25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 164/14


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 598/2008

af 24. juni 2008

om ændring af forordning (EF) nr. 589/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår handelsnormer for æg

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 121, litra d), sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter forenklingen af handelsnormerne for æg bør medlemsstaterne kun dispensere fra mærkningskravet, hvis de erhvervsdrivende anmoder herom. For at give medlemsstaternes myndigheder mulighed for at gennemføre de nye regler blev der dog fastsat en overgangsperiode på et år fra 1. juli 2007 til 30. juni 2008, jf. artikel 11, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 557/2007 af 23. maj 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1028/2006 om handelsnormer for æg (2), for så vidt angår mærkning af æg til forarbejdning, som er produceret i EF eller i tredjelande.

(2)

Fra 1. juli 2008 kan medlemsstaternes myndigheder dispensere fra mærkningskravet for EF-æg til forarbejdning. Der er ikke fastsat tilsvarende foranstaltninger for æg importeret fra tredjelande. Ifølge princippet om national behandling, jf. artikel 2, nr. 2.1, i aftalen om tekniske handelshindringer, bør en eventuel dispensation fra mærkningskravet uden forskel også gælde for varer importeret fra tredjelande.

(3)

Gives der dispensation fra mærkningskravet, bør der fastsættes regler for at kontrollere, at de umærkede æg i sidste ende reelt leveres til fødevareindustrien.

(4)

Kommissionens forordning (EF) nr. 589/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

For at undgå forskelsbehandling af æg, der er produceret i EF, og importerede æg, når overgangsperioden er udløbet, bør nærværende forordning anvendes fra den 1. juli 2008.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 11 i forordning (EF) nr. 589/2008 affattes således:

»Artikel 11

Mærkning af æg, der leveres direkte til fødevareindustrien

1.   Medmindre andet er fastsat i sundhedsbestemmelserne, kan medlemsstaterne give erhvervsdrivende, der anmoder om det, dispensation fra mærkningsforpligtelserne i punkt A.III.1. og A.IV.3. i bilag XIV til forordning (EF) nr. 1234/2007, hvis æggene leveres direkte fra produktionsstedet til fødevareindustrien.

2.   I de i tilfælde, der er nævnt i stk. 1, gælder følgende:

a)

De medlemsstater, hvor produktionsstedet ligger, underretter myndighederne i de pågældende medlemsstater om dispensationen fra mærkningskravet, før der finder leveringer sted.

b)

Hvis dispensationen vedrører en leverandør i et tredjeland, leveres æggene kun til industrien, hvis myndighederne i den medlemsstat, der giver dispensationen, kontrollerer æggenes endelige bestemmelsessted med henblik på forarbejdning.

c)

Fødevirksomheden bærer det fulde ansvar for leveringen og forpligter sig til kun at anvende æggene til forarbejdning.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2008.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 510/2008 (EUT L 149 af 7.6.2008, s. 61).

(2)  EUT L 132 af 24.5.2007, s. 5. Ændret ved forordning (EF) nr. 1336/2007 (EUT L 298 af 16.11.2007, s. 3). Forordning (EF) nr. 557/2007 afløses af forordning (EF) nr. 589/2008 (EUT L 163 af 24.6.2008, s. 6) fra 1. juli 2008.