20.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 72/1


RÅDETS DIREKTIV 2010/23/EU

af 16. marts 2010

om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår en fakultativ og midlertidig anvendelse af ordningen for omvendt betalingspligt ved levering af bestemte tjenesteydelser, som kan være udsat for svig

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 2006/112/EF (3) fastsætter, at momsen påhviler den afgiftspligtige person, som foretager transaktioner, der involverer en afgiftspligtig levering af varer eller tjenesteydelser. I forbindelse med grænseoverskridende transaktioner og for bestemte indenlandske sektorer, der er forbundet med høj risiko, såsom bygge- og anlægssektoren eller affaldssektoren, påtænkes det imidlertid at overføre momspligten til den person, der modtager leveringen.

(2)

Da momssvig er meget alvorligt, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende en ordning midlertidigt, hvorved momspligten overføres til den person, hvortil kvoter til udledning af drivhusgasser, som defineret i artikel 3 i direktiv 2003/87/EF (4), og andre enheder, som kan benyttes med henblik på overholdelse af nævnte direktiv, overdrages.

(3)

Indførelsen af en sådan ordning, der er målrettet mod disse tjenesteydelser, som ud fra de seneste erfaringer er særligt udsatte for svig, men ikke anvendes generelt, bør ikke have en negativ indvirkning på de grundlæggende principper i momsordningen, såsom betaling i flere led.

(4)

Medlemsstaterne bør forelægge en evalueringsrapport om anvendelsen af ordningen for at gøre det muligt at foretage en vurdering af ordningens effektivitet.

(5)

For at der kan foretages en gennemskuelig vurdering af ordningens virkning på svigagtig adfærd, bør medlemsstaternes evalueringsrapporter baseres på forud fastsatte kriterier, som medlemsstaterne fastlægger. Sådanne evalueringer bør indeholde en klar vurdering af omfanget af svig før og efter anvendelsen af ordningen og af efterfølgende ændringer i tendenserne for svigagtig adfærd, herunder ved levering af andre tjenesteydelser. Rapporten bør også evaluere overholdelsesomkostningerne for de afgiftspligtige personer.

(6)

Enhver medlemsstat, der har konstateret en ændring i tendenserne for svigagtig adfærd på dens område i forbindelse med de tjenesteydelser, der er omhandlet i dette direktiv, bør indgive en rapport herom.

(7)

For at give alle medlemsstaterne mulighed for at anvende en sådan ordning er det nødvendigt at foretage en specifik ændring af direktiv 2006/112/EF.

(8)

Målet for dette direktiv, nemlig at sætte ind over for momssvig ved hjælp af en midlertidig foranstaltning, som afviger fra de eksisterende EU-regler, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(9)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2006/112/EF indsættes følgende artikel:

»Artikel 199a

1.   Medlemsstaterne kan indtil den 30. juni 2015 og for en periode på mindst to år fastsætte, at den afgiftspligtige person er modtageren i følgende transaktioner:

a)

overdragelse af kvoter til udledning af drivhusgasser som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (5), som kan overdrages i henhold til artikel 12 i nævnte direktiv

b)

overdragelse af andre enheder, som driftsledere kan benytte med henblik på overholdelse af nævnte direktiv.

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om anvendelsen af den i stk. 1 omhandlede ordning i forbindelse med indførelsen af ordningen og forsyner Kommissionen med følgende oplysninger:

a)

en angivelse af anvendelsesområdet for den foranstaltning, der gennemfører ordningen, og en udførlig beskrivelse af de ledsagende foranstaltninger, herunder enhver indberetningsforpligtelse for afgiftspligtige personer og enhver kontrolforanstaltning

b)

evalueringskriterier, der gør det muligt at sammenligne svigagtig adfærd i forbindelse med de tjenesteydelser, der er anført i stk. 1, før og efter anvendelsen af ordningen, svigagtig adfærd i forbindelse med andre tjenesteydelser før og efter anvendelsen af ordningen samt enhver stigning i andre typer af svigagtig adfærd før og efter anvendelsen af ordningen

c)

begyndelsestidspunktet og den periode, som den foranstaltning, der gennemfører ordningen, skal gælde for.

3.   De medlemsstater, der anvender den i stk. 1 omhandlede ordning, indgiver på grundlag af evalueringskriterierne i stk. 2, litra b), en rapport til Kommissionen senest den 30. juni 2014. Rapporten skal klart angive, hvilke oplysninger der skal behandles fortroligt, og hvilke oplysninger der kan offentliggøres.

Rapporten skal indeholde en udførlig vurdering af den samlede virkning og effektivitet af foranstaltningen, navnlig for så vidt angår:

a)

indvirkningen på svigagtig adfærd i forbindelse med levering af de tjenesteydelser, der er omfattet af foranstaltningen

b)

en eventuel ændring af den svigagtige adfærd til at omfatte varer eller andre tjenesteydelser

c)

overholdelsesomkostningerne for de afgiftspligtige personer som følge af foranstaltningen.

4.   Enhver medlemsstat, der efter denne artikels ikrafttræden har konstateret en ændring i tendenserne for svigagtig adfærd på deres område i forbindelse med de i stk. 1 anførte tjenesteydelser, skal indgive en rapport herom til Kommissionen senest den 30. juni 2014.

Artikel 2

De medlemsstater, der vælger at anvende den i artikel 199a, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF omhandlede ordning, underretter Kommissionen om bestemmelserne i den foranstaltning, der gennemfører ordningen, når ordningen begynder.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Direktivet anvendes indtil den 30. juni 2015.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Artikel 6

Dette direktiv offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2010.

På Rådets vegne

E. SALGADO

Formand


(1)  Udtalelse af 10.2.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 21.1.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).

(5)  EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32