1.   Dette direktiv finder anvendelse på industrielle aktiviteter, der medfører forurening som anført i kapitel II til VI.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på forskningsaktiviteter, udviklingsaktiviteter eller afprøvning af nye produkter og processer.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at intet anlæg eller fyringsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg eller affaldsmedforbrændingsanlæg drives uden godkendelse.

Som undtagelse fra første afsnit kan medlemsstaterne fastsætte en procedure for registrering af anlæg, der kun er omfattet af kapitel V.

Registreringsproceduren fastsættes i en bindende akt og omfatter i det mindste en underretning fra driftslederen til den kompetente myndighed om planen om at drive et anlæg.

2.   Medlemsstaterne kan vælge at fastsætte, at en godkendelse omfatter to eller flere anlæg eller dele af anlæg beliggende på samme anlægsområde og drevet af samme driftsleder.

Hvis en godkendelse omfatter to eller flere anlæg, skal den indeholde vilkår til sikring af, at hvert enkelt anlæg opfylder kravene i dette direktiv.

3.   Medlemsstaterne kan vælge at fastsætte, at en godkendelse omfatter flere dele af et anlæg, der drives af forskellige driftsledere. I sådanne tilfælde skal godkendelsen specificere hver enkelt driftsleders ansvar.

1.   Uden at det berører andre krav i medfør af national lovgivning eller EU-lovgivningen, godkender den kompetente myndighed anlægget, hvis det opfylder kravene i dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at godkendelsesprocedurerne og -betingelserne koordineres fuldstændigt, hvis mere end én kompetent myndighed eller mere end én driftsleder er involveret, eller hvis der udstedes mere end én godkendelse, så der sikres en effektiv, integreret fremgangsmåde fra alle de myndigheders side, som er kompetente i forbindelse med denne procedure.

3.   Ved nye anlæg eller væsentlige ændringer, hvor artikel 4 i direktiv 85/337/EØF finder anvendelse, skal alle relevante oplysninger eller konklusioner, der er fremkommet i forbindelse med anvendelsen af artikel 5, 6, 7 og 9 i nævnte direktiv, gennemgås og udnyttes som led i godkendelsesproceduren.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at godkendelsesvilkårene overholdes.

2.   I tilfælde af, at godkendelsesvilkårene ikke overholdes, sikrer medlemsstaterne:

Hvis den manglende overholdelse af godkendelsesvilkårene medfører umiddelbar fare for menneskers sundhed eller i betydeligt omfang umiddelbart truer med at påvirke miljøet negativt, indstilles driften af anlægget, fyringsanlægget, affaldsforbrændingsanlægget eller affaldsmedforbrændingsanlægget, eller den relevante del heraf, indtil vilkårene atter overholdes i overensstemmelse med første afsnit, litra b) og c).

1.   Er drivhusgasemissioner fra et anlæg anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF i tilknytning til en aktivitet i det pågældende anlæg, skal godkendelsen ikke omfatte en emissionsgrænseværdi for direkte emissioner af denne gas, medmindre det er nødvendigt for at forhindre betydelig lokal forurening.

2.   For så vidt angår aktiviteter, der er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, kan medlemsstaterne vælge ikke at fastsætte energieffektivitetskrav for forbrændingsenheder eller andre enheder, som udsender kuldioxid på anlægsområdet.

3.   Om nødvendigt ændrer de kompetente myndigheder godkendelsen i overensstemmelse hermed.

4.   Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på anlæg, der midlertidigt er udelukket fra ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen i overensstemmelse med artikel 27 i direktiv 2003/87/EF.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ansøgningerne indeholder en beskrivelse af:

Ansøgningen skal ligeledes indeholde en ikke-teknisk sammenfatning af de informationer, der er omhandlet i første afsnit.

2.   Såfremt oplysninger meddelt i overensstemmelse med kravene i direktiv 85/337/EØF eller en sikkerhedsrapport indgivet i henhold til direktiv 96/82/EF eller andre informationer meddelt i medfør af andre retsforskrifter opfylder nogen af kravene i stk. 1, kan disse informationer indgå i eller vedlægges ansøgningen.

1.   For at udarbejde, revidere og om nødvendigt ajourføre BAT-referencedokumenterne tilrettelægger Kommissionen en udveksling af informationer mellem medlemsstaterne, de berørte industrier, ikke-statslige organisationer, der arbejder for miljøbeskyttelse, og Kommissionen.

2.   Udvekslingen af informationer vedrører især:

3.   Kommissionen opretter og indkalder regelmæssigt til møde i et forum bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, de berørte industrier og ikke-statslige organisationer, der arbejder for miljøbeskyttelse.

Kommissionen indhenter udtalelse fra forummet om de praktiske arrangementer for udvekslingen af informationer og især om:

Den i andet afsnit, litra c) og d), omhandlede vejledning skal tage hensyn til forummets udtalelse og vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 75, stk. 2.

4.   Kommissionen indhenter og gør udtalelsen fra forummet om det foreslåede indhold af BAT-referencedokumenterne offentlig tilgængelig og tager hensyn til denne udtalelse i forbindelse med procedurerne i stk. 5.

5.   Afgørelser om konklusionerne om BAT vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 75, stk. 2.

6.   Efter vedtagelsen af en afgørelse i overensstemmelse med stk. 5 gør Kommissionen omgående BAT-referencedokumentet offentligt tilgængeligt og sikrer, at BAT-konklusionerne gøres tilgængelige på alle Unionens officielle sprog.

7.   Indtil der er vedtaget en relevant afgørelse i overensstemmelse med stk. 5, gælder konklusionerne om bedste tilgængelige teknik fra BAT-referencedokumenter, der er vedtaget af Kommissionen før den i artikel 83 nævnte dato, som BAT-konklusioner i forbindelse med dette kapitel, undtagen artikel 15, stk. 3 og 4.

1.   Medlemsstaterne sørger for, at godkendelsen omfatter alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de i artikel 11 og 18 omhandlede krav.

Foranstaltningerne skal mindst omfatte følgende:

2.   Med henblik på stk. 1, litra a), kan emissionsgrænseværdierne suppleres med eller erstattes af parametre eller tekniske foranstaltninger med tilsvarende funktion, der sikrer en tilsvarende miljøbeskyttelse.

3.   BAT-konklusionerne lægges til grund ved fastsættelsen af godkendelsesvilkårene.

4.   Med forbehold af artikel 18 kan den kompetente myndighed fastsætte strengere godkendelsesvilkår end dem, der kan opfyldes ved brug af den bedste tilgængelige teknik som beskrevet i BAT-konklusionerne. Medlemsstaterne kan fastsætte regler for den kompetente myndigheds fastsættelse af sådanne strengere vilkår.

5.   I situationer, hvor den kompetente myndighed fastsætter godkendelsesvilkår på grundlag af en bedste tilgængelig teknik, der ikke er beskrevet i nogle af de relevante BAT-konklusioner, sikrer den:

Hvor de i første afsnit omhandlede BAT-konklusioner ikke indeholder emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik, sikrer den kompetente myndighed, at den teknik, der er omhandlet i første afsnit, sikrer et miljøbeskyttelsesniveau, der svarer til den bedste tilgængelige teknik som beskrevet i BAT-konklusionerne.

6.   I situationer, hvor en aktivitet eller en produktionsproces, der udføres inden for et anlæg, ikke er omfattet af nogen af BAT-konklusionerne, eller hvor disse konklusioner ikke omhandler alle aktivitetens eller processens potentielle miljøvirkninger, fastsætter den kompetente myndighed efter forudgående samråd med driftslederen godkendelsesvilkårene på grundlag af den bedste tilgængelige teknik, som den har fastlagt for de pågældende aktiviteter eller processer, under særlig hensyntagen til kriterierne i bilag III.

7.   For anlæg, der er opført i bilag I, punkt 6.6, anvendes stk. 1-6 i denne artikel, uden at det berører retsforskrifterne om dyrevelfærd.

1.   Emissionsgrænseværdierne for forurenende stoffer gælder på det punkt, hvor emissionerne udledes fra anlægget, og når værdierne bestemmes, ses der bort fra en eventuel fortynding før dette punkt.

Når forurenende stoffer udledes i vand via et rensningsanlæg, kan emissionsgrænseværdierne for det pågældende anlæg fastsættes under hensyntagen til effekten af vandbehandlingsanlægget forudsat, at det med sikkerhed giver en lige så god beskyttelse af miljøet som helhed, og at det ikke påfører miljøet en højere forureningsbelastning.

2.   Uden at artikel 18 berøres heraf, fastsættes emissionsgrænseværdierne og de tilsvarende parametre og tekniske foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1 og 2, på grundlag af den bedste tilgængelige teknik, uden at der foreskrives anvendelse af en bestemt teknik eller teknologi.

3.   Den kompetente myndighed fastsætter emissionsgrænseværdier, der sikrer, at emissionerne under normale driftsvilkår ikke ligger over de emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik som fastlagt i de afgørelser om BAT-konklusionerne, der er omhandlet i artikel 13, stk. 5, på en af følgende måder:

Når litra b) anvendes, vurderer den kompetente myndighed mindst en gang om året resultaterne af emissionsovervågningen for at sikre, at emissionerne under normale driftsvilkår ikke ligger over de emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik.

4.   Den kompetente myndighed kan i særlige tilfælde og med forbehold af artikel 18 dispensere fra stk. 3 ved at fastsætte mindre strenge emissionsgrænseværdier. Der kan kun gives en sådan dispensation, hvis det ved en vurdering påvises, at opnåelsen af emissionsniveauer, der er forbundet med de bedste tilgængelige teknikker som beskrevet i BAT-konklusionerne, vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger sammenlignet med miljøfordelene som følge af:

Den kompetente myndighed anfører i et bilag til godkendelsesvilkårene årsagerne til anvendelsen af første afsnit, herunder resultaterne af vurderingen og begrundelsen for de fastsatte vilkår.

Emissionsgrænseværdier fastsat i henhold til første afsnit må dog ikke være højere end de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilagene til dette direktiv, hvor disse gælder.

Kompetente myndigheder skal under alle omstændigheder sikre, at der ikke forårsages væsentlig forurening, og at der opnås et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed.

På baggrund af de informationer, som medlemsstaterne fremlægger i henhold til artikel 72, stk. 1, navnlig vedrørende anvendelsen af nærværende stykke, kan Kommissionen om nødvendigt vurdere og gennem vejledning yderligere præcisere de kriterier, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af dette stykke.

Den kompetente myndighed revurderer anvendelsen af første afsnit som led i hver enkelt revurdering af godkendelsesvilkårene i henhold til artikel 21.

5.   Med henblik på afprøvning og brug af ny teknik kan den kompetente myndighed dispensere midlertidigt fra kravene i denne artikels stk. 2 og 3 og fra artikel 11, litra a) og b), i et samlet tidsrum på højst ni måneder, forudsat at brugen af denne nye teknik ved udløbet af det fastsatte tidsrum enten ophører eller fører til emissionsniveauer, der mindst svarer til dem, der opnås med den bedste tilgængelige teknik.

1.   De overvågningskrav, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra c), skal i de relevante tilfælde bygge på konklusionerne om overvågning som beskrevet i BAT-konklusionerne.

2.   Den kompetente myndighed fastsætter i en godkendelse for hvert enkelt anlæg eller i almindelige bindende forskrifter, hvor hyppigt den periodiske overvågning, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra e), skal finde sted.

Med forbehold af første afsnit foretages den periodiske overvågning mindst én gang hvert femte år for grundvand og mindst én gang hvert tiende år for jordbund, medmindre en sådan overvågning baseres på en systematisk vurdering af risikoen for forurening.

1.   Når medlemsstaterne fastsætter almindelige bindende forskrifter, sikrer de, at der anvendes en integreret fremgangsmåde, og at miljøbeskyttelsesniveauet bliver lige så højt som det, der kan opnås med særlige godkendelsesvilkår for hvert anlæg.

2.   Almindelige bindende forskrifter baseres på de bedste tilgængelige teknikker uden at foreskrive nogen teknik eller bestemt teknologi for at sikre overholdelse af artikel 14 og 15.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at almindelige bindende forskrifter ajourføres med henblik på at tage hensyn til udviklingen i bedste tilgængelige teknikker og for at sikre overholdelse af artikel 21.

4.   Almindelige bindende forskrifter, der er vedtaget efter stk. 1, 2 og 3, skal indeholde en henvisning til dette direktiv eller ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at driftslederen oplyser den kompetente myndighed om planlagte ændringer i anlæggets art eller funktionsmåde og om udvidelser af anlægget, når dette kan få følger for miljøet. I påkommende tilfælde ajourfører den kompetente myndighed godkendelsen.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at driftslederen ikke gennemfører planlagte væsentlige ændringer, førend ændringen er godkendt i henhold til dette direktiv.

Ansøgningen om godkendelse og den kompetente myndigheds afgørelse skal omfatte de dele af anlægget og de forhold som anført i artikel 12, der kan blive påvirket af den væsentlige ændring.

3.   Enhver ændring af et anlægs art eller funktionsmåde og enhver udvidelse af et anlæg anses for at være væsentlig, når ændringen eller udvidelsen i sig selv har et omfang, der mindst svarer til kapacitetstærsklerne i bilag I.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den kompetente myndighed med mellemrum i overensstemmelse med stk. 2-5 revurderer alle godkendelsesvilkårene og ajourfører dem, når det er nødvendigt for at sikre, at direktivet overholdes.

2.   På den kompetente myndigheds anmodning skal driftslederen fremlægge alle de informationer, der er nødvendige for at kunne revurdere godkendelsesvilkårene, herunder især resultatet af emissionsovervågningen og andre data, der muliggør en sammenligning af anlæggets drift med den bedste tilgængelige teknik beskrevet i de gældende BAT-konklusioner og med de emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik.

Under revurderingen af godkendelsesvilkårene udnytter den kompetente myndighed, hvad der måtte foreligge af informationer fra overvågning eller inspektioner.

3.   Senest fire år efter offentliggørelsen af afgørelser om BAT-konklusioner i henhold til artikel 13, stk. 5, vedrørende et anlægs hovedaktivitet, sikrer den kompetente myndighed:

Der tages ved revurderingen hensyn til alle de nye eller ajourførte BAT-konklusioner, der er gældende for anlægget og er vedtaget i henhold til artikel 13, stk. 5, siden godkendelsen blev udstedt eller senest blev revurderet.

4.   Hvis et anlæg ikke er omfattet af nogen af BAT-konklusionerne, revurderes godkendelsesvilkårene og ajourføres om nødvendigt, hvis den bedste tilgængelige teknik udvikler sig på en sådan måde, at det bliver muligt at nedbringe emissionerne betydeligt.

5.   Godkendelsesvilkårene revurderes, og ajourføres om nødvendigt, mindst i følgende tilfælde:

1.   Uden at det berører direktiv 2000/60/EF, direktiv 2004/35/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/118/EF af 12. december 2006 om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (31) og relevant EU-lovgivning om jordbundsbeskyttelse, fastsætter den kompetente myndighed godkendelsesvilkårene for at sikre, at stk. 3 og 4 i denne artikel overholdes, når aktiviteterne ophører definitivt.

2.   Hvor aktiviteten indebærer, at der bruges, fremstilles eller frigives relevante farlige stoffer, skal driftslederen med henblik på en mulig forurening af jordbund eller grundvand på anlægsområdet udarbejde en basistilstandsrapport og indsende den til den kompetente myndighed, før driften af et anlæg påbegyndes, eller før godkendelsen af et anlæg ajourføres, første gang efter den 7. januar 2013.

Basistilstandsrapporten skal indeholde informationer, der gør det muligt at bestemme jordbundens og grundvandets tilstand med hensyn til forurening, så der kan foretages en kvantificeret sammenligning med tilstanden, når aktiviteterne ophører definitivt, jf. stk. 3.

Basistilstandsrapporten skal mindst indeholde følgende informationer:

Hvis informationer, der er udarbejdet i henhold til anden national lovgivning eller EU-lovgivning, opfylder kravene i dette stykke, kan de indarbejdes i eller vedlægges den indsendte basistilstandsrapport.

Kommissionen udarbejder en vejledning om basistilstandsrapportens indhold.

3.   Ved definitivt aktivitetsophør vurderer driftslederen jordbundens og grundvandets tilstand med hensyn til forurening med relevante farlige stoffer, der er brugt, fremstillet eller frigivet af anlægget. Hvis anlægget har medført betydelig forurening af jordbund eller grundvand med farlige stoffer sammenholdt med den tilstand, der er konstateret i basistilstandsrapporten, jf. stk. 2, skal driftslederen træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere denne forurening, så anlægsområdet føres tilbage til denne tilstand. Med henblik herpå kan der tages hensyn til sådanne foranstaltningers tekniske gennemførlighed.

Efter definitivt aktivitetsophør og hvis forureningen af jordbund og grundvand på anlægsområdet frembyder en væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet som følge af de godkendte aktiviteter, driftslederen har udført, inden godkendelsen af anlægget ajourføres første gang efter 7. januar 2013, og under hensyntagen til de vilkår for anlægsområdet, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra d), skal driftslederen træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på fjernelse, kontrol, inddæmning eller reduktion af relevante farlige stoffer, så anlægsområdet i betragtning af dets nuværende eller godkendte fremtidige brug ikke længere udgør en sådan risiko, jf. dog første afsnit.

4.   I de tilfælde, hvor driftslederen ikke har pligt til at udarbejde en basistilstandsrapport som anført i stk. 2, skal han efter definitivt aktivitetsophør træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på fjernelse, kontrol, inddæmning eller reduktion af relevante farlige stoffer, så anlægsområdet i betragtning af dets nuværende eller godkendte fremtidige brug ikke længere frembyder nogen væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet på grund af forurening af jordbund og grundvand som følge af de godkendte aktiviteter og under hensyntagen til de vilkår for anlægsområdet, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra d).

1.   Medlemsstaterne opretter et system for miljøinspektion af anlæggene, der omfatter undersøgelse af alle relevante miljøpåvirkninger fra de pågældende anlæg.

Medlemsstaterne sikrer, at driftslederne yder de kompetente myndigheder al fornøden bistand, så myndighederne kan gennemføre eventuelle inspektioner på anlægsområdet, udtage prøver og indsamle alle informationer, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver i forbindelse med dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at alle anlæg er omfattet af en miljøinspektionsplan på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og at denne plan revideres regelmæssigt og eventuelt ajourføres.

3.   Hver miljøinspektionsplan skal omfatte:

4.   Med udgangspunkt i inspektionsplanerne udarbejder den kompetente myndighed regelmæssigt programmer for rutinemæssige miljøinspektioner, hvori den for forskellige anlægstyper fastsætter, hvor hyppigt anlægsområdet skal inspiceres.

Denne hyppighed fastsættes på grundlag af en systematisk bedømmelse af den miljømæssige risiko ved de berørte anlæg. og må ikke være på over et år for de anlæg, der er forbundet med størst risiko, og tre år for de anlæg, der er forbundet med mindst risiko.

Er der ved en inspektion konstateret et alvorligt tilfælde af manglende overholdelse af godkendelsesvilkårene, gennemføres en yderligere inspektion senest seks måneder efter den pågældende inspektion.

Den systematiske bedømmelse af den miljømæssige risiko baseres på mindst følgende kriterier:

Kommissionen kan vedtage retningslinjer for kriterierne for bedømmelsen af den miljømæssige risiko.

5.   Der foretages ikke-rutinemæssige miljøinspektioner for hurtigst muligt at efterforske alvorlige miljøklager, alvorlige miljøuheld, hændelser og tilfælde af manglende efterlevelse, samt, når det er relevant, før en godkendelse udstedes, revurderes eller ajourføres.

6.   Efter hver inspektion på anlægsområdet udarbejder den kompetente myndighed en rapport, som i relevant omfang beskriver, hvordan anlægget overholder godkendelsesvilkårene, og munder ud i en konklusion om, hvorvidt der er behov for at foretage sig yderligere.

Rapporten meddeles den berørte driftsleder inden for en frist på to måneder efter, at inspektionen har fundet sted. Rapporten stilles til rådighed for offentligheden af den kompetente myndighed i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (33), senest fire måneder efter, at inspektionen har fundet sted.

Den kompetente myndighed sikrer, at driftslederen træffer alle de foranstaltninger, som rapporten har udpeget som nødvendige, i løbet af en rimelig periode, jf. dog artikel 8, stk. 2.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at den berørte offentlighed tidligt og på en effektiv måde får mulighed for at medvirke ved følgende procedurer:

Denne medvirken foregår efter proceduren i bilag IV.

2.   Når der er truffet en afgørelse om udstedelse, revurdering eller ajourføring af en godkendelse, stiller den kompetente myndighed følgende informationer til rådighed for offentligheden, herunder via internettet i forbindelse med litra a), b) og f):

3.   Den kompetente myndighed stiller ligeledes følgende informationer til rådighed for offentligheden, herunder, i hvert fald for så vidt angår litra a), via internettet:

4.   Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder anvendelse med de begrænsninger, der er fastsat i artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2003/4/EF.

1.   Medlemsstaterne sikrer inden for rammerne af deres relevante nationale lovgivning, at medlemmerne af den berørte offentlighed har adgang til ved en domstol eller ved et andet uafhængigt og upartisk ved lov nedsat organ at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af artikel 24, når en af følgende betingelser er opfyldt:

2.   Medlemsstaterne afgør, på hvilket stadium der kan rejses indsigelse mod afgørelser, handlinger eller undladelser.

3.   Medlemsstaterne fastsætter, hvad der forstås ved tilstrækkelig interesse og krænkelse af en rettighed, i overensstemmelse med målet om at give den berørte offentlighed vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse.

Med henblik herpå anses den interesse, som enhver ikke-statslig organisation, der arbejder for miljøbeskyttelse og opfylder eventuelle krav efter national lovgivning, har, for tilstrækkelig, jf. stk. 1, litra a).

Sådanne organisationer anses også for at have rettigheder, der kan krænkes, jf. stk. 1, litra b).

4.   Stk. 1, 2 og 3 udelukker ikke muligheden af en forudgående klageprocedure ved et forvaltningsorgan og indskrænker ikke gyldigheden af et eventuelt krav i national lovgivning om, at administrative klagemuligheder skal være udtømt, inden sagen kan indbringes for domstolene.

Sådanne procedurer skal være rimelige, afbalancerede, hurtige og ikke uoverkommeligt dyre.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden får praktiske informationer om de administrative klagemuligheder og adgangen til domstolsprøvelse.

1.   Konstaterer en medlemsstat, at driften af et anlæg vil kunne få en betydelig, negativ indvirkning på miljøet i en anden medlemsstat, eller fremsætter en medlemsstat, der kunne blive berørt i betydelig grad, en anmodning, fremsender den medlemsstat, på hvis område der blev ansøgt om godkendelse i henhold til artikel 4 eller artikel 20, stk. 2, den anden medlemsstat de informationer, der skal gives eller stilles til rådighed i henhold til bilag IV, samtidig med at den stiller disse til rådighed for offentligheden.

Disse informationer danner grundlag for nødvendige konsultationer som led i de bilaterale forbindelser mellem de to medlemsstater på baggrund af princippet om gensidighed og lige behandling.

2.   Medlemsstaterne sikrer som led i deres bilaterale forbindelser, at der i de i stk. 1 omhandlede tilfælde også gives offentligheden i den stat, der kan blive berørt, adgang til ansøgningerne i et passende tidsrum, således at den får ret til at udtale sig herom, før den kompetente myndighed træffer sin afgørelse.

3.   Den kompetente myndighed tager hensyn til resultaterne af de konsultationer, der omhandles i stk. 1 og 2, når den træffer afgørelse vedrørende ansøgningen.

4.   Den kompetente myndighed underretter enhver medlemsstat, som er blevet hørt i henhold til stk. 1, om den afgørelse, der er blevet truffet vedrørende ansøgningen, og tilstiller den de informationer, der omhandles i artikel 24, stk. 2. Den pågældende medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse informationer stilles til rådighed på passende vis for den berørte offentlighed på dens eget område.

1.   Medlemsstaterne fremmer, hvor det er relevant, udviklingen og anvendelsen af ny teknik, navnlig ny teknik udpeget i BAT-referencedokumenter.

2.   Kommissionen udarbejder retningslinjer for at bistå medlemsstaterne med at fremme udviklingen og anvendelsen af ny teknik som omhandlet i stk. 1.

1.   Når røggasser fra to eller flere særskilte fyringsanlæg udledes gennem en fælles skorsten, anses en sådan kombination af anlæg for at være ét enkelt fyringsanlæg, og deres samlede kapacitet betragtes under ét i forbindelse med beregningen af den samlede nominelle indfyrede termiske effekt.

2.   Hvis to eller flere særskilte fyringsanlæg, for hvilke der for første gang er udstedt en godkendelse den 1. juli 1987 eller senere, eller hvis driftsledere har indgivet en fuldstændig ansøgning om en sådan godkendelse på eller efter denne dato, installeres således, at røggasserne herfra, under hensyntagen til både tekniske og økonomiske forhold, efter den kompetente myndigheds vurdering kan udledes gennem en fælles skorsten, anses en sådan kombination af anlæg for at være et enkelt fyringsanlæg, og deres samlede kapacitet betragtes under et i forbindelse med beregning af den samlede nominelle indfyrede termiske effekt.

3.   I forbindelse med beregning af den samlede nominelle indfyrede termiske effekt fra en kombination af fyringsanlæg som omhandlet i stk. 1 og 2 medregnes ikke enkelte fyringsanlæg med en nominel indfyret termisk effekt på under 15 MW.

1.   Røggasser fra fyringsanlæg udledes under kontrollerede forhold gennem en skorsten med en eller flere røgkanaler, hvis højde beregnes på en sådan måde, at menneskers sundhed og miljøet beskyttes.

2.   Alle godkendelser af anlæg, der indeholder fyringsanlæg, for hvilke der er udstedt en godkendelse inden den 7. januar 2013, eller hvis driftsledere har indgivet en fuldstændig ansøgning om en godkendelse inden denne dato, skal, hvis fyringsanlæggene sættes i drift senest den 7. januar 2014, indeholde vilkår, der sikrer, at fyringsanlæggenes emissioner til luften ikke overskrider emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 1.

Alle godkendelser af anlæg, der indeholder fyringsanlæg, som der er indrømmet undtagelse for, jf. artikel 4, stk. 4, i direktiv 2001/80/EF, og som er i drift efter den 1. januar 2016, skal indeholde vilkår, der sikrer, at fyringsanlæggenes emissioner til luften ikke overskrider emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 2.

3.   Alle godkendelser af anlæg, der indeholder fyringsanlæg, som ikke er omfattet af stk. 2, skal indeholde vilkår, der sikrer, at fyringsanlæggenes emissioner til luften ikke overskrider emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 2.

4.   Emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 1 og 2, samt den minimumsafsvovlingssats, der er fastsat i bilag V, del 5, finder anvendelse på emissionerne fra hver enkelt fælles skorsten i forhold til den samlede nominelle indfyrede termiske effekt fra hele fyringsanlægget. Hvis det i bilag V hedder, at emissionsgrænseværdierne kan anvendes på en del af et fyringsanlæg med en begrænset driftstid, finder disse grænseværdier anvendelse på emissionerne fra den pågældende del af anlægget, men fastsættes i forhold til den samlede nominelle indfyrede termiske effekt fra hele fyringsanlægget.

5.   Den kompetente myndighed kan i op til seks måneder dispensere fra pligten til at overholde de i stk. 2 og 3 omhandlede emissionsgrænseværdier for svovldioxid for et fyringsanlæg, der med henblik herpå normalt anvender svovlfattigt brændsel, når driftslederen ikke kan overholde disse grænseværdier på grund af en forsyningsafbrydelse, der skyldes alvorlig knaphed på svovlfattigt brændsel.

Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om dispensationer efter første afsnit.

6.   Den kompetente myndighed kan dispensere fra pligten til at overholde de i stk. 2 og 3 omhandlede emissionsgrænseværdier i tilfælde, hvor et fyringsanlæg, der normalt anvender gasformigt brændsel undtagelsesvis må anvende andet brændsel på grund af en pludselig afbrydelse i gasforsyningen og derfor ellers ville være nødt til at installere et røggasrensningsanlæg. En sådan dispensation kan højst gives for ti dage, medmindre hensynet til opretholdelsen af energiforsyningerne vejer tungere.

Driftslederen underretter straks den kompetente myndighed om hvert enkelt tilfælde som omhandlet i første afsnit.

Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om enhver dispensation som omhandlet i første afsnit.

7.   Når et fyringsanlægs effekt udvides, gælder emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 2, for den udvidede del af anlægget, der berøres af ændringen, og de fastsættes i forhold til hele fyringsanlæggets samlede nominelle indfyrede termiske effekt. I tilfælde af ændringer i et fyringsanlæg, der kan få følger for miljøet, og som berører en del af anlægget med en nominel indfyret termisk effekt på 50 MW eller derover, finder emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 2, anvendelse på den del af anlægget, der er ændret i forhold til hele fyringsanlæggets samlede nominelle indfyrede termiske effekt.

8.   Emissionsgrænseværdierne i bilag V, del 1 og 2, finder ikke anvendelse på følgende fyringsanlæg:

9.   For følgende forbrændingsanlæg overvejer Kommissionen på grundlag af den bedste tilgængelige teknik på ny behovet for at fastlægge emissionsgrænseværdier med gyldighed i hele Unionen og for at ændre emissionsgrænseværdierne i bilag V for:

Kommissionen aflægger senest den 31. december 2013 rapport om resultaterne af denne overvejelse til Europa-Parlamentet og Rådet, eventuelt ledsaget af et forslag til lovgivning.

1.   For fyringsanlæg, der fyres med indenlandsk fast brændsel, og som ikke kan overholde emissionsgrænseværdierne for svovldioxid, jf. artikel 30, stk. 2 og 3, på grund af dette brændsels karakteristika, kan medlemsstaterne i stedet anvende de minimumsafsvovlingssatser, der er angivet i bilag V, del 5, i overensstemmelse med reglerne i del 6 i nævnte bilag og efter forudgående validering af den kompetente myndighed i den tekniske rapport, der er omhandlet i artikel 72, stk. 4, litra a).

2.   For fyringsanlæg, der fyres med indenlandsk fast brændsel, som medforbrænder affald, og som ikke kan overholde Cproc-værdierne for svovldioxid, jf. bilag VI, del 4, punkt 3.1 og 3.2, på grund af det indenlandske faste brændsels karakteristika, kan medlemsstaterne i stedet anvende de minimumsafsvovlingssatser, der er angivet i bilag V, del 5, i overensstemmelse med overholdelsesreglerne i del 6 i nævnte bilag. Vælger medlemsstaterne at anvende dette afsnit, skal C-affald, jf. bilag VI, del 4, nr. 1, svare til 0 mg/Nm3.

3.   Kommissionen evaluerer senest den 31. december 2019 muligheden for at anvende minimumsafsvovlingssatserne i bilag V, del 5, især under hensyntagen til den bedste tilgængelige teknik og fordelene ved reducerede svovldioxidemissioner.

1.   I perioden fra 1. januar 2016 til 30. juni 2020 kan medlemsstaterne udarbejde og gennemføre en national overgangsplan for fyringsanlæg, der er godkendt første gang inden den 27. november 2002, eller hvis driftsledere havde indgivet en fuldstændig ansøgning om godkendelse inden denne dato, forudsat at anlægget blev sat i drift senest den 27. november 2003. For hvert af de omfattede fyringsanlæg, skal planen dække emissioner af et eller flere af følgende forurenende stoffer: nitrogenoxider, svovldioxid og støv. For gasturbiner skal planen kun dække nitrogenoxidemissioner.

Den nationale overgangsplan omfatter ikke fyringsanlæg:

2.   Fyringsanlæg, der er omfattet af planen, kan fritages for at overholde emissionsgrænseværdierne i artikel 30, stk. 2, for de forurenende stoffer, som er omfattet af planen, eller de afsvovlingssatserne i artikel 31, hvor dette er relevant.

De emissionsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider og støv, der er fastsat i fyringsanlæggets godkendelse, der finder anvendelse den 31. december 2015, især i henhold til kravene i direktiv 2001/80/EF og 2008/1/EF, bibeholdes som minimum.

Fyringsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på over 500 MW, der fyres med fast brændsel, og som blev godkendt første gang efter den 1. juli 1987, skal overholde de emissionsgrænseværdier for nitrogenoxider, der er fastsat i bilag V, del 1.

3.   For hvert af de omfattede forurenende stoffer fastsætter den nationale overgangplan et loft for de maksimale samlede årlige emissioner for alle de anlæg, der er omfattet af planen, på grundlag af hvert anlægs samlede nominelle indfyrede termiske effekt den 31. december 2010, dets, faktiske årlige driftstimer og dets brændselsforbrug, opgjort som et gennemsnit for de sidste ti driftsår til og med 2010.

Loftet for 2016 beregnes på grundlag af de relevante emissionsgrænseværdier i bilag III-VII til direktiv 2001/80/EF eller, hvor det er relevant, på grundlag af de afsvovlingssatser, der er fastsat i bilag III til direktiv 2001/80/EF. Med hensyn til gasturbiner anvendes de emissionsgrænseværdier for nitrogenoxider, der er fastsat for disse anlæg i bilag VI, del B, til direktiv 2001/80/EF. Lofterne for 2019 og 2020 beregnes på grundlag af de relevante emissionsgrænseværdier i nærværende direktivs bilag V, del 1, eller, hvor det er relevant, de relevante afsvovlingssatser i nærværende direktivs bilag V, del 5. Lofterne for 2017 og 2018 fastsættes, således at der sker et lineært fald i lofterne mellem 2016 og 2019.

Hvis et anlæg i den nationale overgangsplan lukkes eller ikke længere er omfattet af anvendelsesområdet for kapitel III, må dette ikke medføre en forøgelse af den samlede årlige emission fra de resterende anlæg i planen.

4.   Den nationale overgangsplan skal også indeholde bestemmelser om overvågning og rapportering, der er i overensstemmelse med de gennemførelsesbestemmelser, der er udarbejdet i henhold til artikel 41, litra b), samt de foranstaltninger, der er forudset for hvert af anlæggene for at sikre rettidig overholdelse af de emissionsgrænseværdier, der finder anvendelse fra den 1. juli 2020.

5.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen deres nationale overgangsplaner senest den 1. januar 2013.

Kommissionen vurderer planen, og hvis Kommissionen ikke har gjort indsigelse senest tolv måneder fra modtagelsen af en plan, kan den berørte medlemsstat betragte sin plan som accepteret.

Hvis Kommissionen finder, at en plan ikke opfylder de gennemførelsesbestemmelser, der er udarbejdet i henhold til artikel 41, litra b), underretter den den pågældende medlemsstat om, at dens plan ikke kan accepteres. For så vidt angår vurderingen af en ny udgave af en plan, som en medlemsstat meddeler Kommissionen, er den i andet afsnit omhandlede periode seks måneder.

6.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om eventuelle senere ændringer af planen.

1.   I perioden fra 1. januar 2016 til 31. december 2023 kan fyringsanlæg undtages fra at overholde emissionsgrænseværdierne i artikel 30, stk. 2, og afsvovlingssatserne i artikel 31, hvor dette er relevant, og fra at blive underlagt den nationale overgangsplan, jf. artikel 32, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

2.   Senest den 1. januar 2016 sender medlemsstaterne Kommissionen en fortegnelse over alle de fyringsanlæg, der er omfattet af stk. 1, med angivelse af deres samlede nominelle indfyrede termiske effekt, de anvendte brændselstyper og de emissionsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider og støv, der finder anvendelse. For anlæg, der er omfattet af stk. 1, sender medlemsstaterne hvert år Kommissionen en opgørelse over antallet af driftstimer siden 1. januar 2016.

3.   I tilfælde af fyringsanlæg, der på den 6. januar 2011 er en del af et lille isoleret system og på denne dato står for mindst 35 % af elektricitetsforsyningen i dette system, og som på grund af de tekniske karakteristika ikke er i stand til at overholde emissionsgrænseværdierne i artikel 30, stk. 2, er antallet af driftstimer som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, litra a), 18 000 fra den 1. januar 2020 og indtil senest den 31. december 2023, og datoen i nærværende artikels stk. 1, litra b), og stk. 2, er den 1. januar 2020.

4.   I tilfælde af fyringsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på over 1 500 MW, der blev sat i drift før den 31. december 1986 og fyres med indenlandsk fast brændsel med en nedre brændværdi på under 5 800 kJ/kg, et fugtighedsindhold på mere end 45 vægtprocent, et kombineret fugtigheds- og askeindhold på mere end 60 vægtprocent og et calciumoxidindhold i asken på mere end 10 %, er antallet af driftstimer som omhandlet i stk. 1, litra a), 32 000.

1.   Indtil den 31. december 2019 kan fyringsanlæg, der på den 6. januar 2011 er en del af et lille isoleret system, undtages fra at overholde emissionsgrænseværdierne i artikel 30, stk. 2, og afsvovlingssatserne i artikel 31, hvor dette er relevant. Indtil den 31. december 2019 bibeholdes som minimum de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i disse fyringsanlægs godkendelser, navnlig i medfør af kravene i direktiv 2001/80/EF og 2008/1/EF.

2.   Fyringsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på over 500 MW, der fyres med fast brændsel, og som blev godkendt første gang efter den 1. juli 1987, skal overholde de emissionsgrænseværdier for nitrogenoxider, der er fastsat i bilag V, del 1.

3.   Hvis der på en medlemsstats område er fyringsanlæg, der er omfattet af dette kapitel, og som er en del af et lille isoleret system, meddeler denne medlemsstat inden den 7. januar 2013 Kommissionen en fortegnelse over disse fyringsanlæg, det lille isolerede systems samlede årlige energiforbrug og den mængde energi, der opnås ved sammenkobling med andre systemer.

1.   Indtil den 31. december 2022 kan et fyringsanlæg undtages fra at overholde emissionsgrænseværdierne i artikel 30, stk. 2, og afsvovlingssatserne i artikel 31, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

2.   Senest den 1. januar 2016 sender medlemsstaterne Kommissionen en fortegnelse over alle de fyringsanlæg, der er omfattet af stk. 1, med angivelse af deres samlede nominelle indfyrede termiske effekt, de anvendte brændselstyper og de emissionsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider og støv, der finder anvendelse. For så vidt angår fyringsanlæg, for hvilke stk. 1 finder anvendelse og i den periode, der er nævnt i stk. 1, meddeler medlemsstaterne endvidere hvert år Kommissionen, hvilken andel af hvert anlægs nyttevarmeproduktion der blev leveret til et offentligt fjernvarmenet i form af damp eller varmt vand, udtrykt som et rullende gennemsnit over de foregående fem år.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at operatører af alle fyringsanlæg med en nominel effekt på 300 MW eller derover, hvortil den første godkendelse til opførelse eller i mangel af en sådan procedure den første driftstilladelse er givet efter ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid (34), har vurderet, om følgende betingelser er opfyldt:

2.   Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, sikrer den kompetente myndighed, at der afsættes tilstrækkelig plads på anlægget til det nødvendige udstyr til opsamling og komprimering af kuldioxid. Den kompetente myndighed fastslår, om betingelserne er opfyldt, på grundlag af den i stk. 1 nævnte vurdering og andre tilgængelige informationer, især vedrørende beskyttelsen af miljøet og menneskers sundhed.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at det af godkendelserne fremgår, hvilke procedurer der skal anvendes i tilfælde af, at rensningsudstyret ikke fungerer korrekt eller svigter.

2.   Hvis udstyret svigter, kræver den kompetente myndighed, at driftslederen indskrænker eller standser driften, såfremt der ikke er opnået normal drift i løbet af 24 timer, eller driver anlægget med brændsel, der ikke forurener meget.

Driftslederen underretter den kompetente myndighed senest 48 timer efter, at rensningsudstyret begyndte at fungere unormalt eller svigtede.

Den samlede varighed af drift uden rensning må ikke overskride 120 timer i nogen tolvmåneders periode.

Den kompetente myndighed kan dispensere fra fristerne i første og tredje afsnit, hvis der foreligger et af følgende tilfælde:

1.   Medlemsstaterne sikrer, at overvågningen af de luftforurenende stoffer gennemføres i overensstemmelse med bilag V, del 3.

2.   Det kontrolleres, at det automatiske overvågningsudstyr er installeret og fungerer, som det skal, ved årlige efterprøvninger som anført i bilag V, del 3.

3.   Den kompetente myndighed afgør, hvor der skal tages prøver eller foretages målinger til brug for overvågningen af emissionerne.

4.   Alle overvågningsresultater skal registreres, bearbejdes og forelægges på en sådan måde, så den kompetente myndighed kan kontrollere, at de driftsvilkår og emissionsgrænseværdier, der er fastsat i godkendelsen, overholdes.

1.   For blandede fyringsanlæg, der benytter to eller flere brændselstyper samtidig, fastsætter den kompetente myndighed emissionsgrænseværdierne i følgende trin:

2.   I tilfælde af blandede fyringsanlæg omfattet af artikel 30, stk. 2, der anvender destillations- og konversionsrester fra raffinering af råolie til eget forbrug, enten alene eller med andet brændsel, kan følgende emissionsgrænseværdier anvendes i stedet for emissionsgrænseværdierne i stk. 1:

3.   I tilfælde af blandede fyringsanlæg omfattet af artikel 30, stk. 2, der anvender destillations- og konversionsrester fra raffinering af råolie til eget forbrug, enten alene eller med andet brændsel, kan de gennemsnitlige emissionsgrænseværdier for svovldioxid, der er fastsat i bilag V, del 7, anvendes i stedet for emissionsgrænseværdierne i stk. 1 eller 2 i denne artikel.

1.   Dette kapitel finder anvendelse på affaldsforbrændingsanlæg og affaldsmedforbrændingsanlæg, der forbrænder eller medforbrænder fast eller flydende affald.

Dette kapitel finder ikke anvendelse på forgasnings- eller pyrolyseanlæg, hvis gasserne fra denne varmebehandling af affald renses i en sådan grad, at de ikke længere udgør affald forud for forbrændingen, og de ikke kan medføre større emissioner end dem, der skyldes fyring med naturgas.

Med henblik på anvendelsen af dette kapitel omfatter affaldsforbrændingsanlæg og affaldsmedforbrændingsanlæg samtlige forbrændingslinjer eller medforbrændingslinjer, aflæsnings- og oplagringsanlæg samt forbehandlingsanlæg på anlægsområdet, affalds-, brændsels- og lufttilførselssystemer, kedler, anlæg til behandling af røggas, anlæg på stedet til behandling eller oplagring af restprodukter og spildevand, skorstene, udstyr og systemer til kontrol med forbrændingen hhv. medforbrændingen og til overvågning og registrering af forbrændings- eller medforbrændingsbetingelserne.

Hvis der anvendes andre processer end oxidering, såsom pyrolyse, forgasning eller nedsmeltning, skal affaldsforbrændingsanlægget eller affaldsmedforbrændingsanlægget stå for både varmebehandlingsprocessen og den efterfølgende forbrændingsproces.

Hvis affaldsmedforbrændingen finder sted på en sådan måde, at anlæggets hovedformål ikke er at producere energi eller fremstille materielle produkter, men derimod termisk behandling af affald, betragtes anlægget som et affaldsforbrændingsanlæg.

2.   Dette kapitel finder ikke anvendelse på følgende anlæg:

1.   Godkendelsen skal indeholde:

2.   En godkendelse til et affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlæg, der anvender farligt affald, skal foruden kravene i stk. 1 indeholde:

3.   Medlemsstaterne kan til brug for en godkendelse udarbejde en liste over affaldskategorier, som kan medforbrændes i bestemte kategorier af affaldsmedforbrændingsanlæg.

4.   Den kompetente myndighed revurderer regelmæssigt godkendelsesvilkårene og ajourfører dem om nødvendigt.

1.   Røggas fra affaldsforbrændings- og -medforbrændingsanlæg udledes under kontrollerede forhold gennem en skorsten, hvis højde beregnes på en sådan måde, at menneskers sundhed og miljøet beskyttes.

2.   Emissionerne fra affaldsforbrændings- og -medforbrændingsanlæg til luften må ikke overskride de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilag VI, del 3 og 4, eller fastsat i overensstemmelse med samme bilags del 4.

Hvis over 40 % af varmeafgivelsen i et affaldsmedforbrændingsanlæg stammer fra farligt affald, eller anlægget medforbrænder ubehandlet blandet kommunalt affald, finder emissionsgrænseværdierne i bilag VI, del 3, anvendelse.

3.   Udledning i vandmiljøet af spildevand fra røggasrensning skal begrænses i videst muligt omfang, og koncentrationerne af forurenende stoffer må ikke ligge højere end emissionsgrænseværdierne i bilag VI, del 5.

4.   Emissionsgrænseværdierne gælder på det punkt, hvor spildevand fra røggasrensning udledes fra affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget.

Når spildevand fra røggasrensning behandles uden for affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget på et rensningsanlæg, der kun har til opgave at behandle denne form for spildevand, finder emissionsgrænseværdierne i bilag VI, del 5, anvendelse på det punkt, hvor spildevandet udledes fra rensningsanlægget. Når spildevand fra røggasrensning behandles sammen med spildevand fra andre kilder enten på eller uden for anlægsområdet, foretager driftslederen passende massebalanceberegninger ud fra resultaterne af de målinger, der er fastsat i bilag VI, del 6, punkt 2, for at bestemme de emissionsniveauer i den endelige spildevandsudledning, der kan tilskrives spildevand fra røggasrensning.

Der må under ingen omstændigheder ske en fortynding af spildevandet med henblik på opfyldelse af emissionsgrænseværdierne i bilag VI, del 5.

5.   Anlægsområder for affaldsforbrændings- og -medforbrændingsanlæg, herunder tilhørende oplagringspladser til affald, skal udformes og drives således, at ikke-godkendte og utilsigtede udslip af forurenende stoffer til jord, overfladevand og grundvand undgås.

Der skal være kapacitet til oplagring af forurenet regnvandsafstrømning fra affaldsforbrændings- hhv. -medforbrændingsanlæggets område og af forurenet vand, der skyldes spild eller brandslukning. Denne opbevaringskapacitet skal være tilstrækkelig til, at vandet om nødvendigt kan kontrolleres og renses inden udledning.

6.   Med forbehold af artikel 50, stk. 4, litra c), må affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget eller de enkelte ovne, som indgår i et sådant anlæg under ingen omstændigheder forbrænde affald i et uafbrudt tidsrum på over 4 timer, hvis emissionsgrænseværdierne overskrides.

Drift under sådanne betingelser må samlet ikke overstige 60 timer i løbet af et år.

Tidsgrænsen i andet afsnit gælder for de ovne, der er knyttet til et og samme røggasrensningsanlæg.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at emissionerne overvåges efter anvisningerne i bilag VI, del 6 og 7.

2.   Det kontrolleres, at de automatiske målesystemer er installeret og fungerer, som det skal, ved årlige efterprøvninger som anført i bilag VI, del 6.

3.   Den kompetente myndighed afgør, hvor de prøveudtagnings- og målepunkter, der skal benyttes til overvågning af emissionerne, skal placeres.

4.   Alle overvågningsresultater skal registreres, bearbejdes og forelægges på en sådan måde, så den kompetente myndighed kan kontrollere, at de driftsvilkår og emissionsgrænseværdier, der er fastsat i godkendelsen, overholdes.

5.   Så snart brugbar måleteknik forefindes i Unionen, fastsætter Kommissionen, ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 76 og med forbehold af betingelserne i artikel 77 og 78, fra hvilket tidspunkt der skal foretages kontinuerlige målinger af emissioner af tungmetaller, dioxiner og furaner til luften.

1.   Affaldsforbrændingsanlæg skal drives således, at der opnås et udbrændingsniveau, hvor det samlede organiske kulstofindhold i slaggen og bundasken er under 3 %, eller glødetabet er under 5 % af materialets tørvægt. Om nødvendigt forbehandles affaldet.

2.   Affaldsforbrændingsanlæg skal udformes, udstyres, opføres og drives således, at de gasser, der opstår ved forbrænding af affald, efter den sidste indblæsning af forbrændingsluft opvarmes på kontrolleret og ensartet vis, selv under de mest ugunstige forhold, til en temperatur, der i mindst 2 sekunder holdes på mindst 850 °C.

Affaldsmedforbrændingsanlæg skal udformes, udstyres, opføres og drives således, at de gasser, der opstår ved medforbrænding af affald, opvarmes på kontrolleret og ensartet vis, selv under de mest ugunstige forhold, til en temperatur, der i mindst 2 sekunder holdes på mindst 850 °C.

Hvis der forbrændes farligt affald med et indehold på mere end 1 % halogenerede organiske stoffer udtrykt som chlor, skal temperaturen nå op på mindst 1 100 °C, før kravet i første og andet afsnit er opfyldt.

I affaldsforbrændingsanlæg måles de i første og tredje afsnit anførte temperaturer nær den indre væg i forbrændingskammeret. Den kompetente myndighed kan godkende, at målingerne foretages på et andet repræsentativt punkt i forbrændingskammeret.

3.   Hvert forbrændingskammer i et affaldsforbrændingsanlæg skal være forsynet med mindst en støttebrænder. Denne brænder skal gå i gang automatisk, når forbrændingsgassernes temperatur efter den sidste indblæsning af forbrændingsluft falder til under de temperaturer, der er anført i stk. 2. Den skal også benyttes i antændings- og udbrændingsfasen for at sikre, at disse temperaturer opretholdes på ethvert tidspunkt under disse faser, og så længe der stadig er uforbrændt affald i forbrændingskammeret.

Støttebrænderen må ikke få tilført brændstof, som kan medføre større emissioner end dem, der skyldes fyring med gasolie, jf. definitionen i artikel 2, nr. 2, i Rådets direktiv 1999/32/EF af 26. april 1999 om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer (36), flydende gas eller naturgas.

4.   Affaldsforbrændings- og -medforbrændingsanlæg skal drives med et automatisk system, som forhindrer affaldsindfyringen i følgende situationer:

5.   Al varme, der genereres af affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlæg, udnyttes i den udstrækning det er praktisk muligt.

6.   Klinisk risikoaffald placeres direkte i ovnen, uden at det først blandes med andet affald og uden direkte håndtering.

7.   Medlemsstaterne sikrer, at affaldsforbrændings- og -medforbrændingsanlæg drives og ledes af en fysisk person med de fornødne kvalifikationer.

1.   Den kompetente myndighed kan tillade vilkår, der afviger fra betingelserne i artikel 50, stk. 1, 2 og 3, og, for så vidt angår temperatur, i samme artikels stk. 4, og som er fastsat i godkendelsen for bestemte affaldskategorier eller bestemte termiske processer, forudsat at de øvrige krav i dette kapitel opfyldes. Medlemsstaterne kan fastsætte regler for disse tilladelser.

2.   For affaldsforbrændingsanlæg må ændringer af driftsvilkårene ikke skabe flere restprodukter eller restprodukter med et større indhold af organiske forurenende stoffer end de restprodukter, der kunne forventes under betingelserne i artikel 50, stk. 1, 2 og 3.

3.   Emissioner af samlet organisk kulstof og carbonmonoxid fra affaldsmedforbrændingsanlæg, der har fået tilladelse til at ændre driftsvilkårene som anført i stk. 1, skal også opfylde de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilag VI, del 3.

Inden for pulp- og papirindustrien, skal emissioner af samlet organisk kulstof fra barkkedler, der medforbrænder affald på det sted, hvor det produceres, som var i drift og havde en godkendelse inden den 28. december 2002, og som har tilladelse til ændrede driftsvilkår som anført i stk. 1, også opfylde de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilag VI, del 3.

4.   Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om alle driftsvilkår, der tillades i henhold til stk. 1, 2 og 3, og om resultaterne af den udførte kontrol sammen med de informationer, der skal gives ifølge indberetningskravene i artikel 72.

1.   Affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlæggets driftsleder tager alle de nødvendige forholdsregler i forbindelse med levering og modtagelse af affald for i det videst mulige, praktisk gennemførlige omfang at forebygge eller begrænse forurening af luft, jord, overfladevand og grundvand såvel som andre miljøskader, lugt og støj samt direkte fare for menneskers sundhed.

2.   Driftslederen bestemmer massen af hver affaldstype, jf. om muligt EU's liste over affald som fastsat ved beslutning 2000/532/EF, inden affaldet modtages i affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget.

3.   Inden det farlige affald modtages i affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget, skal driftslederen indsamle foreliggende informationer om affaldet for at kontrollere, om kravene i godkendelsen, jf. artikel 45, stk. 2, overholdes.

Disse informationer skal omfatte:

4.   Inden det farlige affald modtages i affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlægget, skal driftslederen mindst gennemføre følgende procedurer:

De i litra b) omhandlede prøver skal opbevares i mindst en måned efter forbrændingen eller medforbrændingen af det pågældende affald.

5.   Den kompetente myndighed kan indrømme undtagelser fra stk. 2, 3 og 4 for affaldsforbrændings- eller -medforbrændingsanlæg, som er en del af et anlæg, der er omfattet af kapitel II, og kun forbrænder eller medforbrænder affald, som dette anlæg selv producerer.

1.   Restprodukter skal begrænses til det mindst mulige for så vidt angår mængde og skadelighed. Restprodukterne genanvendes, hvor det er hensigtsmæssigt, på selve anlægget eller udenfor.

2.   Transport og midlertidig oplagring af tørre restprodukter i form af støv skal finde sted på en sådan måde, at de ikke spredes i miljøet.

3.   Inden det afgøres, hvordan restprodukterne skal bortskaffes eller genanvendes, skal der foretages passende tests for at bestemme restprodukternes fysiske og kemiske egenskaber og forureningspotentiale. Testene skal vedrøre det samlede indhold af opløselige stoffer og indholdet af opløselige tungmetaller.

1.   Ansøgninger om nye godkendelser af affaldsforbrændings- eller affaldsmedforbrændingsanlæg gøres tilgængelige for offentligheden ét eller flere steder, i et passende tidsrum, således at offentligheden kan fremsætte bemærkninger til ansøgningerne, før den kompetente myndighed træffer afgørelse. Denne afgørelse skal offentliggøres og skal mindst indeholde kopi af godkendelsen og alle senere ændringer.

2.   For affaldsforbrændings- eller affaldsmedforbrændingsanlæg med en nominel kapacitet på to tons eller mere i timen skal den i artikel 72 omhandlede rapport indeholde informationer om, hvordan anlægget fungerer og overvåges, samt gøre rede for, hvordan forbrændings- eller medforbrændingsprocessen drives, og hvor store emissionerne til luft og vand er i forhold til emissionsgrænseværdierne. Disse informationer offentliggøres.

3.   Den kompetente myndighed udarbejder og offentliggør en liste over affaldsforbrændings- og affaldsmedforbrændingsanlæg med en nominel kapacitet på mindre end to tons i timen.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at hvert anlæg overholder ét af følgende:

Medlemsstaterne underretter i overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, Kommissionen om fremskridtene med at opnå den tilsvarende emissionsreduktion som anført i litra b).

2.   Påviser driftslederen over for den kompetente myndighed, at det ikke er teknisk og økonomisk gennemførligt at overholde emissionsgrænseværdien for diffuse emissioner, kan den kompetente myndighed dispensere fra stk. 1, litra a), og tillade, at emissionerne overstiger denne emissionsgrænseværdi, under forudsætning af, at der ikke forventes signifikante risici for menneskers sundhed eller miljøet, og at driftslederen godtgør over for den kompetente myndighed, at den bedste tilgængelige teknik er bragt i anvendelse.

3.   Den kompetente myndighed kan dispensere fra stk. 1 for overfladebehandling, der er omfattet af punkt 8 i tabellen i bilag VII, del 2, og som ikke kan udføres under indesluttede vilkår, og tillade, at anlæggets emissioner ikke opfylder kravene i nævnte stykke, hvis driftslederen godtgør over for den kompetente myndighed, at disse krav er uopfyldelige af tekniske og økonomiske grunde, og at den bedste tilgængelige teknik er bragt i anvendelse.

4.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de i stk. 2 og 3 i denne artikel omhandlede dispensationer efter bestemmelserne i artikel 72, stk. 2.

5.   Emissionerne af enten flygtige organiske forbindelser, som har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H340, H350, H350i, H360D eller H360F, eller halogenerede flygtige organiske forbindelser, som har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H341 eller H351, håndteres så vidt teknisk og økonomisk muligt under indesluttede vilkår for at sikre folkesundheden og miljøet og overstiger ikke de relevante emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilag VII, del 4.

6.   Anlæg, hvor der udføres to eller flere aktiviteter, som hver for sig overskrider tærsklerne i bilag VII, del 2, skal:

7.   Alle egnede forholdsregler skal træffes for at reducere emissionerne af flygtige organiske forbindelser til det mindst mulige under opstart og nedlukning.

1.   En ændring af den maksimale input-masse af organiske opløsningsmidler i et bestående anlæg som gennemsnit over en dag, hvis anlægget drives ved designoutput og hverken er under opstart, nedlukning eller vedligeholdelse af udstyr, anses for at være væsentlig, hvis den fører til en stigning i emissionerne af flygtige organiske forbindelser på mere end:

2.   Hvis et bestående anlæg efter væsentlige ændringer falder ind under dette direktivs anvendelsesområde for første gang, betragtes den del af anlægget, der ændres væsentligt, som et nyt anlæg, medmindre de samlede emissioner fra hele anlægget ikke overskrider dem, der ville forekomme, hvis den væsentligt ændrede del blev betragtet som et nyt anlæg, i hvilket tilfælde det betragtes som et bestående anlæg.

3.   Når der foretages en væsentlig ændring, kontrollerer den kompetente myndighed, at anlægget opfylder kravene i dette direktiv.

1.   Den kompetente myndigheds afgørelse, der i det mindste skal omfatte en genpart af godkendelsen og eventuelle senere ajourføringer af denne, stilles til rådighed for offentligheden.

De almindelige bindende forskrifter for anlæg og listen over anlæg, der kræver godkendelse og registrering, stilles til rådighed for offentligheden.

2.   De resultater af emissionsovervågningen efter artikel 60, som den kompetente myndighed ligger inde med, stilles til rådighed for offentligheden.

3.   Stk. 1 og 2 i denne artikel finder anvendelse med de samme indskrænkninger som dem, der er fastsat i artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2003/4/EF.

1.   Emission af syreblærer fra anlæg skal forebygges.

2.   Emissioner fra anlæg til luft må ikke overstige emissionsgrænseværdierne i bilag VIII, del 2.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at emissionerne til vand overvåges, således at den kompetente myndighed kan kontrollere overholdelsen af godkendelsesvilkårene og artikel 68.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at emissionerne til luft overvåges, således at den kompetente myndighed kan kontrollere overholdelsen af godkendelsesvilkårene og artikel 69. Denne overvågning omfatter som et minimum overvågning af emissionerne som anført i bilag VIII, del 3.

3.   Overvågningen udføres efter CEN's standarder, hvis de foreligger, og ellers efter ISO-standarder eller nationale eller andre internationale standarder, som sikrer, at der fremskaffes informationer af tilsvarende videnskabelig kvalitet.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at Kommissionen forsynes med informationer om gennemførelsen af dette direktiv, om repræsentative data vedrørende emissioner og andre former for forurening, om emissionsgrænseværdier, om anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik i overensstemmelse med artikel 14 og 15, navnlig om udstedelsen af dispensationer i henhold til artikel 15, stk.4, samt om fremskridt med hensyn til udvikling og anvendelse af nye teknikker i overensstemmelse med artikel 27. Medlemsstaterne stiller informationerne til rådighed elektronisk.

2.   Det fastsættes efter forskriftsproceduren i artikel 75, stk. 2, hvilke typer af informationer der skal stilles til rådighed i medfør af stk. 1, og i hvilken form og med hvilke tidsintervaller det skal ske. Heri indgår også fastlæggelse af de specifikke aktiviteter og forurenende stoffer, for hvilke de i stk. 1 nævnte data skal stilles til rådighed.

3.   For alle de fyringsanlæg, der er omfattet af kapitel III i dette direktiv udarbejder medlemsstaterne fra 1. januar 2016 en årlig opgørelse over svovldioxid-, nitrogenoxid- og støvemissioner samt energieffekt.

På grundlag af reglerne om sammenlægning af udledninger i artikel 29 indhenter den kompetente myndighed for hvert fyringsanlæg følgende data:

De årlige data for hvert anlæg, der indgår i disse opgørelser, stilles på opfordring til rådighed for Kommissionen.

Et resumé af opgørelserne stilles til rådighed for Kommissionen hvert tredje år inden tolv måneder efter udløbet af den pågældende treårige periode. Dette resumé viser særskilt data for fyringsanlæg, der indgår i raffinaderier.

Kommissionen stiller i overensstemmelse med direktiv 2003/4/EF en oversigt over sammenligningen mellem og evalueringen af disse opgørelser til rådighed for medlemsstaterne og offentligheden inden for 24 måneder efter udløbet af den pågældende treårige periode.

4.   Medlemsstaterne indberetter fra den 1. januar 2016 årligt følgende data til Kommissionen:

1.   Senest den 7. januar 2016 og derefter hvert tredje år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om revision af gennemførelsen af dette direktiv på grundlag af de i artikel 72 omhandlede informationer.

Denne rapport skal omfatte en vurdering af behovet for EU-foranstaltninger i form af fastsættelse eller ajourføring af mindstekrav gældende for hele Unionen for emissionsgrænseværdier og for regler om overvågning og overholdelse for så vidt angår aktiviteter inden for anvendelsesområdet for de i den foregående treårige periode vedtagne BAT-konklusioner, på grundlag af følgende kriterier:

Denne vurdering skal tage hensyn til udtalelsen fra det i artikel 13, stk. 4, omhandlede forum.

Kapitel III i og bilag V til dette direktiv anses for at indeholde mindstekravene på EU-plan, for så vidt angår store fyringsanlæg.

Rapporten ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag. Såfremt der i den i andet afsnit nævnte vurdering konstateres et sådant behov, skal det lovgivningsmæssige forslag omfatte bestemmelser for fastsættelse eller ajourføring af EU-dækkende mindstekrav for emissionsgrænseværdier og for regler om overvågning og overholdelse for så vidt angår de pågældende aktiviteter.

2.   Kommissionen undersøger inden den 31. december 2012, om der er behov for at kontrollere emissioner fra:

Kommissionen aflægger rapport om resultaterne af denne undersøgelse til Europa-Parlamentet og til Rådet ledsaget af et forslag til retsakt, hvor det er relevant.

3.   Kommissionen forelægger senest den 31. december 2011 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om fastsættelsen i bilag I af:

Kommissionen aflægger rapport om resultaterne af denne undersøgelse til Europa-Parlamentet og til Rådet ledsaget af et forslag til retsakt, hvor det er relevant.

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

1.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 48, stk. 5, og artikel 74 i en periode på fem år fra den 6. januar 2011. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af den femårige periode. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 77.

2.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter med forbehold af betingelserne i artikel 77 og 78.

1.   Den i artikel 48, stk. 5, og artikel 74 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om en delegation af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, og angiver samtidig, hvilke delegerede beføjelser der kunne være genstand for tilbagekaldelse, samt den mulige begrundelse herfor.

3.   Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der præciseres i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

1.   Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af den i stk. 1 nævnte frist gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden fristens udløb, hvis Europa-Parlamentet og Rådet begge har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse.

3.   Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den i stk. 1 nævnte frist, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 2, artikel 3, nr. 8, nr. 11-15, nr. 18-23, nr. 26-30, nr. 34-38 og nr. 41, artikel 4, stk. 2 og 3, artikel 7, artikel 8 og 10, artikel 11, litra e) og h), artikel 12, stk. 1, litra e) og h), artikel 13, stk. 7, artikel 14, stk. 1, litra c), nr. ii), artikel 14, stk. 1, litra d), e), f) og h), artikel 14, stk. 2-7, artikel 15, stk. 2-5, artikel 16, 17 og 19, artikel 21, stk. 2-5, artikel 22, 23, 24, 27, 28 og 29, artikel 30, stk. 1, 2, 3, 4, 7 og 8, artikel 31, 32, 33, 34, 35, 36, 38 og 39, artikel 40, stk. 2 og 3, artikel 42 og 43, artikel 45, stk. 1, artikel 58, artikel 59, stk. 5, artikel 63, artikel 65, stk. 3, artikel 69, 70, artikel 71, 72 og 79 og første afsnit og punkt 1.1, 1.4, punkt 2.5, litra b), punkt 3.1, 4 og 5, punkt 6.1, litra c), punkt 6.4, litra b), punkt 6.10 og 6.11 i bilag I, bilag II, punkt 12 i bilag III, bilag V, litra b) i del 1, punkt 2.2, 2.4, 3.1 og 3.2 i del 4, punkt 2.5 og 2.6 i del 6 og punkt 1.1, litra d), i del 8 i bilag VI, punkt 2 i del 4, punkt 1 i del 5, punkt 3 i del 7 i bilag VII, punkt 1 og punkt 2, litra c), i del 1, punkt 2 og 3 i del 2 og del 3 i bilag VIII senest den 7. januar 2013.

De anvender disse love og bestemmelser fra den samme dag.

De skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

1.   Direktiv 78/176/EØF, 82/883/EØF, 92/112/EØF, 1999/13/EF, 2000/76/EF og 2008/1/EF, som ændret ved de retsakter, der er anført i bilag IX, del A, ophæves med virkning fra den 7. januar 2014, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gennemførelse i national ret og anvendelse af de direktiver, der er anført i bilag IX, del B.

2.   Direktiv 2001/80/EF som ændret ved de direktiver, der er nævnt i bilag IX, del A, ophæves med virkning fra den 1. januar 2016, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne, der er anført i bilag IX, del B.

3.   Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag X.

1.   For så vidt angår de anlæg, der udfører aktiviteter omhandlet i bilag I, punkt 1.1 for aktiviteter med en samlet nominel indfyret termisk effekt på over 50 MW, punkt 1.2 og 1.3, 1.4, litra a), punkt 2.1 til 2.6, punkt 3.1 til 3.5, punkt 4.1 til 4.6 for aktiviteter vedrørende fremstilling ved kemisk forarbejdning, punkt 5.1 og 5.2 for aktiviteter omfattet af direktiv 2008/1/EF, punkt 5.3, litra a), nr. i) og ii), punkt 5.4, punkt 6.1, litra a) og b), punkt 6.2 og 6.3, punkt 6.4, litra a), punkt 6.4, litra b) for aktiviteter omfattet af direktiv 2008/1/EF, punkt 6.4, litra c), og punkt 6.5 til 6.9, som er i drift og i besiddelse af en godkendelse inden den 7. januar 2013, eller hvis driftsledere har indgivet en fuldstændig ansøgning om godkendelse inden denne dato, forudsat at disse anlæg er sat i drift senest den 7. januar 2014, anvender medlemsstaterne de love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 80, stk. 1, fra den 7. januar 2014 med undtagelse af kapitel III og IV og bilag V og VI.

2.   For så vidt angår de anlæg, der udfører aktiviteter omhandlet i bilag I, punkt 1.1 for aktiviteter med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 50 MW, punkt 1.4, litra b), punkt 4.1 til 4.6 for aktiviteter vedrørende fremstilling ved biologisk forarbejdning, punkt 5.1 og 5.2 for aktiviteter ikke omfattet af direktiv 2008/1/EF, punkt 5.3, litra a), nr. iii) til v), punkt 5.3, litra b), punkt 5.5 og 5.6, punkt 6.1, litra c), punkt 6.4, litra b) for aktiviteter ikke omfattet af direktiv 2008/1/EF, og punkt 6.10 og 6.11, som er i drift inden den 7. januar 2013, anvender medlemsstaterne de love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af nærværende direktiv, fra den 7. juli 2015 med undtagelse af kapitel III og IV og bilag V og VI.

3.   For så vidt angår fyringsanlæg som omhandlet i artikel 30, stk. 2, anvender medlemsstaterne fra den 1. januar 2016 de love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 80, stk. 1, for at efterkomme kapitel III og bilag V.

4.   For så vidt angår fyringsanlæg som omhandlet i artikel 30, stk. 3, anvender medlemsstaterne ikke længere direktiv 2001/80/EF fra den 7. januar 2013.

5.   For så vidt angår fyringsanlæg, der medforbrænder affald, finder bilag VI, del 4, punkt 3.1, anvendelse, indtil:

6.   Bilag VI, del 4, punkt 3.2, finder anvendelse i forbindelse med fyringsanlæg, der medforbrænder affald, fra:

7.   Artikel 58 finder anvendelse fra den 1. juni 2015. Indtil denne dato skal stoffer eller blandinger, som på grund af deres indhold af flygtige organiske forbindelser klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske efter forordning (EF) nr. 1272/2008 har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H340, H350, H350i, H360D eller H360F eller risikosætningerne R45, R46, R49, R60 eller R61, så vidt muligt snarest erstattes af mindre skadelige stoffer eller blandinger.

8.   Artikel 59, stk. 5, finder anvendelse fra den 1. juni 2015. Indtil denne dato skal emissioner af enten flygtige organiske forbindelser, som har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H340, H350, H350i, H360D eller H360F eller risikosætningerne R45, R46, R49, R60 eller R61, eller halogenerede flygtige organiske forbindelser, som har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H341 eller H351 eller risikosætningerne R40 eller R68, af hensyn til folkesundheden og miljøet håndteres under indesluttede vilkår, så vidt det er teknisk og økonomisk muligt, og de må ikke overstige de relevante emissionsgrænseværdier, der er fastsat i bilag VII, del 4.

9.   Punkt 2 i bilag VII, del 4, finder anvendelse fra den 1. juni 2015. Indtil denne dato gælder der for emission af halogenerede flygtige organiske forbindelser, der har fået tildelt eller bør tildeles faresætningerne H341 eller H351 eller risikosætningerne R40 eller R68, dvs. emission, hvor massestrømmen af summen af forbindelser, der giver anledning til faresætningerne H341 eller H351 eller mærkning med R40 eller R68, er lig med eller højere end 100 g/time, en emissionsgrænseværdi på 20 mg/Nm3. Emissionsgrænseværdien refererer til massesummen af de enkelte forbindelser.