24.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 20/23


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 20. december 2007

om ændring af beslutning 2004/277/EF, Euratom om gennemførelsesbestemmelser til Rådets beslutning 2007/779/EF om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning

(meddelt under nummer K(2007) 6464)

(EØS-relevant tekst)

(2008/73/EF, Euratom)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 2007/779/EF af 8. november 2007 om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning (omarbejdet) (1), særlig artikel 12, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens beslutning 2004/277/EF, Euratom af 29. december 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom om indførelse af en fællesskabsordning til fremme af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet (2) bør ændres for at medtage gennemførelsesbestemmelserne vedrørende den europæiske civilbeskyttelse. Disse bestemmelser indeholder de væsentligste elementer af civilbeskyttelsesmodulerne, såsom deres opgaver, kapacitet, sammensætning og deployeringstid, og definerer en passende grad af selvforsyning og samarbejde.

(2)

Civilbeskyttelsesmodulerne, der består af nationale ressourcer fra en eller flere medlemsstater på frivillig basis, udgør et bidrag til kapacitet til hurtig indsats på civilbeskyttelsesområdet, som Det Europæiske Råd opfordrede til i konklusionerne af mødet den 16. og 17. juni 2005 og Europa-Parlamentet i beslutningen af 13. januar 2005 om flodbølgekatastrofen. For at civilbeskyttelsesmodulerne skal kunne bidrage til indsatsen i forbindelse med katastrofer, må deres hovedbestanddele opfylde visse almene krav.

(3)

Der er på indsatsstedet behov for tekniske støttehold, der udfylder støtteopgaver til støtte for Fællesskabets vurderings- og/eller koordineringshold, hvad angår oprettelse og styring af administrationen, telekommunikationsmidler, livsfornødenheder og transport. Med henblik herpå er det nødvendigt at definere almene krav til de tekniske støttehold. Sådanne hold kan ligeledes hjælpe med at opfylde civilbeskyttelsesmodulernes selvforsyningsbehov. Eventuelle aftaler om inddragelse af tekniske støttehold i civilbeskyttelsesmodulerne bør indgås, inden de generelle oplysninger om modulerne indgives til Kommissionen.

(4)

Civilbeskyttelsesmodulerne bør være i stand til at arbejde selvforsynende i et givent tidsrum. Det er derfor nødvendigt at definere de generelle krav til selvforsyning og eventuelt særlige krav, der kan variere alt efter den pågældende type indsats eller den pågældende modultype. Der bør tages hensyn til medlemsstaternes og internationale organisationers sædvanlige praksis, såsom udvidede selvforsyningsperioder for moduler til eftersøgning og redning i byområder eller fordeling af opgaverne mellem det tilbydende og det anmodende land, hvad angår støtte til indsatsmoduler, der omfatter flyvende materiel.

(5)

Det er nødvendigt med arrangementer på fællesskabsplan og i de deltagende stater for at civilbeskyttelsesmodulerne kan arbejde sammen indbyrdes, navnlig hvad angår træning og øvelser.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra civilbeskyttelsesudvalget —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2004/277/EF, Euratom foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 tilføjes følgende definitioner:

»c)

»indsatshold«: menneskelige og materielle ressourcer, herunder civilbeskyttelsesmoduler (som omhandlet i artikel 3a, 3b og 3c), der er oprettet af medlemsstaterne til civilbeskyttelsesindsatser

d)

»tekniske støttehold«: menneskelige og materielle ressourcer, der er oprettet af medlemsstaterne til at opfylde støtteopgaver.«

2)

Som artikel 3a, 3b og 3c indsættes:

»Artikel 3a

1.   Under iagttagelse af, at der udvikles yderligere moduler, skal civilbeskyttelsesmodulerne opfylde de almene krav i bilag II.

2.   De tekniske støttehold opfylder de almene krav i bilag III.

3.   Civilbeskyttelsesmodulerne og de tekniske støttehold kan sammensættes af ressourcer fra en eller flere medlemsstater.

4.   Består et civilbeskyttelsesmodul eller et teknisk støttehold af mere end en bestanddel, kan deployeringen af det pågældende civilbeskyttelsesmodul eller tekniske støttehold i en indsats begrænses til de bestanddele, der er nødvendige for den pågældende indsats.

Artikel 3b

1.   Følgende selvforsyningselementer indgår i de enkelte civilbeskyttelsesmoduler, jf. bilag II:

a)

passende ly for de fremherskende vejrforhold

b)

kraftproduktion og belysning til dækning af basisforbruget til indsatsen og det udstyr, der kræves til at opfylde opgaven

c)

sanitets- og hygiejneanlæg til modulets personale

d)

mad og vand til modulets personale

e)

lægepersonale eller paramedicinsk personale, medicinsk udstyr og forsyninger til modulets personale

f)

oplagring og vedligehold af modulets udstyr

g)

kommunikationsudstyr med forbindelse til de relevante parter, navnlig dem der har ansvaret for koordinationen på indsatsstedet

h)

lokal transport

i)

logistik, udstyr og personale til etablering af en lejr til indsatsen og igangsættelse af indsatsen straks ved ankomsten til stedet.

2.   Den tilbydende medlemsstat sikrer overensstemmelse med selvforsyningskravene på en af følgende måder:

a)

medtage det nødvendige personale, udstyr og forbrugsvarer i civilbeskyttelsesmodulet

b)

foretage det nødvendige på indsatsstedet

c)

træffe de nødvendige forberedende foranstaltninger for at kombinere indsatshold, der ikke er selvforsynende, med tekniske støttehold, således at de i artikel 3c omhandlede krav er opfyldt, inden der gives oplysninger om det pågældende civilbeskyttelsesmodul i overensstemmelse med artikel 3, stk. I.

3.   Der sikres en selvforsyningsperiode fra indsatsens start, der ikke må være kortere end

a)

96 timer, eller

b)

den periode, der er fastsat i bilag II for specifikke civilbeskyttelsesmoduler.

Artikel 3c

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende krav er opfyldt:

a)

Civilbeskyttelsesmodulerne kan fungere sammen med andre civilbeskyttelsesmoduler.

b)

De tekniske støttehold kan fungere sammen med andre tekniske støttehold og med civilbeskyttelsesmodulerne.

c)

Civilbeskyttelsesmodulernes bestanddele kan fungere sammen som et civilbeskyttelsesmodul.

d)

Tekniske støtteholds bestanddele kan fungere sammen som et teknisk støttehold.

e)

Civilbeskyttelsesmodulerne og de tekniske støttehold er i stand til, når de deployeres uden for EU, at fungere sammen med en international katastrofeindsatskapacitet, der hjælper den ramte stat.

f)

Holdledere, stedfortrædende holdledere og kontaktpersoner i civilbeskyttelsesmodulerne og de tekniske støttehold deltager i passende træningskurser og øvelser, der tilrettelægges af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i beslutning 2007/779/EF, Euratom.«

3)

I artikel 11, stk. 1, erstattes ordet »Bilag« med »Bilag I«.

4)

I artikel 24 indsættes som litra e):

»e)

fremme civilbeskyttelsesmodulernes samarbejdsevne.«

5)

I titlen på bilaget erstattes ordet »Bilag« med »Bilag I«.

6)

Som bilag II indsættes teksten i bilag I til nærværende beslutning.

7)

Som bilag III indsættes teksten i bilag II til nærværende beslutning.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2007.

På Kommissionens vegne

Stavros DIMAS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 314 af 1.12.2007, s. 9.

(2)  EUT L 87 af 25.3.2004, s. 20.


BILAG

»BILAG II

Almene krav til europæiske civilbeskyttelsesmoduler (1)

1.   Højkapacitetspumpning

Opgaver

Levere pumpning:

i oversvømmede områder

som hjælp med vandforsyning til brandslukning.

Kapacitet

Levere pumpning med mobile pumper af middelstor og stor kapacitet med:

en overordnet kapacitet på mindst 1 000 m3/time og

en mindre kapacitet ved en højdeforskel på 40 m.

Kunne:

operere i områder og terræn, der ikke er letfremkommelige

pumpe muddervand, der indeholder højst 5 % fast stof med partikelstørrelse på op til 40 mm

pumpe vand på op til 40 C° i længerevarende indsatser

foretage vandforsyning over en afstand på 1 000 m

Hovedbestanddele

Pumper af middelstor og stor kapacitet

Slanger og koblinger, der er kompatible med forskellige standarder, herunder Storz

Tilstrækkeligt personale til at opfylde opgaven, om nødvendigt kontinuerligt

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a) til i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet

Kunne være deployeret i en periode på op til 21 dage


2.   Vandrensning

Opgaver

Levere drikkevand fra overfladevandskilder i overensstemmelse med gældende standarder og mindst til WHO-standardniveau

Foretage vandkvalitetskontrol ved rensningsudstyrets udløb

Kapacitet

Rense 225 000 l vand pr. døgn

Oplagringskapacitet svarende til et halvt døgns produktion

Hovedbestanddele

Mobil vandrensningsenhed

Mobil vandoplagringsenhed

Mobilt feltlaboratorium

Koblinger, der er kompatible med forskellige standarder, herunder Stor.

Tilstrækkeligt personale til at opfylde opgaven, om nødvendigt kontinuerligt

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a) til i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet

Kunne være deployeret i en periode på op til 12 uger


3.   Middelstor eftersøgning og redning i byområder

Opgaver

Eftersøgning efter, lokalisering af og redning af forulykkede (2), der befinder sig under sammenstyrtede masser (f.eks. sammenstyrtede bygninger og ved ulykker i transportsektoren)

Give fornøden livsreddende førstehjælp, indtil overgivelse med henblik på videre behandling

Kapacitet

Modulet bør kunne foretage følgende under hensyntagen til internationale retningslinjer, såsom INSARAG-retningslinjerne:

eftersøgning med redningshunde og/eller teknisk søgeudstyr

redning, herunder løft

gennemskære beton

foretage ophejsning og nedfiring

nødafstivning

detektion og isolering af farlige stoffer (3),

avanceret førstehjælp (4).

Arbejde på indsatsstedet i døgndrift i 7 døgn

Hovedbestanddele

Styring (ledelse, kontakt/koordinering, planlægning, medier/rapportering, vurdering/analyse, sikkerhed)

Eftersøgning (teknisk eftersøgning og/eller eftersøgning med hunde, detektion og isolering af farlige stoffer)

Redning (gennembryde, skære, løfte og flytte, afstive, foretage ophejsning og nedfiring)

Lægehjælp, herunder pleje af patienter og holdets personale og redningshunde

Selvforsyning

Mindst 7 døgns indsats

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a) til i), finder anvendelse

Deployering

Operationelt i det katastroferamte land inden for 32 timer


4.   Større eftersøgning og redning i byområder

Opgaver

Eftersøgning efter, lokalisering af og redning af forulykkede (5), der befinder sig under sammenstyrtede masser (f.eks. sammenstyrtede bygninger og ved ulykker i transportsektoren)

Give fornøden livsreddende førstehjælp, indtil overgivelse med henblik på videre behandling

Kapacitet

Modulet bør kunne udføre følgende under hensyntagen til internationale retningslinjer, såsom INSARAG-retningslinjerne:

eftersøgning med redningshunde og teknisk søgeudstyr

redning, herunder løft af tunge genstande

gennemskære armeret beton og stålstrukturer

foretage ophejsning og nedfiring

avanceret afstivning

detektion og isolering af farlige stoffer (6),

avanceret førstehjælp (7).

Arbejde i døgndrift på mere end et sted i 10 døgn.

Hovedbestanddele

Styring (ledelse, kontakt/koordinering, planlægning, medier/rapportering, vurdering/analyse, sikkerhed)

Eftersøgning (teknisk eftersøgning, eftersøgning med redningshunde, detektion og isolering af farlige stoffer)

Redning (gennembryde, skære, løfte og flytte, afstive, foretage ophejsning og nedfiring)

Lægehjælp, herunder pleje af patienter og holdets personale og redningshunde (8).

Selvforsyning

Mindst 10 døgns indsats

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a) til i), finder anvendelse

Deployering

Operationelt i det katastroferamte land inden for 48 timer


5.   Skovbrandslukningsmoduler med helikoptere

Opgaver

Bidrage til slukning af større skov- og plantebrande med brandslukning fra luften

Kapacitet

Tre helikoptere med en kapacitet på 1 000 l hver

Foretage kontinuerlige indsatser

Hovedbestanddele

Tre helikoptere med besætning for at garantere, at mindst to helikoptere er operationelle hele tiden

Teknisk personale

Fire vandspande eller tre udtømningsanordninger

Et sæt reparationsudstyr

Et sæt reservedele

To redningshejs

Kommunikationsudstyr

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra f) og g), finder anvendelse.

Deployering

Klar til udsendelse højst 3 timer efter accept af tilbuddet


6.   Skovbrandslukningsmoduler med fly

Opgaver

Bidrage til slukning af større skov- og plantebrande med brandslukning fra luften

Kapacitet

Tre fly med en kapacitet på 3 000 l hver

Foretage kontinuerlige indsatser

Hovedbestanddele

To fly

Tre besætninger

Teknisk personale

Nødreparationsudstyr

Kommunikationsudstyr

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra f) og g), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst tre timer efter accept af tilbuddet


7.   Avanceret lægestation

Opgaver

Foretage patientprofilering på katastrofestedet

Stabilisere tilstanden og forberede patienten til transport til den bedst egnede sundhedsfacilitet med henblik på endelig behandling

Kapacitet

Foretage patientprofilering af mindst 20 patienter pr. time

Lægehold, der kan stabilisere 50 patienter pr. døgn i døgndrift med toholdsskift

Forsyninger til behandling af 100 patienter med mindre skader i døgnet

Hovedbestanddele

Lægehold til 12-timers skiftehold:

patientprofilering: en sygeplejerske og/eller en læge

intensiv pleje: en sygeplejerske og en læge

alvorlige, men ikke livstruende skader: en læge og to sygeplejersker

evakuering: en sygeplejerske

specialiseret støttepersonale: fire

Telte:

telt(e) med tilstødende plads til patientprofilering, lægehjælp og evakuering

telt(e) til personalet

Kommandopost

Logistisk og medicinsk lager

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet.

Operationelt en time efter ankomst til stedet


8.   Avanceret lægestation med operationsfaciliteter

Opgaver

Foretage patientprofilering på katastrofestedet

Foretage skadebegrænsende kirurgi

Stabilisere tilstanden og forberede patienterne til transport til den bedst egnede sundhedsfacilitet med henblik på endelig behandling

Kapacitet

Foretage patientprofilering af mindst 20 patienter pr. time

Lægehold, der kan stabilisere 50 patienter pr. døgn i døgndrift og toholdsskift

Operationshold, der kan foretage skadebegrænsende operationer på 12 patienter pr. døgn i døgndrift med toholdsskift

Forsyninger til behandling af 100 patienter med mindre skader i døgnet

Hovedbestanddele

Lægehold til 12-timers skiftehold:

patientprofilering: en sygeplejerske og/eller en læge

intensiv pleje: en sygeplejerske og en læge

operationshold: tre kirurger, to operationssygeplejersker, en narkoselæge, en narkosesygeplejerske

alvorlige, men ikke livstruende skader: en læge og to sygeplejersker

evakuering: en sygeplejerske

specialiseret støttepersonale: fire

Telte:

telt(e) med tilstødende plads til patientprofilering, lægehjælp og evakuering

telt(e) til operationsstue

telt(e) til personalet

Kommandopost

Logistisk og medicinsk lager

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet

Operationelt en time efter ankomst til stedet


9.   Felthospital

Opgaver

Yde førstehjælp og/eller opfølgning med krise- og lægehjælp under hensyntagen til anerkendte internationale retningslinjer for brug af udenlandske felthospitaler, såsom Verdenssundhedsorganisationens eller Røde Kors’ retningslinjer

Kapacitet

10 senge til hårdt ramte traumapatienter, mulighed for at udvide kapaciteten

Hovedbestanddele

Lægehold til:

patientprofilering

intensiv pleje

operationer

alvorlige, men ikke livstruende skader

evakuering

specialiseret støttepersonale

og mindst dække følgende: læge, førstehjælpslæger, ortopæd, børnelæge, narkoselæge, farmaceut, fødselslæge, sundhedsleder, laborant, røntgentekniker

Telte:

passende telte til lægeaktiviteter

telte til personalet

Kommandopost

Logistisk og medicinsk lager

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst syv dage efter anmodningen

Operationelt tre timer efter ankomst til stedet

Operationelt i mindst 15 dage


10.   Lægelig evakuering af katastroferamte ad luftvejen

Opgaver

Transport af katastroferamte til sundhedsfaciliteter med henblik på lægebehandling

Kapacitet

Kapacitet til at transportere 50 patienter i døgnet

Dag- og natflyvninger

Hovedbestanddele

Helikoptere/fly med bårer

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra f) og g), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet


11.   Midlertidigt husly

Opgaver

Sørge for midlertidigt husly, herunder livsnødvendigheder, hovedsagelig i de første stadier af en katastrofe koordineret med eksisterende strukturer, lokale myndigheder og internationale organisationer indtil overgivelsen til de lokale myndigheder eller humanitære organisationer, hvor der er behov for kapacitet i længere perioder

Før overgivelse: oplæring af relevant personale (lokalt og/eller internationalt), inden modulet trækkes tilbage

Kapacitet

Teltlejr med udstyr til op til 250 personer

Hovedbestanddele

Hensyntagen til internationale retningslinjer, såsom Sphere-retningslinjerne:

telte med opvarmning (til vinterforhold) og feltsenge med sovepose og/eller tæppe

elproduktion og belysningsudstyr

sanitære og hygiejnefaciliteter

distribution af drikkevand, i henhold til WHO-standard

ly til basale sociale aktiviteter (også til forsamling)

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet

Normalt varer missionen højst fire uger, eller der er om nødvendigt en overgivelsesproces i gang


12.   Kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear detektion og prøvetagning (CBRN)

Opgaver

Foretage/bekræfte den oprindelige vurdering, herunder:

beskrivelse af farer og risici

afgrænsning af det kontaminerede område

vurdering eller bekræftelse af allerede trufne forholdsregler

Udføre professionel prøvetagning

Afmærke det kontaminerede område

Forudsigelse af situationen, overvågning, dynamisk risikovurdering, herunder henstillinger om advarsler og andre foranstaltninger

Yde støtte til øjeblikkelig risikomindskelse

Kapacitet

Påvisning af kemikalier og detektion af strålingsfarer ved en kombination af håndholdt, mobilt og laboratoriebaseret udstyr:

detektere alfa-, beta- og gammastråling og påvise kendte isotoper

påvise gængse giftige industrikemikalier og kendte kampstoffer, og om muligt foretage halvkvantitative analyser

Samle, håndtere og tilberede biologiske, kemiske og radiologiske prøver med henblik på yderligere analyser andetsteds (9).

Anvende en passende videnskabelig model på risikoforudsigelse og bekræfte modellen ved kontinuerlig overvågning

Yde støtte til øjeblikkelig risikomindskelse:

indeslutning af risiko

neutralisering af risiko

yde teknisk støtte til andre hold eller moduler

Hovedbestanddele

Mobile feltlaboratorier til kemiske og radiologiske analyser

Håndholdt eller mobilt detektionsudstyr

Feltprøvetagningsudstyr

Systemer til opstilling af spredningsmodeller

Mobil vejrstation

Afmærkningsmateriale

Referencedokumentation og adgang til specialiserede kilder med videnskabelig ekspertise

Sikre beholdere til prøver og affald

Dekontamineringsfaciliteter til personalet

Personlige værnemidler, der er egnet til at gennemføre en mission i et kontamineret og/eller iltfattigt miljø, herunder om nødvendigt gastætte dragter

Teknisk udstyr til indeslutning og neutralisering af risikoen

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet


13.   Eftersøgning og redning under kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare forhold (CBRN)

Opgaver

Specialiseret eftersøgning og redning med beskyttelsesdragter

Kapacitet

Specialiseret eftersøgning og redning med beskyttelsesdragter i overensstemmelse med kravene til middelstore og større eftersøgnings- og redningsmoduler i byområder

Tre personer, der arbejder samtidigt på indsatsstedet

Arbejde kontinuerligt i et døgn

Hovedbestanddele

Afmærkningsmateriale

Sikre beholdere til affaldet

Dekontamineringsfaciliteter til personalet og de reddede tilskadekomne

Personlige værnemidler, der er egnet til eftersøgnings- og redningsoperationer i et kontamineret miljø i overensstemmelse med kravene til middelstore og større eftersøgnings- og redningsmodeller

Teknisk udstyr til indeslutning og neutralisering af risikoen

Selvforsyning

Elementerne i artikel 3b, stk. 1, litra a)-i), finder anvendelse

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter accept af tilbuddet«


(1)  Listen over civilbeskyttelsesmoduler og de tilknyttede krav, jf. denne beslutning, kan ændres, således at andre typer civilbeskyttelsesmoduler er omfattet, under hensyn til de erfaringer der vindes i medfør af ordningen.

(2)  Tilskadekomne.

(3)  Grundlæggende kapacitet og mere udvidede kapaciteter er indeholdt modulet »kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear detektion og prøvetagning«.

(4)  Patientpleje (førstehjælp og medicinsk stabilisering) fra adgangen til tilskadekomne og indtil videregivelsen.

(5)  Tilskadekomne.

(6)  Grundlæggende kapacitet og mere udvidede kapaciteter er indeholdt i modulet »kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear detektion og prøvetagning«.

(7)  Patientpleje (førstehjælp og medicinsk stabilisering) fra adgangen til tilskadekomne og indtil videreovergivelsen.

(8)  I overensstemmelse med læge- og veterinærfaglige krav.

(9)  Denne proces bør så vidt muligt tage hensyn til bevisførelsen i den anmodende stat.


BILAG II

»BILAG III

Almene krav til de tekniske støttehold

Opgaver

Yde eller sørge for:

administrativ støtte

telekommunikationsstøtte.

livsfornødenheder

transportstøtte på indsatsstedet

Kapacitet

Kunne bistå et vurderings- og/eller koordinationshold, et operationskoordineringscenter på stedet, eller blive slået sammen med et civilbeskyttelsesmodul som omhandlet i artikel 3b, stk. 2, litra c)

Hovedbestanddele

Følgende støttekomponenter for at kunne opfylde alle funktioner i koordinationscentret på indsatsstedet, under hensyntagen til anerkendte internationale retningslinjer såsom FN-retningslinjerne:

administrativ støtte

udstyr til støtte for telekommunikationen

udstyr til livsfornødenheder

transportstøtte på stedet

Deployering

Klar til udsendelse højst 12 timer efter anmodningen«