27.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 299/13

(1)

Det Europæiske Råd har bedt medlemsstaterne om fra den 1. januar 2012 at oplyse Kommissionen om alle deres nye og eksisterende bilaterale aftaler med tredjelande på energiområdet. Kommissionen bør stille disse oplysninger til rådighed for alle de øvrige medlemsstater på en hensigtsmæssig måde under hensyntagen til behovet for beskyttelse af forretningsmæssigt følsomme oplysninger.

(2)

Ifølge artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) pålægges medlemsstaterne at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne. Medlemsstaterne bør derfor undgå eller fjerne enhver uforenelighed mellem EU-retten og internationale aftaler indgået mellem medlemsstaterne og tredjelande.

(3)

Et velfungerende indre energimarked kræver, at energi, der importeres til Unionen, er fuldt omfattet af reglerne for etablering af det indre energimarked. Et indre energimarked, der ikke fungerer tilfredsstillende, bringer Unionen i en sårbar og ufordelagtig situation med hensyn til energiforsyningssikkerheden og underminerer dets potentielle fordele for de europæiske forbrugere og den europæiske industri. En høj grad af gennemsigtighed med hensyn til aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på energiområdet vil gøre det muligt for Unionen at træffe koordinerede foranstaltninger i en ånd af solidaritet for at sikre, at sådanne aftaler er i overensstemmelse med EU-retten og effektivt sikrer energiforsyningen. En sådan gennemsigtighed vil også virke befordrende for at opnå både et tættere internt samarbejde i Unionen om eksterne forbindelser på energiområdet og nå Unionens langsigtede politiske mål vedrørende energi, klima og energiforsyningssikkerhed.

(4)

En ny mekanisme for udveksling af oplysninger bør derfor indføres. Den bør kun omfatte mellemstatslige aftaler, der har indvirkning på det indre energimarked eller på energiforsyningssikkerheden i Unionen, da de to områder er uløseligt forbundet. Den første vurdering af, om en mellemstatslig aftale eller en anden tekst, som en mellemstatslig aftale udtrykkeligt henviser til, har indvirkning på det indre energimarked eller på energiforsyningssikkerheden i Unionen, bør være medlemsstaternes ansvar; i tvivlstilfælde bør medlemsstaterne rådføre sig med Kommissionen. I princippet har aftaler, der ikke længere er i kraft eller ikke længere anvendes, ikke nogen indvirkning på det indre energimarked eller på energiforsyningssikkerheden i Unionen og bør derfor ikke være omfattet af denne mekanisme for udveksling af oplysninger. Mekanismen for udveksling af oplysninger bør navnlig omfatte alle de mellemstatslige aftaler, som har indvirkning på levering af gas, olie eller elektricitet gennem fast infrastruktur, eller som har betydning for den mængde energi, der importeres til Unionen.

(5)

Mellemstatslige aftaler, som skal meddeles i deres helhed til Kommissionen på grundlag af andre EU-retsakter, bør undtages fra mekanismen for udveksling af oplysninger. Denne undtagelse bør dog ikke finde anvendelse på mellemstatslige aftaler med tredjelande, der har indvirkning på udviklingen og brugen af gasinfrastruktur og gasforsyningerne, og som skal meddeles Kommissionen i overensstemmelse med artikel 13, stk. 6, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden (3). Sådanne aftaler bør meddeles i henhold til de regler, der er fastsat i denne afgørelse. For at undgå overlapning bør en meddelelse, der er forelagt i overensstemmelse med denne afgørelse, anses for at opfylde forpligtelsen i artikel 13, stk. 6, litra a), i forordning (EU) nr. 994/2010.

(6)

Mellemstatslige aftaler vedrørende spørgsmål, der henhører under traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskabs anvendelsesområde, bør ikke omfattes af denne afgørelse.

(7)

Denne afgørelse skaber ikke forpligtelser i forbindelse med aftaler mellem kommercielle enheder. Den er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne frivilligt videregiver kommercielle aftaler, der udtrykkeligt henvises til i mellemstatslige aftaler, til Kommissionen. Da det endvidere er muligt, at kommercielle aftaler indeholder lovbestemmelser, bør kommercielle operatører, der forhandler kommercielle aftaler med operatører fra tredjelande, have mulighed for at søge vejledning fra Kommissionen for at undgå en potentiel konflikt med EU-retten.

(8)

Medlemsstaterne bør forelægge Kommissionen alle eksisterende mellemstatslige aftaler, uanset om de er trådt i kraft eller anvendes midlertidigt i henhold til artikel 25 i Wienerkonventionen om traktatretten, samt alle nye mellemstatslige aftaler.

(9)

Mere gennemsigtighed med hensyn til fremtidige mellemstatslige aftaler, som vil blive forhandlet, eller som er ved at blive forhandlet mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet, kan bidrage til overensstemmelse i medlemsstaternes tilgange til sådanne aftaler såvel som til overholdelse af EU-retten og til energiforsyningssikkerheden i Unionen. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at underrette Kommissionen om forhandlinger om nye mellemstatslige aftaler eller ændringer af eksisterende mellemstatslige aftaler. Når medlemsstaterne vælger denne mulighed, bør Kommissionen i så fald regelmæssigt holdes orienteret om udviklingen i forhandlingerne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at indbyde Kommissionen til at deltage i forhandlingerne som observatør.

Kommissionen bør også have mulighed for på egen anmodning at deltage som observatør med den pågældende medlemsstats samtykke. Medlemsstaterne bør ligeledes have mulighed for at anmode Kommissionen om at bistå dem under forhandlingerne med tredjelande. I så tilfælde bør Kommissionen have mulighed for at rådgive om, hvordan uforenelighed med EU-retten undgås, og henlede opmærksomheden på Unionens energipolitiske mål og princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne.

(10)

Kommissionen bør foretage en vurdering af de eksisterende mellemstatslige aftalers forenelighed med EU-retten. I tilfælde af uforenelighed bør medlemsstaterne tage alle nødvendige skridt med henblik på at finde en passende løsning for at fjerne den fastslåede uforenelighed.

(11)

For at sikre mere gennemsigtighed og for at undgå potentielle konflikter med EU-retten bør medlemsstaterne have mulighed for at underrette Kommissionen om en ny mellemstatslig aftale med et tredjeland enten før eller under forhandlingerne herom. Såfremt en medlemsstat, der har forhandlet en mellemstatslig aftale, således har underrettet Kommissionen inden forhandlingernes afslutning og har forelagt den udkastet til den mellemstatslige aftale, bør Kommissionen have mulighed for at meddele den pågældende medlemsstat sin vurdering af den forhandlede aftales forenelighed med EU-retten. Kommissionen har ret til at anlægge et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt de forpligtelser, der påhviler den i henhold til TEUF.

(12)

Alle endelige, ratificerede mellemstatslige aftaler, der er omfattet af denne afgørelse, bør fremsendes til Kommissionen, så alle de øvrige medlemsstater kan blive underrettet herom.

(13)

Kommissionen bør stille samtlige oplysninger, som den modtager, til rådighed for alle de øvrige medlemsstater i sikker elektronisk form. Kommissionen bør respektere anmodninger fra medlemsstaterne om at behandle de til den fremsendte oplysninger som fortrolige. Anmodninger om fortrolighed bør dog ikke begrænse Kommissionens egen adgang til fortrolige oplysninger, da Kommissionen har brug for omfattende oplysninger til sin egen vurdering. Kommissionen bør have ansvaret for at sikre, at fortrolighedsklausulen respekteres. Anmodninger om fortrolig behandling bør ikke berøre retten til aktindsigt som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4).

(14)

Anser en medlemsstat en mellemstatslig aftale for at være fortrolig, bør den give Kommissionen en sammenfatning af den med henblik på videregivelse af denne sammenfatning til de øvrige medlemsstater.

(15)

En permanent udveksling af oplysninger om mellemstatslige aftaler på EU-niveau bør gøre det muligt at udvikle bedste praksis. Kommissionen bør på grundlag af denne bedste praksis og, for så vidt angår Unionens eksterne politikker, i samarbejde med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), hvis det er relevant, udarbejde fakultative standardbestemmelser til anvendelse i mellemstatslige aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande. Anvendelsen af sådanne standardbestemmelser bør tage sigte på at undgå konflikter mellem mellemstatslige aftaler og EU-retten, især konkurrenceretten og lovgivningen vedrørende det indre energimarked, og konflikter med internationale aftaler, der indgås af Unionen. Det bør være fakultativt at anvende dem, og det bør være muligt at tilpasse deres indhold til enhver specifik situation.

(16)

I betragtning af det indre energimarkeds eksistens og Unionens energipolitiske mål bør medlemsstaterne tage behørigt hensyn til disse mål, når de forhandler mellemstatslige aftaler på energiområdet, som kan have indvirkning på Unionens energipolitik.

(17)

En bedre gensidig viden om eksisterende og nye mellemstatslige aftaler bør muliggøre bedre koordinering i energispørgsmål mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og Kommissionen. En sådan forbedret koordinering bør sætte medlemsstaterne i stand til fuldt ud at drage fordel af Unionens politiske og økonomiske vægt og gøre det muligt for Kommissionen at foreslå løsninger på de problemer, der er påvist i de mellemstatslige aftaler.

(18)

Kommissionen bør lette og fremme koordinering mellem medlemsstaterne for at styrke Unionens samlede strategiske rolle gennem en stærk og effektiv koordineret tilgang over for producent-, transit- og forbrugerlande.

(19)

Mekanismen for udveksling af oplysninger, herunder vurderinger, som medlemsstaterne skal foretage i forbindelse med gennemførelsen heraf, berører ikke anvendelsen af EU-reglerne vedrørende overtrædelser, statsstøtte og konkurrence.

(20)

Kommissionen bør vurdere, om denne afgørelse er tilstrækkelig og effektiv med henblik på at sikre mellemstatslige aftalers overholdelse af EU-retten og en høj grad af koordinering mellem medlemsstaterne med hensyn til mellemstatslige aftaler på energiområdet.

(21)

Målet for denne afgørelse, nemlig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen vedrørende mellemstatslige aftaler på energiområdet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af afgørelsens virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

a)

genstand

b)

formål og anvendelsesområde

c)

varighed

d)

de kontraherende parter

e)

oplysninger om hovedelementerne.

a)

at gennemgå udviklingen i forbindelse med mellemstatslige aftaler og tilstræbe konsekvens og sammenhæng i Unionens eksterne energiforbindelser med producent-, transit- og forbrugerlande

b)

at påvise fælles problemer i forbindelse med mellemstatslige aftaler og overveje passende foranstaltninger til at tackle disse problemer, og om nødvendigt foreslå løsninger

c)

på grundlag af bedste praksis og i samråd med medlemsstaterne at udvikle fakultative standardbestemmelser, som, hvis de anvendes, vil kunne forbedre fremtidige mellemstatslige aftalers forenelighed med EU-retten væsentligt

d)

om nødvendigt at støtte udviklingen af multilaterale mellemstatslige aftaler, der omfatter flere medlemsstater eller Unionen som helhed.