7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 34/24


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2006/14/EF

af 6. februar 2006

om ændring af bilag IV til Rådets direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 14, stk. 2, litra d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

FAO's International Standard for Phytosanitary Measures (ISPM) nr. 15 om »Guidelines for regulating wood packaging material in international trade« blev vedtaget i marts 2002 af »Fourth Interim Commission on Phytosanitary Measures« (ICPM). De relevante bestemmelser i direktiv 2000/29/EF blev bragt i overensstemmelse med disse retningslinjer ved Kommissionens direktiv 2004/102/EF af 5. oktober 2004 om ændring af bilag II, III, IV og V til Rådets direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (2).

(2)

Ud over de foranstaltninger, der er godkendt i henhold til ISPM nr. 15, indeholder direktiv 2004/102/EF et krav om, at importeret træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket rundtræ. ISPM nr. 15 gjorde denne mulighed betinget af, at der foreligger en teknisk begrundelse herfor. Anvendelsen af dette krav blev udsat indtil den 1. marts 2006 ved Rådets direktiv 2005/15/EF af 28. februar 2005 om ændring af bilag IV til direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (3).

(3)

Fællesskabet har anmodet om, at ISPM nr. 15 tages op til revision på internationalt plan med henblik på at indsætte et krav, der afhjælper Fællesskabets bekymring over tilstedeværelsen af bark på sådant træemballeringsmateriale i den internationale handel.

(4)

Mens proceduren til revision af ISPM nr. 15 pågår, og indtil resultatet af revisionen foreligger, bør anvendelsen af Fællesskabets krav om, at træemballeringsmateriale, der importeres fra tredjelande, skal være fremstillet af afbarket træ, midlertidigt udsættes.

(5)

Direktiv 2000/29/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2000/29/EF foretages følgende ændringer:

1)

I bilag IV, del A, kapitel I, punkt 2, affattes det sidste afsnit i slutningen af højre kolonne således:

»Første led, hvori det fastsættes, at træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket rundtræ, finder først anvendelse fra den 1. januar 2009. Dette afsnit tages op til fornyet overvejelse senest den 1. september 2007.«

2)

I bilag IV, del A, kapitel I, punkt 8, affattes det sidste afsnit i slutningen af højre kolonne således:

»Første linje i litra a), hvori det fastsættes, at træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket rundtræ, finder først anvendelse fra den 1. januar 2009. Dette afsnit tages op til fornyet overvejelse senest den 1. september 2007.«

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 28. februar 2006.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. februar 2006.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2005/77/EF (EUT L 296 af 12.11.2005, s. 17).

(2)  EUT L 309 af 6.10.2004, s. 9.

(3)  EUT L 56 af 2.3.2005, s. 12.