19.6.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 154/27


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

af 16. juni 2010

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning

(2010/340/EU)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (1), særlig punkt 28,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2), særlig artikel 8, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende i betragtninger:

(1)

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til afskedigede arbejdstagere, som er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

(2)

Anvendelsesområdet for Globaliseringsfonden blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009, så det kom til at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise.

(3)

Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende fonden inden for et årligt loft på 500 mio. EUR.

(4)

I henhold til forordning (EF) nr. 1927/2006 kan 0,35 % af det årlige maksimale beløb hvert år stilles til rådighed til teknisk bistand på Kommissionens initiativ. Kommissionen foreslår derfor, at der ydes en støtte på 1 110 000 EUR.

(5)

Globaliseringsfonden bør følgelig anvendes til at yde teknisk bistand på Kommissionens initiativ —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I forbindelse med Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010 stilles der fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen et beløb på 1 110 000 EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger til rådighed.

Artikel 2

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Strasbourg, den 16. juni 2010.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

D. LÓPEZ GARRIDO

Formand


(1)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(2)  EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.