9.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 325/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1090/2010

af 24. november 2010

om ændring af direktiv 2009/42/EF om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 338, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det fastsættes i andet afsnit i bilag VIII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/42/EF (2), at betingelserne for indsamling af datasæt B1 (data vedrørende »søtransport i de største europæiske havne efter havn, fragttype, vare og relation«) fastlægges af Rådet på forslag af Kommissionen under hensyn til resultaterne af den pilotundersøgelse, der gennemføres over en treårig overgangsperiode, jf. artikel 10 i Rådets direktiv 95/64/EF af 8. december 1995 om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen (3).

(2)

I henhold til beretningen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om de indhøstede erfaringer under det arbejde, der er udført i henhold til direktiv 95/64/EF (»Kommissionens beretning«), er indsamlingen af detaljerede data om styrtgods og semi-bulk-gods mulig og vil ikke medføre uforholdsmæssigt store udgifter. De største problemer opstod i forbindelse med udarbejdelsen af sådanne data for container- og ro-ro-trafik. Det var først hensigtsmæssigt at undersøge muligheden for at udvide anvendelsesområdet for direktiv 95/64/EF til at omfatte andre oplysninger i artikel 10, stk. 2, litra a), i nævnte direktiv, når der var indhøstet flere erfaringer med indsamling af de aktuelle variabler, og når det nuværende system fungerede godt. Hvad angår indsamling af vareoplysninger bør der tages hensyn til eventuelle revisioner af NST/R-nomenklaturen (standardgodsnomenklaturen til transportstatistik, 1967).

(3)

Det nuværende indsamlingssystem fungerer godt, hvilket også gælder gennemførelsen af de ændringer, der indførtes ved Kommissionens beslutning 2005/366/EF af 4. marts 2005 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 95/64/EF om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen og om ændring af bilagene hertil (4) og den geografiske udvidelse af systemet som følge af udvidelsen af Unionen i 2004 og 2007.

(4)

Et stort antal medlemsstater, som indberetter data til Kommissionen (Eurostat) i henhold til direktiv 95/64/EF, har regelmæssigt leveret datasæt B1 til Kommissionen (Eurostat) på grundlag af NST/R-nomenklaturen på frivillig basis.

(5)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1304/2007 af 7. november 2007 i forbindelse med oprettelse af NST 2007 som fælles nomenklatur for transporteret gods med visse transportformer (5) indførtes NST 2007 (standardgodsnomenklaturen til transportstatistik, 2007) som fælles nomenklatur for transport af gods ad søvejen, ad landevej, med jernbane og ad indre vandveje. Denne nomenklatur anvendes fra referenceåret 2008 og omfatter data for 2008. De største problemer med at udarbejde data efter fragttype på grundlag af NST/R-nomenklaturen er som nævnt i Kommissionens beretning blevet løst med indførelsen af NST 2007. I de fleste tilfælde vil indsamlingen af datasæt B1 derfor ikke indebære en yderligere byrde for respondenterne.

(6)

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1172/98 af 25. maj 1998 om statistisk registrering af vejgodstrafik (6), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 91/2003 af 16. december 2002 om statistik over jernbanetransport (7) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1365/2006 af 6. september 2006 om statistik over godstransport ad indre vandveje (8), er indsamling af data efter fragttype obligatorisk for europæiske statistikker over henholdsvis vejgodstrafik, jernbanetransport og godstransport ad indre vandveje, mens den er frivillig for søtransport. Der bør indsamles europæiske statistikker over alle transportformer på grundlag af fælles begreber og standarder med det formål at opnå størst mulig sammenlignelighed mellem transportformerne.

(7)

Indførelsen i 2011 af forpligtelsen til at levere datasæt B1 til Kommissionen (Eurostat) vil give medlemsstaterne en passende periode, hvor en indsamling af data på frivillig basis kan anvendes til nødvendige tests og tilpasninger.

(8)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår visse detaljerede gennemførelsesbestemmelser for direktiv 2009/42/EF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.

(9)

Direktiv 2009/42/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Direktiv 2009/42/EF ændres således:

1)

Artikel 3, stk. 4, andet afsnit, affattes således:

»Kommissionen kan vedtage disse foranstaltninger ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10a og på de i artikel 10b og 10c anførte betingelser.«

2)

Artikel 4, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Kommissionen kan vedtage disse foranstaltninger ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10a og på de i artikel 10b og 10c anførte betingelser.«

3)

Artikel 5, stk. 3, affattes således:

»Kommissionen kan vedtage disse foranstaltninger ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10a og på de i artikel 10b og 10c anførte betingelser.«

4)

Artikel 10, stk. 3, udgår.

5)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 10a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 3, i en periode på fem år fra den 29. december 2010. Kommissionen aflægger rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 10b.

2.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3.   Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i artikel 10b og 10c anførte betingelser.

Artikel 10b

Tilbagekaldelse af delegationen

1.   Den i artikel 3, stk. 4, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 3, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, med angivelse af hvilke delegerede beføjelser, der kunne være genstand for tilbagekaldelse, samt den mulige begrundelse herfor.

3.   Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 10c

Indsigelser mod delegerede retsakter

1.   Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en frist på to måneder fra datoen for meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af den i stk. 1 omhandlede frist gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden udløbet af den i stk. 1 omhandlede frist, hvis både Europa-Parlamentet og Rådet har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse.

3.   Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt, inden for den i stk. 1 omhandlede frist, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.«

6)

Andet afsnit i bilag VIII udgår.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Det første referenceår for anvendelsen af denne forordning er 2011 og omfatter data for 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, 24. november 2010.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

O. CHASTEL

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 19.10.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 17.11.2010.

(2)  EUT L 141 af 6.6.2009, s. 29.

(3)  EFT L 320 af 30.12.1995, s. 25. Direktiv 95/64/EF blev ophævet ved direktiv 2009/42/EF.

(4)  EUT L 123 af 17.5.2005, s. 1.

(5)  EUT L 290 af 8.11.2007, s. 14.

(6)  EFT L 163 af 6.6.1998, s. 1.

(7)  EUT L 14 af 21.1.2003, s. 1.

(8)  EUT L 264 af 25.9.2006, s. 1.