17.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 67/6


RÅDETS AFGØRELSE 2010/156/FUSP

af 16. marts 2010

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 17. oktober 2005 vedtog Rådet fælles aktion 2005/724/FUSP (1) om udnævnelse af Erwan FOUÉRÉ til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

(2)

Den 15. september 2009 vedtog Rådet fælles aktion 2009/706/FUSP (2) om forlængelse af EUSR's mandat indtil den 31. marts 2010.

(3)

EUSR's mandat bør forlænges indtil den 31. august 2010. EUSR's mandat kan dog afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter henstilling fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Erwan FOUÉRÉ som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien forlænges til den 31. august 2010. EUSR's mandat kan afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter henstilling fra HR efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Artikel 2

Politikmål

EUSR's mandat baseres på Den Europæiske Unions politikmål i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som vil være at bidrage til at befæste den fredelige politiske proces og den fulde gennemførelse af Ohridrammeaftalen og således fremme yderligere fremskridt i retning af europæisk integration gennem stabiliserings- og associeringsprocessen.

EUSR skal støtte HR i dennes arbejde i regionen.

Artikel 3

Mandat

For at nå dette politikmål har EUSR mandat til:

a)

at holde nær kontakt med regeringen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og med parterne i den politiske proces

b)

at tilbyde Unionens råd og mægling i den politiske proces

c)

at sikre koordinering af det internationale samfunds bestræbelser på at bidrage til gennemførelsen og holdbarheden af bestemmelserne i rammeaftalen af 13. august 2001, som fastsat i aftalen og bilagene hertil

d)

at følge sikkerhedsmæssige og etniske spørgsmål mellem parterne nøje og aflægge rapport herom og etablere kontakt med alle relevante organer i den forbindelse

e)

at bidrage til udviklingen og konsolideringen af respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i overensstemmelse med EU's menneskerettighedspolitik og EU's retningslinjer om menneskerettigheder.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal opretholde privilegerede forbindelser med EUSR og være EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden 1. april 2010 til 31. august 2010 udgør 340 000 EUR.

2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 1. april 2010. Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. Den særlige repræsentant står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Udpegelse og sammensætning af medarbejderstaben

1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at udpege sin medarbejderstab. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om sin medarbejderstabs sammensætning.

2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til medarbejdere, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå den særlige repræsentant, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres til den særlige repræsentant. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for den særlige repræsentant og dennes medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og uhindret afvikle deres mission, aftales om nødvendigt med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Klassificerede EU-oplysningers sikkerhed

EUSR og dennes medarbejdere overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (3), navnlig ved behandlingen af EU-klassificerede oplysninger.

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder EU-delegationerne og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhed

Den særlige repræsentant skal i overensstemmelse med EU's sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under hans direkte myndighed, navnlig ved:

a)

at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Generalsekretariatet for Rådet, der bl.a. omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

b)

at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

c)

at sørge for, at alle medarbejdere, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som Generalsekretariatet for Rådet har opstillet for missionsområdet

d)

at sørge for, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

Den særlige repræsentant aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra HR eller PSC aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender.

Artikel 12

Koordinering

1.   Den særlige repræsentant fremmer Unionens overordnede politiske koordinering. Han hjælper med til at sikre, at alle EU-instrumenter i felten sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politiske mål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de aktiviteter, der udføres af andre særlige repræsentanter, som er aktive i regionen. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og EU-delegationerne.

2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for EU-delegationerne og medlemsstaternes missionschefer. De skal gøre deres bedste for at bistå den særlige repræsentant i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

Artikel 13

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen skal løbende tages op til revision. EUSR forelægger ved mandatets afslutning en omfattende rapport om gennemførelsen af mandatet for HR, Rådet og Kommissionen.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 15

Offentliggørelse

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2010.

På Rådets vegne

E. SALGADO

Formand


(1)  EUT L 272 af 18.10.2005, s. 26.

(2)  EUT L 244 af 16.9.2009, s. 25.

(3)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.