23.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 279/33


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 22. oktober 2010

om ændring af beslutning 93/152/EØF om kriterier for vacciner til brug mod Newcastle disease i forbindelse med rutinevaccinationsprogrammer

(meddelt under nummer K(2010) 7109)

(EØS-relevant tekst)

(2010/633/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2009/158/EF af 30. november 2009 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen inden for Fællesskabet med fjerkræ og rugeæg samt for indførsel heraf fra tredjelande (1), særlig bilag III, punkt 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 93/152/EØF (2) er der fastsat visse regler vedrørende vacciner til brug mod Newcastle disease i forbindelse med rutinevaccinationsprogrammer.

(2)

I beslutningen er det navnlig fastsat, hvilke kriterier der skal opfyldes for det intracerebrale patogenicitetsindeks (ICPI) med hensyn til den Newcastle disease-virusstamme, der anvendes i levende, svækkede og inaktiverede vacciner mod denne sygdom.

(3)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler (3) er der fastsat visse krav til immunologiske lægemidler, herunder krav til sikkerhedsundersøgelser.

(4)

På baggrund af den tekniske udvikling inden for fremstilling af vacciner, navnlig med hensyn til inaktiveringsteknikker og kravene i direktiv 2001/82/EF og i den europæiske farmakopé, bør den særlige betingelse for det intercerebrale patogenicitetsindeks (ICPI) med hensyn til den Newcastle disease-virusstamme, der anvendes i inaktiverede vacciner, som i øjeblikket er fastsat i artikel 1, litra b), i beslutning 93/152/EØF, udgå.

(5)

Beslutning 93/152/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Der bør fastsættes en anvendelsesdato for denne afgørelse for at bringe den i overensstemmelse med anvendelsesdatoen for Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (4) som ændret ved forordning (EU) nr. 955/2010 (5), i hvilken der indføres tilsvarende ændringer for kriterier for inaktiverede vacciner mod Newcastle disease, der bruges i tredjelande —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 1, litra b), i beslutning 93/152/EØF udgår.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes fra den 1. december 2010.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. oktober 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 74.

(2)  EFT L 59 af 12.3.1993, s. 35.

(3)  EFT L 311 af 28.11.2001, s. 1.

(4)  EUT L 226 af 23.8.2008, s. 1.

(5)  Se side 3 i denne EUT.