12.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 9/18


RÅDETS FÆLLES AKTION 2008/38/FUSP

af 20. december 2007

om ændring af fælles aktion 2007/405/FUSP for Den Europæiske Unions politimission vedrørende reformen af sikkerhedssektoren og dens retlige grænseflade i Den Demokratiske Republik Congo (EUPOL RD Congo)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 12. juni 2007 fælles aktion 2007/405/FUSP for Den Europæiske Unions politimission vedrørende reformen af sikkerhedssektoren og dens retlige grænseflade i Den Demokratiske Republik Congo (EUPOL RD Congo) (1), indledningsvis med en varighed på ét år. Missionen blev iværksat den 1. juli 2007.

(2)

Rådet godkendte den 18. juni 2007 retningslinjerne for kommando- og kontrolstrukturen for EU’s civile krisestyringsoperationer. I disse retningslinjer fastsættes det bl.a., at den øverstbefalende for den civile operation udøver kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af alle civile krisestyringsoperationer under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under generalsekretæren/den højtstående FUSP-repræsentants (GS/HR) overordnede myndighed; i disse retningslinjer fastsættes det yderligere, at direktøren for den civile planlægnings- og gennemførelseskapacitet (CPCC), der er etableret i Rådets sekretariatet, er den øverstbefalende for den civile operation i forbindelse med alle civile krisestyringsoperationer.

(3)

Ovennævnte kommando- og kontrolstruktur berører ikke missionschefens kontraktmæssige ansvar over for Kommissionen for så vidt angår gennemførelsen af missionens budget.

(4)

Den vagtkapacitet, der er etableret i Rådets sekretariat, bør aktiveres med henblik på denne mission.

(5)

Fælles aktion 2007/405/FUSP bør derfor ændres —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Fælles aktion 2007/405/FUSP ændres således:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for den civile planlægnings- og gennemførelseskapacitet (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation for EUPOL RD Congo.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation udøver under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under generalsekretæren/den højtstående repræsentants (GS/HR) overordnede myndighed kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med EUPOL RD Congo.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation sikrer korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser og PSC’s afgørelser, særlig ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk niveau.

4.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt den udsendende stats nationale myndigheders eller den udsendende EU-institutions kommando. De nationale myndigheder overfører den operative kontrol (OPCON) med deres personale, hold og enheder til den øverstbefalende for den civile operation.

5.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar for at sikre, at EU opfylder sin pligt til at udvise rettidig omhu.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation og EU’s særlige repræsentant konsulterer om nødvendigt hinanden.«

2)

Artikel 5, stk. 2-8, affattes således:

»2.   Missionschefen påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med missionen i indsatsområdet.

3.   Missionschefen har kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater, som udpeget af den øverstbefalende for den civile operation, tillige med det administrative og logistiske ansvar for aktiver, ressourcer og oplysninger, som missionen har til rådighed.

4.   Missionschefen giver instrukser til hele missionens personale med henblik på en effektiv gennemførelse af EUPOL RD Congo i indsatsområdet, idet vedkommende varetager koordination og den daglige ledelse i overensstemmelse med instrukserne på strategisk niveau fra den øverstbefalende for den civile operation.

5.   Missionschefen har ansvaret for gennemførelsen af missionens budget. Missionschefen undertegner med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen.

6.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet. For udstationeret personale skal disciplinære sanktioner træffes af den berørte nationale myndighed eller EU-myndighed.

7.   Missionschefen repræsenterer EUPOL RD Congo i indsatsområdet og sikrer, at missionen er tilstrækkelig synlig.

8.   Missionschefen koordinerer om nødvendigt med andre EU-aktører på stedet. Uden at dette berører kommandovejen modtager missionschefen lokal politisk vejledning fra EU’s særlige repræsentant.«

3)

Artikel 6, stk. 3, affattes således:

»3.   Personalet udfører sine arbejdsopgaver og handler i missionens interesse. Personalet overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (2).

4)

Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Kommandovej

1.   EUPOL RD Congo skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) udøver med referat til Rådet den politiske kontrol med og den strategiske styring af EUPOL RD Congo.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation er under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under GS/HR’s overordnede myndighed den øverstbefalende for EUPOL RD Congo på strategisk niveau og giver som sådan instrukser til missionschefen og yder vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Den øverstbefalende for den civile operation aflægger rapport til Rådet via generalsekretæren/den højtstående repræsentant.

5.   Missionschefen har kommando over og kontrol med EUPOL RD Congo i indsatsområdet og er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation.«

5)

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Politisk kontrol og strategisk styring

1.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité udøver med referat til Rådet den politiske kontrol med og den strategiske styring af missionen. Rådet bemyndiger herved Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité til at træffe de nødvendige beslutninger med henblik herpå i overensstemmelse med traktatens artikel 25. Denne bemyndigelse omfatter kompetencen til at ændre operationsplanen (OPLAN). Den omfatter også beføjelse til at træffe efterfølgende afgørelser vedrørende udnævnelse af missionschefen. Beslutningskompetencen med hensyn til missionens mål og afslutning forbliver hos Rådet.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC får regelmæssigt og i det omfang, det er nødvendigt, rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres ansvarsområder.«

6)

Artikel 14 affattes således:

»Artikel 14

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation udstikker retningslinjer for missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at disse i forbindelse med EUPOL RD Congo gennemføres korrekt og effektivt i overensstemmelse med artikel 3a og 7, i samråd med Rådssekretariatets Sikkerhedskontor.

2.   Missionschefen er ansvarlig for operationens sikkerhed og for at sikre overholdelse af de minimumssikkerhedskrav, der gælder for operationen, i overensstemmelse med Den Europæiske Unions politik for sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for EU i en operativ funktion i medfør af afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union og instrumenter i tilknytning hertil.

3.   Missionschefen bistås af en ansvarlig for missionens sikkerhed (MSO), der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med Rådssekretariatets Sikkerhedskontor.

4.   Medlemmer af EUPOL RD Congos personale skal gennemgå obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med OPLAN. De skal også jævnligt have genopfriskningskurser i selve indsatsområdet, som organiseres af MSO.«

7)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 14a

Vagt

Vagtkapaciteten aktiveres i forbindelse med EUPOL RD Congo.«

8)

I artikel 17 tilføjes følgende stykke:

»Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités beslutninger, jf. artikel 8, stk. 1, vedrørende udnævnelse af missionschefen, skal tillige offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.«.

Artikel 2

Denne fælles aktion har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Artikel 3

Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2007.

På Rådets vegne

F. NUNES CORREIA

Formand


(1)  EUT L 151 af 13.6.2007, s. 46.

(2)  EUT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Ændret ved afgørelse 2007/438/EF (EUT L 164 af 26.6.2007, s. 24).«