9.6.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 141/10 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 8. juni 2010
om ophævelse af beslutning 2006/601/EF om beredskabsforanstaltninger vedrørende den ikke tilladte genetisk modificerede organisme »LL RICE 601« i risprodukter og om stikprøvetagning for at kontrollere, at denne organisme ikke forekommer i risprodukter
(meddelt under nummer K(2010) 3527)
(EØS-relevant tekst)
(2010/315/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 53, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til beslutning 2006/601/EF (2) må sendinger af risprodukter med oprindelse i USA, som sandsynligvis er blandet, kun markedsføres, hvis de ledsages af visse dokumenter, der godtgør, at de pågældende produkter ikke indeholder den genetisk modificerede organisme »LL RICE 601«. I beslutningen er desuden fastsat visse andre kontrolforanstaltninger. |
(2) |
USA's landbrugsministerium (USDA) har offentliggjort resultaterne af sin undersøgelse af især forekomsten af »LL RICE 601« i amerikansk ris, der fås i handelen. Mens det ikke nøjagtigt har kunnet fastslås, hvordan blandingen har fundet sted, viste resultaterne, at der kun var et begrænset antal kilder til blanding med »LL RICE 601«. |
(3) |
Endvidere vedtog US Rice Federation (den amerikanske sammenslutning af risproducenter) en plan for fjernelse af »LL RICE 601« fra de ris, der eksporteres fra USA. Planen omfattede test af frøene inden udplantning samt dokumentarisk og analytisk kontrol på de steder, hvortil høsten leveres. |
(4) |
Efter den seneste ændring af Kommissionens beslutning 2006/601/EF ved beslutning 2008/162/EF (3) var resultaterne af de test af frøene fra de fem risdyrkende stater Arkansas, Mississippi, Louisiana, Texas og Missouri, som blev foretaget som led i denne plan i 2008, alle negative for forekomst af »LL RICE 601«. |
(5) |
Resultaterne og konklusionerne af Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets rapport fra 2008 om evaluering af kontrolaktiviteterne i USA i forbindelse med beredskabsforanstaltninger vedrørende riseksporten til EU [United States 2008-7857] viser, at der findes et acceptabelt system for så vidt angår foranstaltningerne i beslutning 2006/601/EF. |
(6) |
Test foretaget af US Rice Federation af de høstede afgrøder af ris i 2009, også kaldet grøn ris, påviste ingen partier med indhold af »LL Rice 601«. Den amerikanske industri anførte endvidere, at den også vil anvende planen på 2010-høsten og gennemføre test forud for eksport samt udarbejde certifikater, selv om foranstaltningen ophæves, hvis markedsinteresser nødvendiggør fortsatte foranstaltninger. |
(7) |
De forhold, der lå til grund for beslutning 2006/601/EF, er således ikke længere til stede. Nævnte beslutning bør derfor ophæves. |
(8) |
Medlemsstaterne bør imidlertid opretholde et passende niveau for prøvetagning og fortsat overvåge, at der på markedet ikke findes risprodukter iblandet »L RICE 601«. Resultaterne af overvågningen indberettes hurtigt via RASFF til Kommissionen, som vil evaluere, om yderligere foranstaltninger er påkrævet. |
(9) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Beslutning 2006/601/EF ophæves.
Artikel 2
Medlemsstaterne sikrer et passende niveau for stikprøvetagning for at kontrollere, at der på markedet ikke findes risprodukter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret »LL RICE 601«, jf. forordning (EF) nr. 178/2002.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juni 2010.
På Kommissionens vegne
John DALLI
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.
(2) EUT L 244 af 7.9.2006, s. 27.
(3) EUT L 52 af 27.2.2008, s. 25.