EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 810/2009

af 13. juli 2009

om en fællesskabskodeks for visa

(visumkodeks)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 2), litra a), og litra b), nr. ii),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

AFSNIT I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Mål og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning fastsættes procedurer og betingelser for udstedelse af visa til transit gennem eller forventede ophold på medlemsstaternes område i højst tre måneder inden for en seks måneders periode.

2.   Bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere, der skal have et visum, når de passerer medlemsstaternes ydre grænser, jf. Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (17), uden at dette berører:

3.   Ved denne forordning fastlægges endvidere de tredjelande, hvis statsborgere skal have lufthavnstransitvisum som en undtagelse fra princippet om fri transit som fastsat i bilag 9 til Chicagokonventionen angående international civil luftfart, og der fastsættes procedurer og betingelser for udstedelse af visa i forbindelse med transit gennem de internationale transitområder i medlemsstaternes lufthavne.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

AFSNIT II

LUFTHAVNSTRANSITVISUM

Artikel 3

Tredjelandsstatsborgere, der skal have et lufthavnstransitvisum

1.   Det kræves af statsborgere i de tredjelande, der er opført på listen i bilag IV, at de har et lufthavnstransitvisum, når de passerer gennem internationale transitområder i lufthavne, der er beliggende på medlemsstaternes område.

2.   Er der tale om hastende tilfælde med massetilstrømning af ulovlige indvandrere, kan de enkelte medlemsstater kræve, at andre tredjelandsstatsborgere end de i stk. 1 omhandlede har et lufthavnstransitvisum, når de passerer gennem internationale transitområder i lufthavne, der er beliggende på deres område. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om sådanne afgørelser, inden de træder i kraft, og om bortfald af et sådant krav om lufthavnstransitvisum.

3.   I det udvalg, der er nævnt i artikel 52, stk. 1, foretages der en årlig gennemgang af meddelelserne med henblik på overførsel af det pågældende land til listen i bilag IV.

4.   Overføres tredjelandet ikke til listen i bilag IV, kan den pågældende medlemsstat opretholde kravet om lufthavnstransitvisum, forudsat at betingelserne i stk. 2 er opfyldt, eller frafalde det.

5.   Følgende kategorier af personer er fritaget for kravet om at have det i stk. 1 og 2 omhandlede lufthavnstransitvisum:

AFSNIT III

PROCEDURER OG BETINGELSER FOR UDSTEDELSE AF VISA

KAPITEL I

Myndigheder, der deltager i procedurerne i forbindelse med ansøgninger

Artikel 4

Myndigheder, der er kompetente til at deltage i procedurerne i forbindelse med ansøgninger

1.   Konsulaterne behandler og træffer beslutning om ansøgninger.

2.   Uanset stk. 1 kan de myndigheder, der er ansvarlige for personkontrol i henhold til artikel 35 og 36, behandle og træffe beslutning om ansøgninger ved medlemsstaternes ydre grænser.

3.   I medlemsstaternes ikke-europæiske oversøiske territorier kan de myndigheder, der er udnævnt af den pågældende medlemsstat, behandle og træffe beslutning om ansøgninger.

4.   En medlemsstat kan kræve, at andre myndigheder end dem, der er omhandlet i stk. 1 og 2, inddrages i behandlingen af og træffer beslutning om ansøgninger.

5.   En medlemsstat kan kræve at blive hørt eller underrettet af en anden medlemsstat efter artikel 22 og 31.

Artikel 5

Medlemsstat med kompetence til at behandle og træffe beslutning om en ansøgning

1.   Følgende medlemsstat har kompetence til at behandle og træffe beslutning om en ansøgning om et ensartet visum:

2.   Følgende medlemsstat har kompetence til at behandle og træffe beslutning om en ansøgning om et ensartet visum med henblik på transit:

3.   Følgende medlemsstat har kompetence til at behandle og træffe beslutning om en ansøgning om et lufthavnstransitvisum:

4.   Medlemsstaterne samarbejder om at forhindre, at der hverken kan ske behandling af eller træffes beslutning om en ansøgning, fordi den medlemsstat, der har kompetence i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3, ikke er til stede eller repræsenteret i det tredjeland, hvor ansøgeren indgiver ansøgningen i overensstemmelse med artikel 6.

Artikel 6

Konsulær territorial kompetence

1.   Konsulatet for den kompetente medlemsstat, under hvis jurisdiktion ansøgeren har sin lovlige bopæl, behandler og træffer beslutning om en ansøgning.

2.   En kompetent medlemsstats konsulat behandler og træffer beslutning om en ansøgning indgivet af en tredjelandsstatsborger, der har lovligt ophold, men ikke lovlig bopæl, under dets jurisdiktion, hvis ansøgeren har begrundet, hvorfor ansøgningen indgives på dette konsulat.

Artikel 7

Kompetence til at udstede visa til tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område

Tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område, og som skal være i besiddelse af visum for at indrejse på en eller flere andre medlemsstaters område, indgiver visumansøgning på konsulatet for den medlemsstat, der har kompetence i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1 eller 2.

Artikel 8

Repræsentationsordninger

1.   En medlemsstat kan indgå aftale om at repræsentere en anden medlemsstat, der i overensstemmelse med artikel 5 har kompetence til at behandle ansøgninger og udstede visa på denne medlemsstats vegne. En medlemsstat kan også repræsentere en anden medlemsstat i begrænset omfang udelukkende i forbindelse med indsamling af ansøgninger og registrering af biometriske identifikatorer.

2.   Når den repræsenterende medlemsstats konsulat overvejer at give afslag på visum, forelægger det ansøgningen for den repræsenterede medlemsstats relevante myndigheder, så de kan træffe den endelige beslutning om ansøgningen inden for de frister, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, 2 eller 3.

3.   Indsamlingen og fremsendelsen af dossierer og oplysninger til den repræsenterede medlemsstat sker under overholdelse af de relevante databeskyttelses- og sikkerhedsregler.

4.   Der etableres en bilateral ordning mellem den repræsenterende og den repræsenterede medlemsstat, som skal indeholde følgende elementer:

5.   Medlemsstater, der ikke har eget konsulat i et tredjeland, bestræber sig for at indgå repræsentationsordninger med medlemsstater, der har konsulater i det pågældende land.

6.   For at sikre, at en dårlig transportinfrastruktur eller store afstande i en bestemt region eller et bestemt geografisk område ikke indebærer, at ansøgere skal gøre en uforholdsmæssig stor indsats for at få adgang til et konsulat, bestræber medlemsstater, der ikke har deres eget konsulat i denne region eller dette område, sig på at indgå repræsentationsordninger med medlemsstater, der har konsulat i denne region eller dette område.

7.   Den repræsenterede medlemsstat informerer Kommissionen om repræsentationsordningerne eller ophør af sådanne ordninger, inden de træder i kraft eller bringes til ophør.

8.   Samtidig informerer den repræsenterende medlemsstats konsulat både de andre medlemsstaters konsulater og Kommissionens delegation i den pågældende jurisdiktion om repræsentationsordninger eller ophør af sådanne, inden de træder i kraft eller bringes til ophør.

9.   Beslutter den repræsenterende medlemsstats konsulat at samarbejde med en ekstern tjenesteyder i overensstemmelse med artikel 43 eller med akkrediterede kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, jf. artikel 45, omfatter et sådant samarbejde ansøgninger, der er undergivet repræsentationsordninger. Den repræsenterede medlemsstats centrale myndigheder underrettes på forhånd om de nærmere enkeltheder i dette samarbejde.

KAPITEL II

Ansøgning

Artikel 9

Praktiske retningslinjer for indgivelse af en ansøgning

1.   Ansøgninger indgives højst tre måneder inden starten på det forventede ophold. Indehavere af et visum til flere indrejser kan indgive ansøgningen inden udløbet af visummet, der er gyldigt i en periode på mindst seks måneder.

2.   Det kan kræves af ansøgerne, at de bestiller tid til indgivelse af en ansøgning. Mødet skal som hovedregel finde sted inden for en frist på to uger fra den dato, hvor der blev anmodet om mødet.

3.   I begrundede hastetilfælde kan konsulatet give ansøgere lov til at indgive deres ansøgning enten uden tidsbestilling, eller også skal der straks aftales en tid.

4.   Ansøgninger kan indgives på konsulatet af ansøgeren eller akkrediterede kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, som fastsat i artikel 45, stk. 1, jf. dog artikel 13, eller i overensstemmelse med artikel 42 eller 43.

Artikel 10

Generelle regler for indgivelse af en ansøgning

1.   Med forbehold af bestemmelserne i artikel 13, 42, 43 og 45 skal ansøgere møde personligt op, når de indgiver en ansøgning.

2.   Konsulaterne kan fravige kravet i stk. 1 i forbindelse med ansøgere, som de kender for deres integritet og pålidelighed.

3.   Ved indgivelse af ansøgningen foretager ansøgeren følgende:

Artikel 11

Ansøgningsskema

1.   Hver enkelt ansøger forelægger et udfyldt og underskrevet ansøgningsskema, jf. bilag I. Personer, der er indskrevet i ansøgerens rejsedokument, forelægger et særskilt ansøgningsskema. Mindreårige forelægger et ansøgningsskema underskrevet af en person, der udøver den endelige eller midlertidige forældremyndighed eller juridisk værgemål.

2.   Konsulaterne stiller vederlagsfrit ansøgningsskemaet til rådighed og gør det almindeligt og let tilgængeligt for ansøgerne.

3.   Ansøgningsskemaet forefindes på følgende sprog:

Ud over de sprog, der er omhandlet i litra a), kan ansøgningsskemaet foreligge på et andet af Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog.

4.   Hvis ansøgningsskemaet ikke findes på det eller de officielle sprog i værtslandet, stilles en oversættelse af det på dette eller disse sprog til rådighed for ansøgerne.

5.   Der udarbejdes en oversættelse af ansøgningsskemaet til det eller de officielle sprog i værtslandet inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde, jf. artikel 48.

6.   Konsulatet informerer ansøgerne om, hvilke(t) sprog der kan anvendes til at udfylde ansøgningsskemaet.

Artikel 12

Rejsedokument

Ansøgeren fremlægger et gyldigt rejsedokument, der opfylder følgende kriterier:

Artikel 13

Biometriske identifikatorer

1.   Medlemsstaterne indsamler ansøgerens biometriske identifikatorer, som omfatter et ansigtsbillede og ti fingeraftryk fra vedkommende, i overensstemmelse med de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastlagt i Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i FN's konvention om barnets rettigheder.

2.   Ansøgeren skal give personligt fremmøde ved indgivelsen af den første ansøgning. På det tidspunkt indsamles følgende biometriske identifikatorer for ansøgeren:

3.   Når fingeraftryk, der er indsamlet fra ansøgeren i forbindelse med en tidligere ansøgning, for første gang indlæses i VIS mindre end 59 måneder før datoen for den nye ansøgning, kopieres de over i den senere ansøgning.

I tilfælde af rimelig tvivl om ansøgernes identitet indsamler konsulatet dog fingeraftryk inden for den i første afsnit nævnte periode.

Kan det endvidere på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, ikke straks bekræftes, at fingeraftrykkene blev indsamlet inden for den i første afsnit nævnte periode, kan ansøgeren anmode om, at de indsamles.

4.   I overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i VIS-forordningen lagres det fotografi, der er vedlagt hver ansøgning, i VIS. Ansøgeren skal ikke give personligt fremmøde med henblik herpå.

De tekniske krav til fotografiet skal stemme overens med de internationale standarder, som er fastsat i Organisationen for International Civil Luftfarts (ICAO) dokument 9303, del 1, 6. udgave.

5.   Fingeraftryk skal optages i overensstemmelse med ICAO-standarderne og Kommissionens beslutning 2006/648/EF af 22. september 2006 om tekniske specifikationer for standarderne for biometriske identifikatorer i forbindelse med udviklingen af visuminformationssystemet (20).

6.   De biometriske identifikatorer indsamles af kvalificerede og behørigt bemyndigede medarbejdere ved de kompetente myndigheder, jf. artikel 4, stk. 1, 2 og 3. Under konsulaternes tilsyn kan de biometriske identifikatorer også indsamles af en honorær konsuls kvalificerede og behørigt bemyndigede medarbejdere som omhandlet i artikel 42 eller af en ekstern tjenesteyder som omhandlet i artikel 43. Den eller de pågældende medlemsstater giver i tilfælde af tvivl konsulatet mulighed for at foretage kontrol af fingeraftryk, som er blevet optaget af den eksterne tjenesteyder.

7.   Følgende ansøgere er fritaget for kravet om at afgive fingeraftryk:

8.   I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 7, registreres der et »ikke relevant« i VIS i overensstemmelse med VIS-forordningens artikel 8, stk. 5.

Artikel 14

Dokumentation

1.   Ved ansøgning om et ensartet visum skal ansøgeren fremlægge:

2.   Ved ansøgning om lufthavnstransitvisum skal ansøgeren fremlægge følgende:

3.   Bilag II indeholder en ikke-udtømmende liste over den dokumentation, som konsulatet kan kræve af ansøgeren for at kontrollere, at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

4.   Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgeren forelægger dokumentation for underhold og/eller privat logi ved at udfylde en erklæring udarbejdet af hver medlemsstat. Erklæringen skal navnlig angive følgende:

Erklæringen skal udformes på mindst et andet af Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog foruden på medlemsstatens officielle sprog. Erklæringen skal give den person, der underskriver en sådan erklæring, oplysningerne i overensstemmelse med artikel 37, stk. 1, i VIS-forordningen. Kommissionen modtager en model af erklæringen.

5.   Inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde vurderes behovet inden for hver enkelt jurisdiktion for at supplere og harmonisere listerne over dokumentation for at tage hensyn til de lokale forhold.

6.   Konsulaterne kan fravige et eller flere af kravene i stk. 1 i forbindelse med ansøgere, som de kender for deres integritet og pålidelighed, navnlig i form af lovlig anvendelse af tidligere visa, hvis der ikke hersker tvivl om, at den pågældende opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, i Schengengrænsekodeksen på tidspunktet for passagen af medlemsstaternes ydre grænser.

Artikel 15

Rejsesygeforsikring

1.   Personer, der ansøger om et ensartet visum til en eller to indrejser, skal bevise, at de har en passende og gyldig rejsesygeforsikring, der dækker eventuelle udgifter i forbindelse med hjemsendelse af lægelige årsager eller dødsfald, uopsættelig lægebehandling og/eller akut hospitalsbehandling under deres ophold på medlemsstaternes område

2.   Personer, der ansøger om et ensartet visum til mere end to indrejser (»flere indrejser«), skal bevise, at de er i besiddelse af passende og gyldig rejsesygeforsikring, der dækker tidsrummet for deres første forventede rejse.

Herudover skal ansøgere underskrive en erklæring, der er anført på ansøgningsskemaet, om at de er bekendt med nødvendigheden af at have en rejsesygeforsikring for flere på hinanden følgende ophold.

3.   Forsikringen skal gælde overalt på medlemsstaternes område og dække hele varigheden af den pågældendes forventede ophold eller transit. Mindstedækningen skal være på 30 000 EUR.

Når der udstedes et visum med begrænset territorial gyldighed, der dækker mere end en medlemsstat, skal forsikringens dækning mindst være gyldig i de berørte medlemsstater.

4.   Ansøgerne tegner i princippet en forsikring i deres bopælsland. Hvis dette ikke er muligt, skal de forsøge at opnå forsikring i et andet land.

Når en anden person tegner forsikring i ansøgerens navn, gælder betingelserne i stk. 3.

5.   Ved vurderingen af, om forsikringsdækningen er passende, skal konsulaterne undersøge, om krav mod forsikringsselskabet kan inddrives i en medlemsstat.

6.   Forsikringskravet kan anses for at være opfyldt, hvis det fastslås, at der i betragtning af ansøgerens erhverv formodes at findes en passende forsikring. Fritagelsen for at skulle fremlægge dokumentation for en rejsesygeforsikring kan vedrøre særlige erhvervsgrupper, f.eks. søfolk, der allerede er dækket af en rejsesygeforsikring som følge af deres erhvervsaktiviteter.

7.   Indehavere af diplomatpas er fritaget for kravet om at have en passende og gyldig rejsesygeforsikring.

Artikel 16

Visumgebyr

1.   Ansøgere betaler et visumgebyr på 60 EUR.

2.   Børn i aldersgruppen seks til og med elleve år betaler et visumgebyr på 35 EUR.

3.   Visumgebyret revideres løbende for at afspejle de administrative udgifter.

4.   Der opkræves ikke visumgebyr for ansøgninger fra personer i en af følgende kategorier:

5.   Følgende kan fritages for visumgebyr:

Medlemsstaterne sigter mod at harmonisere anvendelsen af disse undtagelser inden for det lokale Schengensamarbejde.

6.   I individuelle tilfælde kan det undlades at opkræve visumgebyr, eller det kan nedsættes, når dette har til formål at fremme kulturelle eller sportslige interesser samt interesser på området udenrigspolitik, udviklingspolitik og andre områder af vital offentlig interesse eller af humanitære årsager.

7.   Visumgebyret opkræves i euro, i den lokale valuta i tredjelandet eller i den valuta, der normalt anvendes i det tredjeland, hvor ansøgningen indgives, og det refunderes kun i de tilfælde, der henvises til i artikel 18, stk. 2, og artikel 19, stk. 3.

Opkræves visumgebyret i en anden valuta end euro, fastsættes størrelsen af det visumgebyr, der opkræves i den pågældende valuta, efter den referencekurs for euro, som Den Europæiske Centralbank har fastsat, og den revideres med jævne mellemrum. Det beløb, der opkræves, kan rundes op, og konsulaterne sikrer inden for rammerne af lokale Schengensamarbejdsordninger, at de opkræver lige store gebyrer.

8.   Ansøgeren modtager en kvittering for det visumgebyr, der er betalt.

Artikel 17

Servicegebyr

1.   Der kan opkræves et supplerende gebyr for tjenester, der leveres af en ekstern tjenesteyder, jf. artikel 43. Servicegebyret skal være afpasset efter de omkostninger, som den eksterne tjenesteyder har afholdt ved udførelsen af en eller flere af de opgaver, der er omhandlet i artikel 43, stk. 6.

2.   Servicegebyret skal specificeres i den retsakt, der er omhandlet i artikel 43, stk. 2.

3.   Som led i det lokale Schengensamarbejde skal medlemsstaterne sikre, at det servicegebyr, der opkræves af en ansøger, står i rimeligt forhold til de tjenester, som den eksterne tjenesteyder tilbyder, samt at det er tilpasset de lokale forhold. Endvidere tilstræber de at harmonisere det anvendte servicegebyr.

4.   Servicegebyret må ikke overstige halvdelen af det visumgebyr, der er fastlagt i artikel 16, stk. 1, uanset eventuelle reduktioner i eller undtagelser fra visumgebyret i henhold til artikel 16, stk. 2, 4, 5 og 6.

5.   Den eller de pågældende medlemsstater skal fortsat give alle kategorier af ansøgere adgang til at indgive ansøgninger direkte til deres konsulater.

KAPITEL III

Behandling af og stillingtagen til en ansøgning

Artikel 18

Kontrol af, om konsulatet har kompetence til at behandle og tage stilling til ansøgningen

1.   Når en ansøgning er indgivet, kontrollerer konsulatet, om det har kompetence til at behandle og tage stilling til denne i henhold til bestemmelserne i artikel 5 og 6.

2.   Har konsulatet ikke den fornødne kompetence, returnerer det straks ansøgningen og de dokumenter, ansøgeren har forelagt, godtgør visumgebyret og oplyser, hvilket konsulat der er kompetent.

Artikel 19

Antagelighed

1.   Det kompetente konsulat kontrollerer, om:

2.   Konstaterer det kompetente konsulat, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan visumansøgningen antages, hvorefter konsulatet

Oplysningerne må kun registreres i VIS af behørigt bemyndigede konsulære medarbejdere i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, artikel 7 og artikel 9, stk. 5 og 6, i VIS-forordningen.

3.   Konstaterer det kompetente konsulat, at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, kan visumansøgningen ikke antages, hvorefter konsulatet straks

4.   En ansøgning, der ikke opfylder kravene i stk. 1, kan undtagelsesvis betragtes som antagelig af humanitære grunde eller af hensyn til nationale interesser.

Artikel 20

Stempel, der viser, at en ansøgning er antagelig

1.   Når en ansøgning er antagelig, påfører det kompetente konsulat et stempel på ansøgerens rejsedokumenter. Stemplet er udformet som modellen i bilag III og påføres i overensstemmelse med dette bilag.

2.   Diplomatpas, tjenestepas, officielle pas og særlige pas stemples ikke.

3.   Denne artikels bestemmelser finder anvendelse på medlemsstaternes konsulater indtil den dato, hvor VIS er fuldt funktionsdygtigt i alle regioner i overensstemmelse med artikel 48 i VIS-forordningen.

Artikel 21

Kontrol af indrejsebetingelserne og risikovurdering

1.   Ved behandlingen af en ansøgning om et ensartet visum skal det undersøges, om ansøgeren opfylder indrejsebetingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d), og e), i Schengengrænsekodeksen, og der skal navnlig lægges vægt på at vurdere, om ansøgeren udgør en risiko for ulovlig indvandring eller for medlemsstaternes sikkerhed, og om ansøgeren agter at forlade medlemsstaternes område før udløbet af det visum, der ansøges om.

2.   I forbindelse med hver enkelt visumansøgning konsulteres VIS i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, og artikel 15 i VIS-forordningen. Medlemsstaterne sikrer, at alle søgekriterierne i henhold til artikel 15 i VIS-forordningen anvendes fuldt ud med henblik på at undgå afvisninger på forkert grundlag og falske identificeringer.

3.   Konsulatet undersøger, om ansøgeren opfylder indrejsebetingelserne, og kontrollerer:

4.   Konsulatet kontrollerer i givet fald længden af såvel tidligere som forventede ophold for at sikre sig, at ansøgeren ikke har overskredet den maksimale længde af det tilladte ophold på medlemsstaternes område, uanset om der eventuelt er givet tilladelse til ophold i form af et nationalt visum til længerevarende ophold eller udstedt opholdstilladelse af en anden medlemsstat.

5.   Vurderingen af subsistensmidler under det forventede ophold foretages på grundlag af varigheden af og formålet med opholdet og under henvisning til de gennemsnitlige priser i den eller de pågældende medlemsstater for billig indkvartering og forplejning, ganget med det antal dage, som opholdet varer, på grundlag af de vejledende beløb, som medlemsstaterne fastsætter i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, litra c), i Schengengrænsekodeksen. Dokumentation for underhold og/eller privat indlogering kan også udgøre bevis for tilstrækkelige subsistensmidler.

6.   I forbindelse med behandling af en ansøgning om lufthavnstransitvisum kontrollerer konsulatet navnlig:

7.   Behandlingen af en ansøgning baseres navnlig på ægtheden og troværdigheden af den fremlagte dokumentation og på rigtigheden og troværdigheden af de udsagn, der er fremsat af ansøgeren.

8.   Under behandlingen af en ansøgning kan konsulatet, hvis det er berettiget, indkalde ansøgeren til samtale og kræve yderligere dokumentation.

9.   Et tidligere visumafslag medfører ikke automatisk afslag på en ny ansøgning. En ny ansøgning vurderes på grundlag af alle tilgængelige oplysninger.

Artikel 22

Forudgående høring af andre medlemsstaters centrale myndigheder

1.   En medlemsstat kan kræve, at andre medlemsstaters centrale myndigheder hører dens centrale myndigheder under behandlingen af ansøgninger indgivet af statsborgere fra specifikke tredjelande eller specifikke kategorier af disse statsborgere. Ansøgninger om lufthavnstransitvisum er ikke omfattet af en sådan høring.

2.   De hørte centrale myndigheder afgiver et endeligt svar inden syv kalenderdage efter høringen. Et manglende svar inden udløbet af denne frist betyder, at de ikke har nogen grund til at modsætte sig udstedelse af visummet.

3.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen, om kravet om forudgående høring er blevet fremsat eller opgivet, inden det finder anvendelse. Denne information gives også inden for det lokale Schengensamarbejde i den pågældende jurisdiktion.

4.   Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om sådanne underretninger.

5.   Fra den dato, hvor Schengenkonsultationsnettet bliver afløst, jf. artikel 46 i VIS-forordningen, gennemføres den forudgående høring i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i denne forordning.

Artikel 23

Beslutning vedrørende ansøgningen

1.   Der træffes beslutning om ansøgningen inden 15 kalenderdage fra datoen for indgivelsen af en ansøgning, der er antagelig i henhold til artikel 19.

2.   Dette tidsrum kan i individuelle tilfælde forlænges til højst 30 kalenderdage, navnlig når det er nødvendigt at undersøge ansøgningen nærmere eller i tilfælde af repræsentation, hvor myndighederne i den repræsenterede medlemsstat høres.

3.   Denne periode kan undtagelsesvis forlænges til maksimalt 60 kalenderdage i særlige tilfælde, når der er brug for supplerende dokumentation.

4.   Medmindre ansøgningen er trukket tilbage, træffes der beslutning om at:

Er det fysisk umuligt at optage fingeraftryk, jf. artikel 13, stk. 7, litra b), må dette ikke have indflydelse på, om der udstedes et visum, eller om der gives afslag på et visum.

KAPITEL IV

Visumudstedelse

Artikel 24

Udstedelse af et ensartet visum

1.   Et visums gyldighedsperiode og varigheden af det tilladte ophold baseres på behandlingen i overensstemmelse med artikel 21.

Et visum kan udstedes for en, to eller flere indrejser. Gyldighedsperioden må ikke overstige fem år.

I tilfælde af transit skal varigheden af det tilladte ophold svare til den tid, der er nødvendig i forbindelse med transit.

Den periode, hvor visummet gælder, skal omfatte en supplerende frist på 15 dage, jf. dog artikel 12, litra a).

Medlemsstater kan beslutte ikke at indrømme en sådan frist af hensyn til den offentlige orden eller på grund af en af medlemsstaternes internationale forbindelser.

2.   Med forbehold af artikel 12, litra a), udstedes visa til flere indrejser med en gyldighedsperiode på mellem seks måneder og fem år, når følgende betingelser er opfyldt:

3.   Oplysningerne i artikel 10, stk. 1, i VIS-forordningen indlæses i VIS, når der er truffet beslutning om udstedelse af et sådant visum.

Artikel 25

Udstedelse af visum med begrænset territorial gyldighed

1.   Et visum med begrænset territorial gyldighed udstedes undtagelsesvis i følgende tilfælde:

2.   Et visum med begrænset territorial gyldighed er gyldigt på den udstedende medlemsstats område. Det kan undtagelsesvis være gyldigt på mere end en medlemsstats område, hvis hver af disse medlemsstater giver deres samtykke hertil.

3.   Har ansøgeren et rejsedokument, der er anerkendt af en eller flere, men ikke alle medlemsstater, udstedes der et visum, der er gyldigt på de medlemsstaters område, der anerkender rejsedokumentet. Hvis den udstedende medlemsstat ikke anerkender ansøgerens rejsedokument, er det udstedte visum kun gyldigt i den medlemsstat.

4.   Når der er udstedt et visum med begrænset territorial gyldighed i de tilfælde, der er beskrevet i stk. 1, litra a), rundsender de centrale myndigheder i den udstedende medlemsstat straks de relevante oplysninger til de øvrige medlemsstaters centrale myndigheder efter proceduren i artikel 16, stk. 3, i VIS-forordningen.

5.   Oplysningerne i artikel 10, stk. 1, i VIS-forordningen indlæses i VIS, når der er truffet beslutning om udstedelse af et sådant visum.

Artikel 26

Udstedelse af et lufthavnstransitvisum

1.   Et lufthavnstransitvisum skal være gyldigt til transit gennem de internationale transitområder i lufthavne, der befinder sig på medlemsstaternes område.

2.   Den periode, hvor visummet gælder, skal omfatte en supplerende frist på 15 dage, jf. dog artikel 12, litra a).

Medlemsstater kan beslutte ikke at indrømme en sådan frist af hensyn til den offentlige orden eller på grund af en af medlemsstaternes internationale forbindelser.

3.   Der kan udstedes transitvisum til flere lufthavne med en gyldighed på højst seks måneder, jf. dog artikel 12, litra a).

4.   Følgende kriterier er navnlig relevante i forbindelse med en beslutning om udstedelse af transitvisum til flere lufthavne:

5.   Kræves det, at ansøgeren er indehaver af et lufthavnstransitvisum i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, skal dette kun være gyldigt til transit gennem de internationale transitområder i de lufthavne, der befinder sig på den/de berørte medlemsstat(er)s område.

6.   Oplysningerne i artikel 10, stk. 1, i VIS-forordningen indlæses i VIS, når der er truffet beslutning om udstedelse af et sådant visum.

Artikel 27

Udfyldning af visummærkaten

1.   Når visummærkaten udfyldes, skal de obligatoriske anførelser, der er omhandlet i bilag VII, indsættes, og det maskinlæsbare felt udfyldes som fastsat i ICAO-dokument 9303, del 2.

2.   Medlemsstaterne kan tilføje nationale anførelser i den rubrik på visummærkaten, der er beregnet til bemærkninger, hvis de ikke er de samme som de obligatoriske anførelser i bilag VII.

3.   Alle anførelser på visummærkaten trykkes, og der må ikke foretages manuelle rettelser på en trykt visummærkat.

4.   Visummærkater kan kun udfyldes manuelt i tilfælde af teknisk force majeure. Der må ikke foretages rettelser på en manuelt udfyldt visummærkat.

5.   Når en visummærkat udfyldes manuelt i overensstemmelse med denne artikels stk. 4, indlæses denne oplysning i VIS i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, litra k), i VIS-forordningen.

Artikel 28

Annullering af en allerede udfyldt visummærkat

1.   Konstateres der en fejl på en visummærkat før påføringen i rejsedokumentet, destrueres den.

2.   Konstateres fejlen, efter at visummærkaten er indsat i rejsedokumentet, annulleres den ved at sætte et kryds med uudslettelig blæk ind over mærkaten, og der påføres en ny visummærkat på en anden side.

3.   Opdages fejlen, efter at de relevante oplysninger er blevet indlæst i VIS i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i VIS-forordningen, rettes fejlen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i nævnte forordning.

Artikel 29

Påføring af en visummærkat

1.   Den trykte visummærkat, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 27 og bilag VII, påføres rejsedokumentet i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag VIII.

2.   Anerkender den udstedende medlemsstat ikke ansøgerens rejsedokument, anvendes det særskilte ark til påføring af visum.

3.   Når en visummærkat er blevet påført det særskilte ark til påføring af visum, registreres denne oplysning i VIS i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, litra j), i VIS-forordningen.

4.   Individuelle visa, der udstedes til personer, der er omfattet af ansøgerens rejsedokument, påføres rejsedokumentet.

5.   Anerkendes det rejsedokument, hvori sådanne personer er opført, ikke af den udstedende medlemsstat, påføres de individuelle mærkater de særskilte ark for påførelse af visa.

Artikel 30

Rettigheder som følge af et udstedt visum

Besiddelse af et ensartet visum eller et visum med begrænset territorial gyldighed giver ikke i sig selv ret til indrejse.

Artikel 31

Information af andre medlemsstaters centrale myndigheder

1.   En medlemsstat kan kræve, at dens centrale myndigheder informeres om visa udstedt af andre medlemsstaters konsulater til statsborgere fra specifikke tredjelande eller til specifikke kategorier af disse statsborgere, bortset fra når der er tale om lufthavnstransitvisa.

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, at de vil indføre eller ophæve kravet om sådan information, før det træder i kraft. Denne information gives også inden for det lokale Schengensamarbejde i den pågældende jurisdiktion.

3.   Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om sådanne underretninger.

4.   Fra datoen i artikel 46 i VIS-forordningen fremsendes informationen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, i denne forordning.

Artikel 32

Afslag på visum

1.   Med forbehold af artikel 25, stk. 1, gives der afslag på visum:

2.   En afgørelse om afslag og de grunde, som afgørelsen hviler på, meddeles ansøgeren ved hjælp af standardformularen i bilag VI.

3.   Ansøgere, der har fået afslag på visum, har ret til at påklage afgørelsen. Klagesager føres mod den medlemsstat, der har truffet den endelige afgørelse om ansøgningen, og i henhold til den pågældende medlemsstats nationale lovgivning. Medlemsstaterne giver ansøgerne oplysning om den procedure, der skal følges i tilfælde af en klage, jf. bilag VI.

4.   I de i artikel 8, stk. 2, omhandlede tilfælde informerer den repræsenterende medlemsstats konsulat ansøgeren om den beslutning, den repræsenterede medlemsstat har truffet.

5.   Information om afslag på visum indlæses i VIS i overensstemmelse med artikel 12 i VIS-forordningen.

KAPITEL V

Ændring af et udstedt visum

Artikel 33

Forlængelse

1.   Gyldighedsperioden og/eller varigheden af et udstedt visum forlænges, hvis en medlemsstats kompetente myndighed finder, at visumindehaveren har fremlagt dokumentation for force majeure eller humanitære årsager, der forhindrer vedkommende i at forlade medlemsstaternes område før udløbet af gyldighedsperioden eller varigheden af det ophold, hvortil der er udstedt visum. Der opkræves ikke gebyr for en sådan forlængelse.

2.   Gyldighedsperioden og/eller varigheden af et udstedt visum kan forlænges, hvis visumindehaveren fremlægger dokumentation for alvorlige personlige årsager, som kan begrunde en forlængelse af gyldighedsperioden eller varigheden af opholdet. Der opkræves et gebyr på 30 EUR for en sådan forlængelse.

3.   Medmindre den myndighed, der forlænger visummet, træffer beslutning om andet, forbliver det forlængede visums territoriale gyldighed den samme som for det originale visum.

4.   Den myndighed, der har kompetence til at forlænge visummet, er myndigheden i den medlemsstat, på hvis område tredjelandsstatsborgeren befinder sig på tidspunktet for ansøgningen om en forlængelse.

5.   Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om, hvilke myndigheder der har kompetence til at forlænge visa.

6.   Forlængelsen af visa sker ved hjælp af en visummærkat.

7.   Oplysninger om et forlænget visum indlæses i VIS i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 14 i VIS-forordningen.

Artikel 34

Annullering og inddragelse

1.   Et visum annulleres, hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne for udstedelse ikke var opfyldt på det tidspunkt, da det blev udstedt, navnlig hvis der er alvorlig grund til at tro, at visummet er udstedt på svigagtigt grundlag. Et visum skal i princippet annulleres af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der udstedte det. Et visum kan annulleres af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat; myndighederne i den medlemsstat, der har udstedt visummet, underrettes om en sådan annullering.

2.   Et visum inddrages, hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne for udstedelse ikke længere er opfyldt. Et visum skal i princippet inddrages af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der udstedte det. Et visum kan inddrages af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat; myndighederne i den medlemsstat, der har udstedt visummet, underrettes om en sådan inddragelse.

3.   Et visum kan inddrages efter anmodning fra visumindehaveren. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, der har udstedt visummet, underrettes om en sådan inddragelse.

4.   Det forhold, at visumindehaveren ikke ved grænsen har kunnet fremvise hele eller en del af den i artikel 14, stk. 3, nævnte dokumentation, fører ikke automatisk til en afgørelse om at annullere eller inddrage et visum.

5.   Annulleres eller inddrages et visum, påføres det et stempel med teksten »ANNULLERET« eller »INDDRAGET«, og det optisk variable kendetegn ved visummærkaten, sikkerhedselementet »kipeffekt« og udtrykket »visum« gøres ugyldigt, ved at det krydses ud.

6.   En afgørelse om annullering eller inddragelse af et visum og de grunde, den hviler på, meddeles ansøgeren ved hjælp af standardformularen i bilag VI.

7.   En visumindehaver, hvis visum er blevet annulleret eller inddraget, har ret til at påklage afgørelsen, medmindre visummet er inddraget efter anmodning fra vedkommende i overensstemmelse med stk. 3. Klagesager føres mod den medlemsstat, der har truffet afgørelse om annulleringen eller inddragelsen, og i henhold til denne medlemsstats nationale lovgivning. Medlemsstaterne giver ansøgerne oplysning om den procedure, der skal følges i tilfælde af klage, jf. bilag VI.

8.   Oplysninger om et annulleret eller inddraget visum indlæses i VIS i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 13 i VIS-forordningen.

KAPITEL VI

Visa udstedt ved de ydre grænser

Artikel 35

Visa, der ansøges om ved de ydre grænser

1.   Undtagelsesvis kan der udstedes visa ved grænseovergangssteder, hvis følgende betingelser er opfyldt:

2.   Ansøges om visum ved de ydre grænser, kan der ses bort fra kravet om, at ansøgeren skal have en rejsesygeforsikring, hvis der ikke findes en sådan rejsesygeforsikring ved det pågældende grænseovergangssted, eller af humanitære årsager.

3.   Et visum, der er udstedt ved den ydre grænse, skal være et ensartet visum til et enkelt kortvarigt ophold, der giver indehaveren ret til at opholde sig i højst 15 dage, afhængig af formålet med og betingelserne for det forventede ophold. I tilfælde af transit skal varigheden af det tilladte ophold svare til den tid, der er nødvendig i forbindelse med transit.

4.   Er betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), c), d) og e), i Schengengrænsekodeksen ikke opfyldt, kan de myndigheder, der har ansvaret for at udstede visa ved grænsen, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra a), udstede et visum med begrænset territorial gyldighed, der kun er gyldigt på den udstedende medlemsstats område.

5.   En tredjelandsstatsborger, der falder ind under en kategori af personer, for hvem der i overensstemmelse med artikel 22 kræves en forudgående høring, kan principielt ikke få udstedt et visum ved de ydre grænser.

Der kan imidlertid i undtagelsestilfælde udstedes et visum med begrænset territorial gyldighed for den udstedende medlemsstats område til sådanne personer ved de ydre grænser, jf. artikel 25, stk. 1, litra a).

6.   Ud over grundene til at afslå et visum som omhandlet i artikel 32, stk. 1, gives der afslag på visum ved grænseovergangsstedet, hvis betingelserne i denne artikels stk. 1, litra b), ikke er opfyldt.

7.   Bestemmelserne vedrørende begrundelse og meddelelse af afslag samt klageretten, der er fastsat i artikel 32, stk. 3, og bilag VI, finder anvendelse.

Artikel 36

Visa udstedt til søfolk i transit ved de ydre grænser

1.   Der kan ved grænsen udstedes visum med henblik på transit til en sømand,, som skal være i besiddelse af et visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, såfremt han:

2.   Inden udstedelsen af et visum ved grænsen til en sømand i transit sikrer de nationale kompetente myndigheder, at reglerne i bilag IX, del 1, er overholdt, og at der er sket en udveksling af de nødvendige oplysninger vedrørende den pågældende sømand ved hjælp af en behørigt udfyldt formular for søfolk i transit, jf. bilag IX, del 2.

3.   Denne artikel finder anvendelse med forbehold af artikel 35, stk. 3, 4 og 5.

AFSNIT IV

ADMINISTRATION OG ORGANISATION

Artikel 37

Visumafdelingens interne organisation

1.   Medlemsstaterne har ansvaret for den interne organisation af visumafdelingen på deres konsulater.

For at forebygge faldende agtpågivenhed og beskytte personalet mod at blive udsat for pres på lokalt plan oprettes der i givet fald rotationsordninger for personale, der har direkte kontakt med ansøgere. Der lægges særlig vægt på klare arbejdsstrukturer og tydelig tildeling/opdeling af ansvarsområder i forbindelse med den endelige beslutning om ansøgninger. Adgangen til at konsultere VIS og SIS og andre fortrolige oplysninger begrænses til et lille antal behørigt autoriserede medarbejdere. Der træffes passende foranstaltninger for at forhindre uautoriseret adgang til sådanne databaser.

2.   Opbevaringen og håndteringen af visummærkater er omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at undgå svig og tab. Hvert konsulat holder regnskab med sit lager af visummærkater og registrerer, hvordan hver visummærkat er blevet anvendt.

3.   Medlemsstaternes konsulater fører arkiv over ansøgninger. Hver enkelt sagsmappe indeholder ansøgningsskemaet, kopier af relevant dokumentation, optegnelser over den kontrol, der er foretaget, og referencenummeret for det udstedte visum, så personalet om nødvendigt kan rekonstruere baggrunden for den beslutning, der er truffet vedrørende ansøgningen.

De individuelle ansøgningsmapper gemmes i mindst to år fra den dato, hvor der blev truffet afgørelse om ansøgningen, jf. artikel 23, stk. 1.

Artikel 38

Ressourcer til behandling af visumansøgninger og kontrol med konsulater

1.   Medlemsstaterne anvender hensigtsmæssigt personale i tilstrækkeligt antal til at udføre opgaverne i forbindelse med behandling af ansøgninger på en sådan måde, at der sikres en rimelig og harmoniseret kvalitet af tjenesterne til offentligheden.

2.   Lokalerne skal opfylde en række hensigtsmæssige krav for så vidt angår funktion og gøre det muligt at træffe passende sikkerhedsforanstaltninger.

3.   Medlemsstaternes centrale myndigheder sikrer en passende uddannelse af både udsendt personale og lokalt ansatte og er ansvarlig for at give dem fuldstændige, præcise og ajourførte oplysninger om relevant fællesskabsret og national ret.

4.   Medlemsstaternes centrale myndigheder sikrer en hyppig og passende kontrol med behandlingen af ansøgninger og træffer foranstaltninger til at rette op på forholdene, hvis der konstateres afvigelser fra bestemmelserne i denne forordning.

Artikel 39

Personalets adfærd

1.   Medlemsstaternes konsulater sikrer, at ansøgerne modtages høfligt.

2.   Konsulære medarbejder skal under udførelsen af deres opgaver udvise fuld respekt for den menneskelige værdighed. Alle foranstaltninger, der træffes, skal stå i forhold til de mål, der forfølges med foranstaltningerne.

3.   Konsulære medarbejdere må under udførelsen af deres opgaver ikke diskriminere personer på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 40

Samarbejdsformer

1.   Hver medlemsstat er ansvarlig for organiseringen af procedurerne i forbindelse med ansøgninger. Principielt indgives ansøgninger til en medlemsstats konsulat.

2.   Medlemsstaterne:

3.   Under særlige omstændigheder eller af grunde, som har forbindelse med de lokale forhold, som f.eks. hvor:

og hvor de i stk. 2, litra b), nævnte samarbejdsformer viser sig ikke at være hensigtsmæssige for den pågældende medlemsstat, kan en medlemsstat som en sidste udvej samarbejde med en ekstern tjenesteyder, jf. artikel 43.

4.   Med forbehold af retten til at indkalde visumansøgeren til en personlig samtale, jf. artikel 21, stk. 8, må valget af organisering ikke føre til, at ansøgeren skal møde personligt frem på mere end ét sted for at indgive sin ansøgning.

5.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvordan de har til hensigt at organisere procedurerne i forbindelse med ansøgninger i hver konsulær repræsentation.

Artikel 41

Samarbejde mellem medlemsstaterne

1.   Når der vælges »samhusning«, gennemfører medarbejderne fra en eller flere medlemsstaters konsulater procedurerne i forbindelse med ansøgninger (herunder indsamling af biometriske identifikatorer), der indgives til dem, på en anden medlemsstats konsulat og deler udstyr med den pågældende medlemsstat. De berørte medlemsstater aftaler varigheden og betingelserne for opsigelse af samhusningen og aftaler, hvilken andel af visumgebyret, der tilkommer den medlemsstat, hvis konsulat anvendes.

2.   Når der er oprettet »fælles ansøgningscentre«, er personale fra en eller flere medlemsstaters konsulater samlet i én bygning, hvor ansøgerne kan indgive deres ansøgninger (inklusive biometriske identifikatorer). Ansøgerne henvises til den medlemsstat, der er kompetent til at behandle og træffe beslutning om ansøgningen. Medlemsstaterne aftaler varigheden af og betingelserne for ophør af sådant samarbejde samt fordelingen af omkostningerne mellem de deltagende medlemsstater. Én medlemsstat skal have ansvaret for kontrakter vedrørende logistik og diplomatiske forbindelser med værtslandet.

3.   Hvis samarbejdet med andre medlemsstater ophører, skal medlemsstaterne sikre fortsat fuld service.

Artikel 42

Anvendelse af honorære konsuler

1.   Honorære konsuler kan også godkendes til at udføre nogle eller alle opgaver som omhandlet i artikel 43, stk. 6. Der træffes passende foranstaltninger til at sikre sikkerhed og databeskyttelse.

2.   Hvis den honorære konsul ikke er embedsmand i en medlemsstat, skal udførelsen af disse opgaver opfylde kravene i bilag X, undtagen bestemmelserne i punkt D, litra c), i nævnte bilag.

3.   Hvis den honorære konsul er embedsmand i en medlemsstat, sikrer den pågældende medlemsstat, at der gælder krav svarende til dem, der ville gælde, hvis opgaverne blev udført af dens konsulat.

Artikel 43

Samarbejde med eksterne tjenesteydere

1.   Medlemsstaterne bestræber sig på at samarbejde med en ekstern tjenesteyder i fællesskab med en eller flere medlemsstater med forbehold af regler om offentlige indkøb og konkurrence.

2.   Samarbejdet med en ekstern tjenesteyder skal bygge på en retsakt, der opfylder kravene i bilag X.

3.   Medlemsstaterne skal inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde udveksle oplysninger om udvælgelsen af de eksterne tjenesteydere og udarbejdelsen af bestemmelserne og betingelserne i deres respektive retsakter.

4.   Behandlingen af ansøgninger, samtaler (hvis det er relevant), beslutningen i forbindelse med ansøgninger og udskrift og påsætning af visummærkater udføres kun af konsulatet.

5.   Eksterne tjenesteydere har ikke adgang til VIS under nogen omstændigheder. Adgangen til VIS er udelukkende forbeholdt behørigt bemyndigede medarbejdere ved konsulaterne.

6.   En ekstern tjenesteyder kan udpeges til at udføre en eller flere af følgende opgaver:

7.   Når den eller de pågældende medlemsstater udvælger en ekstern tjenesteyder, skal de kontrollere selskabets solvens og pålidelighed, herunder de nødvendige licenser, registrering i handelsregistret, selskabsvedtægterne og aftaler med banker, og sikre, at der ikke er interessekonflikter.

8.   Den eller de pågældende medlemsstater sørger for, at den eksterne tjenesteyder, der er valgt, opfylder de vilkår og betingelser, den er pålagt i den retsakt, der er omhandlet i stk. 2.

9.   Den eller de pågældende medlemsstater er fortsat ansvarlige for, at databeskyttelsesreglerne overholdes ved behandlingen af oplysninger, og de er underlagt tilsyn i overensstemmelse med artikel 28 i direktiv 95/46/EF.

Samarbejdet med en ekstern tjenesteyder begrænser eller udelukker ikke et ansvar, der måtte følge af den eller de pågældende medlemsstaters nationale lovgivning, for overtrædelser af forpligtelser vedrørende personoplysninger om ansøgere eller udførelsen af en eller flere af de opgaver, der er omhandlet i stk. 6. Denne bestemmelse berører ikke en eventuel sag, som kan anlægges direkte mod den eksterne tjenesteyder i henhold til det pågældende tredjelands nationale lovgivning.

10.   Den eller de pågældende medlemsstater skal give den eksterne tjenesteyder den nødvendige uddannelse, så den pågældende har den viden, som kræves for at give ansøgerne en passende betjening og tilstrækkelige oplysninger.

11.   Den eller de pågældende medlemsstater skal nøje overvåge gennemførelsen af den i stk. 2 omhandlede retsakt, herunder:

Med henblik herpå foretager den eller de pågældende medlemsstaters konsulat(er) regelmæssigt uanmeldt kontrol i den eksterne tjenesteyders lokaler.

12.   I tilfælde af ophør af samarbejdet med en ekstern tjenesteyder, skal medlemsstaterne sikre fortsat fuld service.

13.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen et eksemplar af den retsakt, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 44

Kryptering og sikker overførsel af oplysninger

1.   I forbindelse med repræsentationsordninger mellem medlemsstater og medlemsstaters samarbejde med en ekstern tjenesteyder eller anvendelse af honorære konsuler sikrer den eller de repræsenterede medlemsstater eller den eller de berørte medlemsstater, at oplysningerne krypteres i fuldt omfang, uanset om de overføres elektronisk eller fysisk via et elektronisk lagringsmedium fra myndighederne i den repræsenterende medlemsstat til myndighederne i den eller de repræsenterede medlemsstater eller fra den eksterne tjenesteyder eller honorære konsul til myndighederne i den eller de berørte medlemsstater.

2.   I tredjelande, der forbyder kryptering af oplysninger, som skal overføres elektronisk fra myndighederne i den repræsenterende medlemsstat til myndighederne i den eller de repræsenterede medlemsstater eller fra den eksterne tjenesteyder eller honorære konsul til myndighederne i den eller de berørte medlemsstater, tillader den eller de repræsenterede medlemsstater eller den eller de berørte medlemsstater ikke, at den repræsenterende medlemsstat eller den eksterne tjenesteyder eller honorære konsul overfører oplysninger elektronisk.

I så fald sikrer den eller de repræsenterede medlemsstater eller den eller de berørte medlemsstater, at de elektroniske oplysninger overføres fysisk i fuldt krypteret form via et elektronisk lagringsmedium fra myndighederne i den repræsenterende medlemsstat til myndighederne i den eller de repræsenterede medlemsstater eller fra den eksterne tjenesteyder eller honorære konsul til myndighederne i den eller de berørte medlemsstater af en konsulær medarbejder i en medlemsstat eller, hvor en sådan overførsel ville kræve, at der skulle træffes uforholdsmæssigt omfattende eller urimelige foranstaltninger, på en anden og sikker måde, f.eks. ved hjælp af etablerede operatører med erfaring i transport af følsomme dokumenter og oplysninger i det pågældende tredjeland.

3.   Under alle omstændigheder tilpasses sikkerhedsniveauet for overførslen i forhold til, hvor følsomme oplysningerne er.

4.   Medlemsstaterne eller Fællesskabet bestræber sig på at nå til enighed med de pågældende tredjelande om at ophæve forbuddet mod kryptering af de oplysninger, der skal overføres elektronisk fra myndighederne i den repræsenterende medlemsstat til myndighederne i den eller de repræsenterede medlemsstater eller fra den eksterne tjenesteyder eller honorære konsul til myndighederne i den eller de berørte medlemsstater.

Artikel 45

Medlemsstaternes samarbejde med kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere

1.   Medlemsstaterne kan samarbejde med kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, med henblik på indgivelse af ansøgninger, undtagen med henblik på indsamling af biometriske identifikatorer.

2.   Et sådant samarbejde skal baseres på, at medlemsstaternes relevante myndigheder giver akkreditering. Akkrediteringen skal navnlig baseres på kontrol af følgende:

3.   Akkrediterede kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, kontrolleres løbende ved hjælp af tilfældige stikprøver, hvor der arrangeres personlige samtaler eller telefonsamtaler med ansøgerne, gennemgang af rejser og indlogering, kontrol med, at den fremlagte rejsesygeforsikring er passende og dækker individuelle rejsende, og hvor det skønnes nødvendigt, gennemgang af dokumentation for gruppens hjemrejse.

4.   Inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde udveksles der oplysninger om resultaterne af de akkrediterede kommercielle foretagenders indsats angående konstaterede uregelmæssigheder og afslag på ansøgninger, der er indgivet af kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, og påviste former for rejsedokumentsvig og manglende gennemførelse af planlagte rejser.

5.   Konsulaterne udveksler inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde lister over kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, som de hver især har akkrediteret eller frataget akkrediteringen, i sidstnævnte tilfælde med oplysning om grunden hertil.

Det enkelte konsulat sikrer, at offentligheden informeres om listen over de akkrediterede kommercielle foretagender, der fungerer som formidlere, som det samarbejder med.

Artikel 46

Udarbejdelse af statistik

Medlemsstaterne udarbejder årlige statistikker over visa i overensstemmelse med tabellen i bilag XII. Disse statistikker forelægges senest den 1. marts for det forudgående kalenderår.

Artikel 47

Oplysninger til den brede offentlighed

1.   Medlemsstaternes centrale myndigheder og konsulater giver den brede offentlighed alle relevante oplysninger i forbindelse med ansøgningen om visum, navnlig

2.   Den repræsenterende og repræsenterede medlemsstat informerer den brede offentlighed om repræsentationsordninger, jf. artikel 8, før ordningerne træder i kraft.

AFSNIT V

LOKALT SCHENGENSAMARBEJDE

Artikel 48

Lokalt Schengensamarbejde mellem medlemsstaternes konsulater

1.   For at sikre en harmoniseret anvendelse af den fælles visumpolitik, hvor der, når det er relevant, tages hensyn til de lokale forhold, samarbejder medlemsstaternes konsulater inden for hver jurisdiktion og vurderer navnlig behovet for følgende:

Bekræfter vurderingen inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde, at der er behov for en lokal harmoniseret strategi med hensyn til et eller flere af litra a)-c), vedtages foranstaltninger vedrørende en sådan strategi efter proceduren i artikel 52, stk. 2.

2.   Inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde udformes der et fælles informationsark vedrørende det ensartede visum og visa med begrænset territorial gyldighed og lufthavnstransitvisa, dvs. de rettigheder, visummet giver, og betingelserne for at ansøge herom, herunder i givet fald listen over den dokumentation, der skal indgives, jf. stk. 1, litra a).

3.   Følgende oplysninger udveksles inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde:

4.   Der afholdes regelmæssigt lokale Schengensamarbejdsmøder mellem medlemsstaterne og Kommissionen for specifikt at behandle operationelle spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af den fælles visumpolitik. Kommissionen indkalder til møderne, der afholdes inden for jurisdiktionen, medmindre andet på Kommissionens anmodning aftales.

Der kan afholdes møder om ét enkelt emne og nedsættes undergrupper, der skal se nærmere på specifikke spørgsmål inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde.

5.   Der udarbejdes systematisk sammenfattende rapporter om møderne inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde, som rundsendes lokalt. Kommissionen kan uddelegere udarbejdelsen af rapporterne til en medlemsstat. Hver medlemsstats konsulater sender rapporterne til sine centrale myndigheder.

På grundlag af disse rapporter udarbejder Kommissionen en årsrapport inden for hver jurisdiktion, som forelægges Europa-Parlamentet og Rådet.

6.   Repræsentanter for medlemsstaternes konsulater, der ikke anvender de eksisterende fællesskabsbestemmelser vedrørende visa, eller for tredjelandes konsulater kan på ad hoc-basis inviteres til at deltage i møderne med henblik på udveksling af oplysninger om spørgsmål i forbindelse med visa.

AFSNIT VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 49

Ordninger i forbindelse med De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege

Medlemsstater, der er vært for De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege, anvender de specifikke procedurer og betingelser for lettere udstedelse af visa, der er fastsat i bilag XI.

Artikel 50

Ændringer af bilagene

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, og som ændrer bilag I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII og XII, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 52, stk. 3.

Artikel 51

Instrukser vedrørende den praktiske anvendelse af visumkodeksen

Operationelle instrukser vedrørende den praktiske anvendelse af bestemmelserne i denne forordning udarbejdes efter proceduren i artikel 52, stk. 2.

Artikel 52

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg (»visumudvalget«)

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8, under forudsætning af at de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages efter denne fremgangsmåde, ikke ændrer de væsentlige bestemmelser i denne forordning.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 53

Underretning

1.   Medlemsstaterne giver Kommissionen underretning om:

2.   Kommissionen stiller de oplysninger, den får meddelelse om i overensstemmelse med stk. 1, til rådighed for medlemsstaterne og offentligheden via en løbende ajourført elektronisk publikation.

Artikel 54

Ændringer af forordning (EF) nr. 767/2008

Forordning (EF) nr. 767/2008 ændres således:

Artikel 55

Ændringer af forordning (EF) nr. 562/2006

I bilag V, del A, i forordning (EF) nr. 562/2006 foretages følgende ændringer:

Artikel 56

Ophævelse

1.   Artikel 9-17 i konventionen af 14. juni 1985 om gennemførelse af Schengenaftalen udgår.

2.   Følgende retsforskrifter ophæves:

3.   Henvisninger til ophævede instrumenter gælder som henvisninger til denne forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag XIII.

Artikel 57

Kontrol og evaluering

1.   To år efter at alle bestemmelserne i denne forordning har fundet anvendelse, udarbejder Kommissionen en evaluering af dens anvendelse. Denne samlede evaluering skal omfatte en gennemgang af de opnåede resultater set i forhold til målene og af gennemførelsen af denne forordning, uden at det berører de i stk. 3 omhandlede rapporter.

2.   Kommissionen forelægger den i stk. 1 omhandlede evaluering for Europa-Parlamentet og Rådet. På grundlag af denne evaluering forelægger Kommissionen om nødvendigt relevante forslag med henblik på ændring af denne forordning.

3.   Kommissionen forelægger tre år efter idriftsættelsen af VIS og derefter hvert fjerde år Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af artikel 13, 17 og artikel 40-44 i denne forordning, som omfatter gennemførelsen af indsamlingen og anvendelsen af biometriske identifikatorer, de valgte ICAO-standarders hensigtsmæssighed, overholdelsen af databeskyttelsesreglerne, erfaringen med eksterne tjenesteydere med særlig henvisning til indsamlingen af biometriske data, gennemførelsen af 59-måneders reglen for kopieringen af fingeraftryk samt organiseringen af procedurerne i forbindelse med ansøgninger. Rapporten omfatter desuden på grundlag af artikel 17, nr. 12), 13) og 14), og artikel 50, stk. 4, i VIS-forordningen de tilfælde, hvor fingeraftryk rent faktisk ikke kunne fremskaffes, eller hvor de ikke kræves af retlige grunde, sammenlignet med antallet af tilfælde, hvor fingeraftryk blev optaget. Rapporten omfatter oplysninger om tilfælde, hvor en person, der rent faktisk ikke kunne afgive fingeraftryk, blev nægtet visum. Rapporten ledsages i givet fald af relevante forslag til ændring af denne forordning.

4.   Den første af de i stk. 3 omhandlede rapporter skal også omhandle spørgsmålet om tilstrækkeligt pålidelige fingeraftryk af børn under 12 år med henblik på identifikation og kontrol og navnlig spørgsmålet om, hvordan fingeraftryk udvikler sig med alderen, på grundlag af resultaterne af en undersøgelse, der er udført under Kommissionens ansvar.

Artikel 58

Ikrafttræden

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Den finder anvendelse fra 5. april 2010.

3.   Artikel 52 og artikel 53, stk. 1, litra a)-h), og stk. 2, finder anvendelse fra 5. oktober 2009.

4.   Hvad angår Schengenkonsultationsnettet (tekniske specifikationer), finder artikel 56, stk. 2, litra d), anvendelse fra den i artikel 46 i VIS-forordningen anførte dato.

5.   Artikel 32, stk. 2 og 3, artikel 34, stk. 6 og 7, og artikel 35, stk. 7, finder anvendelse fra 5. april 2011.

(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 2.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 25.6.2009.

(2)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.

(3)  EUT C 326 af 22.12.2005, s. 1.

(4)  EUT C 53 af 3.3.2005, s. 1.

(5)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60.

(6)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(7)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8)  EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1.

(9)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(10)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

(11)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 53.

(12)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(13)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1.

(14)  EUT L 83 af 26.3.2008, s. 3.

(15)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(16)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

(17)  EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1.

(18)  EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1.

(19)  EFT L 53 af 23.2.2002, s. 4.

(20)  EUT L 267 af 27.9.2006, s. 41.

(21)  EUT L 289 af 3.11.2005, s. 23.

(22)  EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1.«

(23)  EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1.«

(24)  EFT L 63 af 13.3.1996, s. 8.

(25)  EFT L 116 af 26.4.2001, s. 2.

(26)  EFT L 150 af 6.6.2001, s. 4.

(27)  EUT L 64 af 7.3.2003, s. 1.

(28)  EUT L 131 af 28.5.2009, s. 1.