9.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 89/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 293/2010

af 8. april 2010

om ændring af forordning (EF) nr. 820/2008 om foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 af 16. december 2002 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart (1), særlig artikel 4, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 2320/2002 skal Kommissionen, når det er nødvendigt, vedtage foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed i hele Fællesskabet. Sådanne udførlige foranstaltninger er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 820/2008 (2).

(2)

Foranstaltningerne i forordning (EF) nr. 820/2008 angående begrænsning af de væsker, som passagerer må medbringe om bord på flyvninger fra tredjelande i transfer i Fællesskabets lufthavne, tages op til fornyet vurdering i lyset af den tekniske udvikling og følgerne for driften af lufthavnene og for passagererne.

(3)

En sådan fornyet vurdering har vist, at begrænsningerne af de væsker, som passagerer må medbringe om bord på flyvninger fra tredjelande i transfer i Fællesskabets lufthavne, skaber visse vanskeligheder for driften af lufthavnene og ulemper for de pågældende passagerer.

(4)

Kommissionen har kontrolleret visse sikkerhedsnormer i specifikke tredjelandes lufthavne og fundet disse tilfredsstillende, og disse tredjelande har hidtil haft et godt samarbejde med Fællesskabet og dets medlemsstater. Kommissionen har på dette grundlag besluttet at tage skridt til at afbøde de ovennævnte problemer for passagerer, der medbringer væsker fra lufthavne i disse lande.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 820/2008 bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

UDSTEDT DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Tillæg 1 til bilaget til forordning (EF) nr. 820/2008 ændres som beskrevet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Forordningen er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. april 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 355 af 30.12.2002, s. 1.

(2)  EUT L 221 af 19.8.2008, s. 8.


BILAG

Følgende tilføjes i tillæg 1 til bilaget til forordning (EF) nr. 820/2008:

»—

Malaysia:

Kuala Lumpur (KUL) internationale lufthavn«