28.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/61


RÅDETS AFGØRELSE

af 23. maj 2011

om bevilling af midler frigjort fra projekter under den 9. europæiske udviklingsfond (EUF) og tidligere EUF'er til støtte for udviklingssamarbejde i det sydlige Sudan

(2011/315/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om finansiering og forvaltning af Fællesskabets bistand i henhold til den flerårige finansielle ramme for perioden 2008-2013 i overensstemmelse med AVS/EF-partnerskabsaftalen samt om finansiel bistand til de oversøiske lande og territorier, på hvilke EF-traktatens fjerde del finder anvendelse (1), særlig artikel 1, stk. 4, og artikel 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det sydlige Sudan forventes formelt at løsrive sig fra den nordlige del af landet den 9. juli 2011 som et resultat af den folkeafstemning om selvbestemmelse, der blev afholdt i henhold til fredsaftalen fra 2005.

(2)

I perioden efter løsrivelsen vil den nyoprettede stat Sydsudan (i det følgende benævnt »Sydsudan«) skulle håndtere en lang række humanitære og socioøkonomiske udfordringer og vil samtidig have et begrænset statsapparat og befinde sig i en politisk usikker situation. Ekstern bistand vil under disse omstændigheder sandsynligvis blive endnu vigtigere for at kunne hjælpe Sydsudan med at bekæmpe ekstrem fattigdom, styrke lokalsamfundene og sikre befolkningen en hurtig fredsdividende.

(3)

Sydsudan ventes kort tid efter landets løsrivelse at indgive anmodning om tiltrædelse af partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (2), senest ændret i Ouagadougou den 23. juni 2010 (3). Det vil imidlertid tage tid, før midler fra den 10. europæiske udviklingsfond (EUF) reelt bliver tilgængelige efter tiltrædelsen, hvilket medfører en risiko for, at der i denne periode opstår udækkede finansieringsbehov.

(4)

I afgørelse 2010/406/EU af 12. juli 2010 om anvendelse af midler frigjort fra projekter under 9. Europæiske Udviklingsfond (EUF) og tidligere EUF'er for at afhjælpe behovene hos de mest sårbare befolkningsgrupper i Sudan (4) besluttede Rådet i første omgang at bevilge 150 mio. EUR til afhjælpning af behovene hos »de mest sårbare befolkningsgrupper i Sudan«. Af dette beløb er 85 mio. EUR allerede blevet øremærket til det sydlige Sudan. Et sådant beløb vurderes dog at være utilstrækkeligt til at afdække de kolossale behov for stats- og kapacitetsopbygning og behovene for udvikling hos størstedelen af den sydsudanesiske befolkning.

(5)

Med henblik på at dække det resterende finansieringsbehov er det passende at bevilge flere midler frigjort fra projekter under den 9. EUF og tidligere EUF'er til fordel for befolkningen og offentlige institutioner i det sydlige Sudan.

(6)

Disse frigjorte midler bør bidrage til gennemførelsen af den treårige udviklingsplan for det sydlige Sudan (2011-2013) på grundlag af de finansieringsafgørelser, som Kommissionen skal vedtage. Der bør også tages højde for omkostninger til støtteforanstaltninger.

(7)

Midlerne bør for enkelthedens skyld forvaltes i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne for den 10. EUF —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Der bevilges et beløb på 200 mio. EUR i form af midler frigjort fra projekter under den 9. europæiske udviklingsfond (EUF) og tidligere EUF'er til støtte for udviklingssamarbejde i det sydlige Sudan. 3 % af dette beløb afsættes til Kommissionens støtteudgifter.

2.   Midlerne i stk. 1 forvaltes i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne for den 10. EUF.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. maj 2011.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 247 af 9.9.2006, s. 32.

(2)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(3)  EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.

(4)  EUT L 189 af 22.7.2010, s. 14.