29.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/57


DET EUROPÆISKE RÅDS AFGØRELSE

af 28. juni 2013

om Europa-Parlamentets sammensætning

(2013/312/EU)

DET EUROPÆISKE RÅD HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, stk. 2,

under henvisning til artikel 2, stk. 3, i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser,

under henvisning til Europa-Parlamentets initiativ (1),

under henvisning til Europa-Parlamentets godkendelse (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 2, stk. 1og 2, i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser udløber ved udgangen af valgperioden 2009-2014.

(2)

Artikel 19, stk. 1, i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab udløber ved udgangen af valgperioden 2009-2014.

(3)

Det er nødvendigt at opfylde kravene i artikel 2, stk. 3, i protokol nr. 36 og dermed at vedtage den afgørelse, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union, hurtigst muligt, således at medlemsstaterne får god tid til at træffe de nødvendige nationale foranstaltninger til tilrettelæggelse af valget til Europa-Parlamentet for valgperioden 2014-2019.

(4)

Artikel 14, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union fastsætter kriterierne for Europa-Parlamentets sammensætning, nemlig at antallet af repræsentanter for Unionens borgere ikke må overstige syv hundrede og halvtreds plus formanden, at borgerne skal repræsenteres degressivt proportionalt med en mindstetærskel på seks medlemmer for hver medlemsstat, og at ingen medlemsstat kan tildeles mere end seksoghalvfems pladser.

(5)

Af artikel 10 i traktaten om Den Europæiske Union fremgår det bl.a., at Unionens funktionsmåde bygger på det repræsentative demokrati, hvor borgerne repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet, og medlemsstater repræsenteres af deres regeringer, der selv er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter eller borgere, i Rådet. Artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union om Europa-Parlamentets sammensætning finder derfor anvendelse inden for konteksten af de bredere institutionelle ordninger, der er fastsat i traktaterne, og som ligeledes omfatter bestemmelserne om beslutningstagning i Rådet —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ved anvendelsen af det princip om degressiv proportionalitet, som er fastlagt i artikel 14, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union, gælder følgende principper:

ved fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet skal de i traktaten om Den Europæiske Union fastsatte minimums- og maksimumstal udnyttes fuldt ud for så nøjagtigt som muligt at afspejle størrelsen af medlemsstaternes respektive befolkninger

forholdet mellem de enkelte medlemsstaters indbyggertal og antal pladser inden afrunding til hele tal skal variere i forhold til deres respektive indbyggertal på en sådan måde, at hvert enkelt medlem af Europa-Parlamentet fra en mere folkerig medlemsstat repræsenterer flere borgere end hvert enkelt medlem fra en mindre folkerig medlemsstat, og omvendt, at jo større en medlemsstats befolkning er, jo mere ret har den til et stort antal pladser.

Artikel 2

Kommissionen (Eurostat) beregner størrelsen af medlemsstaternes befolkning på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne og i henhold til en metode fastlagt i en forordning, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtager.

Artikel 3

I overensstemmelse med artikel 1 fastsættes antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet, der vælges i hver enkelt medlemsstat, for valgperioden 2014-2019 til:

Belgien

21

Bulgarien

17

Den Tjekkiske Republik

21

Danmark

13

Tyskland

96

Estland

6

Irland

11

Grækenland

21

Spanien

54

Frankrig

74

Kroatien

11

Italien

73

Cypern

6

Letland

8

Litauen

11

Luxembourg

6

Ungarn

21

Malta

6

Nederlandene

26

Østrig

18

Polen

51

Portugal

21

Rumænien

32

Slovenien

8

Slovakiet

13

Finland

13

Sverige

20

Det Forenede Kongerige

73

Artikel 4

Denne afgørelse skal revideres i tilstrækkelig god tid inden begyndelsen af valgperioden 2019-2024 på grundlag af et initiativ fra Europa-Parlamentet, der forelægges inden udgangen af 2016, med henblik på at fastlægge et system, som vil gøre det muligt fremover, forud for hvert valg til Europa-Parlamentet, at fordele pladserne mellem medlemsstaterne efter en objektiv, retfærdig, varig og gennemsigtig metode ved at omsætte princippet om degressiv proportionalitet som fastsat i artikel 1, idet der tages hensyn til en eventuel ændring af deres antal og til behørigt dokumenterede demografiske ændringer i deres befolkninger, hvorved den generelle balance i det institutionelle system som fastsat i traktaterne respekteres.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juni 2013.

På Det Europæiske Råds vegne

H. VAN ROMPUY

Formand


(1)  Initiativ vedtaget den 13. marts 2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Godkendelse af 12. juni 2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT).