20.12.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 351/40 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1219/2012
af 12. december 2012
om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er direkte udenlandske investeringer optaget på listen over områder, der hører ind under den fælles handelspolitik. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) har Unionen enekompetence med hensyn til den fælles handelspolitik. Det er således kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område. Medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen, jf. artikel 2, stk. 1, i TEUF. |
(2) |
Dertil kommer, at der i tredje del, afsnit IV, kapitel 4, i TEUF fastlægges fælles regler for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, herunder kapitalbevægelser, der omfatter investeringer. Disse regler kan blive berørt af internationale aftaler om udenlandske investeringer, som er indgået af medlemsstaterne. |
(3) |
Denne forordning berører ikke kompetencefordelingen mellem Unionen og dens medlemsstater i overensstemmelse med TEUF. |
(4) |
På tidspunktet for Lissabontraktatens ikrafttræden fandtes der et betydeligt antal bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande. TEUF indeholder ikke nogen udtrykkelig overgangsordning for sådanne aftaler, som nu falder ind under Unionens enekompetence. Desuden kan nogle af disse aftaler indeholde bestemmelser, der berører de fælles regler om kapitalbevægelser i tredje del, afsnit IV, kapitel 4, i TEUF. |
(5) |
Selv om bilaterale investeringsaftaler forbliver bindende for medlemsstaterne i henhold til folkeretten og gradvis vil blive erstattet af EU-aftaler om samme genstand, kræver betingelserne for deres fortsatte eksistens og deres relation til Unionens investeringspolitik en hensigtsmæssig forvaltning. Denne relation vil udvikle sig yderligere, efterhånden som Unionen udøver sin kompetence. |
(6) |
Bilaterale investeringsaftaler, der præciserer og garanterer investeringsbetingelserne, bør af hensyn til EU-investorer og deres investeringer i tredjelande og til medlemsstater, der er værtslande for udenlandske investorer og investeringer, opretholdes og gradvis erstattes af EU-investeringsaftaler med høje standarder for investeringsbeskyttelse. |
(7) |
Denne forordning bør behandle medlemsstaternes bilaterale investeringsaftalers status i henhold til EU-retten, når de er undertegnet inden den 1. december 2009. Disse aftaler kan opretholdes eller træde i kraft i overensstemmelse med denne forordning. |
(8) |
Denne forordning bør også fastsætte de betingelser, hvorunder medlemsstaterne har beføjelse til at indgå og/eller opretholde bilaterale investeringsaftaler undertegnet i perioden mellem den 1. december 2009 og den 9. januar 2013. |
(9) |
Endvidere bør denne forordning fastsætte de betingelser, hvorunder medlemsstaterne har beføjelse til at ændre eller indgå bilaterale investeringsaftaler med tredjelande efter den 9. januar 2013. |
(10) |
Opretholder medlemsstaterne bilaterale investeringsaftaler med tredjelande i henhold til denne forordning, eller er der givet tilladelse til at indlede forhandlinger om eller indgå sådanne aftaler, bør dette ikke forhindre forhandlingen eller indgåelsen af EU-investeringsaftaler. |
(11) |
Medlemsstaterne er forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at fjerne eventuelle uoverensstemmelser i forhold til EU-retten, som findes i bilaterale investeringsaftaler, der er indgået mellem medlemsstaterne og tredjelande. Gennemførelsen af denne forordning berører ikke anvendelsen af artikel 258 i TEUF med hensyn til medlemsstaternes manglende overholdelse af forpligtelser i henhold til EU-retten. |
(12) |
Den tilladelse til at ændre eller indgå bilaterale investeringsaftaler, som er fastsat i denne forordning, bør bl.a. give medlemsstaterne mulighed for at behandle eventuelle uoverensstemmelser mellem deres bilaterale investeringsaftaler og EU-retten, ud over de uoverensstemmelser, der skyldes kompetencefordelingen mellem Unionen og dens medlemsstater, og som behandles i denne forordning. |
(13) |
Kommissionen bør forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning. Rapporten bør bl.a. gennemgå behovet for den fortsatte anvendelse af kapitel III i denne forordning. Hvis det i rapporten anbefales ikke at fortsætte anvendelsen af bestemmelserne i kapitel III, eller hvis det foreslås at ændre disse bestemmelser, kan den, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af et lovgivningsmæssigt forslag. |
(14) |
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør sikre, at enhver oplysning, der er angivet som værende fortrolig, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (2). |
(15) |
Investeringsaftaler mellem medlemsstaterne bør ikke være omfattet af denne forordning. |
(16) |
Det er nødvendigt at fastsætte visse ordninger for at sikre, at de bilaterale investeringsaftaler, der opretholdes i henhold til denne forordning, forbliver operationelle, herunder for så vidt angår tvistbilæggelse, og samtidig respekterer Unionens enekompetence. |
(17) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (3). |
(18) |
Specifikt bør disse beføjelser tillægges Kommissionen, eftersom procedurerne i artikel 9, 11 og 12 giver medlemsstaterne beføjelse til at handle på områder, der er omfattet af Unionens enekompetence, og afgørelser herom skal træffes på EU-niveau. |
(19) |
Rådgivningsproceduren bør anvendes i forbindelse med vedtagelsen af tilladelser i henhold til artikel 9, 11 og 12, eftersom disse tilladelser gives på grundlag af klart definerede kriterier, der er fastsat i denne forordning — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Med forbehold af den ved TEUF fastsatte kompetencefordeling behandler denne forordning medlemsstaternes bilaterale investeringsaftalers status i henhold til EU-retten og fastsætter betingelserne og procedurerne for medlemsstaternes tilladelse til at ændre eller indgå bilaterale investeringsaftaler.
2. I denne forordning forstås ved »bilateral investeringsaftale« en hvilken som helst aftale med et tredjeland, der indeholder bestemmelser om investeringsbeskyttelse. Denne forordning dækker kun de bestemmelser i bilaterale investeringsaftaler, der vedrører investeringsbeskyttelse.
KAPITEL II
OPRETHOLDELSE AF EKSISTERENDE BILATERALE INVESTERINGSAFTALER
Artikel 2
Meddelelse til Kommissionen
Medlemsstaterne underretter senest den 8. februar 2013 eller senest 30 dage efter datoen for deres tiltrædelse af Unionen, Kommissionen om alle bilaterale investeringsaftaler med tredjelande undertegnet inden den 1. december 2009 eller inden datoen for deres tiltrædelse, afhængigt af hvilken af disse datoer der er den seneste, som de enten ønsker at opretholde eller lade træde i kraft i henhold til dette kapitel. Meddelelsen skal indeholde en kopi af de pågældende bilaterale investeringsaftaler. Medlemsstaterne giver også Kommissionen meddelelse om enhver efterfølgende ændring i disse aftalers status.
Artikel 3
Opretholdelse
Med forbehold af medlemsstaternes andre forpligtelser i henhold til EU-retten kan bilaterale investeringsaftaler, der er meddelt i henhold til artikel 2, opretholdes eller træde i kraft i overensstemmelse med TEUF og denne forordning, indtil en bilateral investeringsaftale mellem Unionen og det samme tredjeland træder i kraft.
Artikel 4
Offentliggørelse
1. Hver 12. måned offentliggør Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende en liste over de bilaterale investeringsaftaler, der er meddelt i henhold til artikel 2, artikel 11, stk. 6, eller artikel 12, stk. 6.
2. Den første offentliggørelse af listen over bilaterale investeringsaftaler, jf. denne artikels stk. 1, finder sted senest tre måneder efter fristen for meddelelser afgivet i henhold til artikel 2.
Artikel 5
Vurdering
Kommissionen kan med henblik på den gradvise erstatning af de bilaterale investeringsaftaler, der er meddelt i henhold til artikel 2, vurdere disse aftaler ved at evaluere, om en eller flere af bestemmelserne deri udgør en alvorlig hindring for Unionens forhandling eller indgåelse af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande.
Artikel 6
Samarbejdspligt
1. Medlemsstaterne træffer med henblik på den gradvise erstatning af de bilaterale investeringsaftaler, der er meddelt i henhold til artikel 2, passende foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i disse aftaler ikke udgør en alvorlig hindring for Unionens forhandling eller indgåelse af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande.
2. Fastslår Kommissionen med henblik på den gradvise erstatning af de bilaterale investeringsaftaler, der er meddelt i henhold til artikel 2, at en eller flere af bestemmelserne i en sådan aftale udgør en alvorlig hindring for Unionens forhandling eller indgåelse af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande, skal Kommissionen og den pågældende medlemsstat hurtigt indlede konsultationer og samarbejde med henblik på at fastlægge passende forholdsregler til løsning af problemet. Disse konsultationer må ikke vare længere end 90 dage.
3. Kommissionen kan med forbehold af stk.1 inden for en periode på 60 dage efter afslutningen af konsultationerne angive, hvilke passende foranstaltninger den pågældende medlemsstat skal træffe for at fjerne hindringerne, jf. stk. 2.
KAPITEL III
TILLADELSE TIL AT ÆNDRE ELLER INDGÅ BILATERALE INVESTERINGSAFTALER
Artikel 7
Tilladelse til at ændre eller indgå en bilateral investeringsaftale
En medlemsstat har på de betingelser, der er fastsat i artikel 8-11, tilladelse til at indlede forhandlinger med et tredjeland for at ændre en eksisterende eller indgå en ny bilateral investeringsaftale.
Artikel 8
Meddelelse til Kommissionen
1. Har en medlemsstat til hensigt at indlede forhandlinger med et tredjeland for at ændre eller indgå en bilateral investeringsaftale, meddeler den Kommissionen dette skriftligt.
2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse skal omfatte relevant dokumentation og en angivelse af de bestemmelser, som vil blive behandlet under forhandlingerne eller vil blive genforhandlet, formålene med forhandlingerne og enhver anden relevant oplysning.
3. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse fremsendes mindst fem måneder inden det fastlagte tidspunkt for indledningen af formelle forhandlinger.
4. Er oplysningerne fremsendt af medlemsstaten ikke tilstrækkelige til, at der kan gives tilladelse til at indlede formelle forhandlinger, jf. artikel 9, kan Kommissionen anmode om yderligere oplysninger.
5. Kommissionen stiller den i denne artikels stk. 1 omhandlede meddelelse samt, efter anmodning, den ledsagende dokumentation til rådighed for de andre medlemsstater under overholdelse af kravene om fortrolighed, der er fastlagt i artikel 14.
Artikel 9
Tilladelse til at indlede formelle forhandlinger
1. Kommissionen giver medlemsstaten tilladelse til at indlede formelle forhandlinger med et tredjeland for at ændre eller indgå en bilateral investeringsaftale, medmindre den konkluderer, at indledningen af sådanne forhandlinger vil:
a) |
være i strid med EU-retten ud over de uoverensstemmelser, der skyldes kompetencefordelingen mellem Unionen og dens medlemsstater |
b) |
være overflødig, fordi Kommissionen har indgivet eller har besluttet at forelægge en henstilling om at indlede forhandlinger med det pågældende tredjeland i henhold til artikel 218, stk. 3, i TEUF |
c) |
være i uoverensstemmelse med principperne og målsætningerne for Unionens optræden udadtil som udarbejdet i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser i afsnit V, kapitel 1, i traktaten om Den Europæiske Union, eller |
d) |
udgøre en alvorlig hindring for Unionens forhandling eller indgåelse af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande. |
2. Som en del af den tilladelse, der er omhandlet i stk. 1, kan Kommissionen kræve, at medlemsstaten enten medtager i eller udelukker fra en sådan forhandling og eventuel bilateral investeringsaftale enhver bestemmelse, såfremt dette er nødvendigt for at sikre overensstemmelse med Unionens investeringspolitik eller forenelighed med EU-retten.
3. Tilladelsen i henhold til denne artikels stk. 1 gives efter rådgivningsproceduren i artikel 16, stk. 2. Kommissionen træffer afgørelse inden for en frist på 90 arbejdsdage efter modtagelsen af den i artikel 8 omhandlede meddelelse. Hvis der er brug for yderligere oplysninger, inden der træffes afgørelse, løber perioden på 90 dage fra datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger.
4. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om afgørelser, der træffes i henhold til stk. 3.
5. I de tilfælde, hvor Kommissionen ikke giver en tilladelse i henhold til stk. 1, informerer Kommissionen den pågældende medlemsstat og giver den en begrundelse herfor.
Artikel 10
Kommissionens deltagelse i forhandlingerne
Kommissionen holdes underrettet om fremskridtene og resultaterne på de forskellige stadier af forhandlingerne om at ændre eller indgå en bilateral investeringsaftale og kan anmode om at deltage i forhandlingerne om investeringer mellem medlemsstaten og tredjelandet.
Artikel 11
Tilladelse til at undertegne og indgå en bilateral investeringsaftale
1. Inden undertegnelsen af en bilateral investeringsaftale meddeler den pågældende medlemsstat Kommissionen forhandlingsresultaterne og fremsender aftaleteksten til Kommissionen.
2. Denne artikel finder også anvendelse på bilaterale investeringsaftaler, der blev forhandlet inden den 9. januar 2013, men som ikke er underlagt meddelelsespligten i henhold til artikel 2 eller 12.
3. Kommissionen vurderer efter modtagelsen af meddelelsen, hvorvidt den forhandlede bilaterale investeringsaftale er i modstrid med kravene i artikel 9, stk. 1 og 2.
4. Finder Kommissionen, at forhandlingerne har ført til en bilateral investeringsaftale, som opfylder kravene i artikel 9, stk. 1 og 2, giver den medlemsstaten tilladelse til at undertegne og indgå en sådan aftale. Artikel 3, 5 og 6 finder anvendelse på sådanne aftaler på samme måde, som hvis de var blevet meddelt i henhold til artikel 2.
5. Afgørelser i henhold til denne artikels stk. 4 træffes efter rådgivningsproceduren i artikel 16, stk. 2. Kommissionen træffer afgørelse inden for en frist på 90 arbejdsdage efter modtagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og 2. Hvis der er brug for yderligere oplysninger, inden der træffes afgørelse, løber perioden på 90 dage fra datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger.
6. Giver Kommissionen en tilladelse i henhold til stk. 4, underretter den pågældende medlemsstat Kommissionen om indgåelsen og ikrafttræden af den bilaterale investeringsaftale og om enhver efterfølgende ændring i aftalens status.
7. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om afgørelser, der træffes i henhold til stk. 4.
8. I de tilfælde, hvor Kommissionen ikke giver tilladelsen i henhold til stk. 4, informerer Kommissionen den pågældende medlemsstat herom og giver den en begrundelse herfor.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 12
Aftaler undertegnet af medlemsstaterne mellem den 1. december 2009 og den 9. januar 2013
1. Har en medlemsstat mellem den 1. december 2009 og den 9. januar 2013 undertegnet en bilateral investeringsaftale, giver den pågældende medlemsstat Kommissionen meddelelse om en sådan aftale, som den ønsker at opretholde eller lade træde i kraft, senest 8. februar 2013. Meddelelsen skal indeholde en kopi af en sådan aftale.
2. Kommissionen vurderer efter modtagelsen af meddelelsen, hvorvidt den i henhold til denne artikels stk. 1 meddelte bilaterale investeringsaftale er i modstrid med kravene i artikel 9, stk. 1 og 2.
3. Finder Kommissionen, at en i henhold til denne artikels stk. 1 meddelt bilateral investeringsaftale opfylder kravene i artikel 9, stk. 1 og 2, giver den tilladelse til opretholdelse eller ikrafttræden af en sådan aftale i henhold til EU-retten.
4. Kommissionen træffer afgørelsen i denne artikels stk. 3 inden for en frist på 180 arbejdsdage efter modtagelsen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede meddelelse. Hvis der er brug for yderligere oplysninger, inden der træffes afgørelse, løber perioden på 180 dage fra datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger. Afgørelser i henhold til denne artikels stk. 3 træffes efter rådgivningsproceduren i artikel 16, stk. 2.
5. Medmindre en bilateral investeringsaftale er blevet tilladt i henhold til stk. 3, tager medlemsstaten ikke yderligere skridt i retning af indgåelse af aftalen, og den trækker de trufne foranstaltninger tilbage eller omgør dem.
6. Giver Kommissionen en tilladelse i henhold til denne artikels stk. 3, underretter den pågældende medlemsstat Kommissionen om den bilaterale investeringsaftales ikrafttræden og om enhver efterfølgende ændring i en sådan aftales status. Artikel 3, 5 og 6 finder anvendelse på en sådan aftale på samme måde, som hvis aftalen var blevet meddelt i henhold til artikel 2.
7. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om de afgørelser, der træffes i henhold til stk. 3.
8. I de tilfælde, hvor Kommissionen ikke giver en tilladelse i henhold til stk. 3, informerer Kommissionen den pågældende medlemsstat og giver den en begrundelse herfor.
Artikel 13
Medlemsstaternes adfærd med hensyn til en bilateral investeringsaftale med et tredjeland
Falder en bilateral investeringsaftale inden for denne forordnings anvendelsesområde, skal den pågældende medlemsstat:
a) |
hurtigst muligt underrette Kommissionen om alle de møder, der vil finde sted i henhold til aftalens bestemmelser. Kommissionen får tilsendt dagsordenen og alle relevante oplysninger, som gør det muligt at forstå de emner, der skal drøftes på sådanne møder. Kommissionen kan i den forbindelse anmode den pågældende medlemsstat om yderligere oplysninger. Kan et emne, der skal drøftes, påvirke gennemførelsen af Unionens politikker vedrørende investering, herunder især den fælles handelspolitik, kan Kommissionen kræve, at den pågældende medlemsstat indtager en bestemt holdning |
b) |
hurtigst muligt underrette Kommissionen om enhver bemærkning fremsat over for medlemsstaten om, at en given foranstaltning er i strid med aftalen. Medlemsstaten underretter også omgående Kommissionen om enhver anmodning om tvistbilæggelse fremsat inden for rammerne af den bilaterale investeringsaftale, så snart medlemsstaten bliver opmærksom på anmodningen. Medlemsstaten og Kommissionen samarbejder fuldt ud og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre et effektivt forsvar, hvilket i givet fald kan indebære, at Kommissionen deltager i proceduren |
c) |
søge at nå til enighed med Kommissionen inden aktiveringen af eventuelle relevante mekanismer til tvistbilæggelse med et tredjeland, der er indeholdt i den bilaterale investeringsaftale, og på Kommissionens anmodning aktivere sådanne mekanismer. Disse mekanismer omfatter konsultationer med den anden part i en bilateral investeringsaftale og tvistbilæggelse, hvis der er fastsat bestemmelser herom i aftalen. Medlemsstaten og Kommissionen samarbejder fuldt ud med hensyn til at udføre procedurerne i forbindelse med de relevante mekanismer, som, hvor det er hensigtsmæssigt, kan omfatte Kommissionens deltagelse i proceduren. |
Artikel 14
Fortrolighed
Ved meddelelsen til Kommissionen om forhandlinger og resultaterne heraf, jf. artikel 8 og 11, kan medlemsstaterne angive, hvorvidt nogle af de deri indeholdte oplysninger skal betragtes som fortrolige, og hvorvidt de kan videregives til de andre medlemsstater.
Artikel 15
Gennemgang
1. Kommissionen forelægger senest den 10. januar 2020 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning.
2. Rapporten skal indeholde en oversigt over de tilladelser, der er søgt om, og som er bevilget i henhold til kapitel III, samt en gennemgang af behovet for fortsat anvendelse af nævnte kapitel.
3. Anbefales det i rapporten, at anvendelsen af kapitel III ikke fortsættes, eller at bestemmelserne heri ændres, ledsages rapporten af et passende lovgivningsmæssigt forslag.
Artikel 16
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Udvalget for Investeringsaftaler. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
Artikel 17
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Strasbourg, den 12. december 2012.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
A. D. MAVROYIANNIS
Formand
(1) Europa-Parlamentets holdning af 10.5.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 4.10.2012 (EUT C 352 E af 16.11.2012, s. 23). Europa-Parlamentets holdning af 11.12.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.
(3) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
ERKLÆRING FRA EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN
Det forhold, at denne forordning, herunder betragtning 17, 18 og 19, åbner for brugen af procedurer i henhold til forordning (EU) nr. 182/2011, danner ikke præcedens for fremtidige forordninger, der giver Unionen mulighed for at give medlemsstaterne beføjelser i henhold til artikel 2, stk. 1, i TEUF, med hensyn til at lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på områder, hvor Unionen har enekompetence. Endvidere skal brugen af rådgivningsproceduren i modsætning til undersøgelsesproceduren i denne forordning ikke opfattes som præcedens for fremtidige forordninger, der etablerer rammerne for den fælles handelspolitik.