22.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 126/17


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 446/2010

af 21. maj 2010

om indledning af en licitationsprocedure for salg af smør

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 43, litra f) og j), sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I betragtning af den nuværende situation på markedet for smør med hensyn til udbud, priser og interventionslagre bør der åbnes for salg af interventionssmør ved en licitationsprocedure i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1272/2009 af 11. december 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår opkøb og salg af landbrugsprodukter ved offentlig intervention (2).

(2)

For bedre at kunne administrere salget af interventionssmør bør der fastsættes en dato, inden hvilken interventionssmørret skal være indlagret for at være til rådighed for salg.

(3)

Ifølge artikel 40, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1272/2009 er det nødvendigt at fastsætte frister for afgivelsen af bud.

(4)

Ifølge artikel 45 i forordning (EU) nr. 1272/2009 bør der fastsættes en frist for interventionsorganernes meddelelse til Kommissionen om alle bud, der kan antages.

(5)

I betragtning af de mere ustabile markedspriser bør licitationssikkerhedsbeløbet forhøjes som en undtagelse fra artikel 44, litra b), i forordning (EU) nr. 1272/2009.

(6)

Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde

Salg ved en licitationsprocedure af smør, der er indlagret inden den 1. oktober 2009, indledes på de betingelser, der er fastsat i afsnit III i forordning (EU) nr. 1272/2009.

Den tilbudte pris skal anføres som prisen pr. 100 kg produkter.

Artikel 2

Datoer for indgivelsen af bud

1.   Fristen for indgivelse af bud til de særlige licitationer udløber kl. 11.00 (belgisk tid) den første og tredje tirsdag i måneden. I august udløber fristen dog kl. 11.00 (belgisk tid) den fjerde tirsdag, og i december udløber den kl. 11.00 (belgisk tid) den anden tirsdag. Falder tirsdagen på en helligdag, udløber fristen kl. 11.00 (belgisk tid) den foregående arbejdsdag.

2.   Fristen for indgivelse af bud til den første særlige licitation udløber den 1. juni 2010 kl. 11.00 (belgisk tid).

3.   Buddene indgives til interventionsorganerne (3).

Artikel 3

Meddelelse til Kommissionen

Den meddelelse af bud, der er fastsat i artikel 45 i forordning (EU) nr. 1272/2009, gives senest kl. 16.00 (belgisk tid) på datoen for den sidste frist for indgivelse af bud, der omhandles i artikel 2 i nærværende forordning.

Artikel 4

Fravigelse

Uanset artikel 44, litra b), i forordning (EU) nr. 1272/2009 er licitationssikkerheden for smør på 200 EUR/ton.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2010.

For Kommissionen På formandens vegne

Dacian CIOLOŞ

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EUT L 349 af 29.12.2009, s. 1.

(3)  Interventionsorganernes adresser findes på Europa-Kommissionens websted CIRCA (http://circa.europa.eu/Public/irc/agri/lait/library?l=/&vm=detailed&sb=Title).