5.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 140/136

(1)

Endemålet for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 94/69/EF (3), er at opnå en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig antropogen indvirkning på klimasystemet.

(2)

Fællesskabets synspunkt, der senest navnlig er kommet til udtryk på Det Europæiske Råd i marts 2007, er, at den globale årsmiddeltemperatur ved jordoverfladen, hvis dette mål skal kunne nås, ikke må stige med mere end 2 °C over det førindustrielle niveau, hvilket indebærer, at de globale drivhusgasemissioner bør reduceres til mindst 50 % under 1990-niveauerne frem til 2050. De af Fællesskabets drivhusgasemissioner, der er omfattet af denne beslutning, bør fortsat falde efter 2020 som led i Fællesskabets indsats for at bidrage til dette globale emissionsreduktionsmål. Industrilandene, herunder EU's medlemsstater, bør fortsat gå forrest ved at forpligte sig til kollektivt at reducere deres drivhusgasemissioner i størrelsesordenen 30 % frem til 2020 i forhold til 1990. De bør i den forbindelse også forpligte sig til en kollektiv reduktion af deres drivhusgasemissioner med 60-80 % senest i 2050 i forhold til 1990. Alle økonomiske sektorer bør bidrage til at nå disse emissionsreduktioner, herunder international søfart og luftfart. Luftfart bidrager til disse reduktioner ved at være medtaget i ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (i det følgende benævnt »fællesskabsordningen«). Hvis medlemsstaterne ikke senest den 31. december 2011 har godkendt en international aftale indgået inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) om medtagelse af emissionerne fra international søfart i reduktionsmålene, eller hvis Fællesskabet ikke inden samme dato har godkendt en sådan aftale inden for rammerne af UNFCCC, bør Kommissionen forelægge et forslag om medtagelse af emissionerne fra international søfart i Fællesskabets reduktionsforpligtelse med henblik på den foreslåede retsakts ikrafttræden senest i 2013. Et sådant forslag bør begrænse eventuelle negative følger for Fællesskabets konkurrenceevne mest muligt og samtidig tage hensyn til de potentielle miljømæssige fordele.

(3)

Endvidere tilsluttede Det Europæiske Råd sig i marts 2007 med henblik på at nå dette mål en fællesskabsmålsætning om senest i 2020 at have opnået en reduktion af drivhusgasemissionerne på 30 % i forhold til 1990 som EU's bidrag til en global og samlet aftale for tiden efter 2012 under forudsætning af, at andre industrilande forpligter sig til lignende emissionsreduktioner, og at de økonomisk mere udviklede udviklingslande forpligter sig til at yde et passende bidrag i overensstemmelse med deres ansvar og kapaciteter.

(4)

Det Europæiske Råd i marts 2007 understregede, at Fællesskabet har forpligtet sig til at omdanne Europa til en yderst energieffektiv økonomi med lave drivhusgasemissioner, og besluttede, at Fællesskabet — i afventning af en global og samlet aftale for perioden efter 2012 og med forbehold af Fællesskabets position i internationale forhandlinger — skal påtage sig en fast ensidig forpligtelse til en reduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 20 % frem til 2020 i forhold til 1990.

(5)

Energieffektivitetsforbedringer er en afgørende faktor for medlemsstaternes opfyldelse af kravene i denne beslutning. I denne forbindelse bør Kommissionen nøje overvåge de fremskridt, der gøres i forhold til målsætningen om at reducere energiforbruget med 20 % senest i 2020, og foreslå supplerende foranstaltninger, hvis ikke der gøres tilstrækkelige fremskridt.

(6)

Direktiv 2003/87/EF (4) indfører en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, der omfatter nærmere bestemte økonomiske sektorer. Alle økonomiske sektorer bør bidrage til på en omkostningseffektiv måde at opfylde målsætningen om at reducere drivhusgasemissionerne med 20 % senest i 2020 i forhold til 1990-niveauerne. Medlemsstaterne bør derfor gennemføre supplerende politikker og foranstaltninger for yderligere at begrænse drivhusgasemissionerne fra kilder, som ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF.

(7)

Hver medlemsstats indsats bør fastlægges i forhold til niveauet for de af dens drivhusgasemissioner i 2005, der er omfattet af denne beslutning, som tilpasset for at udelukke emissioner fra anlæg, der eksisterede i 2005, men som blev medtaget i fællesskabsordningen i perioden fra 2006 til 2012. De årlige emissionstildelinger for perioden fra 2013 til 2020 udtrykt i tons kuldioxidækvivalent bør fastsættes på grundlag af evaluerede og verificerede data.

(8)

Medlemsstaternes reduktionsindsats bør bygge på princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne og behovet for en bæredygtig økonomisk vækst i Fællesskabet under hensyn til medlemsstaternes relative BNP pr. indbygger. Medlemsstater, som for indeværende har et relativt lavt BNP pr. indbygger og dermed høje forventninger til væksten i BNP, bør have lov til at øge deres drivhusgasemissioner i forhold til 2005, men bør begrænse denne vækst i drivhusgasemissionerne som bidrag til Fællesskabets ensidige reduktionsforpligtelse. Medlemsstater, som for indeværende har et relativt højt BNP pr. indbygger, bør reducere deres drivhusgasemissioner i forhold til 2005.

(9)

For derudover at sikre en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen for at bidrage til gennemførelse af Fællesskabets ensidige reduktionsforpligtelse bør ingen medlemsstat pålægges at reducere sine drivhusgasemissioner frem til 2020 med mere end 20 % under 2005-niveauerne eller have tilladelse til at øge sine drivhusgasemissioner frem til 2020 med mere end 20 % over 2005-niveauerne. Reduktionerne af drivhusgasemissionerne bør finde sted mellem 2013 og 2020. Hver medlemsstat bør have mulighed for fra det følgende år at overføre en mængde svarende til op til 5 % af den årlige emissionstildeling. Hvis en medlemsstats emissioner ligger under denne årlige emissionstildeling, bør en medlemsstat have mulighed for at overføre sine overskydende emissionsreduktioner til det efterfølgende år.

(10)

Som et middel til at udligne forskellene i udgifterne til reduktion af emissioner i de enkelte medlemsstater ved at give mulighed for større geografisk fleksibilitet og for parallelt hermed at styrke den samlede omkostningseffektivitet af Fællesskabets samlede forpligtelse bør medlemsstaterne kunne overføre en del af deres årlige emissionstildeling til andre medlemsstater. Gennemsigtigheden af disse overførsler bør sikres gennem indberetninger til Kommissionen og registrering af hver enkelt overførsel i begge de involverede medlemsstaters registre. Sådanne overførsler kan foretages på gensidigt acceptabel vis, herunder gennem auktionering, anvendelse af mellemhandlere, der operer via agenturer, eller ved hjælp af bilaterale ordninger.

(11)

Der bør foretages betydelige drivhusgasemissionsreduktioner inden for EU. Anvendelsen af kreditter fra projektaktiviteter bør begrænses til blot at udgøre et supplement til nationale foranstaltninger. EU vil fortsat arbejde for en stadig forbedring af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) og vil søge at få gennemført forbedringer ved hjælp af hensigtsmæssige internationale processer. Det er vigtigt, at kreditter fra projektaktiviteter, der anvendes af medlemsstater, repræsenterer reelle, verificerbare, supplerende og permanente emissionsreduktioner og har klare fordele for en bæredygtig udvikling og ingen væsentlige negative miljømæssige eller sociale konsekvenser. Medlemsstaterne bør også meddele, hvilke kvalitative kriterier de anvender i forbindelse med anvendelse af sådanne kreditter.

(12)

For at give medlemsstaterne fleksibilitet med hensyn til gennemførelsen af deres forpligtelser, fremme en bæredygtig udvikling i tredjelande og især i udviklingslande og skabe sikkerhed for investorer bør Fællesskabet fortsat anerkende en nærmere fastsat mængde kreditter fra projekter til reduktion af drivhusgasemissioner i tredjelande forud før indgåelsen af en fremtidig international aftale om klimaændringer (i det følgende benævnt »den internationale klimaaftale«). Medlemsstaterne bør sikre, at deres politikker for køb af disse kreditter fremmer en rimelig geografisk fordeling af projekter, navnlig ved at forhøje andelen af certificerede emissionsreduktioner (CER), der købes i de mindst udviklede lande (LDC) og i små udviklingsøstater (SIDS), og letter mulighederne for at nå frem til en international klimaaftale.

(13)

Medlemsstaterne bør derfor kunne anvende kreditter fra reduktion af drivhusgasemissioner, som er udstedt for reduktioner, der er foretaget i perioden fra 2008 til 2012, og som stammer fra projekttyper, der opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen i denne periode. Medlemsstaterne bør også kunne anvende kreditter fra reduktion af drivhusgasemissioner for reduktioner, der er foretaget efter perioden fra 2008 til 2012, som stammer fra projekter, der er registreret i perioden fra 2008 til 2012, og som stammer fra projekttyper, der opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen i denne periode.

(14)

Der er gennemført meget få CDM-projekter i LDC. Da Fællesskabet støtter en ligelig fordeling af CDM-projekter, bl.a. via Kommissionens globale klimaalliance, som fastlagt i Kommissionens meddelelse af 18. september 2007»En global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen«, bør der skabes sikkerhed for, at kreditter godkendes fra projekter, som påbegyndes efter perioden fra 2008 til 2012 i LDC, for projekttyper, der opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen i perioden fra 2008 til 2012. Denne godkendelse bør fortsat finde sted indtil 2020, eller indtil der er indgået en relevant aftale med Fællesskabet, idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund.

(15)

Med henblik på at skabe yderligere fleksibilitet for medlemsstaterne og fremme en bæredygtig udvikling i udviklingslandene bør medlemsstaterne kunne anvende yderligere kreditter fra projekter som følge af aftaler, Fællesskabet indgår med tredjelande. Uden en international klimaaftale, som fastlægger den tildelte mængde for industrilande, kan projekter for fælles gennemførelse (JI) ikke videreføres efter 2012. Kreditter fra reduktion af drivhusgasemissioner, der stammer fra sådanne projekter, bør dog fortsat anerkendes i kraft af aftaler med tredjelande.

(16)

Det, at medlemsstaterne fortsat kan anvende CDM-kreditter, er af stor betydning for at bidrage til at sikre et marked for disse kreditter efter 2012. For at bidrage til at sikre dette marked og for at sikre yderligere reduktioner af drivhusgasemissioner i Fællesskabet og dermed fremme gennemførelsen af Fællesskabets målsætninger om vedvarende energi, energieffektivitet, energiforsyningssikkerhed, innovation og konkurrenceevne foreslås det at lade medlemsstaterne anvende kreditter fra projekter til reduktion af drivhusgasemissioner i tredjelande hvert år op til en mængde, der repræsenterer 3 % af hver medlemsstats drivhusgasemissioner, som ikke var omfattet af direktiv 2003/87/EF i 2005, eller i andre medlemsstater, indtil en international klimaaftale er indgået. Medlemsstater bør kunne overføre den ikke anvendte del af denne mængde til andre medlemsstater. Visse medlemsstater med et negativt loft, eller et positivt loft på højst 5 %, som fastsat i denne beslutning bør ud over de ovenfor omhandlede kreditter have tilladelse til hvert år at anvende yderligere kreditter op til en mængde, der repræsenterer 1 % af deres verificerede emissioner i 2005 fra projekter i LDC og i SIDS, forudsat at de overholder en af de fire betingelser i denne beslutning.

(17)

Denne beslutning bør ikke berøre mere ambitiøse nationale målsætninger. Begrænser medlemsstaterne de af deres drivhusgasemissioner, der er omfattet af denne beslutning, ud over deres forpligtelser i medfør af denne beslutning med henblik på at opfylde en mere ambitiøs målsætning, bør denne beslutnings begrænsning af anvendelsen af kreditter fra reduktion af drivhusgasemissioner ikke finde anvendelse på de yderligere emissionsreduktioner med henblik på at nå det nationale mål.

(18)

For at øge omkostningseffektiviteten i forbindelse med opfyldelsen af nationale målsætninger, navnlig for medlemsstater med ambitiøse målsætninger, kan medlemsstaterne anvende kreditter fra projekter på fællesskabsplan som defineret i artikel 24a i direktiv 2003/87/EF.

(19)

Når der er indgået en international klimaaftale, bør medlemsstaterne kun anvende kreditter for reduktion af emissioner fra lande, som har ratificeret denne aftale, efter en fælles fremgangsmåde.

(20)

Den omstændighed, at visse bestemmelser i denne beslutning henviser til Fællesskabets godkendelse af en international klimaaftale, er ikke til hinder for, at medlemsstaterne også kan indgå denne aftale.

(21)

Efter godkendelsen af en international klimaaftale for perioden efter 2012 og som fastsat i denne aftale bør Fællesskabet og dets medlemsstater deltage i finansieringen af målbare, rapporterbare, verificerbare og nationalt relevante foranstaltninger til begrænsning af drivhusgasemissionerne, som er forenelige med målsætningen om, at den globale årsmiddeltemperatur ved jordoverfladen ikke må stige med mere end 2 °C over det førindustrielle niveau, i udviklingslande, der har ratificeret aftalen.

(22)

Efter godkendelsen af en international klimaaftale for perioden efter 2012 og som fastsat i denne aftale bør Fællesskabet og dets medlemsstater deltage i finansieringen af bistand til udviklingslande, der har ratificeret aftalen, navnlig til de befolkningsgrupper og de lande, der er mest sårbare over for klimaændringer, for at hjælpe dem med at gennemføre deres tilpasnings- og risikoreduktionsstrategier.

(23)

I tilfælde af, at Fællesskabet ikke senest den 31. december 2010 har godkendt en international klimaaftale, bør Kommissionen forelægge et forslag om i Fællesskabets reduktionsforpligtelse at medtage emissioner og optag i tilknytning til arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i overensstemmelse med harmoniserede regler, der bygger på arbejde udført inden for rammerne af UNFCCC, og som sikrer varighed og miljømæssig integritet for så vidt angår bidraget fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug samt nøje overvågning og bogføring med henblik på et sådant forslags ikrafttræden fra 2013. Kommissionen bør vurdere, om fordelingen af de enkelte medlemsstaters indsats bør justeres i overensstemmelse hermed.

(24)

Fremskridt med hensyn til at gennemføre forpligtelserne i medfør af denne beslutning bør evalueres årligt ud fra rapporter, som forelægges i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF af 11. februar 2004 om en mekanisme til overvågning af emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og til gennemførelse af Kyotoprotokollen (5). Hver andet år bør der foretages en vurdering af de forventede fremskridt, og i 2016 bør der foretages en fuldstændig evaluering af gennemførelsen af denne beslutning.

(25)

Tilpasninger af anvendelsesområdet for direktiv 2003/87/EF bør modsvares af en lignende tilpasning af den maksimale mængde drivhusgasemissioner, der er omfattet af denne beslutning.

(26)

Når Fællesskabet godkender en international klimaaftale, bør medlemsstaternes loft for emissioner tilpasses med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne ifølge denne aftale under hensyn til princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne og behovet for en bæredygtig økonomisk vækst i hele Fællesskabet. Mængden af kreditter fra projekter til reduktion af drivhusgasemissioner i tredjelande, som hver medlemsstat kan anvende, bør øges med op til halvdelen af den yderligere reduktionsindsats, der er omfattet af denne beslutning.

(27)

De registre, der er oprettet i medfør af beslutning nr. 280/2004/EF, og den centrale administrator, som er udpeget i medfør af direktiv 2003/87/EF, bør benyttes for at sikre en korrekt behandling og bogføring af alle transaktioner i forbindelse med gennemførelsen af denne beslutning.

(28)

Da Fællesskabets reduktionsforpligtelse medfører opgaver ikke alene for medlemsstaternes centrale regeringer, men også deres lokale og regionale myndigheder og andre lokale og regionale repræsenterende fora og organisationer, bør medlemsstaterne sikre samarbejdet mellem deres centrale og lokale myndigheder på forskellige niveauer.

(29)

Foruden de enkelte medlemsstater, centrale regeringer og lokale og regionale organisationer og myndigheder bør markedsaktørerne — sammen med den enkelte husstand og den enkelte forbruger — involveres i at bidrage til opfyldelsen af Fællesskabets reduktionsforpligtelse, uanset hvilket niveau for drivhusgasemissioner de kan tilskrives.

(30)

Medlemsstaterne bør sikre finansiering til anvendelsen af nye, innovative teknologier for at sætte industrien i stand til at skabe nye job og dermed øge konkurrenceevnen og gøre det lettere at nå Lissabonstrategiens mål.

(31)

Da forøgelse af elektricitetsproduktionen fra vedvarende energikilder er af særlig stor betydning for reduktionen af drivhusgasemissionerne, bør medlemsstaterne forsøge at opnå dette inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (6).

(32)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(33)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at fastsætte de årlige emissionstildelinger for perioden fra 2013 til 2020 udtrykt i tons kuldioxidækvivalenter, angive reglerne for at lette medlemsstaternes overførsler af dele af deres emissionstildelinger og øge gennemsigtigheden i disse overførsler samt træffe foranstaltninger med henblik på gennemførelse af bestemmelserne vedrørende registrene og den centrale administrator. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne beslutning ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(34)

Målene for denne beslutning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af beslutningens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne beslutning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

1)

»drivhusgasemissioner«: emissioner af kuldioxid (CO2), methan (CH4), nitrogenoxid (N2O), hydrofluorcarboner (HFC), perfluorcarboner (PFC) og svovlhexafluorid (SF6) fra kategorierne i bilag I, udtrykt i tons kuldioxidækvivalenter, som fastlagt i medfør af beslutning nr. 280/2004/EF, bortset fra drivhusgasemissioner, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF

2)

»årlig emissionstildeling«: de maksimale årlige tilladte drivhusgasemissioner for perioden fra 2013 til 2020 som fastsat i artikel 3, stk. 2.

a)

certificerede emissionsreduktioner (CER) og emissionsreduktionsenheder (ERU), som omhandlet i direktiv 2003/87/EF, der er udstedt for emissionsreduktioner indtil den 31. december 2012 og opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen for perioden fra 2008 til 2012

b)

CER og ERU, der er udstedt for emissionsreduktioner fra den 1. januar 2013 fra projekter, som er registreret inden 2013 og opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen for perioden fra 2008 til 2012

c)

CER, der er udstedt for emissionsreduktioner fra projekter i LDC, som opfylder kriterierne for anvendelse i fællesskabsordningen for perioden fra 2008 til 2012, indtil disse lande har ratificeret en aftale med Fællesskabet om spørgsmålet eller indtil 2020, idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund

d)

midlertidige CER (tCER) eller langfristede CER (lCER) fra skovrejsnings- og skovgenplantningsprojekter, forudsat at medlemsstaterne, hvor de har anvendt tCER eller lCER til opfyldelse af deres forpligtelser i medfør af Rådets beslutning 2002/358/EF (8) for perioden fra 2008 til 2012, forpligter sig til løbende at erstatte disse kreditter med tCER, lCER eller andre enheder, der er gyldige i henhold til Kyotoprotokollen, inden udløbsdatoen for de pågældende tCER eller lCER, og også forpligter sig til løbende at erstatte tCER eller lCER anvendt i henhold til denne beslutning med tCER, lCER eller andre enheder, der kan anvendes til opfyldelse af disse forpligtelser inden udløbsdatoen for de pågældende tCER eller lCER. Hvor der finder erstatninger sted under anvendelse af tCER eller lCER, erstatter medlemsstaterne også løbende disse tCER eller lCER inden deres udløbsdato, indtil de er erstattet med enheder med ubegrænset gyldighed.

a)

de direkte omkostninger til den samlede pakke overstiger 0,70 % af BNP i henhold til den konsekvensanalyse fra Kommissionen, som ledsager pakken af foranstaltninger til gennemførelse af EU's mål vedrørende klimaændringer og vedvarende energi for 2020

b)

forøgelsen mellem det mål, der reelt er vedtaget for den pågældende medlemsstat, og den beregnede omkostningseffektivitet i henhold til den konsekvensanalyse fra Kommissionen, der er omhandlet i litra a), udgør mindst 0,1 % af BNP

c)

transportrelaterede emissioner udgør mere end 50 % af de samlede emissioner, der er omfattet af denne beslutning, for den pågældende medlemsstat, eller

d)

den pågældende medlemsstat har en målsætning for vedvarende energi for 2020 på mere end de 30 %, der er fastsat i direktiv 2009/28/EF.

a)

deres årlige drivhusgasemissioner som følge af gennemførelsen af artikel 3

b)

anvendelsen, den geografiske fordeling og typerne af kreditter, der er anvendt i overensstemmelse med artikel 5, samt de kvalitative kriterier, der er anvendt på disse

c)

forventede fremskridt med hensyn til opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til denne beslutning, herunder oplysninger om nationale politikker og foranstaltninger og nationale fremskrivninger

d)

oplysninger om planlagte supplerende nationale politikker og foranstaltninger, der har til formål at begrænse drivhusgasemissioner ud over deres forpligtelser i henhold til denne beslutning, og med henblik på gennemførelse af en international klimaaftale, jf. artikel 8.

a)

hurtigere, effektiv, gennemsigtig og omkostningseffektiv overvågning, rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner

b)

udviklingen af nationale fremskrivninger for drivhusgasemissioner efter 2020.

a)

fratrækning fra medlemsstatens emissionstildeling for det følgende år af en mængde svarende til mængden i tons kuldioxidækvivalent af disse emissionsoverskridelser ganget med en reduktionsfaktor på 1,08

b)

udvikling af en korrigerende handlingsplan i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, og

c)

midlertidig udsættelse af retten til at overføre en del af medlemsstatens emissionstildeling og JI/CDM-rettigheder til en anden medlemsstat, indtil medlemsstaten overholder artikel 3, stk. 2.

a)

foranstaltninger, som medlemsstaten vil gennemføre for at opfylde sine specifikke forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, med særlig vægt på nationale politikker og foranstaltninger og gennemførelse af Fællesskabets foranstaltninger

b)

en tidsplan for gennemførelsen af denne handlingsplan, som muliggør en evaluering af de årlige fremskridt med gennemførelsen.

a)

arten af de foranstaltninger, der opnås enighed om i forbindelse med de internationale forhandlinger, samt andre udviklede landes forpligtelser til at foretage emissionsreduktioner på niveau med Fællesskabets, og de forpligtelser, som de økonomisk mere avancerede udviklingslande påtager sig for at yde et rimeligt bidrag i forhold til deres ansvar og respektive kapaciteter

b)

konsekvenserne af den internationale klimaaftale og dermed de valg, der skal foretages på fællesskabsplan, for at der kan arbejdes hen imod målsætningen om en reduktion på 30 % på en afbalanceret, gennemsigtig og retfærdig måde under hensyntagen til det arbejde, der er udført under Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode

c)

konkurrenceevnen for Fællesskabets fremstillingsvirksomheder og risikoen for »carbon leakage« i den forbindelse

d)

den internationale klimaaftales indvirkning på andre økonomiske sektorer i Fællesskabet

e)

indvirkningen på Fællesskabets landbrugssektor, herunder risikoen for carbon leakage

f)

passende midler til medtagelse af emissioner og optag i tilknytning til arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i Fællesskabet

g)

skovrejsning, skovgenplantning og afværgelse af skovrydning og -ødelæggelse i tredjelande, såfremt der etableres en internationalt anerkendt ordning i forbindelse hermed

h)

behovet for yderligere fællesskabspolitikker og -foranstaltninger under hensyntagen til Fællesskabets og medlemsstaternes forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne.

a)

kvoter for drivhusgasemissioner, som er udstedt i henhold til artikel 11 i direktiv 2003/87/EF, og som følger af en ændring af, hvilke kilder der er omfattet i henhold til dette direktiv, efter Kommissionens endelige godkendelse af de nationale tildelingsplaner for perioden fra 2008 til 2012 i henhold til direktiv 2003/87/EF

b)

kvoter eller kreditter, som er udstedt i henhold til artikel 24 og 24a i direktiv 2003/87/EF for emissionsreduktioner i en medlemsstat, der er omfattet af denne beslutning

c)

kvoter for drivhusgasemissioner fra anlæg, der er undtaget fra fællesskabsordningen, jf. artikel 27 i direktiv 2003/87/EF, i det tidsrum, hvor de er undtaget.