11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 337/54


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 7. december 2012

om udpegelse af EU-referencelaboratoriet for mund- og klovesyge og om ophævelse af beslutning 2006/393/EF

(meddelt under nummer C(2012) 8901)

(EØS-relevant tekst)

(2012/767/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2003/85/EF af 29. september 2003 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge, om ophævelse af direktiv 85/511/EØF og beslutningerne 89/531/EØF og 91/665/EØF og om ændring af direktiv 92/46/EØF (1), særlig artikel 69, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2003/85/EF er der fastsat bestemmelser om minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, der skal anvendes ved udbrud af mund- og klovesyge, og visse forebyggende foranstaltninger, der skal give de kompetente myndigheder og landbrugsbefolkningen mere viden om og gøre dem bedre forberedt på mund- og klovesyge.

(2)

Ved direktiv 2003/85/EF er det bl.a. fastsat, at der skal udpeges et EU-referencelaboratoriet for mund- og klovesyge til at varetage de funktioner og opgaver, der er fastsat i direktivets bilag XVI.

(3)

Kommissionen har i nært samarbejde med medlemsstaterne indkaldt interessetilkendegivelser vedrørende udvælgelse af et sådant EU-referencelaboratorium under hensyntagen til kriterierne om teknisk og videnskabelig kompetence og personalets ekspertviden.

(4)

Institute for Animal Health, Pirbright Laboratory, der hører under Biotechnology and Biological Sciences Research Council (BBSRC), viste sig under udvælgelsesproceduren at være bedst kvalificeret og blev ved Kommissionens beslutning 2006/393/EF (2) udpeget til EU-referencelaboratorium for mund- og klovesyge for en periode på fem år at regne fra den 7. juni 2006.

(5)

Ved direktiv 2003/85/EF er det endvidere fastsat, at Kommissionen tager udpegningen af EU-referencelaboratoriet for mund- og klovesyge op til fornyet overvejelse på baggrund af, hvordan det har varetaget de funktioner og opgaver, der påhviler det i henhold til direktivets bilag XVI.

(6)

Evalueringen, som blev iværksat af Kommissionen og afsluttet i april 2011, konkluderede, at Institute for Animal Health, Pirbright Laboratory, effektivt varetager alle de funktioner og opgaver, der påhviler EU-referencelaboratoriet for mund- og klovesyge, som fastsat i bilag XVI til direktiv 2003/85/EF, og det ansvar, der påhviler EU's referencelaboratorier, jf. artikel 32, stk. 2 og 4, i forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (3).

(7)

Udpegelsen af det pågældende laboratorium til EU-referencelaboratorium for mund- og klovesyge bør derfor forlænges på ubestemt tid.

(8)

I øvrigt har Det Forenede Kongerige givet Kommissionen officiel meddelelse om, at Institute for Animal Health, Pirbright Laboratory, nu hedder Pirbright Institute.

(9)

For at undgå en eventuel afbrydelse af aktiviteterne hos EU-referencelaboratoriet for mund- og klovesyge bør bestemmelserne i denne afgørelse finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 7. juni 2011.

(10)

Af hensyn til EU-lovgivningens klarhed og forenkling bør beslutning 2006/393/EF derfor ophæves og afløses af denne afgørelse.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Pirbright Institute, der hører under Biotechnology and Biological Sciences Research Council (BBSRC) i Det Forenede Kongerige, udpeges til EU-referencelaboratorium for mund- og klovesyge.

2.   Bestemmelserne vedrørende det i stk. 1 nævnte EU-referencelaboratoriums funktioner og opgaver er fastsat i bilag XVI til direktiv 2003/85/EF.

Artikel 2

Beslutning 2006/393/EF ophæves.

Henvisninger til den ophævede beslutning betragtes som henvisninger til denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse anvendes fra den 7. juni 2011.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2012.

På Kommissionens vegne

Tonio BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 306 af 22.11.2003, s. 1.

(2)  EUT L 152 af 7.6.2006, s. 31.

(3)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.