skyllefrie urinaler

 

 

 

 

 

x

 

3 a)

— Farlige stoffer og blandinger

x

x

x

x

x

x

x

3 b)

— Stoffer, der er listeført i henhold til artikel 59, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (1)

x

x

x

x

x

x

x

4

— Bæredygtigt dyrket træ som råmateriale

x

x

x

x

x

x

x

5 a)

— Reparationsmuligheder og adgang til reservedele

x

x

x

x

x

x

x

5 b)

— Garanti

x

x

x

x

x

x

x

6

— Reduceret miljøbelastning ved bortskaffelse

x

x

x

x

x

x

x

7

— Installationsvejledning og brugeroplysninger

x

x

x

x

x

x

x

8

— Oplysninger på EU-miljømærket

x

x

x

x

x

x

x

Kriterium 1.   Vandeffektivitet

a)   Fuld skyllemængde

Den fulde skyllemængde i markedsført udstyr til skylletoiletter og skylleurinaler må — uafhængigt af vandtryk — ikke overstige værdien i tabel 2.

Tabel 2

Maksimal fuld skyllemængde i udstyr til skylletoiletter og skylleurinaler

Produkt

Fuld skyllemængde (l/skyl)

Udstyr til skylletoilet

6,0

Udstyr til skylleurinaler

1,0

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og specificere produktets nominelle fulde skyllemængde (i l/skyl) sammen med resultaterne af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den prøvningsprocedure, der er angivet i de respektive EN-standarder for det pågældende produkt (se tabel 3). Hvad angår standurinaler med separat gulvafløbsrende, omfatter den fulde skyllemængde det vand, der skylles ned over en 60 cm bred fortløbende væg.

Tabel 3

EN-standarder vedrørende måling af den fulde skyllemængde i udstyr til skylletoiletter og urinaler

Produkt

Standard

Standardens titel

Toiletter og toiletkummer

EN 997

Wc-kummer og wc-møbler med integreret vandlås

Skylleurinaler og urinalkummer

EN 13407

Væghængte urinaler — Funktionelle krav og prøvningsmetoder

Skyllesystemer bestående af en skyllecisterne

EN 14055

Cisterner til wc'er og urinaler

Skyllesystemer bestående af en manuelt betjent skylleventil

EN 12541

Sanitetsarmaturer — Skylleventiler til wc'er og urinaler, PN 10, med automatisk lukning

Skyllesystemer bestående af en berøringsfri skylleventil

EN 15091

Sanitetsarmaturer — Sanitetsarmaturer med elektroniske åbne-lukke-funktioner

b)   Vandbesparelse

Toiletter, der afgiver en fuld skyllemængde på mere end 4,0 liter, og skyllesystemer til toiletter skal være forsynet med en vandsparer. Den reducerede skyllemængde for markedsførte produkter må — uafhængigt af vandtryk — ikke overstige 3,0 l/skyl, når vandspareren anvendes.

Hvad angår toiletkummer, skal det være muligt at bruge en vandsparer, og den reducerede skyllemængde må — uafhængigt af vandtryk — ikke overstige 3,0 l/skyl, når vandspareren anvendes.

Skylleurinaler og skyllesystemer til urinaler skal være forsynet med en individuel skylleudløser. Hvad angår standurinaler med separat gulvafløbsrende, skal der være en individuel skylleudløser for maksimalt hver 60 breddecentimeter fortløbende væg.

Hvad angår urinalkummer, skal det være muligt at bruge en individuel skylleudløser. Hvad angår standurinaler med separat gulvafløbsrende uden skyllesystem, skal det være muligt at placere individuelle skylleudløsere for maksimalt hver 60 breddecentimeter fortløbende væg.

Sensorbaserede skyllestyringer skal forebygge fejludløsning og sikre, at udskylningen kun udløses efter faktisk brug af produktet.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge dokumentation, der beskriver den teknologi eller anordning, der anvendes i produktet. Hvad angår udstyr til skylletoiletter, skal ansøgeren specificere produktets reducerede skyllemængde (i l/skyl) sammen med resultater af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den prøvningsprocedure, der er angivet i de respektive EN-standarder for det pågældende produkt (jf. tabel 4). Hvad angår produkter med sensorbaseret skyllekontrol, skal ansøgeren fremlægge en kort beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i designfasen med henblik på at forebygge fejludløsning og sikre, at udløsningen af skylningen kun sker efter faktisk brug af produktet.

Tabel 4

EN-standarder vedrørende måling af den reducerede skyllemængde i udstyr til skylletoiletter

Produkt

Standard

Standardens titel

Toiletter og toiletkummer

EN 997

Wc-kummer og wc-møbler med integreret vandlås

Skyllesystemer til toiletter bestående af en skyllecisterne

EN 14055

Cisterner til wc'er og urinaler

c)   Gennemsnitlig skyllemængde

Den gennemsnitlige skyllemængde i markedsført udstyr til skylletoiletter beregnes ved hjælp af metoden i tillæg 1 og må ikke overstige 3,5 l/skyl. Toiletter, der afgiver en fuld skyllemængde på 4,0 liter eller derunder, er fritaget fra dette krav.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og specificere produktets beregnede gennemsnitlige skyllemængde (i l/skyl) sammen med resultaterne af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den metode, der er angivet i tillæg 1.

d)   Justering af skyllemængde

Skyllesystemer skal være forsynet med en justeringsanordning, således at installatøren kan justere skyllemængden i forhold til de lokale forhold i afløbssystemet. Efter justering i overensstemmelse med installationsvejledningen må den fulde skyllemængde ikke overstige 6 l/skyl for udstyr til skylletoiletter eller 4 l/skyl, hvis toilettet ikke er forsynet med en vandsparer, og 1 l/skyl for udstyr til skylleurinaler. Efter justering i overensstemmelse med installationsvejledningen må den reducerede skyllemængde ikke overstige 3 l/skyl for udstyr til skylletoiletter.

Hvad angår skyllesystemer bestående af en skyllecisterne, skal den maksimale fulde skyllemængde efter justering angives på skyllecisternen med en vandstandslinje eller et vandstandsmærke.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge dokumentation, der beskriver den teknologi eller anordning, der anvendes i produktet.

Kriterium 2.   Produktegenskaber

a)   Krav til skyllesystemer

Skyllesystemer skal opfylde kravene i de respektive EN-standarder i tabel 5. Afsnittene i de relevante EN-standarder i tabel 5 nedenfor vedrørende den fulde og den reducerede skyllemængde er undtaget fra dette kriterium.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge resultaterne af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den prøvningsprocedure, der er angivet i de respektive EN-standarder for det pågældende produkt (jf. tabel 5).

Tabel 5

EN-standard, som skyllesystemet skal overholde

Skyllesystem

Standard

Standardens titel

Cisterner til toiletter og urinaler

EN 14055

Cisterner til wc'er og urinaler

Manuelt betjente skylleventiler til toiletter og urinaler

EN 12541

Sanitetsarmaturer — Skylleventiler til wc'er og urinaler, PN 10, med automatisk lukning

Berøringsfrie skylleventiler til toiletter og urinaler

EN 15091

Sanitetsarmaturer — Sanitetsarmaturer med elektroniske åbne-lukke-funktioner

b)   Skylleevne

Skylleevnen for skylletoiletter og skylleurinaler, toiletkummer og urinalkummer skal opfylde kravene i de respektive EN-standarder i tabel 6.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge resultaterne af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den prøvningsprocedure, der er angivet i de respektive EN-standarder for det pågældende produkt (jf. tabel 6). Toiletter og toiletkummer, der ikke er omfattet af nogen EN-standarder, skal have en skylleevne, der er magen til den for produkter af en tilsvarende klasse og type, som er omfattet af EN 997-standarden. I dette tilfælde skal ansøgeren fremlægge resultater af prøvninger udført i overensstemmelse med prøvningsproceduren i EN 997 for produkter af tilsvarende klasse og type. Skylleurinaler og urinalkummer, der ikke er omfattet af nogen EN-standarder, skal have en skylleevne, der er magen til den for produkter af en tilsvarende klasse og type, som er omfattet af EN 13407-standarden. I dette tilfælde skal ansøgeren fremlægge resultaterne af prøvninger udført i overensstemmelse med prøvningsproceduren i EN 13407 for produkter af tilsvarende klasse og type.

Tabel 6

EN-standard vedrørende produktets skylleevne

Produkt

Standard

Standardens titel

Toiletter og toiletkummer

EN 997

Wc-kummer og wc-møbler med integreret vandlås

Skylleurinaler og urinalkummer

EN 13407

Væghængte urinaler — Funktionelle krav og prøvningsmetoder

c)   Krav til vandfrie urinaler

Vandfrie urinaler skal opfylde kravene i tillæg 2.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge resultaterne af prøvninger foretaget i overensstemmelse med den prøvningsprocedure, der er fastsat i tillæg 2. Eventuelle tilsvarende metoder, der kan påvise, at kravene i tillæg 2 er opfyldt, vil også blive accepteret.

Kriterium 3.   Stoffer og blandinger, der er forbudte eller kun må anvendes i begrænset omfang

a)   Farlige stoffer og blandinger

Ifølge artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 kan EU-miljømærket ikke tildeles noget produkt eller nogen artikel af det som fastlagt i artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1907/2006 eller nogen homogen del af det, der indeholder stoffer, som opfylder kriterierne for klassificering med fare- eller risikosætningerne i tabel 7 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (2) eller Rådets direktiv 67/548/EØF (3), eller stoffer, som der er henvist til i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006. Hvis grænseværdien for klassificering af et stof eller en blanding med en fareklasse er forskellig fra grænseværdien for en risikosætning, går den førstnævnte forud for den sidstnævnte. Risikosætningerne i tabel 7 anvendes i almindelighed om stoffer, men hvis oplysninger om stoffer ikke er tilgængelige, gælder klassificeringsreglerne for blandinger. Kriterium 3 a) gælder ikke for stoffer eller blandinger, hvis egenskaber ændres af forarbejdning, og som derfor ikke længere er biotilgængelige, eller som undergår en kemisk forandring på en sådan måde, at den tidligere identificerede fare ikke længere er til stede.

Tabel 7

Fare- og risikosætninger

Faresætning

Risikosætning

H300 Livsfarlig ved indtagelse

R28

H301 Giftig ved indtagelse

R25

H304 Kan være livsfarligt, hvis det indtages og kommer i luftvejene

R65

H310 Livsfarlig ved hudkontakt

R27

H311 Giftig ved hudkontakt

R24

H330 Livsfarlig ved indånding

R23/26

H331 Giftig ved indånding

R23

H340 Kan forårsage genetiske defekter

R46

H341 Mistænkt for at forårsage genetiske defekter

R68

H350 Kan fremkalde kræft

R45

H350i Kan fremkalde kræft ved indånding

R49

H351 Mistænkt for at fremkalde kræft

R40

H360F Kan skade forplantningsevnen

R60

H360D Kan skade det ufødte barn

R61

H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn

R60/61/60-61

H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkes for at skade det ufødte barn

R60/63

H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkes for at skade forplantningsevnen

R61/62

H361f Mistænkes for at skade forplantningsevnen

R62

H361d Mistænkes for at skade det ufødte barn

R63

H361fd Mistænkes for at skade forplantningsevnen. Mistænkes for at skade det ufødte barn

R62-63

H362 Kan skade børn, der ammes

R64

H370 Forårsager organskader

R39/23/24/25/26/27/28

H371 Kan forårsage organskader

R68/20/21/22

H372 Forårsager organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

R48/25/24/23

H373 Kan forårsage organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

R48/20/21/22

H400 Meget giftig for vandlevende organismer

R50

H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer

R50-53

H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R51-53

H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R52-53

H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer

R53

EUH059 Farlig for ozonlaget

R59

EUH029 Udvikler giftig gas ved kontakt med vand

R29

EUH031 Udvikler giftig gas ved kontakt med syre

R31

EUH032 Udvikler meget giftig gas ved kontakt med syre

R32

EUH070 Giftig ved kontakt med øjnene

R39-41

Koncentrationsgrænserne for stoffer eller blandinger, som kan tildeles eller er tildelt faresætningerne eller risikosætningerne i tabel 7, og som opfylder kriterierne for klassifikation i fareklasserne eller -kategorierne, og for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra a), b) eller c), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride de generiske eller specifikke koncentrationsgrænser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008. Er der fastsat specifikke koncentrationsgrænser, går disse forud for de generiske koncentrationsgrænser.

Koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra d), e) eller f), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride 0,1 vægtprocent.

Det endelige produkt skal ikke være mærket med en faresætning.

Hvad angår udstyr til skylletoiletter og skylleurinaler, er stofferne/komponenterne i tabel 8 fritaget fra forpligtelsen i artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 efter anvendelse af artikel 6, stk. 7, i samme forordning:

Tabel 8

Fritagne stoffer/komponenter

Stof/komponent

Fare- og risikosætninger

Artikler med en vægt under 25 g

Alle fare- og risikosætninger

Homogene dele af komplekse artikler med en vægt under 25 g

Alle fare- og risikosætninger

Nikkel i alle typer rustfrit stål

H351, H372 og R40/48/23

Elektroniske komponenter i udstyr til skylletoiletter og skylleurinaler, som opfylder kravene i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU (4)

Alle fare- og risikosætninger

Vurdering og verifikation: Hvad angår produktet og alle dets artikler eller homogene dele, skal ansøgeren afgive en erklæring om overensstemmelse med kriterium 3a) sammen med relevant dokumentation såsom overensstemmelseserklæringer underskrevet af dennes leverandører vedrørende stoffernes eller materialernes ikke-klassificering i nogen af de fareklasser, der er forbundet med faresætningerne i tabel 7 i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008, for så vidt som dette kan fastslås, som minimum ud fra de oplysninger, der opfylder kravene i bilag VII til forordning (EF) nr. 1907/2006. Denne erklæring skal underbygges af et resumé af de relevante kendetegn, der er forbundet med faresætningerne i tabel 7, i en detaljeringsgrad som fastsat i punkt 10, 11 og 12 i bilag II til forordning (EF) nr. 1907/2006.

Oplysninger om stoffers iboende egenskaber kan fremskaffes på anden måde end ved forsøg, for eksempel ved hjælp af alternative metoder som in vitro-metoder, ved hjælp af modeller for kvantitative struktur-aktivitets-relationer eller ved hjælp af kategorisering af stoffer og analogislutninger (»read-across«) i overensstemmelse med bilag XI til forordning (EF) nr. 1907/2006. Der tilskyndes på det kraftigste til, at relevante data stilles til rådighed i hele forsyningskæden.

De forelagte oplysninger skal vedrøre de former eller fysiske tilstande, hvori stoffet eller blandingen forekommer i det endelige produkt.

Hvad angår stoffer anført i bilag IV og V til forordning (EF) nr. 1907/2006, som er fritaget fra registreringsforpligtelserne under litra a) og b) i artikel 2, nr. 7), i denne forordning, vil en erklæring fra ansøgeren være tilstrækkelig til at opfylde kriterium 3a).

b)   Stoffer, der er listeført i henhold til artikel 59, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006

Der gøres ingen undtagelser fra forbuddet i artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010, for så vidt angår stoffer, der er udpeget som særlig problematiske (Substances of very high concern) og opført på listen i artikel 59, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 (5), og som findes i blandinger, i en artikel eller i nogen homogen del af en kompleks artikel i koncentrationer på over 0,1 %. Specifikke koncentrationsgrænser fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008 finder anvendelse i de tilfælde, hvor koncentrationen er under 0,1 %.

Vurdering og verifikation: Der skal henvises til listen over stoffer, der er særligt problematiske, på ansøgningsdatoen. Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at kriterium 3b) er overholdt sammen med tilhørende dokumentation, herunder leverandørerklæringer underskrevet af materialeleverandørerne og kopier af relevante sikkerhedsdatablade for stoffer og blandinger i overensstemmelse med bilag II til forordning (EF) nr. 1907/2006. Koncentrationsgrænserne for stoffer og blandinger skal specificeres i sikkerhedsdatabladene i overensstemmelse med artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

Kriterium 4.   Bæredygtigt dyrket træ

Træ og træbaseret materiale, der bruges i skylletoiletter og urinaler, må stamme fra genbrugte eller nye råmaterialer.

Nyt træ skal være omfattet af gyldige certifikater, der borger for bæredygtig skovforvaltning og for kontrol af leverandørkæden, og som er udstedt af en uafhængig ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende.

I de tilfælde, hvor certificeringsordninger tillader blanding af certificeret og ucertificeret materiale i et produkt eller en produktlinje, må andelen af ucertificeret materiale imidlertid ikke overstige 50 %. Det ucertificerede materiale skal være omfattet af et kontrolsystem, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder alle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Certificeringsorganer, der udsteder certifikater for skov og/eller leverandørkæden, skal være akkrediteret/anerkendt af den pågældende certificeringsordning.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge relevant dokumentation, der indikerer typen, mængden og oprindelsen af det anvendte træ eller træbaserede materiale i skylletoiletter og urinaler.

Hvis der bruges nyt træ, skal produktet være omfattet af gyldige certifikater, der borger for bæredygtig skovforvaltning og for kontrol af leverandørkæden, og som er udstedt af en uafhængig ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende. Hvis produktet eller produktlinjen indeholder ucertificeret materiale, bør der fremlægges bevis for, at det ucertificerede materiale udgør mindre end 50 %, og at det er omfattet af en kontrolordning, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder alle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Kriterium 5.   Produktlevetid

a)   Reparationsmuligheder og adgang til reservedele

Produktet skal være udformet således, at dets udskiftelige dele nemt kan skiftes af enten slutbrugeren eller en professionel servicetekniker. Oplysninger om, hvilke dele der kan udskiftes, skal klart anføres i oplysningsarket, der udleveres i trykt og/eller elektronisk form. Ansøgeren skal også fremlægge en klar vejledning, som sætter enten slutbrugeren eller en uddannet tekniker i stand til at foretage simple reparationer.

Ansøgeren skal endvidere sikre, at de originale reservedele eller reservedele af tilsvarende kvalitet er tilgængelige i mindst ti år fra købsdatoen.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge en eller flere prøver på produktets oplysningsark i trykt og/eller elektronisk form.

b)   Garanti

Produktet skal være dækket af en reparations- eller udskiftningsgaranti i mindst fem år.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge et eksempel på garantivilkårene.

Kriterium 6.   Reduceret miljøbelastning ved bortskaffelse

Plastikdele med en vægt over eller på 25 g skal være mærket i henhold til kravene i standarden EN ISO 11469, således at materialer kan identificeres til genbrug, genindvinding eller bortskaffelse, når produktet er udtjent.

Vandfrie urinaler skal enten anvende en let bionedbrydelig væske eller fungere helt uden væske.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav. Hvad angår vandfrie urinaler, skal ansøgeren desuden fremlægge dokumentation, der beskriver den anvendte teknologi, og, når der anvendes væske, en prøvningsrapport, der påviser, at væsken er let bionedbrydelig, i henhold til definitionen og prøvningsmetoderne anført i vejledningen i anvendelse af CLP-kriterierne (6) i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008.

Kriterium 7.   Installationsvejledning og brugeroplysninger

Produktet skal ledsages af relevante installations- og brugeroplysninger, som indeholder alle de tekniske detaljer, der er nødvendige for at kunne installere produktet korrekt, og en vejledning i korrekt og miljøvenlig anvendelse af produktet samt dets vedligeholdelse. Som minimum skal installationsvejledningen og brugeroplysningerne omfatte følgende punkter, og de skal forefindes på emballagen eller i den dokumentation, der følger med produktet i trykt form, eller være tilgængelige i elektronisk format:

a)

vejledning i korrekt installation, herunder:

for så vidt angår toiletkummer, urinalkummer og skyllesystemer, der markedsføres separat: oplysninger om, hvilke produkter de skal kombineres med for at udgøre en fuldt funktionsdygtig enhed, der er vandeffektiv

oplysninger om, hvilke klasser og/eller typer produktet er blevet prøvet for

oplysninger om de specifikke driftstryk, som produktet er egnet til

oplysninger om, hvilken type afløbssystem i henhold til EN 12056-standarden produktet kan fungere med

oplysninger om, hvordan skyllemængden kan justeres samt konsekvenserne med hensyn til spildevandsniveau og fyldningsniveau

en påmindelse om behovet for at tjekke de relevante nationale og lokale forskrifter før installation af produkterne

b)

oplysninger om, at den væsentligste miljøbelastning er relateret til vandforbruget, og råd om, hvordan rationel anvendelse kan minimere miljøbelastningen, især oplysning om korrekt anvendelse af produktet for at minimere vandforbruget

c)

oplysninger om, at produktet er tildelt EU-miljømærket sammen med en kort og præcis forklaring af, hvad dette betyder, samt de almindelige oplysninger, som gives ved siden af logoet

d)

den fulde skyllemængde i l/skyl (prøvet som anført i kriterium 1 a))

e)

for så vidt angår udstyr til skylletoiletter med eller som muliggør anvendelse af en vandsparer: den reducerede og den gennemsnitlige skyllemængde i l/skyl (prøvet som anført i kriterium 1 b) og 1 c) henholdsvis)

f)

for så vidt angår toiletkummer og urinalkummer, der markedsføres separat, skal der oplyses om, at produktet skal kombineres med et egnet skyllesystem, der er miljømærket, for at udgøre en fuldt funktionsdygtig enhed, som er vandeffektiv, især den fulde skyllemængde, og i givet fald den reducerede og den gennemsnitlige skyllemængde for det skyllesystem, som det skal kombineres med

g)

for så vidt angår skyllesystemer, der markedsføres separat, skal der oplyses om, at produktet skal kombineres med en egnet toiletkumme og/eller et egnet urinal, der er miljømærket, for at udgøre en fuldt funktionsdygtig enhed, som er vandeffektiv, især den fulde skyllemængde, og i givet fald den reducerede og den gennemsnitlige skyllemængde for den toiletkumme og/eller det urinal, som det skal kombineres med

h)

anbefalinger vedrørende korrekt anvendelse og vedligeholdelse af produktet med angivelse af alle relevante instruktioner, især:

vejledning i vedligeholdelse og anvendelse af produktet

oplysninger om, hvilke dele der kan udskiftes

vejledning i udskiftning af pakninger og andre fittings, hvis produktet er utæt

vejledning i rengøring af produktet med passende værktøj og rensemidler for at forhindre skade på dets overflade

i)

for så vidt angår vandfrie urinaler: vejledning i vedligeholdelse, herunder, hvis relevant, oplysninger om beskyttelse og vedligeholdelse af den udskiftelige kassette, og udskiftning af den, herunder tidspunkt for udskiftning, samt en liste over serviceleverandører, der tilbyder almindelig vedligeholdelse

j)

for så vidt angår vandfrie urinaler, skal der gives relevante anbefalinger vedrørende bortskaffelse af de udskiftede kassetter, især med angivelse af eventuelle eksisterende tilbagetagelsesordninger

k)

anbefalinger om relevant bortskaffelse, når produktet er udtjent.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge en eller flere prøver på brugeroplysningerne og/eller et link til producentens website, hvor sådan information gives.

Kriterium 8.   Oplysninger på EU-miljømærket

Det valgfrie mærke med tekstboks skal indeholde følgende tekst:

høj vandeffektivitet og reduktion af spildevand

med dette miljømærkede produkt sparer du vand og penge

reduceret miljøbelastning ved bortskaffelse

Retningslinjerne for brugen af det valgfrie mærke med tekstboksen foreligger i »Guidelines for use of the EU Ecolabel logo« på webstedet:

http://ec.europa.eu/environment/ecolabel/documents/logo_guidelines.pdf

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal afgive en erklæring om, at produktet opfylder disse krav, og fremlægge et eksempel på mærket.


(1)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.

(2)  EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1.

(3)  EFT 196 af 16.8.1967, s. 1.

(4)  EUT L 174 af 1.7.2011, s. 88.

(5)  http://echa.europa.eu/da/web/guest/candidate-list-table

(6)  http://echa.europa.eu/documents/10162/13562/clp_en.pdf

Tillæg 1

Metode til at måle og beregne den gennemsnitlige skyllemængde

1.   Prøvningsmetoder

Montér skylletoilettet eller udstyret i henhold til producentens monteringsvejledning. Hvad angår toiletkummer, skal udstyret monteres med et prøveskyllesystem som beskrevet i de relevante EN-standarder.

Installér det monterede udstyr på en fast, flad vandret eller lodret overflade.

Forbind indløbsventilen til en vandforsyning med et statisk vandtryk på 0,2 ± 0,01 MPa (2 ± 0,1 bar), og åbn ventilen til vandforsyningen. Lad vandforsyningen være åben under alle prøverne.

Aktivér udløseren til den fulde skyllemængde, opsaml det frigivne vand, og bortskaf det.

1.1.   Evaluering af den fulde skyllemængde

Aktivér udløseren til den fulde skyllemængde, og opsaml det frigivne vand.

Mål mængden ved hjælp af en kalibreret beholder.

Registrér den målte mængde.

Udfør prøvningen tre gange.

Hvis der er forskelle i den frigivne mængde, beregn da den fulde skyllemængde (Vf) som den aritmetiske middelværdi for de tre registrerede mængder.

1.2.   Evaluering af den reducerede skyllemængde

Aktivér udløseren til den reducerede skyllemængde, og opsaml det frigivne vand.

Mål mængden ved hjælp af en kalibreret beholder.

Registrér den målte mængde.

Udfør prøvningen tre gange.

Hvis der er forskelle i den frigivne mængde, beregn da den reducerede skyllemængde (Vr) som den aritmetiske middelværdi for de tre registrerede mængder.

2.   Beregning af den gennemsnitlige skyllemængde

Beregn den gennemsnitlige skyllemængde (Va) på denne måde:

Formula

Tillæg 2

Krav til vandfrie urinaler og prøvningsmetoder

1.   Krav til vandfrie urinaler

Vandfrie urinaler skal bestå alle følgende prøvninger:

prøvning af belastningsmodstand

prøvning af afløb

prøvning af tæthed, og

prøvning af forhindring af tilbageløb af forurenet luft og vand.

2.   Metoder til prøvning af vandfrie urinaler

2.1.   Prøvning af belastningsmodstand

Vandfrie urinaler anses for at opfylde kravene i prøvningen af belastningsmodstand, hvis de opfylder kravene til belastningsmodstand, når de udsættes for en prøvning med statisk belastning svarende til dem, der er defineret i EN 13407. Enhver tilsvarende metode vil blive accepteret.

2.2.   Prøvning af afløb

Vandfrie urinaler anses for at opfylde kravene i prøvningen af afløb, hvis de opfylder kravene til afløbet af vand, når de udsættes for en prøvning af afløbet af vand svarende til dem, der er defineret i EN 14688. I og med at prøvningen i EN 14688 er defineret for håndvaske, vil enhver tilpasning af prøvningen med henblik på at prøve vandfrie urinaler blive accepteret. Enhver tilsvarende metode vil blive accepteret.

2.3.   Prøvning af tæthed

Vandfrie urinaler anses for at opfylde kravene i tæthedsprøvningen, hvis de sikrer, at al væske, der hældes i dem, kun løber ud af udløbet. Til denne prøvning skal der anvendes farvet vand for at opdage eventuelle utætheder. Enhver tilsvarende metode vil blive accepteret.

Alternativt skal vandfrie urinaler vurderes at opfylde kravene i tæthedsprøvningen, hvis de opfylder kravene til vandabsorption, når de udsættes for en prøvning til bestemmelse af vandabsorptionen svarende til dem, der er defineret i EN 13407. Enhver tilsvarende metode vil blive accepteret.

2.4.   Prøvning af forhindring af tilbageløb af forurenet luft og vand

Vandfrie urinaler anses for at opfylde kravene i prøvningen af forhindring af tilbageløb af forurenet luft og vand, hvis de opfylder kravene til lugttæthed og vandlåsens evne til at modstå tryk svarende til kravene i EN 1253-1, når de udsættes for en prøvning af henholdsvis lugttætheden og af vandlåsens evne til at modstå tryk svarende til dem, der er defineret i EN 1253-2. Enhver tilsvarende metode vil blive accepteret.