29.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 286/33


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1006/2008

af 29. september 2008

om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og (EF) nr. 1627/94 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 3317/94

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 3317/94 af 22. december 1994 om generelle bestemmelser for tilladelser til fiskeri i tredjelandes farvande som led i en fiskeriaftale (1) fastsættes proceduren for tildeling af fiskeritilladelser til EF-fiskerfartøjer i farvande, der hører under tredjelandes jurisdiktion, i henhold til de fiskeriaftaler, som er indgået mellem Fællesskabet og tredjelande. Den procedure, der er fastsat i nævnte forordning, anses ikke længere for formålstjenlig i forhold til de internationale forpligtelser, som udspringer af bilaterale fiskeriaftaler og multilaterale aftaler og konventioner, som er vedtaget inden for rammerne af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) eller tilsvarende instanser. Desuden bidrager nævnte forordning ikke længere tilstrækkeligt til at nå den fælles fiskeripolitiks mål, især ikke for så vidt angår bæredygtigt fiskeri og kontrol.

(2)

Som følge af handlingsplanen for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik, der fremgår af meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 8. december 2005, og de ændrede vilkår for fiskeri uden for EF-farvande siden vedtagelsen af forordning (EF) nr. 3371/94 og for at overholde internationale forpligtelser bør der indføres en generel EF-ordning for tildeling af tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande. Reglerne for at give fiskerfartøjer, der fører et tredjelands flag, adgang til EF-farvande, som for øjeblikket er spredt over flere forskellige retsakter, bør desuden omskrives og så vidt muligt rettes ind efter reglerne for EF-fiskerfartøjer.

(3)

EF-fiskerfartøjer bør først have lov til at udøve fiskeri uden for EF-farvande, når de har fået tilladelse til det af den myndighed, som er ansvarlig for at give tilladelse til det pågældende fiskeri, det være sig myndigheden i det tredjeland, i hvis farvande fiskeriet finder sted, den myndighed, der er ansvarlig for at tillade fiskeri i internationale farvande, som er omfattet af bestemmelser vedtaget inden for rammerne af en RFFO eller en tilsvarende instans, eller, hvis der er tale om fiskeri på åbent hav, der ikke er reguleret af en aftale, medlemsstaternes myndigheder, jf. dog specifik EF-lovgivning om fiskeri på åbent hav.

(4)

Det bør forklares tydeligt, hvilket ansvar Kommissionen og medlemsstaterne har for proceduren for tildeling af tilladelse til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande. I den forbindelse bør Kommissionen være i stand til at sikre, at internationale forpligtelser og den fælles fiskeripolitiks bestemmelser overholdes, at anmodningerne om fremsendelse af ansøgninger er fuldstændige, og at de sendes inden for de frister, som er fastsat i henhold til de pågældende aftaler.

(5)

EF-fiskerfartøjer bør kun anses for at være berettiget til at få tilladelse til fiskeri uden for EF-farvande, såfremt en række kriterier i relation til Fællesskabets internationale forpligtelser og den fælles fiskeripolitiks regler og mål er opfyldt.

(6)

Hvis Rådets procedure for vedtagelse af afgørelsen om midlertidig anvendelse af en ny protokol til en bilateral fiskeriaftale med et tredjeland, der fordeler fiskerimulighederne mellem medlemsstaterne, ikke kan afsluttes inden datoen for den midlertidige anvendelse, bør Kommissionen midlertidigt for at undgå enhver afbrydelse af EF-fiskerfartøjernes fiskeri kunne fremsende ansøgninger om fiskeritilladelser til tredjelandet i en periode på seks måneder fra den foregående protokols udløb.

(7)

For at sikre, at de fiskerimuligheder, som Fællesskabet har i henhold til fiskeripartnerskabsaftaler, udnyttes fuldt ud, bør Kommissionen bemyndiges til midlertidigt at omfordele fiskerimuligheder, som en medlemsstat ikke har udnyttet, til en anden medlemsstat, uden at det berører fordelingen eller udvekslingen af fiskerimuligheder mellem medlemsstaterne i henhold til den pågældende protokol.

(8)

Fiskeripartnerskabsaftaler er aftaler som dem, der er omhandlet i Rådets konklusioner af 15. juli 2004, og som på tidspunktet for deres indgåelse eller midlertidige anvendelse blev beskrevet som sådan af Rådet.

(9)

Bestemmelserne om kontrol af udnyttelsen af fiskerimuligheder, der er tildelt EF-fiskerfartøjer uden for EF-farvande, og af fiskerimuligheder, der er tildelt tredjelandes fiskerfartøjer i EF-farvande, bør rettes ind efter hinanden, og der bør kunne træffes foranstaltninger i tide til at forhindre medlemsstater og tredjelande i at overskride disse muligheder.

(10)

For at sikre en sammenhængende og effektiv retsforfølgning i tilfælde af overtrædelser bør de kontrol- og overvågningsrapporter, som Kommissionens inspektører, EF-inspektører, medlemsstaternes inspektører eller tredjelandes inspektører udarbejder, kunne udnyttes fuldt ud.

(11)

Alle data vedrørende EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande i henhold til fiskeriaftaler bør være ajourført og så vidt muligt tilgængelige for medlemsstaterne og de pågældende tredjelande. Med henblik herpå bør der etableres et særligt EF-informationssystem for fiskeritilladelser.

(12)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (2). Disse regler kan også give mulighed for at dispensere fra de forpligtelser, som er fastsat i denne forordning, hvis forpligtelserne ville skabe en uforholdsmæssig stor byrde sammenholdt med aktivitetens økonomiske betydning; af hensyn til effektiviteten bør sådanne dispensationer vedtages efter forvaltningsproceduren i artikel 4 i afgørelse 1999/468/EF.

(13)

Forordning (EF) nr. 3317/94 og bestemmelserne om tredjelandsfiskerfartøjers adgang til EF-farvande i Rådets forordning (EF) nr. 1627/94 af 27. juni 1994 om generelle bestemmelser for de særlige fiskeritilladelser (3) og Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (4) bør ophæves —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde og mål

Ved denne forordning fastsættes der bestemmelser om

a)

tildeling af tilladelse til EF-fiskerfartøjer til at udøve fiskeri:

i)

i farvande, der henhører under et tredjelands højhedsområde eller jurisdiktion, som led i en fiskeriaftale, der er indgået mellem EF og dette land

ii)

som led i bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af en regional fiskeriforvaltningsorganisation eller en tilsvarende instans, som EF er kontraherende part eller ikke-kontraherende samarbejdspart i (i det følgende benævnt »RFFO«), eller

iii)

uden for EF-farvande, som ikke er omfattet af en fiskeriaftale eller en RFFO

b)

tildeling af tilladelse til tredjelandsfiskerfartøjer til at udøve fiskeri i EF-farvande

og rapporteringsforpligtelser i forbindelse med de tilladte aktiviteter.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)

»aftale«: en fiskeriaftale, der er indgået, eller som der er truffet afgørelse om midlertidig anvendelse af i henhold til traktatens artikel 300

b)

»regional fiskeriforvaltningsorganisation« eller »RFFO«: en subregional eller regional organisation eller tilsvarende instans med kompetence efter folkeretten til at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for levende marine ressourcer, som efter konventionen eller aftalen om den pågældende organisations eller instans’ oprettelse hører under dens ansvar

c)

»fiskeri«: fangst, opbevaring om bord, forarbejdning og omladning af fisk

d)

»EF-fiskerfartøj«: EF-fiskerfartøj som omhandlet i artikel 3, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (5)

e)

»EF-fiskerfartøjsregister«: EF-fiskerfartøjsregister som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2371/2002

f)

»fiskerimuligheder«: fiskerimulighed som defineret i artikel 3, litra q), i forordning (EF) nr. 2371/2002

g)

»bevillingsmyndighed«: myndighed, der er ansvarlig for at tildele EF-fiskerfartøjer tilladelse til fiskeri i henhold til en aftale eller en bevilling for tredjelandsfiskerfartøjer til fiskeri i EF-farvande

h)

»fiskeritilladelse«: ret til at udøve fiskeri i en bestemt periode, i et givet område eller inden for et givet fiskeri

i)

»fiskeriindsats«: fiskeriindsats som defineret i artikel 3, litra h), i forordning (EF) nr. 2371/2002

j)

»elektronisk fremsendelse«: overførsel af data i elektronisk format, hvis indhold, format og protokol er fastlagt af Kommissionen eller aftalt mellem parterne i en aftale

k)

»fiskerikategori«: opdeling af flåden baseret på kriterier som f.eks. fartøjstype, fiskeritype og det fiskeredskab, der anvendes

l)

»alvorlig overtrædelse«: en alvorlig overtrædelse som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1447/1999 af 24. juni 1999 om fastsættelse af en liste over de former for adfærd, der er en alvorlig overtrædelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (6) eller en alvorlig overtrædelse eller en alvorlig misligholdelse i henhold til den pågældende aftale

m)

»IUU-liste«: liste over fiskerfartøjer, der udøver ulovlig, urapporteret og ureguleret fiskeri og er identificeret af en RFFO eller af Kommissionen i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (7)

n)

»EF-informationssystem for fiskeritilladelser«: informationssystem etableret af Kommissionen i henhold til artikel 12

o)

»tredjelandsfiskerfartøj«:

et fartøj uanset dimensioner, der som primær eller sekundær aktivitet anvendes til fiskevarer

et fartøj, der ikke anvendes til fangst med egne midler, men modtager fiskevarerne ved omladning fra andre fartøjer

et fartøj, hvor der foretages en af følgende behandlinger af fiskevarer om bord: filetering, udskæring, flåning, hakning, frysning og/eller forarbejdning

og som fører et tredjelands flag og/eller er registreret i et tredjeland.

KAPITEL II

EF-FISKERFARTØJERS FISKERI UDEN FOR EF-FARVANDE

AFDELING I

Almindelige bestemmelser

Artikel 3

Almindelig bestemmelse

Kun EF-fiskerfartøjer, der har fået udstedt en fiskeritilladelse i henhold til denne forordning, har ret til at udøve fiskeri uden for EF-farvande.

AFDELING II

Tilladelser til fiskeri som led i aftaler

Artikel 4

Indsendelsen af anmodninger

1.   Senest fem arbejdsdage før udløbet af den frist for fremsendelse af ansøgninger, der er fastsat i den pågældende aftale, eller, hvis der ikke er fastsat nogen frist i aftalen, senest i overensstemmelse med den ordning, der er fastlagt i aftalen, og med forbehold af specifikke fællesskabsbestemmelser, sender medlemsstaterne elektronisk Kommissionen ansøgningerne om fiskeritilladelser for de pågældende fiskerfartøjer.

2.   De i stk. 1 omhandlede ansøgninger skal indeholde fartøjets EF-flåderegisternummer og internationale radiokaldesignal og andre data, der kræves i henhold til den pågældende aftale eller foreskrives efter den procedure, som er nævnt i artikel 27, stk. 2.

Artikel 5

Berettigelseskriterier

1.   Medlemsstaterne sender kun Kommissionen ansøgninger om fiskeritilladelse til fiskerfartøjer, der fører deres flag:

a)

for fartøjer, der allerede udøver fiskeri, og som under de sidste 12 måneders fiskeri i henhold til den pågældende aftale eller, hvis der er tale om en ny aftale, i henhold til den foregående aftale eventuelt har opfyldt de betingelser, som i henhold til aftalen er fastsat for den pågældende periode

b)

som i de sidste 12 måneder forud for ansøgningen om fiskeritilladelse har været retsforfulgt for alvorlige overtrædelser, eller det har været mistænkt for sådanne overtrædelser i henhold til medlemsstatens nationale lovgivning, og/eller hvis fartøjet har skiftet ejer, og den nye ejer giver garantier for, at betingelserne vil blive opfyldt

c)

som ikke står på en IUU-liste

d)

hvis data i EF-flåderegistret og EF-informationssystemet for fiskeritilladelser er fuldstændige og rigtige

e)

som har en gyldig fiskerilicens, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1281/2005 af 3. august 2005 om forvaltning af fiskerilicenser og om, hvilke oplysninger fiskerilicenserne mindst skal indeholde (8)

f)

hvis bevillingsmyndigheden har fået udleveret eller har adgang til de data, der kræves i henhold til den pågældende aftale, og

g)

for hvilke ansøgningerne om fiskeritilladelse er i overensstemmelse med den pågældende aftale og denne forordning.

2.   Hver medlemsstat sørger for, at de ansøgninger om fiskeritilladelser, som den anmoder om fremsendelse af, er i overensstemmelse med de fiskerimuligheder, som medlemsstaten har i henhold til den relevante aftale.

Artikel 6

Fremsendelse af ansøgninger

1.   Kommissionen fremsender i henhold til denne artikel ansøgningerne til bevillingsmyndigheden senest fem arbejdsdage efter at have modtaget anmodningen fra medlemsstaten.

2.   Kommissionen gennemgår anmodningerne om fremsendelse af ansøgninger på grundlag af:

a)

de fiskerimuligheder, Rådet har tildelt hver medlemsstat i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 2371/2002 eller traktatens artikel 37, og

b)

betingelserne i den pågældende aftale og denne forordning.

3.   Kommissionen kontrollerer, at:

a)

betingelserne i artikel 5 er opfyldt, og

b)

de ansøgninger om fiskeritilladelser, som den pågældende medlemsstat anmoder om fremsendelse af, svarer til de fiskerimuligheder, som er til rådighed i henhold til den pågældende aftale, idet den tager alle medlemsstaternes ansøgninger i betragtning.

Artikel 7

Ansøgninger, der ikke fremsendes

1.   Kommissionen sender ikke bevillingsmyndigheden ansøgninger:

a)

hvis de data, som medlemsstaten har udleveret i henhold til artikel 4, stk. 2, er ufuldstændige for det pågældende fartøj

b)

hvis den pågældende medlemsstat ikke har tilstrækkelige fiskerimuligheder under hensyn til de tekniske specifikationer i den pågældende aftale og i forhold til de ansøgninger, den har indsendt

c)

hvis betingelserne i den pågældende aftale og denne forordning ikke er overholdt.

2.   Undlader Kommissionen at fremsende en eller flere ansøgninger, underretter den straks den pågældende medlemsstat og begrunder hvorfor.

Hvis medlemsstaten ikke er enig i Kommissionens begrundelse, sender den inden for fem arbejdsdage Kommissionen eventuelle oplysninger eller dokumenter til støtte for sin indvending. Kommissionen tager ansøgningen op til fornyet overvejelse i lyset af disse oplysninger.

Artikel 8

Oplysninger

1.   Kommissionen underretter straks flagmedlemsstaten elektronisk om bevillingsmyndighedens afgørelse om at give et bestemt fiskerfartøj fiskeritilladelse, eller bevillingsmyndighedens afgørelse om ikke at give fartøjet denne fiskeritilladelse.

Kræves det i henhold til en aftale, sendes ledsage- og originaldokumenterne i papirform og/eller elektronisk.

2.   Flagmedlemsstaten giver straks ejerne af de pågældende fiskerfartøjer de oplysninger, den har fået i henhold til stk. 1.

3.   Informerer en bevillingsmyndighed Kommissionen om, at den har besluttet at suspendere eller inddrage en fiskeritilladelse, der er udstedt til et EF-fiskerfartøj i henhold til en aftale, underretter Kommissionen straks elektronisk fartøjets flagmedlemsstat herom. Flagmedlemsstaten videresender straks denne information til fartøjets ejer.

4.   Kommissionen kontrollerer i samråd med flagmedlemsstaten og den relevante bevillingsmyndighed, om afgørelsen om at nægte eller suspendere en fiskeritilladelse er i overensstemmelse med den pågældende aftale, og underretter begge parter om resultatet.

Artikel 9

Fortsat fiskeri

1.   Såfremt:

protokollen til en bilateral fiskeriaftale med et tredjeland, der fastlægger fiskerimulighederne i henhold til denne aftale, er udløbet, og

Kommissionen har paraferet en ny protokol, men der endnu ikke er truffet afgørelse om dens indgåelse eller midlertidige anvendelse

kan Kommissionen i en periode på seks måneder fra den foregående protokols udløb, og uden at det berører Rådets beføjelse til at træffe afgørelse om indgåelse eller midlertidig anvendelse af den nye protokol, fremsende ansøgninger om fiskeritilladelser til det pågældende tredjeland i henhold til denne forordning.

2.   I henhold til bestemmelserne i den pågældende aftale kan EF-fartøjer, der har tilladelse til at udøve fiskeri ifølge denne aftale, ved udløbet af fiskeritilladelserne fortsætte med at fiske ifølge denne aftale i en periode på højst seks måneder efter udløbsdatoen, forudsat at en videnskabelig udtalelse giver mulighed for det.

3.   I denne forbindelse anvender Kommissionen den foregående protokols fordelingsnøgle med hensyn til stk. 1 og anvender fordelingsnøglen i den gældende protokol med hensyn til stk. 2.

Artikel 10

Underudnyttelse af fiskerimuligheder i forbindelse med fiskeripartnerskabsaftaler

1.   Viser det sig i forbindelse med en fiskeripartnerskabsaftale på grundlag af anmodningerne om fremsendelse af ansøgninger, jf. denne forordnings artikel 4, at det antal fiskeritilladelser eller de fiskerimuligheder, som Fællesskabet har fået tildelt i henhold til en aftale, ikke udnyttes fuldt ud, underretter Kommissionen de pågældende medlemsstater og anmoder dem om at bekræfte, at de ikke fuldt ud udnytter fiskerimulighederne. Modtages der ikke noget svar inden udløbet af de frister, som Rådet træffer afgørelse om ved indgåelsen af fiskeripartnerskabsaftalen, betragtes det som en bekræftelse af, at den pågældende medlemsstats fartøjer ikke udnytter deres fiskerimuligheder fuldt ud i den givne periode.

2.   På grundlag af den pågældende medlemsstats bekræftelse vurderer Kommissionen, hvor mange uudnyttede fiskerimuligheder der er i alt, og forelægger vurderingen for medlemsstaterne.

3.   Medlemsstater, der ønsker at udnytte de uudnyttede fiskerimuligheder, som er nævnt i stk. 2, sender Kommissionen en liste over alle fartøjer, for hvilke de har til hensigt at anmode om fiskeritilladelse, og anmodning om fremsendelse af ansøgninger for hvert af disse fartøjer i henhold til artikel 4.

4.   Kommissionen afgør, hvordan omfordelingen skal finde sted, i nært samarbejde med de pågældende medlemsstater.

Hvis en berørt medlemsstat gør indvendinger imod denne omfordeling, afgør Kommissionen efter proceduren i artikel 27, stk. 2, hvordan omfordelingen skal finde sted, idet den tager kriterierne i bilag I i betragtning, og underretter de pågældende medlemsstater herom.

5.   Fremsendelsen af ansøgninger i henhold til denne artikel har ingen indflydelse på fordelingen af fiskerimuligheder eller udvekslingen heraf mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 20 i forordning (EF) nr. 2371/2002.

6.   Der er intet til hinder for, at Kommissionen anvender den i stk. 1-4 beskrevne mekanisme, indtil de i stk. 1 nævnte frister er fastsat.

AFDELING III

Fiskeri, der ikke er omfattet af en aftales anvendelsesområde

Artikel 11

Almindelige bestemmelser

1.   En driftsansvarlig for et EF-fiskerfartøj, der agter at udøve fiskeri på åbent hav i farvande, der ikke er omfattet af en aftale eller en RFFO, underretter flagmedlemsstatens myndigheder om sådant fiskeri.

EF-fiskerfartøjer må udøve fiskeri på åbent hav i farvande, der ikke er omfattet af en aftale eller en RFFO, hvis de har fået tilladelse fra deres flagmedlemsstat i henhold til nationale bestemmelser, jf. dog EF-lovgivningen om fiskeri på åbent hav.

Medlemsstaterne underretter, ti dage før det fiskeri, som er nævnt i første afsnit, påbegyndes, Kommissionen om, hvilke fartøjer der har fået tilladelse til at fiske i henhold til nævnte afsnit, med angivelse af arter og fiskeredskaber, og den periode og det område, som tilladelsen gælder for.

2.   Medlemsstaterne undersøger, om der findes eventuelle aftaler mellem deres statsborgere og et tredjeland, i henhold til hvilke fiskerfartøjer, der fører deres flag, kan udøve fiskeri i farvande, som henhører under et tredjelands højhedsområde eller jurisdiktion, og underretter Kommissionen herom ved elektronisk fremsendelse af en liste over de pågældende fartøjer.

3.   Denne afdeling finder kun anvendelse på fartøjer med en længde overalt på over 24 meter.

AFDELING IV

Rapporteringsforpligtelser og lukning af fiskeri

Artikel 12

EF-informationssystem for fiskeritilladelser

1.   Kommissionen opretter et EF-informationssystem for fiskeritilladelser med data om de tilladelser, som er udstedt i henhold til denne forordning. Kommissionen opretter et sikkert websted til det formål.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at de data om fiskeritilladelser, der kræves inden for rammerne af en aftale eller en RFFO, indlæses i EF-informationssystemet for fiskeritilladelser, og de ajourfører løbende disse data.

Artikel 13

Rapportering af fangster og fiskeriindsats

1.   EF-fiskerfartøjer, der har fået udstedt en fiskeritilladelse i henhold til afdeling II eller III, sender hver uge de nationale myndigheder data om deres fangster og, hvis det kræves, om deres fiskeriindsats. Disse data er til rådighed for Kommissionen efter anmodning.

Uanset foregående afsnit sender EF-fiskerfartøjer med en længde overalt på over 24 meter fra 1. januar 2010 dagligt de kompetente nationale myndigheder data om deres fangster og, hvis det kræves, om deres fiskeriindsats i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1566/2007 af 21. december 2007 om fastlæggelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1966/2006 om elektronisk registrering og indberetning af fiskerioplysninger og om teledetektionsmetoder (9). Fra 1. januar 2011 gælder dette også for EF-fiskerfartøjer med en længde overalt på over 15 meter.

2.   Medlemsstaterne indsamler de data, der er nævnt i stk. 1, og sender senest den 15. i hver kalendermåned for hver bestand, gruppe af bestande eller fiskerikategori Kommissionen eller et organ, Kommissionen har udpeget til det formål, elektronisk meddelelse om de mængder, der er fanget, og, hvis det kræves i henhold til en aftale eller en forordning om gennemførelse af aftalen, meddelelse om fiskeriindsatsen i den foregående måned for fartøjer, der fører deres flag, i de farvande, som er omfattet af en aftales anvendelsesområde, og de foregående seks måneder ved fiskeri uden for EF-farvande, som ikke er omfattet af en aftale.

3.   Kommissionen træffer efter proceduren i artikel 27, stk. 2, afgørelse om, i hvilket format de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede data skal sendes.

Artikel 14

Kontrol af fangster og fiskeriindsats

Medlemsstaterne sørger for, at forpligtelserne til at rapportere fangster og, hvis det kræves, fiskeriindsats i henhold til den pågældende aftale overholdes, jf. dog kapitel V i forordning (EF) nr. 2371/2002.

Artikel 15

Lukning af fiskeri

1.   Når en medlemsstat anser de fiskerimuligheder, der er til rådighed for den, for at være opbrugt, indfører den straks forbud mod fiskeri for det pågældende område, den pågældende bestand, de pågældende redskaber eller den pågældende gruppe af bestande, jf. dog artikel 26, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2371/2002 og artikel 21, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2847/93. Denne bestemmelse finder anvendelse med forbehold af specifikke bestemmelser, der er fastlagt i den pågældende aftale.

2.   Er de fiskerimuligheder, som er til rådighed for en medlemsstat, udtrykt både i fangst- og indsatsbegrænsninger, indfører medlemsstaten forbud mod fiskeri for det pågældende område, den pågældende bestand, de pågældende redskaber eller den pågældende gruppe af bestande, så snart en af disse muligheder anses for at være opbrugt. For at give mulighed for fortsat fiskeri inden for rammerne af ikke-opbrugte fiskerimuligheder, der også retter sig mod opbrugte fiskerimuligheder, underretter medlemsstaterne Kommissionen om tekniske foranstaltninger, der ikke har negative virkninger for de opbrugte fiskerimuligheder. Denne bestemmelse finder anvendelse med forbehold af specifikke bestemmelser, der er fastlagt i den pågældende aftale.

3.   Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om de fiskeriforbud, der er truffet beslutning om i henhold til denne artikel.

4.   Vurderer Kommissionen, at de fiskerimuligheder, der er til rådighed for EF eller en medlemsstat, er opbrugt, informerer Kommissionen de pågældende medlemsstater herom og anmoder dem om at indføre forbud mod fiskeri i henhold til stk. 1, 2 og 3.

5.   Så snart der er indført forbud mod fiskeri i henhold til stk. 1 eller 2, suspenderes de fiskeritilladelser, der er udstedt vedrørende den pågældende bestand eller gruppe af bestande.

Artikel 16

Suspendering af fiskeritilladelser

1.   Hvis en bevillingsmyndighed i henhold til en fiskeriaftale meddeler Kommissionen, at den har besluttet at suspendere eller tilbagekalde en fiskeritilladelse for et fiskerfartøj under en medlemsstats flag, underretter Kommissionen straks flagmedlemsstaten herom. Kommissionen foretager de nødvendige undersøgelser i overensstemmelse med de i den pågældende aftale fastsatte procedurer, hvor det er relevant i samråd med flagmedlemsstaten og det pågældende tredjelands bevillingsmyndigheder, og meddeler flagmedlemsstaten og eventuelt tredjelandets bevillingsmyndigheder resultatet.

2.   Suspenderer et tredjelands bevillingsmyndighed en fiskeritilladelse, som den har tildelt et EF-fiskerfartøj, skal flagmedlemsstaten ophæve fiskeritilladelsen i henhold til aftalen for hele den periode, hvori fiskeritilladelsen er suspenderet.

Hvis et tredjelands bevillingsmyndigheder endeligt tilbagekalder fiskeritilladelsen, skal flagmedlemsstaten omgående tilbagekalde den fiskeritilladelse, der er tildelt det pågældende fartøj inden for rammerne af den pågældende aftale.

3.   Kontrol- og overvågningsrapporter udarbejdet af Kommissionens inspektører, EF-inspektører, medlemsstaternes inspektører eller inspektørerne i et tredjeland, som er part i den pågældende aftale, betragtes som gyldige bevismidler i administrative sager eller retssager indledt i en medlemsstat. Med hensyn til dokumentationsværdi skal disse rapporter sidestilles med den pågældende medlemsstats kontrol- og overvågningsrapporter.

AFDELING V

Adgang til data

Artikel 17

Adgang til data

1.   Ud over de forpligtelser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (10), skal de data, som medlemsstaterne i henhold til dette kapitel sender til Kommissionen eller et organ, som Kommissionen har udpeget, være tilgængelige på det sikre websted, der er knyttet til EF-informationssystemet for fiskeritilladelser for alle de pågældende brugere med tilladelse fra:

a)

medlemsstaterne

b)

Kommissionen eller et organ, som Kommissionen har udpeget, for så vidt angår kontrol og inspektion.

Disse personer har kun adgang til de data, som de har behov for i forbindelse med tildelingen af fiskeritilladelser og/eller for kontrollen, og som er underlagt bestemmelserne om datafortrolighed.

2.   Ejeren af et fartøj, der er registreret i EF-informationssystemet for fiskeritilladelser, eller dennes repræsentant kan få en elektronisk kopi af de data, som er registreret, hvis vedkommende sender en officiel anmodning til Kommissionen via dennes nationale administration.

KAPITEL III

TREDJELANDSFISKERFARTØJERS FISKERI I EF-FARVANDE

Artikel 18

Almindelige bestemmelser

1.   Tredjelandsfiskerfartøjer kan

a)

udøve fiskeri i EF-farvande, hvis de har fået udstedt en fiskeritilladelse i henhold til dette kapitel

b)

lande, omlade i havne eller forarbejde fisk, hvis de har fået en forhåndstilladelse fra den medlemsstat, i hvis farvande operationen skal finde sted.

2.   Tredjelandsfiskerfartøjer, der har tilladelse til at udøve fiskeri i henhold til en aftale den 31. december i et givet kalenderår, kan fortsætte med at fiske i henhold til denne aftale fra den 1. januar det følgende år, indtil Kommissionen har truffet afgørelse om at udstede fiskeritilladelse til disse fartøjer for det nye år i henhold til artikel 20.

Artikel 19

Fremsendelse af ansøgninger fra tredjelande

1.   Det pågældende tredjeland sender den dag, hvor en aftale om tildeling af fiskerimuligheder i EF-farvande træder i kraft, elektronisk Kommissionen en liste over fartøjer, der fører dets flag og/eller er registreret i landet, og som agter at udnytte disse fiskerimuligheder.

2.   Inden for den frist, som fastsættes i den pågældende aftale eller af Kommissionen, sender tredjelandets myndigheder elektronisk Kommissionen ansøgninger om fiskeritilladelser for fiskerfartøjer, der fører tredjelandets flag, med angivelse af fartøjernes internationale radiokaldesignal og andre data, der kræves i henhold til aftalen, eller som vedtages efter den procedure, som er nævnt i artikel 27, stk. 2.

Artikel 20

Udstedelse af fiskeritilladelser

1.   Kommissionen gennemgår ansøgningerne om fiskeritilladelser under hensyntagen til de fiskerimuligheder, tredjelandet har fået tildelt, og udsteder fiskeritilladelser i overensstemmelse med de foranstaltninger, Rådet har vedtaget, og bestemmelserne i den pågældende aftale.

2.   Kommissionen informerer tredjelandets og medlemsstaternes myndigheder om de fiskeritilladelser, der er udstedt.

Artikel 21

Berettigelseskriterier

Kommissionen udsteder kun fiskeritilladelse til tredjelandsfiskerfartøjer:

a)

som er berettiget til at udøve fiskeri i henhold til den pågældende aftale og eventuelt står på den liste over fartøjer, som er sendt i henhold til aftalen

b)

som i løbet af de sidste 12 måneders fiskeri i henhold til den pågældende aftale eller, hvis der er tale om en ny aftale, i henhold til den foregående aftale eventuelt har opfyldt de betingelser, som i henhold til aftalen er fastsat for den pågældende periode

c)

som i de sidste 12 måneder forud for anmodningen om fiskeritilladelse har været retsforfulgt for alvorlige overtrædelser, eller det har været mistænkt for sådanne overtrædelser i henhold til medlemsstatens nationale lovgivning, og/eller hvis fartøjet har skiftet ejer, og den nye ejer giver garantier for, at betingelserne vil blive opfyldt

d)

som ikke står på en IUU-liste

e)

for hvem de data, der kræves i henhold til den pågældende aftale, foreligger, og

f)

for hvilke ansøgningerne er i overensstemmelse med den pågældende aftale og dette kapitel.

Artikel 22

Almindelige forpligtelser

Tredjelandsfiskerfartøjer, der har fået udstedt en fiskeritilladelse i henhold til dette kapitel, skal overholde den fælles fiskeripolitiks bestemmelser om bevarelses- og kontrolforanstaltninger og andre bestemmelser om EF-fiskerfartøjers fiskeri i det fiskeriområde, hvor de fisker, og den pågældende aftales bestemmelser.

Artikel 23

Kontrol af fangster og fiskeriindsats

1.   Tredjelandsfiskerfartøjer, der udøver fiskeri i EF-farvande, skal hver uge sende deres nationale myndigheder og Kommissionen eller et organ, Kommissionen har udpeget, de data, som:

a)

kræves i henhold til den pågældende aftale

b)

Kommissionen har fastsat efter den procedure, der er fastlagt i den pågældende aftale, eller

c)

er fastsat efter den procedure, der er nævnt i artikel 27, stk. 2.

Uanset første afsnit sender tredjelandsfiskerfartøjer med en længde overalt på over 24 meter fra 1. januar 2010 dagligt disse data elektronisk. Fra 1. januar 2011 gælder dette også for tredjelandsfiskerfartøjer med en længde overalt på over 15 meter.

2.   Hvis det kræves i henhold til den pågældende aftale, indsamler tredjelandene de fangstdata, som deres fartøjer har sendt i henhold til stk. 1, og sender senest den 15. i hver kalendermåned Kommissionen eller et organ, Kommissionen har udpeget, elektronisk meddelelse om de mængder, som alle fartøjer, der fører deres flag, har fanget i EF-farvande for hver bestand, gruppe af bestande eller fiskerikategori i løbet af den foregående måned.

3.   Medlemsstaterne skal på anmodning og med forbehold af bestemmelserne om fortrolighed i forbindelse med behandlingen af sådanne data have adgang til de fangstdata, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 24

Lukning af fiskeri

1.   Anses de fiskerimuligheder, som det pågældende tredjeland har fået tildelt, for opbrugt, informerer Kommissionen straks det pågældende tredjeland og medlemsstaternes kontrolmyndigheder herom. For at give mulighed for fortsat fiskeri inden for rammerne af ikke-opbrugte fiskerimuligheder, der også retter sig mod opbrugte fiskerimuligheder, forelægger tredjelandet Kommissionen tekniske foranstaltninger, der ikke har negative virkninger for de opbrugte fiskerimuligheder. Denne bestemmelse finder anvendelse med forbehold af specifikke bestemmelser, der er fastlagt i den pågældende aftale.

2.   Fra datoen for Kommissionens meddelelse betragtes de fiskeritilladelser, der er udstedt til fartøjer, som fører tredjelandets flag, som suspenderet for det pågældende fiskeri, og fartøjerne har ikke længere tilladelse til at udøve dette fiskeri.

3.   Vedrører en suspendering af fiskeri i henhold til stk. 2 alle de aktiviteter, som fiskeritilladelserne er tildelt for, betragtes fiskeritilladelserne som inddraget.

4.   Tredjelandet sørger for, at de pågældende fiskerfartøjer straks bliver informeret om denne artikels anvendelse, og at de indstiller alt berørt fiskeri.

5.   Så snart der er indført forbud mod fiskeri i henhold til stk. 1 eller 2, suspenderes de fiskeritilladelser, der er udstedt vedrørende den pågældende bestand eller gruppe af bestande.

Artikel 25

Manglende overholdelse af gældende regler

1.   Med forbehold af retsforfølgning i henhold til national lovgivning giver medlemsstaterne straks Kommissionen meddelelse om overtrædelser begået af et tredjelandsfiskerfartøj ved fiskeri i EF-farvande i henhold til den pågældende aftale.

2.   For en periode på højst 12 måneder udstedes der ikke licens og særlig fiskeritilladelse til tredjelandsfiskerfartøjer, som ikke har overholdt deres forpligtelser i henhold til den pågældende aftale.

Kommissionen sender myndighederne i det berørte tredjeland navnene på og en beskrivelse af de tredjelandsfiskerfartøjer, som med virkning fra den (de) efterfølgende måned(er) ikke har tilladelse til at fiske i EF-fiskeriområdet, fordi de har overtrådt de gældende regler i henhold til den pågældende aftale.

3.   Kommissionen giver medlemsstaternes kontrolmyndigheder meddelelse om de foranstaltninger, der træffes i henhold til stk. 2.

KAPITEL IV

GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER

Artikel 26

Detaljerede regler

De detaljerede regler for anvendelsen af denne forordning kan vedtages efter proceduren i artikel 27, stk. 2. Disse regler kan også give mulighed for at dispensere fra de forpligtelser, som er fastsat i denne forordning, hvis forpligtelserne ville skabe en uforholdsmæssig stor byrde sammenholdt med aktivitetens økonomiske betydning.

Artikel 27

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af Komitéen for Fiskeri og Akvakultur, nedsat i henhold til artikel 30 i forordning (EF) nr. 2371/2002.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til 20 arbejdsdage.

KAPITEL V

ALMINDELIGE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 28

Internationale forpligtelser

Denne forordning indskrænker ikke de bestemmelser, der er fastsat i de pågældende aftaler, og EF-bestemmelserne til gennemførelse af dem.

Artikel 29

Ændringer og ophævelse

1.   I forordning (EØF) nr. 2847/93 udgår artikel 18, 28b, 28c og 28d.

2.   I forordning (EF) nr. 1627/94 udgår artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2, og artikel 9 og 10.

3.   Forordning (EF) nr. 3317/94 ophæves.

4.   Henvisninger til de udgåede bestemmelser forstås som henvisninger til denne forordning og læses i henhold til sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 30

Ikrafttrædelse

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Artikel 18 i forordning (EØF) nr. 2847/93 finder fortsat anvendelse, indtil den forordning, der fastlægger de detaljerede regler i artikel 13 i denne forordning, er trådt i kraft.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. september 2008.

På Rådets vegne

M. BARNIER

Formand


(1)  EFT L 350 af 31.12.1994, s. 13.

(2)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(3)  EFT L 171 af 6.7.1994, s. 7.

(4)  EFT L 261 af 20.10.1993, s. 1.

(5)  EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

(6)  EFT L 167 af 2.7.1999, s. 5.

(7)  Se side 1 i denne EUT.

(8)  EUT L 203 af 4.8.2005, s. 3.

(9)  EUT L 340 af 22.12.2007, s. 46.

(10)  EUT L 41 af 14.2.2003, s. 26.


BILAG I

Omfordelingskriterier, jf. artikel 10

Med henblik på omfordeling af fiskerimuligheder tager Kommissionen især følgende i betragtning:

datoen for modtagelsen af anmodningerne

de fiskerimuligheder, der kan omfordeles

antallet af anmodninger

antallet af medlemsstater, der har fremsat anmodning

om fiskerimulighederne er helt eller delvis baseret på fiskeriindsats eller fangster: hvert af de pågældende fartøjers forventede fiskeriindsats eller fangster.


BILAG II

Forordning (EF) nr. 1627/94

Tilsvarende bestemmelse i denne forordning

Artikel 3, stk. 2

Kapitel III

Artikel 4, stk. 2

Kapitel III

Artikel 9

Artikel 19-21

Artikel 10

Artikel 25

Forordning (EØF) nr. 2847/93

Tilsvarende bestemmelse i denne forordning

Artikel 18

Artikel 13

Artikel 28b

Artikel 18

Artikel 28c

Artikel 22

Artikel 28d

Artikel 24