20.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 17/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 45/2012

af 19. januar 2012

om ændring af bilaget til Rådets forordning (EF) nr. 21/2004 for så vidt angår flytningsdokumenters indhold

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 21/2004 af 17. december 2003 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af får og geder og om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 og direktiv 92/102/EØF og 64/432/EØF (1), særlig artikel 10, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 21/2004 skal medlemsstaterne indføre en ordning for identifikation og registrering af får og geder efter bestemmelserne i samme forordning.

(2)

Ordningen skal omfatte fire elementer: mærker til identifikation af hvert enkelt dyr (»identifikationsmærker«), registre, der føres på hver enkelt bedrift og holdes ajour, flytningsdokumenter og et centralt register eller en elektronisk database. Kravene vedrørende disse elementer er fastsat i bilaget til nævnte forordning.

(3)

Det er fastsat i forordning (EF) nr. 21/2004, at elektronisk identifikation fra den 31. december 2009 skal være obligatorisk for alle dyr, der er født efter denne dato. De fleste dyr, der er født indtil denne dato, er imidlertid fortsat kun mærket med ikke-elektroniske identifikatorer.

(4)

Dyrs individuelle koder i de ikke-elektroniske identifikatorer kan kun registreres manuelt. Manuel registrering af ikke-elektroniske identifikatorer kræver en stor indsats fra brugernes side og udgør en potentiel fejlkilde.

(5)

Der er taget hensyn til den særlige situation for dyr født senest den 31. december 2009 i forbindelse med kravet om registrering af dyrs individuelle koder i flytningsdokumentet. De risici, der er forbundet med flytninger af sådanne dyr til et slagteri, er begrænsede og kan ikke begrunde den ekstra administrative byrde, som kravet medfører. Dyr, der flyttes direkte til et slagteri i samme medlemsstat, er derfor undtaget fra kravet, uanset hvornår dyrene flyttes.

(6)

For yderligere at reducere den administrative byrde for brugerne er det i bilaget til forordning (EF) nr. 21/2004, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 933/2008 (2), fastsat, at kravet om registrering af dyrs individuelle koder i flytningsdokumentet indtil den 31. december 2011 ikke er obligatorisk for dyr født senest den 31. december 2009 ved alle andre flytninger end flytning direkte eller via en kanaliseringsprocedure til et slagteri.

(7)

I den tid, hvor denne overgangsperiode har været gældende, er der ikke til Kommissionens tjenestegrene blevet indberettet nogen svigt af betydning som følge af gennemførelsen af denne undtagelse i ordningen.

(8)

Det fremgår dog af de foreliggende data, at dyr født senest den 31. december 2009 på grund af den særlige måde, hvorpå der holdes får og geder, i nogle medlemsstater fortsat vil udgøre en væsentlig del af fåre- og gedebestanden indtil den 31. december 2014. Risiciene i forbindelse med flytning af disse dyr vil falde, i takt med at der bliver færre af dem. Manuel registrering af ikke-elektroniske identifikatorer i sådanne tilfælde ville dog stadig udgøre en betydelig administrativ byrde for brugerne af disse dyr.

(9)

Flytninger af sådanne dyr bør derfor indtil den 31. december 2014 fortsat undtages fra kravet om registrering af dyrs individuelle koder i flytningsdokumentet. Den byrde, registreringen medfører for brugerne efter denne dato, og de potentielle fejlkilder vil da ligge på et acceptabelt niveau.

(10)

Forordning (EF) nr. 21/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Af hensyn til retssikkerheden bør denne forordning anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2012 for at sikre kontinuitet i anvendelsen af undtagelsen fra kravet om registrering af dyrs individuelle koder i flytningsdokumentet.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I afsnit C, punkt 3, i bilaget til forordning (EF) nr. 21/2004 affattes litra b) således:

»b)

indtil den 31. december 2014 for alle andre flytninger.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. januar 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 5 af 9.1.2004, s. 8.

(2)  EUT L 256 af 24.9.2008, s. 5.