18.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/10


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 19. marts 2009

om ændring af afgørelse ECB/2004/2 om vedtagelse af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank

(ECB/2009/5)

(2009/328/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 10.2 og 12.3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Slovakiets indførelse af euroen vil antallet af medlemmer af Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) overstige 21. Artikel 10.2 i ESCB-statutten bestemmer, at fra det tidspunkt, hvor antallet af medlemmer af Styrelsesrådet overstiger 21, har hvert medlem af direktionen én stemme, og antallet af centralbankchefer med stemmeret udgør 15. Den fastlægger også reglerne for rotation af disse stemmerettigheder. I medfør af artikel 10.2, sjette led, kan Styrelsesrådet, som træffer afgørelse med to tredjedeles flertal blandt alle medlemmerne beslutte at udskyde starten af rotationssystemet indtil det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer overstiger 18. I december 2008 besluttede Styrelsesrådet at udskyde starten af rotationssystemet til dette tidspunkt (1).

(2)

I henhold til ESCB-statutten, artikel 10.2, sjette led, vedtager Styrelsesrådet, som træffer afgørelse med to tredjedeles flertal blandt alle medlemmerne, alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af rotationssystemet. Disse foranstaltninger omfatter: i) rotationshastigheden: antallet af centralbankchefer, som mister eller opnår stemmeret på samme tidspunkt, ii) rotationsperioden: længden af den periode, hvor sammensætningen af stemmeberettigede centralbankchefter ikke ændres, iii) hvorledes centralbankchefer fordeles inden for deres grupper, og iv) overgangen fra to- til tre-gruppesystem. Styrelsesrådet har vedtaget at træffe sådanne foranstaltninger, som kræver ændring af afgørelse ECB/2004/2 af 19. februar 2004 om vedtagelse af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank (2), og som skal finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer overstiger 18.

(3)

Gennemførelsen af rotationssystemet respekterer principperne om ligebehandling af centralbankchefer, gennemsigtighed og enkelhed —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringer af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank

Afgørelse ECB/2004/2 ændres således:

1)

Følgende indsættes som artikel 3a:

»Artikel 3a

Rotationssystem

1.   Centralbankchefer inddeles i grupper, som fastsat i statutten, artikel 10.2, første og andet led.

2.   Centralbankchefernes orden inden for hver gruppe sker efter EU’s praksis, i henhold til en liste over deres nationale centralbanker, som følger den alfabetiske rækkefølge af medlemsstaterne på det nationale sprog. Rotation af stemmerettigheder inden for hver gruppe følger denne orden. Rotationen starter på et tilfældigt sted på listen.

3.   Stemmerettighederne inden for hver gruppe roterer hver måned, begyndende den første dag i den første måned, hvor rotationssystemet indføres.

4.   I den første gruppe udgør antallet af stemmerettigheder, der roterer i hver månedsperiode, én; i den anden og tredje gruppe udgør antallet af stemmerettigheder, der roterer i hver månedsperiode, forskellen mellem antallet af centralbankchefer i gruppen og antallet af stemmerettigheder, som gruppen er tildelt, fratrukket to.

5.   Når sammensætningen af grupperne justeres i overensstemmelse med statutten, artikel 10.2, femte led, vedbliver rotation af stemmerettigheder inden for hver gruppe med at følge den i stk. 2 nævnte liste. Fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer når 22, begynder rotation inden for den tredje gruppe et tilfældigt sted på listen. Styrelsesrådet kan beslutte at ændre rækkefølgen for rotation i den anden og tredje gruppe for at undgå tilfælde, hvor bestemte centralbankchefer aldrig har stemmeret på samme tidspunkter i løbet året.

6.   ECB offentliggør på forhånd en liste over medlemmer af Styrelsesrådet med stemmeret på ECB’s netsted.

7.   Hver national centralbanks medlemsstats andel af den aggregerede balance for de monetære finansielle institutioner beregnes på grundlag af det årlige gennemsnit af gennemsnitlige månedsdata inden for det seneste kalenderår, for hvilket der findes tilgængelige data. Når det aggregerede bruttonationalprodukt i markedspriser justeres i overensstemmelse med statuttens artikel 29.3, eller når et land bliver en medlemsstat, og dens nationale centralbank bliver en del af Det Europæiske System af Centralbanker, beregnes den samlede aggregerede balance for de monetære finansielle insitutioner i de medlemsstater, der har indført euroen, på ny på grundlag af data, der omfatter det seneste kalenderår, for hvilket der findes tilgængelige data.«

2)

Artikel 4.1, første punktum, affattes således:

»Styrelsesrådet er beslutningsdygtigt, når mindst to tredjedele af de medlemmer, som kan udøve stemmeret, er til stede.«

3)

I artikel 4.7 tilføjes følgende punktum:

»Beslutninger, som træffes ved skriftlig procedure, skal godkendes af medlemmer af Styrelsesrådet, som har stemmeret på tidspunktet for godkendelse.«

4)

Artikel 5.1, fjerde punktum, affattes således:

»Et punkt tages af dagsordenen efter anmodning fra mindst tre medlemmer af Styrelsesrådet, som har stemmeret, hvis de relevante dokumenter ikke er fremsendt rettidigt til Styrelsesrådets medlemmer.«

5)

Artikel 5.2 affattes således:

»Referatet af møderne i Styrelsesrådet godkendes af Styrelsesrådet på det næstfølgende møde (eller forinden, om nødvendigt, ved skriftlig procedure) af de medlemmer af Styrelsesrådet, som havde stemmeret på det møde, som referatet angår, og undertegnes af formanden.«

Artikel 2

Afsluttende bestemmelse

Denne afgørelse træder i kraft den dag, hvor antallet af centralbankchefer i Styrelsesrådet i ECB overstiger 18.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 19. marts 2009.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  Afgørelse ECB/2008/29 af 18. december 2008 om udskydelse af starten af rotationssystemet i Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (EUT L 3 af 7.1.2009, s. 4).

(2)  EUT L 80 af 18.3.2004, s. 33.