17.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 46/53


RÅDETS FÆLLES AKTION 2009/133/FUSP

af 16. februar 2009

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sydkaukasus

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 18, stk. 5, og artikel 23, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 20. februar 2006 vedtog Rådet fælles aktion 2006/121/FUSP (1) om udnævnelse af Peter SEMNEBY til Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sydkaukasus.

(2)

Den 18. februar 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/132/FUSP (2) om ændring og forlængelse af mandatet for den særlige repræsentant til den 28. februar 2009.

(3)

På grundlag af en fornyet gennemgang af fælles aktion 2008/132/FUSP bør den særlige repræsentants mandat forlænges med yderligere 12 måneder.

(4)

Den særlige repræsentant skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Peter SEMNEBY som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sydkaukasus forlænges indtil den 28. februar 2010.

Artikel 2

Politikmål

1.   Mandatet for den særlige repræsentant bygger på Den Europæiske Unions politikmål for Sydkaukasus. Disse mål omfatter:

a)

bistand til Armenien, Aserbajdsjan og Georgien med henblik på at gennemføre politiske og økonomiske reformer, navnlig inden for retssikkerhed, demokratisering, menneskerettigheder, god regeringsførelse, udvikling og fattigdomsbekæmpelse

b)

i overensstemmelse med de eksisterende mekanismer forebyggelse af konflikter i regionen og bidrag til en fredelig konfliktløsning, bl.a. ved at fremme flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden

c)

konstruktiv drøftelse med de vigtigste parter om regionen

d)

styrkelse af og støtte til yderligere samarbejde mellem staterne i regionen, navnlig mellem staterne i Sydkaukasus, bl.a. i økonomiske spørgsmål og energi- og transportspørgsmål

e)

forbedring af Den Europæiske Unions effektivitet og synlighed i regionen.

2.   Den særlige repræsentant skal støtte generalsekretæren/den højtstående repræsentant i dennes arbejde i regionen.

Artikel 3

Mandat

For at nå politikmålene har den særlige repræsentant mandat til:

a)

at udvikle kontakter med regeringer, parlamenter, retsvæsen og civilsamfund i regionen

b)

at tilskynde Armenien, Aserbajdsjan og Georgien til at samarbejde om regionale spørgsmål af fælles interesse, såsom fælles sikkerhedstrusler og bekæmpelse af terrorisme, ulovlig handel og smugleri samt organiseret kriminalitet

c)

med forbehold af Kommissionens forpligtelser i henhold til EF-traktaten at bidrage til at forebygge konflikter og at bistå med at skabe betingelser for fremskridt med konfliktløsning, bl.a. gennem henstillinger om en indsats i forhold til civilsamfundet og genopbygning af landområder

d)

at bidrage til konfliktløsning og at lette gennemførelsen heraf i tæt samarbejde med De Forenede Nationers (FN) generalsekretær og hans særlige repræsentant for Georgien, Gruppen af FN-Generalsekretærens Venner for Georgien, OSCE og dens Minsk-Gruppe samt konfliktløsningsmekanismen for Sydossetien

e)

at vejlede chefen for EU-observatørmissionen i Georgien (EUMM Georgia) om lokale politiske forhold

f)

at intensivere Den Europæiske Unions dialog med de vigtigste parter om regionen

g)

at bistå Rådet med yderligere at udvikle en samlet politik for Sydkaukasus

h)

gennem en støttestab at:

forsyne Den Europæiske Union med indberetninger og en løbende vurdering af grænsesituationen

fremme tillidsskabende foranstaltninger mellem Georgien og Den Russiske Føderation for derigennem at sikre effektivt samarbejde og effektive forbindelser med alle relevante aktører

etablere relevante kontakter i konfliktområderne og derved gøre staten i stand til at bidrage til tillidsskabende foranstaltninger og vurdere grænsespørgsmål i de pågældende områder på baggrund af et kommissorium, der er aftalt med den georgiske regering, og konsultationer med alle berørte parter (undtagen operative aktiviteter på stedet i Abkhasien og Sydossetien)

bistå Georgiens grænsepoliti og andre relevante statslige myndigheder i Tbilisi med at gennemføre den overordnede integrerede grænseforvaltningsstrategi

samarbejde med de georgiske myndigheder om at forbedre kommunikationen mellem Tbilisi og grænsen, herunder gennem mentoring. Dette skal ske i samråd og tæt samarbejde med hele kommandovejen mellem Tbilisi og grænsen (undtagen operative aktiviteter på stedet i Abkhasien og Sydossetien)

i)

at bidrage til gennemførelsen af EU’s menneskerettighedspolitik og EU’s retningslinjer for menneskerettigheder, navnlig med hensyn til børn og kvinder i konfliktramte områder, især ved at overvåge og imødegå udviklingen i den henseende.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   Den særlige repræsentant har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og under dennes operative ledelse.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal opretholde privilegerede forbindelser med den særlige repræsentant og være det primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver den særlige repræsentant strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med den særlige repræsentants mandat for perioden 1. marts 2009 til 28. februar 2010 er på 2 510 000 EUR.

2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 1. marts 2009. Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem den særlige repræsentant og Kommissionen. Den særlige repræsentant står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   Den særlige repræsentant er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for udpegelsen af sine medarbejdere i samråd med formandskabet, der bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, og i fuldt samarbejde med Kommissionen. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. Den særlige repræsentant holder generalsekretæren/den højtstående repræsentant, formandskabet og Kommissionen underrettet om sin medarbejderstabs sammensætning.

2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med den særlige repræsentant. Løn til medarbejdere, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå den særlige repræsentant, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. Eksperter, der er udstationeret af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres til den særlige repræsentant. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en EU-medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i den særlige repræsentant mandats interesse.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for den særlige repræsentant og dennes medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at den særlige repræsentant og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle den særlige repræsentant mission uhindret, aftales i relevant omfang med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Klassificerede EU-oplysningers sikkerhed

Den særlige repræsentant og hans medarbejdere overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (3), navnlig ved behandlingen af klassificerede EU-oplysninger.

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at den særlige repræsentant får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhed

Den særlige repræsentant skal i overensstemmelse med EU’s sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for EU som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under hans direkte myndighed, navnlig ved:

a)

at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Rådets generalsekretariat, der bl.a. skal omfatte missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser, og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

b)

at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for EU, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

c)

at sørge for, at alle hans medarbejdere, der skal udstationeres uden for EU, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som Rådets Generalsekretariat har opstillet for missionsområdet

d)

at sørge for, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

Den særlige repræsentant aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og PSC. Den særlige repræsentant aflægger også efter behov rapport til arbejdsgrupperne. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. Den særlige repræsentant kan efter henstilling fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant eller PSC aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Artikel 12

Koordination

1.   Den særlige repræsentant fremmer EU’s overordnede politiske koordination. Vedkommende hjælper med til at sikre, at alle EU-instrumenter i felten sættes ind på en sammenhængende måde for at nå EU’s politiske mål. Den særlige repræsentants aktiviteter koordineres med formandskabets og Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af andre særlige repræsentanter, som er aktive i regionen, navnlig den særlige repræsentant for krisen i Georgien under hensyntagen til de specifikke mål for sidstnævntes mandat. Den særlige repræsentant sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Kommissionens delegationer.

2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og medlemsstaternes missionschefer. De skal gøre deres bedste for at bistå den særlige repræsentant i gennemførelsen af dennes mandat. Den særlige repræsentant skal yde lokal politisk vejledning til missionschefen for EU-observatørmissionen i Georgien (EUMM Georgia). Den særlige repræsentant og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer om nødvendigt hinanden. Den særlige repræsentant skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

Artikel 13

Revision

Gennemførelsen af den fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. Den særlige repræsentant forelægger en fremskridtsrapport inden udgangen af juni 2009 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet medio november 2009 for generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen. Disse rapporter skal danne grundlag for evalueringen af denne fælles aktion i de relevante arbejdsgrupper og i PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelse henstillinger til PSC med henblik på Rådets afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne fælles aktion har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Artikel 15

Offentliggørelse

Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 2009.

På Rådets vegne

O. LIŠKA

Formand


(1)  EUT L 49 af 21.2.2006, s. 14.

(2)  EUT L 43 af 19.2.2008, s. 30.

(3)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.