23.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 246/16


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 943/2011

af 22. september 2011

om afvisning af at godkende aktivstoffet propargit, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af beslutning 2008/934/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 13, stk. 2, og artikel 78, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 80, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1107/2009 finder Rådets direktiv 91/414/EØF (2), med hensyn til godkendelsesprocedure og -betingelser, anvendelse på aktivstoffer, for hvilke det er fastslået, at de er fuldstændige, jf. artikel 16 i Kommissionens forordning (EF) nr. 33/2008 af 17. januar 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår en almindelig og en fremskyndet procedure for vurdering af aktivstoffer, der har været omfattet af det i artikel 8, stk. 2, i samme direktiv omhandlede arbejdsprogram, men som ikke er optaget i direktivets bilag I (3). Propargit er et aktivstof, for hvilket det i overensstemmelse med nævnte forordning er fastslået, at det er fuldstændigt.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (4) og (EF) nr. 1490/2002 (5) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden og tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet lister over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Disse lister omfatter propargit.

(3)

Anmelderen trak i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1095/2007 af 20. september 2007 om ændring af forordning (EF) nr. 1490/2002 om yderligere bestemmelser for iværksættelsen af tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF, og af forordning (EF) nr. 2229/2004 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af fjerde fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF (6) sin støtte til optagelsen af aktivstoffet i bilag I til direktiv 91/414/EØF tilbage inden for to måneder, efter at forordning (EF) nr. 1095/2007 var trådt i kraft. Derfor blev det ved Kommissionens beslutning 2008/934/EF af 5. december 2008 om afvisning af at optage visse aktivstoffer i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse stoffer (7) vedtaget, at propargit ikke skulle optages i det pågældende bilag.

(4)

Den oprindelige anmelder (i det følgende benævnt »ansøgeren«) har i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF indgivet en ny ansøgning og anmodet om, at den blev behandlet efter den fremskyndede procedure, der er omhandlet i artikel 14-19 i forordning (EF) nr. 33/2008.

(5)

Ansøgningen blev indgivet til Italien, der blev udpeget som rapporterende medlemsstat ved forordning (EF) nr. 1490/2002. Tidsfristen for den fremskyndede procedure er overholdt. Aktivstoffets specifikation og de anvendelsesformål, der er fremlagt dokumentation for, er de samme som i beslutning 2008/934/EF. Ansøgningen opfylder ligeledes de øvrige indholdsmæssige og proceduremæssige krav i artikel 15 i forordning (EF) nr. 33/2008.

(6)

Italien har evalueret de supplerende data, som ansøgeren har forelagt, og har udarbejdet en supplerende rapport. Italien sendte den 4. marts 2010 rapporten til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og Kommissionen. EFSA fremsendte den supplerende rapport til de øvrige medlemsstater og ansøgeren, med henblik på at de kunne fremsætte bemærkninger hertil, og sendte de modtagne bemærkninger til Kommissionen. I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 33/2008 og efter anmodning fra Kommissionen meddelte EFSA sin konklusion om propargit til Kommissionen den 23. februar 2011 (8). Udkastet til vurderingsrapport, den supplerende rapport og EFSA's konklusion er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 15. juli 2011 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om propargit.

(7)

Der er i forbindelse med evalueringen af dette aktivstof afdækket visse potentielle problemer. De pågældende problemer skyldtes bl.a. følgende forhold. Det var ikke muligt at udføre pålidelige vurderinger af risikoen for forbrugere, brugere, arbejdstagere og andre tilstedeværende. Det var endvidere ikke muligt at færdiggøre vurderingen af de økotoksikologiske risici. Der blev især konstateret en stor risiko på langt sigt for pattedyr, en risiko for sekundær forgiftning af fugle og en stor risiko for vandorganismer.

(8)

Kommissionen opfordrede ansøgeren til at kommentere EFSA's konklusion. Kommissionen opfordrede endvidere i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i forordning (EF) nr. 33/2008 ansøgeren til at fremsætte bemærkninger om udkastet til revideret vurderingsrapport. Ansøgeren fremsatte sine bemærkninger, og Kommissionen har gennemgået disse nøje.

(9)

Selv med de af ansøgeren fremsatte argumenter kan de i betragtning 7 påpegede problemer dog ikke siges at være løst. Det er således ikke blevet påvist, at det kan forventes, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder propargit, under de foreslåede betingelser for anvendelse generelt opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF.

(10)

Propargit bør derfor ikke godkendes i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(11)

Hvis medlemsstaterne bevilger en frist for afvikling af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder propargit, i overensstemmelse med artikel 46 i forordning (EF) nr. 1107/2009, bør denne frist udløbe senest den 31. december 2012, jf. artikel 3, stk. 2, i beslutning 2008/934/EF.

(12)

Denne forordning er ikke til hinder for, at der kan indgives en ny ansøgning vedrørende propargit i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(13)

Af hensyn til klarheden bør oplysningerne vedrørende propargit i bilaget til beslutning 2008/934/EF udgå.

(14)

Beslutning 2008/934/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Afvisning af at godkende et aktivstof

Aktivstoffet propargit godkendes ikke.

Artikel 2

Overgangsbestemmelser

Medlemsstaterne sørger for, at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder propargit, tilbagekaldes inden den 31. december 2011.

Artikel 3

Frister

Eventuelle frister for afvikling, som medlemsstaterne indrømmer i henhold til artikel 46 i forordning (EF) nr. 1107/2009, skal være så korte som muligt og skal udløbe senest den 31. december 2012.

Artikel 4

Ændring af beslutning 2008/934/EF

I bilaget til beslutning 2008/934/EF udgår oplysningerne vedrørende »propargit«.

Artikel 5

Ikrafttrædelse og anvendelsesdato

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. september 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(3)  EUT L 15 af 18.1.2008, s. 5.

(4)  EFT L 55 af 29.2.2000, s. 25.

(5)  EFT L 224 af 21.8.2002, s. 23.

(6)  EUT L 246 af 21.9.2007, s. 19.

(7)  EUT L 333 af 11.12.2008, s. 11.

(8)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, »Conclusion on the peer review of the pesticide risk assessment of the active substance propargite«. EFSA Journal 2011; 9(3):2087. [71 pp.]. doi:10.2903/j.efsa.2011.2087. Foreligger online: www.efsa.europa.eu/efsajournal.htm.