19.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 123/94


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE

af 7. maj 2009

om ændring af retningslinje ECB/2007/2 om TARGET2 (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system)

(ECB/2009/9)

(2009/390/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 105, stk. 2, første og fjerde led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 3,1, 17, 18 og 22, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank har vedtaget retningslinje ECB/2007/2 af 26. april 2007 om TARGET2-systemet (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer) (1), som regulerer TARGET2-systemet, der er karakteriseret ved en fælles teknisk infrastruktur, benævnt den fælles platform (SSP).

(2)

Der er behov for at ændre retningslinje ECB/2007/2: a) I betragtning af den nye version af SSP og behovet for at definere den afvikling på tværs af systemet, som er indført for nylig, og b) for at give adgang til TARGET2 for offentligt ejede kreditinstitutter, som i betragtning af deres særlige institutionelle egenskab i henhold til fællesskabsretten er underkastet kontrol på højde med tilsyn ved kompetente nationale myndigheder —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Bilag II, III og IV til retningslinje ECB/2007/2 ændres i overensstemmelse med bilaget til denne retningslinje.

Artikel 2

Ikrafttræden

1.   Denne retningslinje træder i kraft den 8. maj 2009.

2.   Artikel 1 finder anvendelse fra den 11. maj 2009.

Artikel 3

Adressater og gennemførelsesbestemmelser

1.   Denne retningslinje finder anvendelse for alle centralbanker i Eurosystemet.

2.   De nationale centralbanker i medlemsstater, som har indført euroen, skal senest den 11. maj 2009 fremsende til ECB de foranstaltninger, hvormed de tilsigter at opfylde denne retningslinje.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 7. maj 2009.

For ECB's Styrelsesråd

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EUT L 237 af 8.9.2007, s. 1.


BILAG

1.

Bilag II til retningslinje ECB/2007/2 ændres således:

Definitionen af »kreditinstitut« i artikel 1 erstattes af følgende:

»—

»kreditinstitut« enten: a) et kreditinstitut, som defineret i [indsæt den nationale lovbestemmelse, der gennemfører artikel 4, stk. 1, litra a, og — såfremt relevant — artikel 2, i bankdirektivet], der er underlagt tilsyn af en kompetent national myndighed, eller b) et andet kreditinstitut, som defineret i artikel 101, stk. 2, i traktaten, som er underlagt kontrol efter standarder, som er sammenlignelige med tilsyn af en kompetent national myndighed.«

2.

Bilag III til retningslinje ECB/2007/2 affattes således:

Definitionen af »kreditinstitut« i artikel 1 i listen af definitioner i dette bilag erstattes af følgende:

»—

»kreditinstitut« enten: a) et kreditinstitut, som defineret i artikel 2 eller artikel 4, stk.1, litra a, i bankdirektivet som gennemført i national lovgivning, der er underlagt tilsyn af en kompetent national myndighed, eller b) et andet kreditinstitut, som defineret i artikel 101, stk. 2, i traktaten, som er underlagt kontrol efter standarder, som er sammenlignelige med tilsyn af en kompetent national myndighed.«

3.

Bilag IV til retningslinje ECB/2007/2 ændres således:

1.

Følgende definitioner tilføjes i stk. 1:

»—

»afvikling på tværs af systemet«: afvikling i realtid af debiteringsinstrukser, hvorefter betalinger gennemføres fra ét afviklingssystems afviklingsbank, der anvender afviklingsprocedure 6, til et andet afviklingssystems afviklingsbank, der anvender afviklingsprocedure 6

»Static Data (Management) Module«: det SSP-modul, hvori statiske data indsamles og registreres.«

2.

Følgende indsættes som punkt 3, nr. 7:

»(7)

ASCB’erne skal sikre, at de afviklingssystemer, med hvilke de har bilaterale ordninger, angiver navn og BIC på det afviklingssystem, hvormed de agter at gennemføre afvikling på tværs af systemet, samt datoen, hvorfra afvikling på tværs af systemet med et bestemt afviklingssystem begynder eller stopper. Disse oplysninger registreres i Static Data (Management) Module.«

3.

Punkt 4, nr. 3, affattes således:

»(3)

En betalingsordre skal anses for accepteret, hvis:

a)

ved valutatransaktioner: betalingsordren opfylder de regler, som netværksleverandøren har opstillet

b)

betalingsordren opfylder formatteringsreglerne og vilkårene I ASCB’ens TARGET2 delsystem

c)

afviklingsbanken er anført på listen over afviklingsbanker, som angivet i punkt 3, nr. 1

d)

det relevante afviklingssystem, i tilfælde af afvikling på tværs af systemet, står på listen over afviklingssystemer, hvormed der kan gennemføres afvikling på tværs af systemet

e)

såfremt en afviklingsbanks deltagelse i TARGET2 er suspenderet, den suspenderede afviklingsbanks SCB har givet sit udtrykkelige samtykke.«

4.

Punkt 6, nr. 1, litra f), affattes således:

»f)

afviklingsprocedure 6 (dedikeret likviditet og afvikling på tværs af systemet).«

5.

Punkt 8, nr. 5, affattes således:

»(5)

Hvis en ASCB tilbyder afviklingsprocedure 6 til grænseflademodeller, skal SCB’er i deres TARGET2-delsystemer åbne en eller flere afviklingskonti for afviklingsbanker til brug for dedikeret likviditet og, hvis relevant, afvikling på tværs af systemet. Afviklingskonti skal identificeres ved BIC-koden for den PM konto, som de relaterer sig til, i kombination med et kontonummer, som er specifikt for den relevante afviklingskonto. Kontonummeret er sammensat af landekoden plus indtil 32 tegn (afhængig af den relevante nationale banks kontostruktur).«

6.

Stk. 14 affattes således:

»14.   Afviklingsprocedure 6 — Dedikeret likviditet (dedicated liquidity) og afvikling på tværs af systemet (cross-system settlement)

(1)

Afviklingsprocedure 6 kan anvendes for både grænseflademodellen og den integrerede model, som angivet henholdsvis i nr. 4 til 13 og nr. 14 til 18 nedenfor. Med hensyn til den integrerede model skal det relevante afviklingssystem anvende en skyggekonto til opsamling af den nødvendige likviditet, som dets afviklingsbanker har hensat. Med hensyn til grænseflademodellen skal afviklingsbanken åbne mindst én afviklingskonto, som relaterer sig til et bestemt afviklingssystem.

(2)

Afviklingsbankerne underrettes på anmodning via en SWIFT MT 900 eller en MT 910 meddelelse om krediteringen og debiteringen af deres PM konti og, hvis relevant, af deres afviklingskonti.

(3)

Når der tilbydes afvikling på tværs af systemet efter afviklingsprocedure 6, skal ASCB’er og SCB’er understøtte afviklingsbetalinger, hvis de er iværksat af de relevante AS’er. Et AS kan kun iværksætte afvikling på tværs af systemet under dets behandlingscyklus, og afviklingsprocedure 6 skal løbe i det AS, der modtager betalingsinstruksen. Afvikling på tværs af systemet skal tilbydes til både dag- og natbehandling efter afviklingsprocedure 6. Muligheden for at udføre afvikling på tværs af systemet mellem to individuelle AS’er skal registreres i Static Data (Management) Module.

(A)   Grænseflademodel (interfaced model)

(4)

Ved tilbud om afviklingsprocedure 6, skal ASCB’erne og SCB’erne understøtte afvikling af bilaterale og/eller multilaterale kontantsaldi fra afviklingssystemets transaktioner ved:

a)

at gøre det muligt for en afviklingsbank at forhåndsfinansiere sin fremtidige afviklingsforpligtelse ved overførsler fra dens PM-konto til dens afviklingskonto (herefter benævnt »dedikeret likviditet«) før behandlingen i afviklingssystemet, og

b)

at afvikle afviklingssystemets betalingsordrer efter afslutningen af behandlingen i afviklingssystemet: med hensyn til korte afviklingsbanker ved at debitere deres afviklingskonti (inden for limits for midler på denne konto) og ved at kreditere afviklingssystemets tekniske konto og med hensyn til lange afviklingsbanker ved at kreditere deres afviklingskonti og ved at debitere afviklingssystemets tekniske konto.

(5)

Ved tilbud om afviklingsprocedure 6:

a)

skal SCB’erne åbne mindst én afviklingskonto vedrørende et enkelt afviklingssystem for hver afviklingsbank, og

b)

skal ASCB’erne åbne en teknisk konto for afviklingssystemet til: i) at kreditere midler, som er opsamlet fra korte afviklingsbankers afviklingskonti, og ii) at debitere midler ved ydelse af kredit til de lange afviklingsbankers dedikerede afviklingskonti.

(6)

Afviklingsprocedure 6 skal tilbydes både til afviklingssystemernes åbningstid den samme bankdag og under natoperationer. I sidstnævnte tilfælde skal bankdagen begynde straks efter opfyldelse af mindstereservekravene; enhver debitering eller kreditering på de relevante konti derefter skal henregnes til den følgende bankdag.

(7)

Under afviklingsprocedure 6 og vedrørende dedikering af likviditet skal ASCB’erne og SCB’erne tilbyde følgende former for likviditetsoverførselsservice til og fra afviklingskontoen:

a)

stående ordrer, som afviklingsbanker kan afgive eller ændre på ethvert tidspunkt i løbet af bankdagen via ICM-modulet (når det er til rådighed). Stående ordrer, som er afgivet efter afsendelse af »start-of-procedure«-meddelelsen på en given bankdag, skal kun gælde for den følgende bankdag. Hvis der er flere stående ordrer om at kreditere forskellige afviklingskonti, afvikles de efter størrelsen af deres beløb, idet der begyndes med det største beløb. Under natoperationer i afviklingssystemet afvikles eventuelle stående ordrer, til hvilke der ikke er tilstrækkelige midler på PM-kontoen, efter en pro-rata nedsættelse af alle ordrer.

b)

løbende ordrer, som kun kan afgives enten af en afviklingsbank (via ICM-modulet) eller af det relevante afviklingssystem via en XML-meddelelse, under forløbet af afviklingsprocedure 6 (identificeret ved tidsforløbet fra »start-of-procedure« til »end-of-procedure«-meddelelsen), og som kun vil blive afviklet, så længe afviklingssystemets behandlingscyklus endnu ikke er begyndt. Hvis der er løbende ordrer afgivet af afviklingssystemet, til hvilke der ikke er tilstrækkelige midler på PM kontoen, skal sådanne ordrer afvikles delvis, og

c)

SWIFT-order, som går via en MT 202-meddelelse, som kun kan afgives under forløbet af afviklingsprocedure 6 og kun under dagbehandling. Disse ordrer afvikles straks. I tilfælde af en løbende cyklus sker dette uden underretning til afviklingssystemet.

(8)

Afviklingsprocedure 6 skal begynde ved hjælp af en »start-of-procedure«-meddelelse og slutte ved hjælp af en »end-of-procedure«-meddelelse, der begge sendes af afviklingssystemet. Vedrørende afviklingssystemets natoperationer sendes »start-of-procedure«-meddelelsen dog af ASCB’en. »Start-of-procedure«-meddelelser udløser afvikling af stående ordrer om overførsel af likviditet til afviklingskonti. »End-of-procedure«-meddelelsen medfører en automatisk tilbageførsel af likviditet fra afviklingskontoen til PM-kontoen.

(9)

Under afviklingsprocedure 6 er dedikeret likviditet på afviklingskonti spærret, så længe afviklingssystemets behandlingscyklus kører (begyndende med en »start-of-cycle«-meddelelse og sluttende med en »end-of-cycle«-meddelelse, som begge afsendes af afviklingssystemet) og frigives derefter. Den spærrede saldo kan ændres i løbet af behandlingscyklussen som følge af betalinger i forbindelse med afvikling på tværs af systemet.

(10)

Inden for hver behandlingscyklus i afviklingssystemet skal betalingsinstrukser afvikles med dedikeret likviditet, hvorved algoritme 5 (jf. tillæg I til bilag II) som hovedregel anvendes.

(11)

Inden for hver behandlingscyklus i afviklingssystemet kan en afviklingsbanks dedikerede likviditet blive forhøjet gennem kreditering af visse indgående betalinger direkte på dens afviklingskonti (fx kupon- og afdragsbetalinger). I disse tilfælde skal likviditeten først krediteres den tekniske konto, derpå debiteres denne konto, før likviditeten krediteres afviklingskontoen (eller PM-kontoen).

(12)

Afvikling på tværs af systemet mellem to afviklingssystemer, der anvender grænseflademodellen, kan kun indledes af et afviklingssystem (eller dets ASCB på dettes vegne), hvis deltagers afviklingskonto debiteres. Betalingsinstruksen afvikles ved at debitere det i betalingsinstruksen anførte beløb fra afviklingskontoen tilhørende en deltager i det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og kreditere afviklingskontoen tilhørende en deltager i et andet afviklingssystem.

Det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og det andet afviklingssystem skal underrettes, når afviklingen er gennemført.

(13)

Afvikling på tværs af systemet fra et afviklingssystem, der anvender grænseflademodellen, til et afviklingssystem, der anvender den integrerede model, kan iværksættes af det afviklingssystem, der anvender grænseflademodellen (eller dets ASCB på dettes vegne). Betalingsinstruksen afvikles ved at debitere det i betalingsinstruksen anførte beløb fra afviklingskontoen tilhørende en deltager i det afviklingssystem, der anvender grænseflademodellen, og kreditere skyggekontoen, der anvendes af det afviklingssystem, som anvender den integrerede model. Betalingen kan ikke iværksættes af det afviklingssystem, der anvender den integrerede model, og hvis skyggekonto vil blive krediteret.

Det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og det andet afviklingssystem skal underrettes, når afviklingen er gennemført.

(B)   Integreret model (integrated model)

(14)

Ved tilbud om afviklingsprocedure 6 for integrerede modeller skal ASCB'erne og SCB'erne støtte en sådan afvikling. Såfremt afviklingsprocedure 6 anvendes til den integrerede model i løbet af dagbehandling, tilbydes kun begrænset funktionalitet.

(15)

Under afviklingsprocedure 6 og vedrørende den integrerede model skal ASCB’erne og SCB’erne tilbyde følgende former for likviditetsoverførselsservice til og fra en skyggekonto:

a)

stående ordrer (til dagbehandling og natoperationer i afviklingssystemet), som afviklingsbanker kan afgive eller ændre på ethvert tidspunkt i løbet af bankdagen via ICM-modulet (når det er til rådighed). Stående ordrer, som er afgivet efter afsendelse af »start-of-procedure«-meddelelsen på en given bankdag, skal kun gælde for den følgende bankdag. Hvis der er flere stående ordrer, skal de afvikles efter størrelsen af deres beløb, idet der begyndes med det største beløb. Hvis der ikke er dækning af en stående ordre til dagbehandling, vil den blive afvist. Under natoperationer i afviklingssystemet afvikles eventuelle stående ordrer, til hvilke der ikke er tilstrækkelige midler på PM-kontoen, efter en pro-rata nedsættelse af alle ordrer.

b)

løbende ordrer, som kun kan afgives enten af en afviklingsbank (via ICM-modulet) eller af det relevante afviklingssystem via en XML-meddelelse, under forløbet af afviklingsprocedure 6 (identificeret ved tidsforløbet fra »start-of-procedure« til »end-of-procedure«-meddelelsen), og som kun vil blive afviklet, så længe afviklingssystemets behandlingscyklus endnu ikke er begyndt. Hvis der er løbende ordrer, til hvilke der ikke er tilstrækkelige midler på PM-kontoen, skal sådanne ordrer afvikles delvis, og

c)

SWIFT-ordrer, der går via en MT 202-meddelelse, kan kun afgives under dagbehandling. Disse ordrer afvikles straks.

(16)

Reglerne vedrørende »start-of-procedure«- og »end-of-procedure«-meddelelser og vedrørende begyndelsen og slutningen af cyklus for grænseflademodellen gælder tilsvarende.

(17)

Afvikling på tværs af systemet mellem to afviklingssystemer, der anvender den integrerede model, kan kun iværksættes af et afviklingssystem (eller dets ASCB på dettes vegne), hvis skyggekonto debiteres. Betalingsinstruksen afvikles ved at debitere det i betalingsinstruksen anførte beløb fra den skyggekonto, som anvendes af det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og kreditere skyggekontoen anvendt af et andet afviklingssystem. Betalingsinstruksen kan ikke iværksættes af det afviklingssystem, hvis skyggekonto vil blive krediteret.

Det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og det andet afviklingssystem skal underrettes, når afviklingen er gennemført.

(18)

Afvikling på tværs af systemet fra et afviklingssystem, der anvender grænseflademodellen, til et afviklingssystem, der anvender den integrerede model, kan iværksættes af det afviklingssystem, der anvender den integrerede model (eller dets ASCB på dettes vegne). Betalingsinstruksen afvikles ved at debitere det i betalingsinstruksen anførte beløb fra den skyggekonto, som anvendes af det afviklingssystem, der anvender den integrerede model, og kreditere afviklingskontoen tilhørende en deltager i et andet afviklingssystem. Betalingsinstruksen kan ikke iværksættes af det afviklingssystem, der anvender grænseflademodellen, og hvis deltagers afviklingskonto vil blive krediteret.

Det afviklingssystem, der har iværksat betalingsinstruksen, og det andet afviklingssystem skal underrettes, når afviklingen er gennemført.«