15.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 101/1

(1)

Menneskehandel er en alvorlig forbrydelse, der ofte begås inden for rammerne af organiseret kriminalitet; det udgør en grov overtrædelse af de grundlæggende rettigheder og er udtrykkeligt forbudt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel er en prioritet for Unionen og medlemsstaterne.

(2)

Dette direktiv indgår i en global indsats til bekæmpelse af menneskehandel, der omfatter aktioner, som inddrager tredjelande, jf. »det indsatsorienterede dokument om styrkelse af EU's eksterne dimension inden for bekæmpelse af menneskehandel — mod en global EU-indsats for bekæmpelse af menneskehandel«, som godkendt af Rådet den 30. november 2009. I denne forbindelse bør der også foretages aktioner i tredjelande, der er hjemlande for ofre, eller hvorfra ofrene overføres, med henblik på at skabe øget bevidsthed om problemet, mindske sårbarheden, støtte og bistå ofre, bekæmpe de underliggende årsager til menneskehandel og støtte disse tredjelande i udviklingen af egnet lovgivning til bekæmpelse af menneskehandel.

(3)

Dette direktiv anerkender det kønsspecifikke ved fænomenet menneskehandel, og at kvinder og mænd ofte handles til forskellige formål. Bistands- og støtteforanstaltninger bør derfor også være kønsspecifikke, hvor det er relevant. Push- og pullfaktorerne kan være forskellige, alt efter hvilke sektorer der er berørt, såsom menneskehandel med henblik på udnyttelse i sexindustrien eller som arbejdskraft i f.eks. byggebranchen eller landbrugssektoren eller til privat hushjælp.

(4)

Unionen har sat sig som mål at forebygge og bekæmpe menneskehandel og at beskytte handlede personers rettigheder. Med dette mål for øje blev Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel (3) og EU's plan for bedste praksis, standarder og procedurer i forbindelse med bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel (4) vedtaget. Endvidere er bekæmpelsen af menneskehandel en klar prioritet i Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (5), der er vedtaget af Det Europæiske Råd. Der bør overvejes andre foranstaltninger såsom støtte til udvikling af generelle fælles EU-indikatorer for, hvordan ofre for menneskehandel kan identificeres, gennem udveksling af bedste praksis mellem alle relevante aktører, navnlig offentlige og private sociale tjenesteydere.

(5)

Medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder bør fortsat samarbejde for at styrke bekæmpelsen af menneskehandel. I den henseende er det afgørende, at der er et tæt samarbejde på tværs af grænserne, herunder udveksling af informationer og af bedste praksis, og en fortsat åben dialog mellem medlemsstaternes politi-, rets- og finansmyndigheder. Koordineringen af efterforskningen og retsforfølgningen i sager om menneskehandel bør lettes gennem forstærket samarbejde med Europol og Eurojust, oprettelse af fælles efterforskningshold og gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager (6).

(6)

Medlemsstaterne bør støtte og arbejde tæt sammen med civilsamfundsorganisationer, herunder anerkendte og aktive ikke-statslige organisationer på dette område, der arbejder med handlede personer, navnlig om politiske initiativer, informations- og bevidstgørelseskampagner, forsknings- og uddannelsesprogrammer og om uddannelse samt i forbindelse med overvågning og evaluering af virkningen af foranstaltninger til bekæmpelse af menneskehandel.

(7)

Dette direktiv anvender en integreret, holistisk og menneskerettighedsorienteret tilgang til bekæmpelsen af menneskehandel, og ved gennemførelsen heraf bør der tages hensyn til Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (7), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (8). En bedre forebyggelse og retsforfølgelse samt beskyttelse af ofrenes rettigheder er væsentlige formål med dette direktiv. Dette direktiv fastsætter desuden sammenhængsbestemte fortolkninger af de forskellige former for menneskehandel og har til formål at sikre, at hver enkelt form håndteres ved hjælp af de mest effektive midler.

(8)

Børn er mere sårbare end voksne og derfor mere udsatte for at blive ofre for menneskehandel. Ved anvendelsen af dette direktiv skal der primært tages hensyn til barnets tarv i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og De Forenende Nationers konvention om barnets rettigheder af 1989.

(9)

De Forenede Nationers protokol af 2000 til forebyggelse og bekæmpelse af samt straf for handel med mennesker, herunder særligt kvinder og børn, der supplerer De Forenede Nationers konvention om grænseoverskridende organiseret kriminalitet og Europarådets konvention af 2005 om indsatsen mod menneskehandel, er afgørende skridt på vejen til at forstærke internationalt samarbejde om bekæmpelsen af menneskehandel. Det bør bemærkes, at Europarådets konvention indeholder et evalueringsorgan, bestående af Ekspertgruppen til Bekæmpelse af Menneskehandel (Greta) og komitéen af kontraherende parter. Koordinering mellem internationale organisationer med kompetence til at bekæmpe menneskehandel bør støttes, så dobbeltarbejde undgås.

(10)

Dette direktiv berører ikke non-refoulement-princippet, jf. konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling (Genèvekonventionen), og er i overensstemmelse med artikel 4 og artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(11)

For at imødegå den seneste udvikling i fænomenet menneskehandel indfører dette direktiv et videre begreb for, hvad der skal anses for menneskehandel, end i rammeafgørelse 2002/629/RIA og omfatter derfor flere former for udnyttelse. Inden for rammerne af dette direktiv bør tvangstiggeri anses for en form for tvangsarbejde eller tvangstjenester, jf. definitionen i ILO-konvention nr. 29 af 1930 om tvunget eller pligtmæssigt arbejde. Udnyttelse af tiggeri, herunder brug af en handlet, afhængig person til tiggeri, er derfor kun omfattet af definitionen af menneskehandel, når alle elementer i tvangsarbejde eller tvangstjenester foreligger. På baggrund af den relevante retspraksis bør gyldigheden af et eventuelt samtykke i at udføre dette arbejde eller levere disse ydelser vurderes i hvert enkelt tilfælde. Når der er tale om et barn, bør et samtykke imidlertid aldrig anses for gyldigt afgivet. »Udnyttelse af strafbare handlinger« bør forstås som udnyttelse af en person til bl.a. at begå lommetyveri, butikstyveri, narkotikahandel og andre lignende gerninger, der er strafbare og indebærer en økonomisk vinding. Definitionen omfatter også menneskehandel med henblik på fjernelse af organer, hvilket udgør en grov krænkelse af den menneskelige værdighed og den fysiske integritet, samt f.eks. andre former for adfærd som ulovlig adoption eller tvangsægteskab, for så vidt de indeholder de væsentlige bestanddele i menneskehandel.

(12)

Straffeniveauet i dette direktiv afspejler den stigende bekymring blandt medlemsstaterne over udviklingen af fænomenet menneskehandel. Direktivet bygger derfor på Rådets konklusioner af 24.-25. april 2002 om den metode, der skal anvendes ved indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige sanktioner, niveau 3 og 4. Når gerningen begås under visse omstændigheder, f.eks. mod et særligt sårbart offer, bør der pålægges en strengere straf. Inden for rammerne af direktivet bør særligt sårbare personer mindst omfatte alle børn. Der kan også tages hensyn til andre faktorer ved vurderingen af, om et offer er sårbart, f.eks. køn, graviditet, helbredstilstand og handicap. Når gerningen er særlig grov, f.eks. hvor offeret har været i livsfare, hvor der er anvendt grov vold som led i gerningen såsom tortur, tvungen brug af narkotika eller medicin, voldtægt eller andre alvorlige former for psykologisk, fysisk eller seksuel vold eller på anden måde har forvoldt ofret alvorlig skade, bør dette ligeledes afspejles ved en strengere straf. Når der i dette direktiv nævnes overgivelse, bør det fortolkes i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (9). Lovovertrædelsens grovhed kan også tages i betragtning som led i fuldbyrdelsen af dommen.

(13)

Ved bekæmpelsen af menneskehandel bør der gøres fuld brug af de eksisterende instrumenter om beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold såsom De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og tillægsprotokoller hertil, Europarådets konvention af 1990 om hvidvaskning, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, Rådets rammeafgørelse 2001/500/RIA af 26. juni 2001 om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (10) og Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold (11). Der bør tilskyndes til anvendelse af beslaglagte og konfiskerede redskaber og beslaglagt udbytte fra de lovovertrædelser, der er omhandlet i dette direktiv, for at yde støtte til ofrenes bistand og beskyttelse, herunder erstatning til ofre og støtte til Unionens retshåndhævelsesmyndigheders grænseoverskridende bekæmpelse af menneskehandel.

(14)

Ofre for menneskehandel bør i overensstemmelse med de grundlæggende principper i de relevante medlemsstaters retssystemer beskyttes mod retsforfølgelse og straf for strafbare handlinger, såsom brug af falske dokumenter, og gerninger omfattet af lovgivningen om prostitution eller indvandring, som de er blevet tvunget til at begå som en direkte følge af, at de er ofre for menneskehandel. Formålet med beskyttelsen er at sikre ofrenes menneskerettigheder, at undgå yderligere viktimisering og at tilskynde dem til at optræde som vidner under straffesager mod gerningsmændene. Denne beskyttelse bør ikke udelukke retsforfølgning eller straf for gerninger, som en person frivilligt har begået eller deltaget i.

(15)

For at sikre, at efterforskning og retsforfølgelse af menneskehandel fører til resultater, bør indledningen heraf principielt ikke afhænge af ofrets anmeldelse eller anklage. Når karakteren af handlingen gør det nødvendigt, bør retsforfølgning være mulig i tilstrækkelig lang tid, efter at offeret har nået myndighedsalderen. Varigheden af den tilstrækkeligt lange periode bør fastsættes i overensstemmelse med national ret. De retshåndhævende embedsmænd og anklagemyndigheden bør have tilstrækkelig uddannelse, særligt med henblik på at fremme international retshåndhævelse og retsligt samarbejde. De af dem, der er ansvarlige for efterforskning og retsforfølgning af disse forbrydelser, bør også have adgang til at bruge de efterforskningsmidler, der anvendes i sager angående organiseret kriminalitet og anden alvorlig kriminalitet: Sådanne redskaber kan omfatte opfangning af kommunikationer, skjult overvågning, herunder elektronisk overvågning, og tilsyn med bankkonti og anden finansiel efterforskning.

(16)

For at sikre en effektiv retsforfølgning af internationale kriminelle grupper, der har lagt centrum for deres aktiviteter i en medlemsstat, og som udfører menneskehandel i tredjelande, bør der være jurisdiktionskompetence med hensyn til menneskehandel, når gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat, og forbrydelsen begås uden for medlemsstatens område. Tilsvarende kan jurisdiktionskompetence ligeledes fastslås, når gerningsmanden har sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, ofret er statsborger eller har sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, eller gerningen er begået til fordel for en juridisk person, der er etableret i en medlemsstat, og gerningen er begået uden for den pågældende medlemsstats område.

(17)

Hvor direktiv 2004/81/EF indeholder bestemmelser om udstedelse af opholdstilladelser til ofre for menneskehandel, der er tredjelandsstatsborgere, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (12) regulerer udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område for EU-borgere og deres familier, herunder beskyttelse mod udvisning, fastsætter dette direktiv særlige beskyttelsesforanstaltninger for alle ofre for menneskehandel. Dette direktiv omhandler derfor ikke betingelserne for ophold for ofrene for menneskehandel på medlemsstaternes område.

(18)

Det er nødvendigt for ofre for menneskehandel at kunne gøre effektiv brug af deres rettigheder. De bør derfor have adgang til at få bistand og støtte inden, under og et passende tidsrum efter straffesagen. Medlemsstaterne bør afsætte ressourcer til støtte for bistand og støtte til og beskyttelse af ofre. Den bistand og støtte, der ydes, bør omfatte mindst det minimum af foranstaltninger, der er nødvendigt for, at ofret kan komme sig og undslippe gerningsmændene til menneskehandlen. Den praktiske gennemførelse af sådanne foranstaltninger bør på grundlag af en konkret vurdering, der foretages efter de nationale regler, tage hensyn til den pågældende persons omstændigheder, kulturelle baggrund og behov. Der bør ydes bistand og støtte til personer, så snart der foreligger en rimelig begrundet indikation, der giver anledning til at antage, at den pågældende kan være offer for menneskehandel, uanset om den pågældende er villig til at optræde som vidne. I sager, hvor ofret ikke har lovligt ophold i den pågældende medlemsstat, bør bistanden og støtten ydes ubetinget, i det mindste under betænkningstiden. Hvis ofret, efter at identifikationsprocessen er afsluttet, eller betænkningstiden er udløbet, ikke anses for at være berettiget til en opholdstilladelse og ikke på anden måde har lovligt ophold i den pågældende medlemsstat, eller hvis ofret har forladt den pågældende medlemsstats område, er den pågældende medlemsstat ikke forpligtet til fortsat at yde bistand og støtte til den pågældende i henhold til dette direktiv. Om nødvendigt bør bistanden og støtten fortsætte i en passende periode, efter at straffesagen er afsluttet, f.eks. hvis ofret er under lægelig behandling på grund af de alvorlige fysiske eller psykiske følger af forbrydelsen, eller hvis den pågældendes sikkerhed er i fare på grund af offerets forklaringer under straffesagen.

(19)

Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (13) opstiller en række rettigheder for ofre under straffesager, herunder retten til beskyttelse og erstatning. Derudover bør ofre for menneskehandel straks have adgang til juridisk rådgivning og, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, juridisk bistand, herunder med henblik på at rejse erstatningskrav. En sådan juridisk rådgivning og bistand kan også ydes af de kompetente myndigheder med henblik på at rejse erstatningskrav over for medlemsstaten. Formålet med juridisk rådgivning er at give ofrene mulighed for at blive informeret og få råd om de forskellige muligheder, de har. Juridisk rådgivning bør ydes af en person, der har modtaget den fornødne juridiske uddannelse uden nødvendigvis at være jurist. Juridisk rådgivning og, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, juridisk bistand bør ydes gratis, i det mindste når ofret ikke har tilstrækkelige økonomiske midler, på en måde, der er i overensstemmelse med medlemsstaternes interne regler. Da særligt børneofre sjældent vil have økonomiske ressourcer, vil juridisk rådgivning og bistand under straffesagen i praksis være gratis for dem. Endvidere bør ofre på grundlag af en konkret risikovurdering foretaget efter de nationale regler beskyttes mod gengældelse, intimidering og risikoen for igen at blive offer for menneskehandel.

(20)

Ofre for menneskehandel, der allerede er blevet udsat for det misbrug og den nedværdigende behandling, som menneskehandel normalt indebærer, såsom seksuel udnyttelse, seksuelt misbrug, voldtægt, slaverilignende praksis eller fjernelse af organer, bør beskyttes mod sekundær viktimisering og yderligere traumer under straffesagen. Unødvendig gentagelse af afhøringer under efterforskningen, retsforfølgningen og retssagen bør undgås, f.eks. ved fremlæggelse hurtigst muligt under retsforhandlingerne af videooptagelser af sådanne afhøringer, hvor det er hensigtsmæssigt. Med henblik herpå bør ofre for menneskehandel modtage en behandling, der passer til deres individuelle behov, under efterforskningen af forbrydelsen og straffesagen. Vurderingen af ofrenes individuelle behov bør inddrage omstændigheder såsom deres alder, om de er gravide, deres helbred, handicap de måtte have, og andre personlige omstændigheder samt de fysiske og psykiske følger af de kriminelle handlinger, ofret blev udsat for. Om og hvordan behandlingen skal ske, må afgøres ud fra en konkret vurdering på grundlag af de kriterier, der er fastsat i national ret, reglerne om rettens skøn, praksis og vejledninger.

(21)

Bistands- og støtteforanstaltningerne bør ydes til ofrene på grundlag af information og samtykke. Ofrene bør derfor informeres om de vigtige aspekter af disse foranstaltninger, og de bør ikke påtvinges ofrene. Afslår et offer bistands- eller støtteforanstaltninger, bør dette ikke medføre forpligtelser for den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder med hensyn til at stille alternative foranstaltninger til rådighed for ofret.

(22)

Ud over de foranstaltninger, der er til rådighed for alle ofre for menneskehandel, bør medlemsstaterne sikre, at børneofre har adgang til særlig bistand og støtte og særlige beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør ydes under hensyn til barnets tarv og i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder. Når det er uvist, hvilken alder en person, der har været offer for menneskehandel, har, og der er grund til at antage, at den pågældende er under 18 år, bør der gælde en formodning om, at vedkommende er et barn, og det skal straks modtage bistand, støtte og beskyttelse. Bistand og støtte til børneofre bør sigte mod at rehabilitere barnet fysisk og psykosocialt og at finde en varig løsning for den pågældende. Adgang til uddannelse vil hjælpe børn til at blive genintegreret i samfundet. Da børneofre er særligt sårbare, bør der kunne træffes yderligere beskyttelsesforanstaltninger til at beskytte dem under de afhøringer, der udgør en del af efterforskningen af forbrydelsen og straffesagen.

(23)

Der bør rettes særlig opmærksomhed mod uledsagede børn, som er ofre for menneskehandel, da de har brug for særlig bistand og støtte som følge af deres særligt sårbare situation. Fra det øjeblik et uledsaget barn, der er offer for menneskehandel, identificeres, og indtil der findes en varig løsning, bør medlemsstaterne anvende modtagelsesforanstaltninger, der passer til barnets behov og sikre, at de relevante retssikkerhedsgarantier finder anvendelse. Der bør træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der, hvor det er relevant, udpeges en værge og/eller en repræsentant for at varetage den mindreåriges tarv. Der bør hurtigst muligt træffes en afgørelse om fremtiden for hvert uledsaget barneoffer med henblik på at finde varige løsninger baseret på en konkret vurdering af barnets tarv, som bør være et primært hensyn. En varig løsning kan f.eks. være tilbagesendelse og reintegration i hjemlandet eller tilbagesendelseslandet, integration i værtssamfundet, tildeling af international beskyttelsesstatus eller tildeling af anden status i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning.

(24)

Når der i overensstemmelse med dette direktiv skal udpeges en værge og/eller en repræsentant for et barn, kan disse roller varetages af samme person eller af en juridisk person, en institution eller en myndighed.

(25)

Medlemsstaterne bør indføre en politik eller føre en styrket politik til forebyggelse af menneskehandel, der skal omfatte foranstaltninger til at modvirke og begrænse den efterspørgsel, der giver anledning til alle mulige former for udnyttelse, og foranstaltninger til at begrænse risikoen for, at folk bliver ofre for menneskehandel, gennem forskning, herunder forskning i nye former for menneskehandel, information, bevidstgørelse og uddannelse. I disse initiativer bør medlemsstaterne inddrage kønsperspektiver og se særligt på børns rettigheder. Offentligt ansatte, som det er sandsynligt vil komme i kontakt med ofre eller mulige ofre for menneskehandel, bør have tilstrækkelig uddannelse i at genkende og håndtere ofre. Uddannelsesforpligtelsen bør fremmes for medlemmer af følgende kategorier, når det er sandsynligt, at de vil kunne komme i kontakt med ofre: politibetjente, grænsevagter, ansatte i immigrationsmyndigheder, offentlige anklagere, jurister, dommere og andet retspersonale, ansatte i arbejdstilsynet, socialt personale, personer, der arbejder med børn, sundhedspersonale og konsulært personale, men vil — afhængig af de lokale omstændigheder — også kunne omfatte andre grupper af offentligt ansatte, som med rimelig sandsynlighed vil kunne støde på ofre for menneskehandel i forbindelse med deres arbejde.

(26)

Direktiv 2009/52/EF indeholder bestemmelser om straf af arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, når arbejdsgiveren, selv om han ikke er blevet tiltalt eller dømt for menneskehandel, benytter arbejde eller ydelser, der er aftvunget en person, med viden om, at den pågældende er offer for menneskehandel. Medlemsstaterne bør derudover overveje muligheden for at straffe personer, som bruger ydelser, der er aftvunget et offer, med viden om, at den pågældende er offer for menneskehandel. En sådan yderligere kriminalisering kunne omfatte handlinger udført af arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i landet, og unionsborgere samt købere af seksuelle ydelser fra et hvilket som helst offer for menneskehandel, uanset de pågældendes nationalitet.

(27)

Medlemsstaterne bør oprette nationale overvågningssystemer, såsom nationale rapportører eller tilsvarende mekanismer, som de finder egnet i deres interne organisation, under hensyn til, at der bør være en minimumstruktur med nærmere fastlagte opgaver til at foretage vurderinger af tendenser i menneskehandlen, indsamle statistik, måle resultaterne af aktioner til bekæmpelse af menneskehandel og rapportere regelmæssigt. Sådanne nationale rapportører eller tilsvarende mekanismer er allerede konstitueret i et uformelt EU-netværk oprettet ved Rådets konklusioner om oprettelse af et uformelt EU-netværk af nationale rapportører eller tilsvarende mekanismer til overvågning af menneskehandel af 4. juni 2009. En EU-koordinator for bekæmpelse af menneskehandel vil deltage i arbejdet i dette netværk, der forsyner Unionen og medlemsstaterne med objektive, pålidelige, sammenlignelige og opdaterede strategiske oplysninger inden for menneskehandelsområdet og udveksler erfaringer og bedste praksis på området for forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel på EU-plan. Europa-Parlamentet bør have ret til at deltage i de nationale rapportørers eller tilsvarende mekanismers fælles aktiviteter.

(28)

For at evaluere resultaterne af aktionerne til bekæmpelse af menneskehandel bør Unionen fortsat udvikle sit arbejde med metodologier og dataindsamlingsmetoder med henblik på at udarbejde sammenlignelige statistikker.

(29)

I lyset af Stockholmprogrammet og for at udvikle en konsolideret EU-strategi for bekæmpelse af menneskehandel med sigte på yderligere styrkelse af Unionens og medlemsstaternes engagement og indsats for at forebygge og bekæmpe menneskehandel bør medlemsstaterne lette opgaverne for EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel, der f.eks. kan omfatte forbedring af koordinationen og sammenhængen mellem EU-institutionerne og -agenturerne og mellem medlemsstaterne og de internationale aktører for at undgå dobbeltarbejde, bidrag til udarbejdelse af eksisterende eller nye EU-politikker og -strategier af betydning for bekæmpelsen af menneskehandel eller rapportering til EU-institutionerne

(30)

Dette direktiv sigter mod at ændre og udvide bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/629/RIA. Eftersom de ændringer, der skal foretages, er væsentlige, både hvad angår antal og karakter, bør rammeafgørelsen af hensyn til klarheden erstattes i sin helhed for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv.

(31)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (14) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(32)

Målet med dette direktiv, nemlig at bekæmpe menneskehandel, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene og kan derfor på grund af aktionens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet omhandlet i denne artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(33)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder den menneskelige værdighed, forbuddet mod slaveri, tvangsarbejde og menneskehandel, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, børns rettigheder, retten til frihed og sikkerhed, ytrings- og informationsfriheden, beskyttelse af personoplysninger, adgang til effektive retsmidler og ret til en retfærdig rettergang samt legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf. Dette direktiv tilsigter især at sikre, at disse rettigheder og principper respekteres fuldt ud, og skal gennemføres i overensstemmelse med dem.

(34)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(35)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(36)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

er begået mod et offer, der i særlig grad var sårbart, hvilket i dette direktiv mindst omfatter børneofre

b)

er begået inden for en kriminel organisation i betydningen i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (15)

c)

forsætligt eller groft uagtsomt har bragt offeret i livsfare, eller

d)

er begået med brug af grov vold, eller offeret blev forvoldt særlig alvorlig skade ved lovovertrædelsen.

a)

beføjelse til at repræsentere den juridiske person

b)

beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller

c)

beføjelse til at udøve intern kontrol.

a)

udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud

b)

midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed

c)

anbringelse under retsligt tilsyn

d)

tvangsopløsning

e)

midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå lovovertrædelsen.

a)

lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på deres område eller

b)

gerningsmanden er deres statsborger.

a)

lovovertrædelsen er begået mod en af dens statsborgere eller mod en person, der har sædvanligt opholdssted på dens område, eller

b)

lovovertrædelsen er begået for at skaffe en juridisk person, som har hjemsted på den pågældende medlemsstat, vinding, eller

c)

gerningsmanden har sædvanligt opholdssted på dens område.

a)

at gerningerne er strafbare på gerningsstedet, eller

b)

at der kun kan ske retsforfølgning på grundlag af en anmeldelse, som ofret har indgivet på gerningsstedet, eller efter en anmeldelse fra den stat, hvor lovovertrædelsen blev begået.

a)

unødvendig gentagelse af afhøringer under efterforskningen og under retsforfølgningen og retssagen

b)

visuel kontakt mellem offer og tiltalte, herunder under aflæggelse af vidnesbyrd, såsom afhøringer og krydsforhør, ved hjælp af egnede midler, herunder ved brug af egnet kommunikationsteknologi

c)

afgivelse af vidneforklaring uden dørlukning og

d)

unødvendig udspørgen om privatlivets forhold.

a)

afhøring af barneofret finder sted uden ugrundet ophold, efter at forholdene er blevet anmeldt til de kompetente myndigheder

b)

afhøring af barneofret om nødvendigt finder sted i lokaler, der er indrettet eller tilpasset til formålet

c)

afhøring af barneofret efter omstændighederne foretages af eller gennem personer, der er uddannet hertil

d)

alle afhøringer af barneofret foretages af den samme person, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt

e)

antallet af afhøringer begrænses mest muligt, og at afhøring kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt for efterforskningen og straffesagen

f)

barneofret kan ledsages af en repræsentant eller, hvor dette er relevant, af en voksen efter barnets eget valg, medmindre der er truffet en begrundet beslutning om, at den pågældende ikke kan ledsage barnet.

a)

retsmødet finder sted for lukkede døre, og

b)

barneofret afhøres i retslokalet uden at være til stede, navnlig ved hjælp af hensigtsmæssig kommunikationsteknologi.